Ensomhed, identitet, tro og menneskets følelse af fremmedgørelse.
Det handler Yann Martels bog Pi’s liv blandt andet om, og det var en af grundene til, at Ang Lee havde lyst til at filmatisere den. Det var elementer, han kunne genkende.
En film om en dreng og en tigers overlevelse i en båd på åbent hav er måske ikke umiddelbart så nem at se for sig, hvorfor flere også har forsøgt og siden opgivet at filmatisere Martels bog.
Men taiwanskfødte Ang Lee, der er kendt for gang på gang at udfordre sig selv, har haft held med sit forehavende, og det har resulteret i The Life of Pi, der lige har haft dansk premiere.
Filmen handler om en indisk dreng, Pi, der sammen med sin familie og deres zoologiske have drager fra Indien til Nordamerika for at slå sig ned. Men undervejs synker skibet i en storm, og de eneste overlevende i en lille redningsbåd er Pi og en stor bengalsk tiger.
Pi har med andre ord mistet alt og kommer nu ud på sit livs rejse, som på overfladen handler om rå overlevelse, men ligesom de fleste andre af Ang Lees film går den også et lag dybere og viser det følsomme menneske bag facaden.
Det er her følelsen af ensomhed og fremmedgørelse, jagten på identitet og tro melder sig, og det er alt sammen noget, Ang Lee selv har oplevet.
»Jeg kom til Amerika samme år som Pi, og derfor hjemsøger bogen mig,« siger Ang Lee, der forlod sit hjemland Taiwan for at begynde en ny tilværelse i USA.
»Det at være alene med sin identitet, følelsen af ikke at høre til og altid være på vej kan jeg genkende fra mit eget liv,« siger Ang Lee, der opfatter sig selv som en verdensborger, som balancerer mellem taiwansk-kinesisk og amerikansk kultur.
Instruktørens forældre flyttede fra Kina til Taiwan og var altså ikke indfødte taiwanere, og familien følte sig som outsidere i en kultur, der selv manglede fodfæste efter borgerkrigen med Kina. I forbindelse med optagelserne til The Life of Pi vendte Ang Lee for første gang i mange år tilbage til det land, han forlod.
»Filmen kunne ikke optages i USA, det ville simpelthen være for dyrt, og hele systemet dér er alt for rigidt,« siger han.
»Der er mange aspekter ved filmen, hvor man er nødt til at skabe sit eget univers, så jeg byggede et filmstudie i Taiwan, i en nedlagt lufthavn i Kaohsiung (Taiwans tredjestørste by, red.), og de ville gøre alt for mig. Her er jeg The Golden Boy, så alle ville hjælpe, fra regeringen til ... ja, alle. Jeg opdagede, at Taiwan aldrig har brugt sine ressourcer i forhold til at lave film. Jeg troede ikke, at landet havde infrastruktur til at lave noget så stort, men faktisk havde de alt, og 90 procent af filmen er optaget her. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde 150 filmfolk fra hele verden, 24 nationer. Vi overtog en lufthavnsterminal og gjorde den til arbejdsplads. Det hjalp mig virkelig i forhold til at vende tilbage til min hjemby og mine rødder.«
Han håber, at det nyskabte filmstudie fremover kan være medvirkende til at give håbefulde unge taiwanere mulighed for at lave film. Ang Lee var selv en håbefuld ung mand, da han første gang stod på scenen og fandt ud af, at det var den kreative vej, han ville gå.
»I en alder af 17 år dumpede jeg til optagelsesprøven på universitetet, og jeg måtte i stedet gå på Academy of Art,« siger han.
»Første gang, jeg stod på scenen, var intens, og jeg var spændt. Der var helt mørkt i salen, og da lyset skinnede i mine øjne, husker jeg følelsen af, at det var her, jeg hørte til, ikke i den virkelige verden. Drama var det, jeg ville lave. Det var her, jeg hørte hjemme.«
Fordi den nu 58-årige instruktør føler sig mere hjemme i dramaets end i virkelighedens verden, kunne man fristes til at tro, at han flygter ind i filmens verden for at finde sin identitet og dét, der for ham giver mening; en følelse af sandhed.
