Mo Yan har stadig fortjent Nobelprisen

Mo Yan er ikke en politisk forfatter, og det behøver han heller ikke være. Han er en kinesisk forfatter, der har fundet sit helt eget sprog
Nobelprisvinderen i litteratur, Mo Yan, taler ved den kinesiske ambassade i Stockholm. ’Jeg har fået Nobelprisen i litteratur, fordi jeg fortæller historier,’ siger den kontroversielle forfatter.

Nobelprisvinderen i litteratur, Mo Yan, taler ved den kinesiske ambassade i Stockholm. ’Jeg har fået Nobelprisen i litteratur, fordi jeg fortæller historier,’ siger den kontroversielle forfatter.

Wu Wei
11. december 2012

Det var ventet med spænding. Hvad ville årets nobelpristager i litteratur, Mo Yan, sige i sin nobelforelæsning fredag aften i Stockholm?

Han svarede på den kritik, som Herta Müller, prismodtager i 2009, i et interview til Dagens Nyheter for nylig fremkom med, nemlig at Nobelprisen til Mo Yan er en skandale, fordi han er en del af det officielle Kina og ikke har lagt afstand nok til det kinesiske styres knægtelse af frihedsrettigheder og censur. Herta Müller bebrejdede desuden Mo Yan, at han først dagen efter tilkendegivelsen af Nobelprisen formulerede sin støtte til den fængslede fredsprismodtager Liu Xiaobo.

Mo Yan svarede ikke direkte på kritikken. Han svarede derimod ved at gribe til litteraturen og fortælle om, hvordan han blev forfatter. Han fortalte om sin mor, den person, han frem for nogen ville takke for, hvad han var blevet til; men hun døde i 1994. Han fortalte om sin opvækst i Gaomi-provinsen som del af kollektivets bønder, der plukkede hvede, og sine første 22 år, der skulle blive kilden til de bøger, han siden skulle komme til at skrive. Om en mand, der ude på marken fortalte historier, som den unge dreng lyttede til i smug og bagefter om aftenen gengav for moderen. Og han fortalte om, hvordan moderen solgte sine bryllupssmykker for, da han i en alder af 22 år skulle til hæren, med på hans rejse at forære ham et firebindsværk om Kinas historie. Det værk rustede ham til det, han selv omtaler som den vigtigste periode i sit liv.

»Det var i løbet af det kedelige liv i hæren, at jeg mødte 1980’ernes intellektuelle frigørelse og opblomstrende interesse for litteratur. Jeg, der havde været et barn, som lyttede til historier med øret og fortalte dem med munden, fik nu mulighed for at prøve pennen i stedet for. Jeg kunne ikke forestille mig, at mine 20 år i en by på landet kunne være så rig en kilde til litteratur. Nej, dengang troede jeg, at litteratur indebar, at man skrev om gode mennesker og gode hændelser, om helte og forbilleder,« sagde Mo Yan i talen.

Mo Yan blev optaget på afdelingen for litteratur ved Befrielseshærens akademi for kunst og litteratur. Her mødte han den vestlige litteratur, der for altid skulle præge ham som forfatter. I bestræbelsen på at skabe sin litterære hjemstavn fortæller Mo Yan om sit slægtskab med især den amerikanske forfatter William Faulkner og colombianske Gabriel Garcia Marquez. Men også om, at han ikke måtte komme for tæt på disse forbilleder:

»Jeg forstod, at en forfatter må have en plads, som kun tilhører ham.«

Først fulgte han sine forbilleder, siden gjorde han sig fri af dem.

»De er to brændende fakler, mens jeg er en isblok. Hvis jeg kommer for tæt på dem, tilintetgøres jeg.«

Og han forstod, at det, han skulle, var »at fortælle mine egne historier på min egen måde. Og min egen måde var den samme som historiefortællerens på marken«.

Blomsterblade og afløbsvand

Som det også fremgår af denne kommentars naboartikel, så var ikke alle tilfredse med det svar, Mo Yan gav i sin tale. Kinesiske dissidenter var i særdeleshed ikke. De havde håbet, at Mo Yan ville udtale sin støtte til den fængslede Liu Xiaobo og mente, at nobelprismodtageren i stedet igen havde bevist sin støtte til den statslige censur.

