Læsetid: 6 min.

Må magten være med jer

Museerne styrer, formidlerne står svagest og galleristerne er de mest stabile. Alt er som det plejer i den danske kunstverden
14. december 2012

Efter tre år som nummer ét må Olafur Eliasson (2) vige pladsen til fordel for Louisianas direktør Poul Erik Tøjner (1).

Den tidligere kulturkritiker har i den grad spillet med musklerne siden sidste år, både herhjemme og internationalt. Louisiana er stadig det vigtigste museum for samtidskunst i Norden, det leverer stadig den ene folkelige og kunstneriske succes efter den næste, og i år har Tøjner tilmed vist, at brandet Louisiana også kan rumme udvidelsen fra billedkunst til anden kulturproducerende virksomhed.

Det er ikke blot lykkes Tøjner at gøre museet til en bastion for arkitektur, Louisiana står nu også bag en tilbagevendende succesfuld international litteraturfestival.

Men museet er én ting, Tøjners personlige muskler har også fået et gedigent skud epo i årets løb.

Siden sin medvirken på The World Economic Forum i 2011 har han været en ombejlet herre i den internationale museumsverden. Tøjner sad med i tænketanken for Guggenheim Helsinki, han er i år blevet optaget som medlem af den internationale super-tænketank The Art Consortium, og som medlem af The Bizot Group, der består af den absolutte elite af museumsdirektører, og som medlem af det elitære og prestigiøse Bayerische Akademie der Schönen Künste. Og herhjemme er han, udover alle sine øvrige poster, blevet formand for Gyldendals bestyrelse.

De ti bedst placerede

Museerne har i den grad også magten i dansk kunst.

Sådan har det været i alle årene, hvor listen over de 100 mest magtfulde i dansk kunst er udkommet. Og sådan er det også i år.

Hele 26 museumsfolk er med, i modsætning til 18 gallerister, 17 fondspersoner, samlere og mæcener, 14 kunstnere, 12 fra staten og 13 formidlere og freelance-kuratorer. Ser man på museernes overordnede score, er de også i fremgang. De 26 museumsfolk er i alt gået otte pladser frem. De har mistet fire, men fået fire nye ind. Og så har de årets højdespringer, den kun 33-årige Marie Nipper (45), der i år ikke blot er gået fra at være med i et kuratorteam på Aros til at være overinspektør, men som også var med i den allersidste slutspurt om at blive ny direktør for Charlottenborg.

Gruppen af museumsfolk på listen står også stærkest, hvis man sammenligner de seks gruppers ti bedst placerede. De ti bedst placerede museumsfolk har gennemsnitlig en placering som nummer 15.

På andenpladsen kommer kunstnerne med en gennemsnitlig placering som nummer 23.

Galleristerne kommer med en gennemsnitlig placering på nummer 26 ind på tredjepladsen, fondene med 33 som nummer fire, staten som nummer fem med et gennemsnit på 45 og som rosinen i pølseenden, formidlerne og freelancekuratorerne med en gennemsnitlig placering som nummer 75 for deres ti mest magtfulde på listen.

De mest og mindst magtfulde

Galleristerne er de mest stabile. Stille og roligt og uden store udsving flytter de sig opad. Den mest magtfulde gallerist er til gengæld ikke længere Nicolai Wallner (9), men parret Jens og Luise Faurschou (5) der har åbnet en imponerende kunsthal i Københavns nordhavn. Parret er dog langsomt ved at transformere sig over i museumsgruppen, så mon ikke Wallner snart er tilbage som den mest magtfulde.

De mindst magtfulde på listen er som altid formidlerne og freelancekuratorerne. Den højst placerede af dem er stadig Bente Scavenius (46), som mange kender fra Kunstquizzen på DRK og fra Børsen, hvor hun er anmelder. Gruppen er til gengæld den, der har fået flest nye navne med: hele otte nye personer, heriblandt Christian Skovbjerg Jensen (89), der kuraterede Copenhagen Art Festival, og Lars Bang Larsen (73), der før har været med, men som i år har sat sig et stort aftryk med flere publikationer og kuratoraktivitet både på Charlottenborg og Documenta.

Ingen overraskelser

Gedigne overraskelser er der nok ikke så mange af. Poul Erik Tøjner har længe lænet sig op af førstepladsen, og Marianne Jelved (7) er muligvis ny i embedet, men som kulturminister er hun selvskrevet til en top ti placering. Mindre kendt er måske Anne Mette Rahbæk, der er røget direkte ind på en ottendeplads som direktør for den nye Kulturstyrelsen. Her har hun stået bag museumsudredningen og har i et lyntempo og med en brug af magt, som kunstverdenen sjældent har set før, foretaget en række indgreb. Eksempelvis skal man nu have en ph.d. for at forske på et museum, hvilket mange frygter blot er et instrument til at tvinge museer sammen, og den nye programstøttepulje på ni millioner kr., der er taget direkte fra driftsmidler, kan også kritiseres for at skævvride museerne i retning af det oplevelsesøkonomiske.

