Interview
Læsetid: 1 min.

’Med playlister bliver lytterne hængende’

Programchefen på P6 Beat forklarer over for Information, at ændringerne på P6 er sket med henblik på at skabe et bedre produkt – med alle de ’radiokneb’, der er til rådighed
Kultur
5. december 2012

Vi har fået en anden tilgang til, hvilken musik vi sætter i rotation. Bedre flow, bedre udvalgt musik og skarpere formater på programmerne,« siger programchef på P6 Beat, Gustav Lützhöft.

– En mere professionel tilgang?

»I hvert fald en anden tilgang. For nogle måneder siden gjorde vi det på en måde, der viste sig ikke at virke så godt, nu gør vi det på en ny måde.«

– Hvordan en ny måde?

»Jamen, det er mange ting. Vi har prøvet at fokusere på at have færre numre i rotation end tidligere, og så forsøger vi at skabe playlister, som lytterne har et forhold til,« siger han.

– Og det er Lars Trillingsgaard (som er playlisteansvarlig på DR, red.), der sammensætter disse playlister?

»Ja, han sammensætter de playlister, vi bruger i kanalens prime-time-flade, som er fra morgen til sen eftermiddag, og som sammensættes, så flowet bliver mere homogent og sammenhængende, og lytterne bliver hængende. Men det er vigtigt at understrege, at han gør det ud fra nogle dessiner, som vi har skabt i fællesskab, og som er i tråd med kanalens profil.«

– Men hvorfor skal P6 have mange lyttere?

»Når vi gerne vil have flere lyttere på P6 Beat, handler det om, at vi vil opbygge et fællesskab om kanalen og det, den repræsenterer. Mange mennesker i Danmark elsker den slags musik, og de har brug for en kanal, hvor de kan mødes i dette fællesskab. Vi vil gerne være en kanal, som er åben for et stort fællesskab, og ja, det indbefatter, at vi vil have mange lyttere,« siger han og understreger, at ’mange’ skal ses i relation til, hvor mange lyttere andre kanaler har.

»Vi skal jo ikke være så store som overhovedet muligt, men vi skal skabe et så stort fællesskab som muligt for folk, der er interesserede i den gode musik. Og i relation til P3 og P4 vil og skal vi altid være nicheprægede.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her