Madame Bovary udstiller menneskets evige utilfredshed

Da romanen Madame Bovary, om den frisindede kvinde Emma, der bliver gift med den middelmådige læge Charles Bovary, men keder sig og derfor har affærer med andre mænd, udkom i 1857, blev forfatteren bragt for retten for at have forstyrret den offentlige og religiøse moral.

Han blev dog frifundet. Til sit forsvar sagde Gustave Flaubert blandt andet: »Madame Bovary c’est moi (Madame Bovary er mig).«

Netop nu er Madame Bovary aktuel i en nyoversættelse med forord af Suzanne Brøgger og i teaterstykket Madame Bovary, der havde premiere på Det Kongelige Teater den 1. december med Helle Fagralid i hovedrollen.

Mellem pligt og lyst

Årsagen til, at Madame Bovary holder den dag i dag, er, at hun er en tidløs femme fatale, der afspejler menneskets søgen efter mening med livet. Derfor er hun stadig en aktuel og fascinerende karakter, som vi i samtiden kan spejle os i.

»Flaubert beskriver det menneskelige vilkår: At vi må finde balancen mellem pligt og lyst,« siger Elisabeth Møller Jensen, der er formand for KVINFO.

Hun mener ikke, at det er et kvindeligt dilemma, men derimod et almenmenneskeligt, der gælder dengang som nu: »Flaubert har fat i, at der er noget større end den daglige trummerum, og den drøm tror jeg stadigvæk, at Emma deler med mange kvinder i dag. Det drømme- og længselsscenarie, som Flaubert skriver frem, det tror jeg stadig har en meget stor appel,« siger Elisabeth Møller Jensen, som mener, at selv om problematikken er almengyldig, så kunne Emma Bovary ikke have været en mand, for hun er i høj grad også et billede på den emancipation, som mange kvinder i romanens samtid stille begyndte at længes efter.

»Længslen efter noget mere end hverdagslivet er noget almenmenneskeligt. Det handler om, hvorvidt man evner og får mulighed for at omsætte sin drift positivt og konstruktivt, eller om den får én til at brænde op indvendigt,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Identitetsprøverum

I arbejdet med at dramatisere romanen til Det Kongelige Teater har Elisa Kragerup hæftet sig ved, at madame Bovary er et moderne og identitetshungrende menneske, og hun mener derfor, at fortællingen om hende stadig er meget aktuel:

»For mig er hun et menneske, der er ramt af en eksistentiel tomhed og meningsløshed. Hun er meget påvirket af det, som samfundet ville sige, er den rigtige måde at leve på, men der er ikke noget af det, hun prøver, der stiller den sult, hun har. Det synes jeg også er en moderne problematik, denne her forventning om lykke, og at samfundet forventer, at hun som kvinde skal være lykkelig. Og hvad gør man så, når det på en eller anden måde ikke sker?«

I romanen møder Emma en klædehandler, og hun forsøger at købe sig til lykke ved at købe forskelligt tøj og derigennem afprøve forskellige roller.

Ifølge Elisa Kragerup er Emma et menneske, der lever efter devisen, at hun kun er noget, når andre ser hende – et fænomen, Kragerup mener, også gør sig gældende i dag: »Jeg kan i dén grad spejle mig i forventningen om, at vi selv må gøre os lykkelige, men samtidig er der så utrolig meget fokus på det ydre, på livsstil, mode og skønhed. Emma møder en kvinde, der sælger tøj og får hende til at forbruge, fordi hun gerne vil gøre sit liv større – gøre det til et eventyr. Det utilfredsstillede behov tager klædehandleren og fylder med en slags pseudoeventyr, hvor du kan være lige præcis dén, du har lyst til at være. Men det er meget hurtigt opbrugte kalorier,« siger Elisa Kragerup og fortsætter:

»Problemet er, at alle de ting, hun forsøger at stille sin sult med, alle de roller, hun forsøger at spille, de kvindebilleder, hun forstiller sig, hun kan være, men der er ikke noget af det, der i virkeligheden fylder den tomhed, hun har i sig.«

Konstant utilfredshed

Selv om Emma Bovary er i en position, hvor hun ifølge samfundets normer burde være en lykkelig kvinde, er hun konstant utilfreds med sit liv, og selv ikke moderrollen opfylder hendes søgen efter mening. Hun vil hele tiden have mere og mere, men bliver ikke tilfreds med noget af det, og derfor ender hun med at gå til grunde. Hun evner ikke at bruge sin livsdrift konstruktivt, i stedet bliver den selvdestruktiv.

Elisabeth Møller Jensen peger på Gustave Flaubert som skabende kunstner, der formår at bruge sin livsdrift og søgen konstruktivt gennem romankunsten, mens Emma Bovary blot tyer til selvdestruktionen.

Utilfredsheden genkender Elisa Kragerup fra nutidens samfund: »I forhold til samfundets stigende pres om, at vi skal leve et lykkeligt liv, og at man er en fiasko, hvis man ikke er lykkelig, der tror jeg, at mange har en Emma Bovary inden i sig. Samtidig med vi tror, vi har en stor frihed, har vi så ufattelig mange forestillinger om, hvad der er det rigtige og lykkelige liv.«

Elisa Kragerup mener, at vi også i nutidens samfund taler enormt meget om at være lykkelige. Og det kan være svært at leve op til. Og det er det, der stadig gør Emma Bovary til et fascinerende og dragende bekendtskab.

»Når Flaubert sagde, at han levede i småborgerlighedens tidsalder – og med det mente, at mennesket lever efter materielle værdier og forsøger at indordne sig efter samfundets normer, så kan jeg sagtens spejle vores tid i det også,« siger Elisa Kragerup.