Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kvalmende forskræp

Har Peter Jackson begået teknologisk nemesis med sin nye 3D-teknologi, der efter sigende har givet fans kvalme under forpremieren på ’Hobbitten’? Eller er rygterne snarere en effektiv del af hypen?
Kultur
6. december 2012

Peter Jacksons Ringenes Herre-forløber, Hobbitten, hvis første trailer allerede kom frem sidste jul, og som har genereret en af de største, marketingregulerede hypes i filmhistorien, har to uger før premieren fået et nyt overraskende forskræp.

Den seneste uges tid har man kunnet læse en spøjs advarsel i aviserne efter den new zealandske verdenspremiere den 28. november: Filmen – med den nye filmteknik HFR 3D, der viser 48 billeder i sekundet i stedet for de sædvanlige 24 – giver folk kvalme.

Til den britiske avis The Sunday Times udtalte en Jackson – og Tolkien-fan: »Mine øjne kunne ikke kapere det – jeg blev svimmel, og nu har jeg migræne.«

En anden fan skrev på Twitter: »Jeg var vild med filmen, da jeg forlod biografen, men jeg havde kvalme.«

Rygterne fra disse enkelte fans er nu citeret over hele verden, og Jacksons eventuelle teknologiske nemesis er blevet en overskriftsdannende opvarmning til verdenspremieren i næste uge.

På Politiken.dk vil lidelserne efter sigende ingen ende tage: »Fans ligger i iskold kø efter billetter til kvalmende Hobbitten,« lød en overskrift. Hype og fandyrkelse er lidelse, lærer vi. Men »er det dårligt nyt?,« skriver Catherine Shoard på sin The Guardian-blog »Shortcuts«. På ingen måde, mener hun.

’Gross-factor’

Shoard ser en smart forbindelse mellem en films ’gross-factor’ – altså hvor meget filmen indtjener – og så dens ’gross-factor’: altså hvor kvalmefremkaldende en film man har med at gøre. Nogle af de mest succesfulde film i verdenshistorien har nemlig fået ekstra omtale på advarsler om fysisk ubehag, påpeger hun.

Da James Camerons 3D-satsning Avatar (2009) – den bedst sælgende film nogensinde med et overskud på, i sig selv svimlende, 3 milliarder dollar – havde forpremiere, hed det den allerførste anmeldelse af filmen, et anonymt indlæg på den populære blog Gawker, at filmen bogstaveligt talt var »opkast-fremkaldende«, og at 3D-effekten var fremmedgørende og mærkelig.

Da Danny Boyles’ farverige vente-drama, 127 Hours, havde premiere på Toronto International Film Festival i 2010 besvimede tre publikummer, mens én fik et epileptisk anfald. Filmen indkasserede efterfølgende 61 millioner dollar og seks Oscar-nomineringer.

Hitchcocks Psycho var omgærdet af rygter om panik i 1960, og da William Friedkins angstvækkende mesterværk Eksorcisten i 1973 fyldte de amerikanske biografer, var ikke mindst nyhederne om dens voldsomme effekt på publikum en del af dens succes: »Vi har haft to til fem publikummer hver dag, som er besvimet på grund af filmen,« udtalte en biografejer fra Illinois.

Udfordringen

Ud over Shoards eksempler kan tilføjes den opsigtsvækkende premiere på Lars von Triers Antichrist under Cannes Film Festival i 2009, hvor Charlotte Gainsbourgs klitorale selvomskæring efter sigende fik fem mennesker blandt publikum til at besvime. Det genererede ekstra overskrifter til den i forvejen massive omtale af filmen.

Og netop med horror-film synes kvalme- og besvimelses-frekvensen at være en fordelagtigt publikum-garanterende salgsgaranti.

Om den kvalmende visuelt virkelighedsnære teknologi i Hobbitten siger Jackson selv på websitet 3D Focus, at »den kræver tilvænning«. Det er en advarende opmuntring til, på godt og ondt, at følge med tiderne. Måske giver det bagslag. Men måske giver det også bare ekstra slag i box office-bøtten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her