Læsetid: 4 min.

Regimelakaj eller historiefortæller?

Kan man værdsætte et forfatterskabs litterære kvaliteter, hvis forfatteren svigter moralsk? Med sit forsvar for kinesisk statscensur udsætter den kinesiske Nobelprisvinder i litteratur sig for nye anklager om at være i lommen på regimet
Kan man værdsætte et forfatterskabs litterære kvaliteter, hvis forfatteren svigter moralsk? Med sit forsvar for kinesisk statscensur udsætter den kinesiske Nobelprisvinder i litteratur sig for nye anklager om at være i lommen på regimet
11. december 2012

Var han opsat på at give sine værste kritikere ret? Den kontroversielle kinesiske forfatter, Mo Yan, lod ved sin ankomst til Stockholm en opsigtsvækkende bemærkning falde. Og om den nu var hovedløs eller kalkuleret, har den fået debatten om hans person og forfatterskab til at blusse op på ny.

Statslig censur er som »sikkerhedskontrollen i lufthavnen«, erklærede den 57-årige næstformand i Kinas forfatterforening: et nødvendigt onde. At tage sko og bælte af er ubehageligt, men forebygger det, der er værre, var budskabet fra Mo Yan, nyslået Nobelprisvinder i litteratur og højt placeret medlem af det kinesiske kommunistparti.

At Mo Yan skulle »hylde censuren« var netop kernen i det voldsomme angreb som en tidligere Nobelprisvinder i litteratur, den tysk-rumænske forfatter Herta Müller, i sidste uge rettede imod Mo Yan. Tildelingen af prisen til Mo Yan var ifølge Müller en »katastrofe« og »et slag i ansigtet på alle, som arbejder for menneskerettigheder og demokrati.«

Mo valgte også at fremture i sin modstand mod at følge andre Nobelprisvinderes eksempel og skrive under på et krav om, at Kina skal løslade hans landsmand, Liu Xiaobo, Nobels fredspristager fra 2010, som i 2009 blev idømt 11 års fængselsstraf – alene for at have krævet politiske reformer og ytringsfrihed.

Alle lande censurerer

Statscensuren i Kina er så massiv, at landet indtager 174.-pladsen på Journalister Uden Grænsers pressefrihedsindeks (der omfatter 179 lande). Graden af frihed kan altid diskuteres. Alle lande udøver jo en eller anden form for censur, forklarede Nobelpristageren, men ilede med at præcisere: Selvfølgelig må censur ikke rette sig mod kendsgerninger, kun imod »falske informationer, bagvaskelser, rygter og ærekrænkelser«.

Ak! Dette reddede ham ikke fra at blive mødt med ny vrede fra regimekritiske kinesiske intellektuelle. Tværtimod hæftede flere sig ved, at selv om den prisvindende forfatter normalt excellerer i originale formuleringer, kopierede han her det ordvalg, hvormed kinesiske statscensorer og deres opdragsgivere i kommunistpartiets ledelse legitimerer Kinas beskæringer af ytringsfriheden. Hvad værre er: Ved at sidestille med sikkerhedskontrol i lufthavne, forekom Mo Yan at antyde, at de, som kæmper for mere vidtrækkende ytringsfrihed er at sammenligne med terrorister.

»Mo Yan skulle skamme sig,« sagde den bekendte kinesiske konceptkunstner, Ai Weiwei. »Han forsvarer et ondartet system og forpassede sin chance for at gå i brechen for ytringsfriheden og dermed støtte forfulgte og truede forfattere og kunstnere.«

I Beijing reagerede den regimekritiske forfatter Dai Qing med en vits:

»Jeg er den nye Nobelpristager, jeg kommer fra Kina, og mit navn betyder: Sig intet.«

Pointen er et ordspil på forfatterens kunstnernavn, der betyder ’ikke tale’. Tale var ellers præcis, hvad Mo Yan kunne have benyttet sin nyvundne status til, hvis han altså havde villet.

På Facebook skrev forfatteren Salman Rushdie:

»Det er svært at undgå den konklusion, at Mo Yan er det kinesiske modstykke til den sovjetrussiske apparatjik-forfatter, Mikhail Sholokov (som fik Nobelprisen i litteratur i 1965, red.): en regimelakaj.«

Det er muligt at skelne

Kulturredaktøren på Dagens Nyheter, Björn Wiman, giver Herta Müller og andre skeptikere ret i deres forbehold over for Mo Yan, og Wiman gav selv spalteplads til nogle af de hårdeste kritikere af Nobelkomiteens valg af prisvinder for i år. Ikke desto mindre fastholder han, at den kinesiske forfatters moralske svigt som offentlig person på ingen måde reducerer hans forfatterskabs litterære kvaliteter.