Sandhed i illusionen
»Det er, når man lader som om, at man rører ved sandheden,« siger Ang Lee.
»Jeg tror, at sandheden er skjult, og den eneste måde, vi kan få adgang til den på, er gennem forstillelse. I livet lader vi, som om vi har opdaget sandheden, f.eks. som i Hulk (Ang Lees film fra 2003, hvor videnskabsmanden Bruce Banner forvandler sig til monsteret Hulk, red.).
»Vi har alle en Hulk indeni, som vi skjuler. Vi vælger, hvad folk skal se, og hvad de ikke skal se. Vi skal alle passe ind i samfundet og være civiliserede og følsomme mennesker. Der er helt klare forventninger til, hvordan vi skal opføre os. vi er flokdyr. Men jeg tror kun, vi kan finde sandheden ved at foregive. Det mest åbenlyse er ikke sandheden. Historien bag er sandheden. I min forrige film, Lust, Caution (2007). spiller den gode pige den onde. Det viser sig så, at hun rent faktisk er den onde. Jeg tror, det er værdien af drama, af film og af historiefortælling. Det går tilbage til den kinesiske daoisme og buddhisme, som siger, at sandheden, hvor alt kommer fra, er skjult og findes i negativet (modsat det fremkaldte fotografi).
Den er i et mørke, hvor alt eksisterende vokser ud af og kommer tilbage til, når det dør. Det er grundreglen. Illusion er ikke ingenting, det er formentlig essensen i hele vores liv.«
Familien skammede sig
Trækker man Ang Lees symbolske og abstrakte tanker ned på et mere menneskeligt og konkret plan, kan man måske sige, at det er klinger falsk at gøre som forventet, men det ligger så dybt i vores samfund og vores kultur, at man skal opføre sig, så det passer ind i den ramme, som nu engang er sat.
Tilsyneladende har instruktøren selv haft problemer med at tilpasse sig de rammer, som hans kultur og hans far satte for ham, hvilket måske også forklarer, hvorfor han gang på gang har behov for at skildre far-søn-forhold i sine film.
Også i Life of Pi skildrer Ang Lee en viljestærk og stolt faderfigur, der belærer sin søn om, hvordan verden hænger sammen.
»Når det kommer til uenigheder, var det altid i forhold til min far,« siger Ang Lee.
»Ikke bare var han familiens overhoved. Han var også rektor på mit gymnasium, et af de bedste i Taiwan. Og så går jeg hen og dumper til optagelsesprøven til universitetet og ender inden for underholdningsbranchen!«
Lees far havde forventet, at sønnen ville blive professor.
»Oven i det var jeg hans førstefødte søn, hvilket lagde endnu en byrde på mig i forhold til hans forventninger.«
Her refererer Ang Lee til den kinesiske kultur, hvor den førstefødte søn er forpligtet til at tage sig af familien.
»Jeg ved ikke, om det er en form for terapi, at far-søn-relationen dukker op i mine film, men jeg kan godt se, det er tydeligt. I nogle henseender vil jeg måske gøre ham, min far, ære, men i andre føler jeg, at ikke bare han, men hele familien, skammede sig over, at jeg ville være instruktør og ikke bare fulgte traditionen og pligten.«
I modsætning til far-søn-forholdet, der løber som en rød tråd gennem Ang Lees film, kaster instruktøren sig konstant ud i nye genrer, og han har forsøgt sig med alt fra kostumedrama (Fornuft og følelse, 1995) til western (Brokeback Mountain, 2005) og til superheltefilm (Hulk). Således er Life of Pi en blanding af eventyr og drama.
»Jeg ser på min karriere som en forlængelse af filmskolen, og mit ønske er at være filmstuderende for evigt,« siger Ang Lee.
»Det er fascinerende, at enhver genre, man berører, har forskellige regler. Jeg vil egentligt ikke sige det her, men i ægteskabet skal man være tro, og når det kommer til film, går man efter spændingen og nysgerrigheden. Jeg elsker virkelig, hvis jeg har fået en opgave, og jeg tænker, ’hvordan helvede skal jeg gribe det an?’ Det er fængslende, og det er sådan, jeg vil leve mit liv.«
’Life of Pi’ havde dansk biograf-premiere den 25. december
