Læsetid: 8 min.

’Så fed skal Birgitte Nyborg være’

Politikere er en slags overmennesker, der kan tale og tænke hurtigt og strategisk, og som statsminister har man altid et højere formål. Det oplevede Sidse Babett Knudsen, da hun var på Christiansborg for at forberede sig til tv-serien ’Borgen’
I spotlyset. Sidse Babett Knudsen indledte skuespillerkarrieren i Paris og fik tilbudt sin første danske rolle af Katrine Wiedemann i Peer Gynt på teatret Får 302. Sidste Babett Knudsen er aktuel i tv-serien Borgen.

I spotlyset. Sidse Babett Knudsen indledte skuespillerkarrieren i Paris og fik tilbudt sin første danske rolle af Katrine Wiedemann i Peer Gynt på teatret Får 302. Sidste Babett Knudsen er aktuel i tv-serien Borgen.

Tine Sletting.

27. december 2012

Da Sidse Babett Knudsen var i Afrika for at optage nogle scene til den nye sæson af tv-serien Borgen, var hun pludselig tæt på sit barndomsland.

Hun boede sammen med sin mor, far og lillebror i Tanzania i 1970’erne. Hendes far var fotograf, hendes mor lærerinde. De arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke.

»Jeg havde sat mig ved siden af chaufføren, da vi skulle køre et sted hen,« fortæller hun.

»Pludselig kunne jeg huske nogle ord på swahili og en afrikansk sang, og der kom en masse op, som havde været gemt væk i 30-40 år. En bestemt adfærd. Og jeg vidste, hvordan jeg skulle joke med chaufføren. Jeg kunne genkende, at jeg følte mig tryggere sammen med de sorte end de hvide. Jeg har ikke traumatiske erindringer fra min barndom, men jeg tror, at mange af de hvide mennesker dengang i Afrika var … mærkelige.«

- Som i Jacob Ejersbos Afrika-bøger. Har du læst dem?

»Ja, præcis. Hele min familie har læst dem,«

siger hun om Jacob Ejersbos trilogi, hvor hvide lever et overklasseliv, gifter sig med andre hvide, har afrikanske elskerinder og drikker sig fulde - og det samme gør teenagebørnene.

»Jeg vidste ikke, det var så slemt. Min mor kunne dårligt tåle det!«

- Sådan havde hun ikke oplevet det?

»Jo. Det er meget virkeligt som det, der står beskrevet. Det var sgu barskt. Jeg tror, vi var der cirka på samme tid som Jacob Ejersbo.«

- Hvad mere kan du erindre fra dengang?

»Jeg skulle gå i den skole, min mor underviste i. Det var en skole med 40 sorte børn. Jeg var den eneste hvide elev, og af idealistiske årsagerskulle jeg lære af at gå i skole sammen med de sorte børn, men jeg kan huske, at der var et utroligt kaos med børn, der løb rundt på bordene og sådan noget. Min mor har fortalt mig - for jeg kan ikke selv huske det - at børnene blev stillet op i en lang række til afstraffelse i frikvartererne. Så fik de.Jeg var en meget dydig elev, og derfor blev jeg ikke slået, men det blev de andre. Men jeg kunne ikke holde ud at se de andre blive slået. Så kom jeg på en skole for hvide børn, International School of Tanzania i Dar es Salaam. Vi flyttede til Danmark, da jeg var syv år.«

Før Afrika boede familien i forskellige lejligheder i det indre København, blandt andet et sted med wc på gangen, husker Sidse Babett Knudsen. Hun kom på Bernadotteskolen og senere på Christianshavns Gymnasium.

- Hvornår fandt du ud af, at du skulle være skuespiller?

»Jeg har vidst det så længe, jeg kan huske tilbage. Det var med andre ord ikke en beslutning, der blev taget. Men jeg gik stille med det, for jeg ville ikke slås i hartkorn med alle dem, der ville være rocksangere og sådan noget. Jeg mente det seriøst.«

- Du kom på skuespillerskole i Paris. Hvorfor ikke i Danmark?

»Efter gymnasiet tog jeg et år til Paris for at blive voksen,men det virkede hurtigt som spild af tid, hvis jeg ikke gjorde bare lidt ved det, som jeg gerne ville. Jeg havde planlagt at søge ind på en masse skoler og regnet med at få afslag og slikke mine sår i udlandet, men jeg kom ind på den første, jeg søgte. Det var ikke særlig målrettet, og jeg vidste ikke, om jeg ville blive der, så jeg tog én måned ad gangen for at se, hvad der gemte sig bag den næste dør, og så blev jeg ved. Jeg var ikke frankofil og havde ikke store forbilleder i Frankrig. Jeg ville bare gerne lave film og sådan noget drama som det, Tennessee Williams har skrevet.«

- Altså helt ind under huden, hvor det gør ondt?