Men faktisk kommenterede Mo Yan på det – på sin helt egen måde:

»Efter tilkendegivelsen af Nobelprisen i litteratur har der været visse diskussioner. Til en begyndelse troede jeg, at diskussionen handlede om mig, men langsomt blev jeg opmærksom på, at den, man diskuterede, er en person, som ikke har noget med mig at gøre. Jeg ser, hvordan man kaster blomsterblade over pristageren, men også hvordan man hænger sten om hans hals og overøser ham med afløbsvand. Jeg bliver bange for, at han skal bryde sammen, men så griner han bag blomsterne og stenene, tørrer det beskidte vand af kroppen, tager et skridt til siden og siger til folkemængden: Den bedste måde for en forfatter at tale er at skrive. Alt, hvad jeg har at sige, har jeg formuleret i mine bøger.«

Og så som punktum for den diskussion:

»Jeg er en historieforfatter. Jeg har fået Nobelprisen i litteratur, fordi jeg fortæller historier.«

Nobel er ikke PEN

Det er en vanskelig, men principiel diskussion, der kræver, at man holder tungen lige i munden og ikke forveksler litteratur og politik.

Jeg forstår Herta Müllers kritik. Jeg nærer stor respekt for hende som forfatter. Hun har givet enestående litterær form til diktaturets dybe aftryk i det enkelte menneske. Hos hende løber politik og litteratur i en vis forstand sammen, fordi det i et diktatur er umuligt at adskille det personlige og det statslige. Men altså, hun fik ikke Nobelprisen, fordi hun beskriver det rumænske diktatur eller var modig som forfatter, men fordi hun gav det et enestående litterært udtryk og gjorde det alment. Hun fik prisen for sit forfatterskab. Intet andet.

Man skal aldrig give Nobelprisen til en forfatter, fordi det er politisk betimeligt. Det kan man gøre med en fredspris eller med en pris uddelt af PEN-klubben. Af samme grund skal man heller ikke lade være med at give prisen til en forfatter i et diktatur, bare fordi vedkommende i sit forfatterskab ikke forholder sig eksplicit til politik. Mig bekendt har ingen eksempelvis antydet, at den polske digter, Wislawa Szymborska, der modtog Nobelprisen i 1996, ikke havde fortjent prisen, fordi hun i sin ungdom var meget tæt på den kommunistiske partilinje og skrev hyldestdigte til både partiet og Stalin.

Man kan på det personlig plan kritisere vedkommende for manglende engagement og for at svigte. Man kan synes, at Kina som stat ikke har fortjent den triumf, det er, at Mo Yan fik den. På samme måde er det et faktum, at Mo Yan med sin lemfældige omgang med censurspørgsmålet, hvor han sammenligner censur med sikkerheden i en lufthavn, ikke gør det nemt at forsvare ham.

Men hvem kan i sidste ende afgøre, i hvor høj grad en forfatters liv og værk påvirkes af tilpasningen til et totalitært system? Hvordan skal man kunne måle graden af politisk afvigelse hos en forfatter, for at vedkommende ikke bliver kaldt medløber? Man er nødt til at tage de efterhånden mange sinologer alvorligt, der siger at Mo Yan ikke er en politisk forfatter, men en kinesisk forfatter fra Gaomi-provinsen, der efter at have læst sine vestlige klassikere har fundet sit helt eget sprog.

Mo Yan er en fortæller. Han har løftet en lille kinesisk provins til verdenslitteratur. Derfor har han fortjent sin Nobelpris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Mo Yan og Nobelprisen

Det svenske Akademi offentliggør den 11. oktober, at Nobels litteraturpris 2012 går til den kinesiske forfatter Mo Yan.

Den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei kritiserer i dagene derefter, at Nobelprisen gik til en systemvenlig forfatter.

Den tysk-rumænske forfatter Herta Müller, der modtog Nobelprisen i 2009, siger i et interview til Dagens Nyheter i starten af december, at Nobelprisen til Mo Yan er en skandale, da han som næstformand i Det kinesiske Forfatterforbund er del af det officielle Kina, og fordi han i hånden kopierede Maos ’Tale om kunsten’, i hvis navn utallige intellektuelle og forfattere er blevet dræbt.

Fredag eftermiddag holdt Mo Yan sin nobelprisforelæsning.

I går modtog Mo Yan officielt Nobelprisen i Litteratur for 2012 på 10 mio. svenske kroner.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom Paamand

Dette er vel en god anledning til, at det danske militær tilsvarende opretter sit eget Akademi for Kunst og Litteratur, naturligvis ved at hente pengene fra sit nuværende budget. Så kunne der blive noget fornuftigt at tage sig til for de værnepligtige på kasernerne.