 

10. Christian Gehter (11)

Museumsdirektør på 15. år på Arken, hvor han er god til at skaffe sponsoraftaler og omtale. Arken får til næste år et nyt anlæg af vand omkring sig, så museet ligger på en ø.

9. Nicolai Wallner (6)

Gallerist. Galleriet ligger i det nye galleriområde på Carlsberg, som han selv var iniativtager til. Han repræsenterer stadig mange af de største danske kunstnere, såsom Just, Koester og Elmgreen & Dragset. Wallner er ikke længere med i Art Reviews Top100 og var heller ikke med på årets Frieze i London. Han er til gengæld for alvor sprunget ud som debattør, først i en hård kritik af tidligere kulturminister Uffe Elbæk og senest som fast blogger på Politikens netavis.

8. Anne Mette Rahbæk (Ny)

Direktør i det nyoprettede Kulturstyrelsen, hvor hun står bag museumsudredningen og en række opsigtsvækkende nye tiltag, der har fået museer over hele landet op af stolene.

7. Marianne Jelved (Ny)

Kulturminister og et ubeskrevet blad inden for kunsten. Som kuriosum kan nævnes, at hendes spindoktor tidligere har været kendt under navnet DJ Encore.

6. Jacob Fabricius (12)

Museumsdirektør på Malmø Kunst­hal og snart på Charlottenborg. Har ifølge det anerkendte kunsttidsskrift Kunstkritikk.dk over de sidste fem år gjort Malmö Konsthall »til en af Europas mest interessante institutioner for samtidskunst«. Fabricius står også bag kunstbogsforlaget Pork Salad Press.

5. Jens og Luise Faurschou (7)

Direktører i egen kunsthal i Nordhavnen, hvor deres første udstilling var med en kinesisk megastjerne, og den næste også bliver med en legende. Faurschous internationale opmærksomhed kom dog fra uventet kant, da udenlandske medier opdagede parret, da de dansede en usædvanlig intens »Gangnam Style« sammen med Ai Weiwei i en video på You­Tube. Parret er særlig stærke i Munch, men har også en samling, der får museer til at blegne.

4. Karsten Ohrt (4)

Museumsdirektøren for Statens Museum for Kunst trækker langsomt museet i en driftsikker retning med besøgte kunstneriske succeser, en rost nyophængning og en sponsor og donorliste, der får alle andre end Louisiana til at blegne. Ohrt havde en heldig hånd med den aflyste entré, og leger også selv med som kurator. Han er blandt andet manden bag den aktuelle visning af Willie Dohertys film Secretion.

3. Elmgreen & Dragset (3)

Kunstnerduoen har igen i år haft et fantastisk år med alt fra lokale projekter som Han i Helsingør til internationale kæmpepriser som udsmykningen af 4th plinth på Trafalger Square i London. De har netop vundet den prestigefyldte Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen-pris på 400.000 kr. herhjemme, og Statens Museum for Kunst har meddelt, at de får en stor separatudstilling i 2014.

2. Olafur Eliasson (1)

Kunstneren, der har erstattet New York City Waterfalls og megaudstilling på MoMA med en tunnel på Arken og en regnbue på ARoS. Efter at have ført listen suverænt er han i denne omgang rykket fra en solid førsteplads ned til andenpladsen. Hans projekt Little Sun under OL blev heller ikke nogen kunstnerisk succes – en kunstudstilling eller et velgørenhedsprojekt, der skulle sende en bunke lommelygter til Afrika. Men netværket og statussen internationalt er intakt. Han er stadig Olafur Eliasson.

1. Poul Erik Tøjner (2)

Museumsdirektøren for Louisiana, der rangerer blandt de vigtigste samtidskunstmuseer i verden. Han har skrevet den anmelderroste LouisianaABC i år, er blevet bestyrelsesformand for Gyldendal og er stadig bestyrelsesmedlem i C.L. Davids Fond og Samling samt i Regentparrets fond. Tøjner er også medlem af Det Danske Akademi, sad med i tænketanken for Guggenheim Helsinki, og er i år blevet optaget som medlem af The Art Consortium, The Bizot Group og Bayerische Akademie der Schönen Künste. Poul Erik Tøjner er i år for alvor gået fra at være stor mand i Danmark til at være stor mand i verden.

 

Næste udgave af listen udkommer i december 2013. I gennemsnit vil 14 af personerne fra listen forlade den inden da.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor kan man se den totale top 100 liste?
information.dk er ikke nok :-)
Søgeord på "top 100, dansk kunst" giver heller ikke noget brugbart resultat.
Jeg synes I skulle reklamere lidt mere for listen.