»Det var det, jeg mente, jeg var lavet til. Men så var det Lecoq, det var klovn og fysik.«

- Hvad er Lecoq?

»Det er en skole, som man i Danmark tror er mime, men det er det ikke. Man lærer, at når man står på en scene, skal man give noget. Hele tiden. For folk har betalt penge for at se på dig. Det var noget af det sværeste for mig at komme ind på scenen med den attitude, at jeg er glad for at stå her, jeg fortjener det, jeg nyder det, jeg ejer scenen, og jeg har en virkelig fed historie at fortælle. I har bare at kigge på mig. Selv i et træningsforløb, i øveren, skulle man hele tiden være til stede og parat til at give. Ellers var det: Gå ned, gå hjem. Så skal du ikke være skuespiller.«

- Et godt lærested?

»Supergodt! Jeg er virkelig taknemmelig for det. Det var en gave, som ikke stod på min ønskeseddel, så jeg kunne aldrig have valgt det. Ordet psykologi var bandlyst. Men der var et år, hvor vi skulle arbejde med vores sværeste problem. En kunne ikke lide at stå på en scene, en anden kunne ikke lide at røre ved sig selv, en tredje kunne ikke blive vred. Mit største problem var, at jeg ikke kunne fransk .«

Psykologi bandlyst

- Hvad i alverden gjorde du så?

»Så fik jeg en hel masse tekst. Jeg startede med at lære det fonetisk, altså som sproglyde. Mit tekstarbejde er gået gennem fonetik. Det er min tilgang til alt, hvad der har med mit erhverv at gøre. Det er anderledes end i Danmark, hvor det går gennem forståelse og psykologisk indsigt.«

- Blev du frankofil, mens du var dernede?

»Det kom lidt bag på mig, at jeg kom til at elske Frankrig, og i dag er det en del af min identitet. Jeg lærte også at sætte pris på franskmændenes humor.«

- Jeg troede egentlig ikke, de havde nogen?

»Det troede jeg heller ikke. Vi er jo på en måde forskånet for en masse kategoriseringer og fordomme i vores næsten klasseløse samfund, og det ligger tæt på os vikinger at kunne slå i bordet og kaste med nogle møbler, hvis det vil være godt for scenen, men for dem er det en overvindelse, en bedrift. Fransk humor er ret sjov, når man får sans for den og begynder at forstå nuancerne.«

- Hvordan blev du modtaget, da du kom hjem til det danske teatermiljø?

»Mens jeg var i Paris, fik jeg tilbudt en rolle af min veninde Katrine Wiedemann i Peer Gynt på teatret Får 302. Vi havde lavet en vidunderlig musical sammen i gymnasiet, hun som instruktør, jeg i en hovedrolle. Tilbage i Paris overlevede jeg trods ydmygende castings og tog noget arbejde for at tjene til dagen og vejen og blev smidt ud af min lejlighed, sådan nogle trælse bøvlebøvleting. Jeg troede egentlig kun, jeg skulle lave det ene stykke i Danmark, men så fik jeg tilbudt endnu en rolle. Det var ren luksus. Jeg var jo bare ’dum i arbejde’, og nu fik jeg løn for teaterarbejde. Mine kufferter stod stadig i Paris. Så blev jeg fast medlem af Får 302 og har været hjemme lige siden.«

Kort tid derefter fik Sidste Babett Knudsen tilbudt hovedrollen i Jonas Elmers film Let’s get lost om unge på Nørrebro. Den blev indgangsportalen til en lang række roller fra det alvorlige til det humoristiske og alt, hvad der ligger derimellem, foreløbig kulminerende med rollen som statsminister Birgitte Nyborg i tv-serien Borgen.

- Interesserer du dig for politik?

»Ja, men jeg er uhyre diskret med det.«

- Hvorfor?

»Af gode grunde. Jeg vil ikke blande tingene sammen, og jeg ville have det svært som skuespiller med at skulle udtale mig om politik.«

- Det gør skuespillere vel heller ikke i al almindelighed?

»Nej, men man har set nogle uheldige eksempler«

- Hvordan har du arbejdet med rollen som Birgitte Nyborg?