»Litteraturens kritiske forhold til samfundet handler om mere komplekse ting end at skrive, at bestemte historiske hændelser er grufulde, eller at alle diktatorer er dumme. (...) Det må være muligt at skelne mellem Mo Yans storhed som romanforfatter og hans bekymrende, men muligvis ufrivillige rolle som bannerfører for et system, der censurer og fængsler hans kolleger.«

Wiman mener også, at der en samfundskritisk dimension i Mo Yans værk, som blot skal læses imellem linjerne.

»Romanen Ximen Nao og hans syv liv er en frembrusende krønike om Kinas historie efter 1948, hvor mennesker koges i olie af dæmoner og bliver pisket med kæmpe radisedildoer. I sommeren 1989 bliver hovedpersonen forvandlet til en hund,« pointerer Wiman med reference til virkelighedens sommer i 1989, da kommunistregimet massakrerede en fredelig prodemokratisk opstand på Den Himmelske Freds Plads.

Den betragtning er den i Tyskland bosatte eksilkinesiske forfatter Liao Yiwu helt uenig i. I Dagens Nyheter klandrer han Mo Yan for at abdicere fra sin rolle som historisk samtidsvidne:

»At skrive uden at vidne er skammeligt«.

Og Mo Yans litterære kvaliteter har ifølge Yiwu desuden tvivlsom karat:

»Han opholder sig mere ved aparte sider af den ondskab, der findes inden for begrænsede områder, og dybden i hans teksters kritik bunder ikke dybere end i den, man finder i reportager i provinsaviser. (...) Den usunde nationalisme i Det Røde Felt og Sandeltræsdøden passede perfekt ind i den stigende efterspørgsel efter vulgaritet på det kinesiske bogmarked i 1990’erne. Grumheden og sensationalismen er i bedste fald rent nonsens, i værste fald en hån mod både humanitet og tradition.«

»Jeg er blot en historiefortæller,« sagde Mo Yan selv i sin Nobel-forelæsning, hvilket affødte denne kommentar fra en kinesisk blogger:

»Den, som siger sandheden direkte, kommer i fængsel. Den, som pakker den ind i historier, får en pris.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kinas kommunistparti, folkekongressen, bedømmer vigtigheden af ytringsfrihed i nær konkurrence med vigtigheden af statsapparatets funktionsduelighed.
Kritik er mulig - eksv. af korrupte embedsmænd eller af dårlige arbejdsforhold - men kritikken skal gives med omtanke, den må ikke tage karakter af opfordring til landsdækkende opstruktion.

Alf Ross giver en beskrivelse af problematikken fra dengang liberalister og neokonservative endnu ikke havde haft held til helt at slette vores hukommelse vedrørende vilkårene i kampen mellem socialisme og kapitalisme:

Socialiseringen vil bringe den politiske ytringsfrihed i fare. Planlægningen, betyder en enorm magtkoncentration hos statsapparatet. Regeringen kommer til at bestemme, hvad der skal produceres og konsumeres, hvilke næringsgrene der skal fremmes på andres bekostning, den fastsætter priser og lønninger og disponerer over, hvorledes menneskematerialet skal indsættes i den økonomiske proces. "Kan man tænke sig en sådan magtkoncentration hos staten, uden at den politiske frihed i realiteten, omend ikke legalt, indskrænkes?" De forskellige næringsgrene og befolkningsgrupper vil kæmpe om at erobre statsmagten for at udnytte den til egen fordel. Den gruppe, der engang har erobret magten, vil ikke kunne tolerere kritik og opposition, endsige strejke og boykot, der kunne bringe planlægningens gennemførelse og dens magttposition i fare. Det er derfor usandsynligt, at en socialistisk stat skulle afholde sig fra at benytte sig af sin enorme magt til at gennemføre også et "ideologisk planstyre" , d. v. s. opphæve den politiske ytringsfrihed. (Alf Ross, Hvorfor demokrati)

Mad på bordet er vigtigere end kampagnesnak!