Klumme
Læsetid: 3 min.

Populær kastration

Dansk Kvindesamfund opfordrer til uoplyst voldtægtsdebat på hyggekollektivet Facebook. Og så lige midt i julefreden. What’s to like?
Kultur
28. december 2012

2. juledag Facebook-hygger jeg i Jylland med en brummende varmedunk af en kat på maven. Venner har uploadet billeder af juletræer, børn, husdyr og skrevet sjovt dit og dat med en særlig ferierolig fælleshumor. Jeg liker – klik klik – ud fra et ubevidst, intuitivt anerkendelsessystem: sødt, LOL, sejt, klogt osv. What’s not to like? Der arrangeres juleølstræf og kørelejlighed hjem. Britney Spears ønsker sine fans god jul. En bekendt har fået en sjov tekop. Like.

Og så har Dansk Kvindesamfund ud af det blå, på årets kollektive hyggefridag, trakteret med et slagkraftigt diskussionsoplæg på Facebook. Det lyder:

»I Sydafrika er voldtægt et stort problem, hvilket har fået Sonette Ehlers til at udvikle et produkt, der har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Ehlers, der arbejder på et sygehus, glemmer aldrig en udtalelse fra en ung kvinde, der var blevet voldtaget: ’Jeg ville ønske, at jeg havde tænder dernede.’ Dette gjorde Ehlers muligt med produktet Rapez: et rør med barberblade på indersiden, der kan sidde i kvindens skede, så hvis en mand forsøger at voldtage hende, kommer han nok til at fortryde det … Kritikken af produktet lyder, at det minder om en form for middelalderlig afstraffelse. Hvad synes du?«

Til denne horrorvækkende dilemmaleg hører et foto af ’Rapez’: en kvindekondomlignende beholder i bleg plast med indvortes savtakkede modhager. Et snerrende hævnmonster.

Facebookfolket synes mega-’godt om’. Dansk Kvindesamfunds Facebookside følges af godt 1.500 brugere og får normalt mellem 3 og 30 ’likes’. Med ’Rapez’ har de med ét genereret deres suverænt mest succesfulde opdatering nogensinde. Over 31.000 danskere har fra deres sofaer i juletid ’liket’ og dermed uforpligtende – og uoplyst – markeret deres støtte til barberbladsstraffen. Og over 3.400 har skrevet bifald i kommentarfeltet: »God stil!«, »yderst velfortjent«, »super! Hvornår kommer det til Danmark?« »…skulle hans liv blive ødelagt pga. en flænset diller … so what! I don’t care«. Blinkesmiley. Og så videre.

Måske ’liker’ de en lolcat bagefter. Eller en julesang fra YouTube.

Og kun et minimalt fåtal af kommentatorerne stiller skeptiske spørgsmål til Hivsmitte og anden vold. Eller til det principielle problem ved at lade kvinder (og børn) underordne sig en voldtægtskultur – i stedet at for at angribe de kulturelle og oplysningsmæssige årsager, der har ført til den. Og så er der, ja, den middelalderlige straffelogik, som Ehlers offentligt har retfærdiggjort: Øje for øje. Vanvid for vanvid.

Ingen stiller desuden spørgsmålstegn ved Dansk Kvindesamfunds misvisende oplysninger: Produktet hedder ikke ’Rapez’, men det charmerende ’Rape-aXe’ (tidligere RapeX). Og der er ingen aktuelt relevant grund til at diskutere det: Ehlers fik i 2005 opmærksomhed og kritik for det uafprøvede produkt. I forbindelse med fodbold-VM i Sydafrika i 2010 var det oppe at vende igen, men intet peger på, at produktet er kommet på markedet. Hertil er vi misvisende overladt til vores sadistisk legesyge fantasi: Man (og Facebook-kommentatorerne) forestiller sig, at Rape-aXe forårsager en blodig kastration a la rævesaks. Sandheden er mere musefældemild: Det er ikke barberblade, men småmodhager, der sætter sig fast i den smertende penis, og som skal fjernes kirurgisk.

Det, som folk ude i stuerne ’liker’, er altså ikke en plausibel eller moralsk acceptabel løsning på et vigtigt komplekst problem i Sydafrika. Det er en pervers hyggejuleleg, der appellerer til en uforpligtende og misforstået retfærdighedsperversion. Facebook kan, udover kollektivt hyggepjatteri, vække debat og hive folk ud af deres konforme bobler. Når seriøse institutioner som Dansk Kvindesamfund, hvis formål er at sætte ligestilling på den politiske dagsorden, opfordrer til debat uden faglig og faktuel kontekst og med frit rum til fantasiæggende selvtægtstilfredshed, tager de hverken sig selv, emnet eller danskerne i stuerne seriøst nok. What’s to like? Så hellere være useriøs omkring useriøse emner.

 

Katrine Hornstrup Yde er filmanmelder og kulturskribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

Dansk Kvindesamfund går ind for mandlig kastration.

Ligestilling i dag handler om at forfølge mænd.

Når det giver en karrierefordel for mænd at de ikke har barselorlov. Så skal mænd tvinges til at tage barselorlov. Men de fleste samfund har kvinderne ikke barselorlov men arbejder bare langsommere med ungen hængende på ryggen. Der er naturligvis ikke på alle moderne arbejdspladers at dette er muligt. Men mange steder ville det være en fordel at fordele barslen over flere år, som pauser i det daglige arbejdsliv.

Troels Ken Pedersen

Peter Ole:

Ikke at jeg synes dimsen er en god idé, men du er med på at vi taler om en dims til at hjælpe voldtægtsmænd med at maltraktere sig selv? Næppe i sig selv chokerende misandri. Bare en ikke særlig praktisk løsning på et påtrængende problem som er både praktisk og kulturelt.

Derfra og så til at konkludere at problemet er forfølgelsen af os stakkels mænd forekommer der at være noget af et badutspring.

Tja der findes også dumme kvinder...

Kristian Lund

@Kvint:

"Dansk Kvindesamfund går ind for mandlig kastration."

Næh, det gør de ikke. Hvor har du den sære idé fra?

"Når det giver en karrierefordel for mænd at de ikke har barselorlov. Så skal mænd tvinges til at tage barselorlov."

Ja, selvfølgelig. Hvis noget giver en karrierefordel til én befolkningsgruppe (uden de har gjort sig fortjent til den) bør vi selvfølgelig bestræbe os på at udjævne den fordel.

Det handler faktisk om ligestilling. Hvis du følger dig forfulgt fordi nogen vil fratage dig dine ufortjente priviligier og ditto fordele over andre i samfundet, så må du sgu undskylde hvis det ikke ligefrem løber over med medfølelse her fra min side...