»Det tog mig noget tid i starten at finde ind til den. Jeg havde kun de to første afsnit og derfor ikke et overblik. Hun endte jo med at blive Queen Elizabeth the First i Danmark, gift med fædrelandet, set udefra måske en kold skid, som sidder alene ved et bord - et superteatralsk billede. Kameraet må gerne lave billedet, men sådan kan jeg ikke spille hende, ikke forsvare hende. Jeg måtte finde ud af, hvad det er for valg, hun tager og hvorfor. Når jeg som Birgitte Nyborg siger til min mand, ’gå ud og knald med nogle andre!’, så siger jeg det på hendes vegne i den bedste hensigt, for hun er ikke et kynisk menneske, der er fuldstændig ligeglad med ham, og hvem han rører ved, men hun ser, at hvis de så kan få fred og ro og være sammen derhjemme, så er det godt for det højere formål, hun har som statsminister. Hun har sit fokus et andet sted.«

- Har du været inde på Christiansborg og møde virkelighedens politikere?

»Ja, og det var spændende. Ligesom at være i erhvervspraktik som barn, og gudskelov fik jeg et indtryk af, at ’det her er overmennesker, jeg har med at gøre’. Dygtige politikere er virkelig dygtige. De tænker og taler hurtigt, de kan formulere sig, og de kan skjule ting og lave strategier samtidig med, at de står lige her. De kan jo ikke tænke sig til tillid og respekt. Enten så har de den, eller også har de den ikke, og det gav mig meget at møde sådan en politiker og sige godt så! Så fed vil jeg gerne have, at Birgitte Nyborg skal være. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg måtte lave en meget tydelig grænse mellem virkelighed og fiktion.«

- Hvem talte du med?

»Det er en forretningshemmelighed.«

Forført af biografen

- Foretrækker du at spille film, teater eller tv-serier?

»Jeg kan godt lide det hele. Det giver mig kæmpestore oplevelser. Teatret har sin magi, men jeg elsker film. Jeg elsker, elsker film. Jeg elsker formatet og koncentrationen i en biograf. Døren er lukket, det er mørkt, og der skal noget af en beslutning til at forlade filmen før tid. Jeg har kun gjort det to gange. Det er så fantastisk, at man kan sidde og spise sig gennem en forret, man ikke har bestilt og så alligevel lidt efter lidt at komme ind i et univers og blive forført. Jeg elsker hele ritualet omkring det at gå i biografen.«

- Hvad har dine bedste oplevelser været som skuespiller?

»Når noget pludselig falder i hak, og jeg ser mig selv gøre noget, som jeg ikke havde tænkt, før jeg gjorde det, og oplever, at det er lige det, der skal til. Da jeg engang spillede Alice i eventyrland med de yndigste slangekrøller, havde jeg besluttet mig for at tale, som man gjorde i 1950’erne, men under prøverne begyndte jeg pludselig at tale som Mie i Far til fire-filmene, og så var den der. Sådan noget er så tilfredsstillende.«

- Du kaster dig frygtløs ud i vidt forskellige roller. Er der noget, du er bange for?

»Jeg er bange for reality-tv, fordi det udgiver sig for at være virkelighed, men ikke er det. Det er jo at snyde. Sådan noget er jeg bange for, men det er jo i forhold til mit arbejde. Ellers er jeg bange for alting, vil jeg sige.«

Tredje sæson af ’Borgen’ har premiere nytårsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har ikke lyst til at se en glorificering af en kvindelig statsminister, deri serien fremtræder som varm og empatisk peson, der har sans for at tjene landet og borgerne bedst mulig. Det står i grel modsætning til, hvad vi er belemret med som statsminister i skikkelse af plasticmennesket Helle Thorning.

I øvrigt er det mig en gåde, at hvordan Sidse Babett Knudsen kan nå frem til følgend: " Politikere er en slags overmennesker, der kan tale og tænke hurtigt og strategisk, og som statsminister har man altid et højere formål."
Overmennesker? Det lyder som om hun har mødt en flok skuespillende politikere på Christiansborg, der har duperet hende i sådan en grad, at hun har slået fornuften fra.
Og med hensyn til "vores virkelige" statsminister, så må hendes virkelige "højere formål" ikke at tjene danskernes tarv, men sit eget personlige: ET godt job i EU, når vælgerne smider hende på porten.

Niels Engelsted

Virkeligheden har forlængst overtrumfet fiktionen både i drama og kynisme.

Men så kan man slappe af med Borgens beroligende og Morten Korchske portræt af dansk politik.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor laver Information sådan nogle
reklamekampagner? Og hvorfor skal en skuespiller hypes op i sådan en grad? Til stjernestatus? "Så fed skal hun være", vor herre bevares. Har Information ingen kritisk sans længere?

Henrik Brøndum

Sidse Babett Knudsen er indiskutabelt en topskuespiller, Borgen har solgt i 60 lande - det er interessant og i heldigste fald laererigt at hoere noget om baggrunden for denne succes.

Detaljer om hvorvidt Borgen er Morten Korch's og om Sidse Babett Knudsens personlige oplevelse af hvordan politikere er, nu kan accepteres som gyldige - er detaljer. Artiklen er jo ikke en anmeldese af vaerket.

Jeres kritik svarer til at bebrejde en historie om opfinderen af aluminium, at det jo koster en masse stroem at lave det.

Interessant. Især at læse om Lecoq i Paris i Frankrig. Og jeg er helt enig med deres filosofi: man skal give publikum alt - hele tiden. Thi de har jo betalt for at se en stå på scenen.

Ift. politikere mv. - så ja - der er virkelighed og der er fiktion. Og Borgen er som serie fiktion. Og ser vi ikke i Borgen hvordan magten korrumperer også Birgitte Nyborg?

Mht. hvad landets p.t. kvindelige statsminister mener og tror mv. er hendes mission for landet, hendes højere formål er ift. landet, aner jeg altså ikke....

Måske nogen andre ved det?

Michael Kongstad Nielsen

Borgen sælger, altså en Borgen god, synes Henrik
Brøndums eneste argument at være. Han mener ikke fru Knudsens hypede status kan diskuteres. Ja, man må nærmest ikke diskutere det. Fy.

Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Selvfoelgelig kan Borgens og hovedrolleindehaverens kvaliteter diskuteres - men som naevnt er artiklen ikke en anmeldelse, men lidt af historien om hvordan det hele blev til.

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig i øvrigt, at hr. Brøndum
tidligere var abonnent. Hvad skyldes dette fravalg, om man må være så fri?

Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Du tager fejl, jeg har ikke vaeret abonnent. Jeg rejser meget og vores husstand abonnerer kun paa the Economist. Koeber nu og da Information/Politiken i papirudgaver i lufthavnen.

Haaber det stadig er acceptabelt at jeg kommenterer her paa siden.

Hans Jørn Storgaard Andersen

@Lykke Johansen: Du skrev .."Det lyder som om hun har mødt en flok skuespillende politikere på Christiansborg, der har duperet hende i sådan en grad, at hun har slået fornuften fra."

Sig mig engang - tror du, at Sidse er dum eller hvad? Og har du nogen sinde selv været på Christiansborg og mødt politikere??

Nej vel, du er måske ikke engang bekendt med den politiker, du selv har været med til at stemme ind i Folketinget??

Det er dog utroligt, så klog man kan være uden at vide noget.

Niels Christensen

Selvfølgelig er Borgen ( og Forbrydelsen ) fremragende TV serier. Og det bør vi da glæde os over og være stolte af.
At de er blevet solgt verden over er det bedste argument; et andet argument er de diskussioner de medfører. Det er en nydelse at følge eks. Guardians læseres kommentarer til Borgen og Forbrydelsen, også fordi de på en indirekte fortæller en del om hvordan mennesker fra England ser det Danmark de repræsenteres for i serierne. Og så mærker man tydelig at de der kommenterer virkelig kender noget til TV seriers struktur og form.

Michael Kongstad Nielsen

Der er generelt tale om en overdreven interesse og
fokus på Christiansborg fra mediernes side. Og en overdreven optagethed af seertal og hvem der sælger bedst. Der er tale om en sygelig optagethed af stjerner, bl.a. fordi de sælger, fordi de giver flest seere, og dermed muliggør store reklameindtægter, og det hele genereres af medierne og aviserne som her Information, der scorer point på at lave artikler om stjernerne.

Der er ingen selvfølgeligheder her, kun medfølgeri. Fru Knudsens udtalerser om, at politikerne er en slags overmennesker, er temmelig idiotiske, og grebet ud af den hypede luft, der er omkring hende

Kristoffer Olsen

Kristen Bjørnkjær: "Jeg troede egentlig ikke, at de (franskmændene) havde nogen (humor)."

Et mon cul c’est du poulet?

Tillad mig en hurtig lille opremsning af potentielle kilder til gavn for Kristen Bjørnkjærs videre dannelse:
- Moliere
- Voltaires Candide
- Jacques Tati
- Goscinny med Asterix
- Les Guignols
- Charlie Hebdo
- Le Canard Enchainé
- Le Petit Journal
- Martin Vidbergs Patates-tegninger i Le Monde