Læsetid: 8 min.

At se demokratiet i øjnene

Rune Lykkeberg giver os demokratiet – som det tohovedede væsen det er, med de både utopiske og oprørende elementer det nu har i sig
Kultur
14. december 2012
Rune Lykkebergs bog ’Alle har ret’ er et vigtigt dokument både i og om det samfund den er skrevet til, siger Ursula Andkjær Olsen .

Rune Lykkebergs bog ’Alle har ret’ er et vigtigt dokument både i og om det samfund den er skrevet til, siger Ursula Andkjær Olsen .

Kære Rune Lykkeberg,

du får nu Holbergmedaljen for din seneste bog Alle har ret – der, som du selv skriver i starten af bogen foretager en genbeskrivelse af demokratiet, af demokratiets konflikter.

Og for mig at se, er det netop en af dine helt store styrker: denne evne og vilje til at genbeskrive.

Du genbeskriver jævnligt i avisen en stor mængde af vores samfunds vigtige problemstillinger, konflikter, historier, om det er kulturkamp, daginstitutioner, politikeres bilags- og skattesager, eller altså som i dette tilfælde demokratiet him- eller skal vi sige herself.

Og det er altid genbeskrivelser som er på udkig efter magtens grumsede fremfærd, dens måske pinagtige dobbeltmoral.

For du genbeskriver jo ikke sådan bare, fordi man kan, fordi det er sjovt (for det er det sgu ikke nødvendigvis), men fordi du tror på, at et nyt blik på tingene rent faktisk vil flytte os et bedre sted hen.

Din – hvad skal jeg kalde det – intense optimisme er faktisk en af de ting, jeg beundrer allermest hos dig – måske fordi jeg selv har en kedelig hang til det du vist en gang kaldte jubelpessimisme. Den har jeg taget til mig.

Du tror faktisk på, at den offentlige debat gør en forskel, du tror på at argumenter hjælper,

Selv midt i din erkendelse af, at det demokratiske netop er det, at fakta som man ikke kan overbevise andre om, i demokratiet må finde sig i at indgå i debatten som ’holdninger’, at standpunkter man ikke kan forklare for andre næppe vil komme langt, hvor gode, sande og rigtige de end måtte være.

Som man allerede aner er dit genbeskrivelsesgreb ude på en stor mission her i Alle har ret:

Du sætter dig simpelthen for at få vendt vores blikretning på det demokratiske. Du gør som følger: Almindeligvis betragter vi demokrati som en styreform, som så har en »huuslig reflex« (det begreb som du indfører fra fru Gyllembourg) i vore livsformer.

Nu siger du: hvad nu hvis vi betragter det omvendt? Hvad nu hvis vi betragter denne demokratiske livsform som det primære, hvad giver det os så? Som jeg læser Alle har ret så giver din genbeskrivelse faktisk nogle muligheder for at se demokratiet i øjnene.

At se demokratiet i sine egne øjne, så at sige.

Størst indtryk

Når man skal se på det demokratiske som et helt sæt af ideer og mønstre og figurer som findes i de måder vi omgås hinanden på, så kan man ikke nøjes med at se – forarget – på de ikke- og antidemokratiske styrer og grupperinger rundt omkring i verden, nej, så er man nødt til at se på sig selv.

Og ved at betragte forholdet mellem styreform og livsform fra den anden ende, så at sige, så ser man pludselig en mængde ting, som man ikke kan se, når man betragter styreformen alene.

F.eks.: Man kan jo sige, jamen, nu kalder han bogen Alle har ret, men det demokratiske går jo ud på at flertallet har ret?

Ja, det er det, den demokratiske styreform går ud på.

Men når man følger din tanke om det demokratiske som princip, som livsform, så giver det pludselig rigtig god mening af betragte dette princip som det at »alle har ret« til deres egen mening. Ligegyldigt hvor dårligt de er i stand til at argumentere for den. Og så ser man meget klart, at det demokratiske har en mængde indbyggede problemer, og at vores forhold til det demokratiske rummer en mængde selvmodsigelser som bare plejer at blive kaldt ved andre navne.

En af de ting som har gjort størst indtryk på mig er din påpegning af noget man kunne kalde »den demokratiske skam«.

En skam over og en foragt for det som du med Fukuyama kalder demokratiets »underskud af drama og helte«.

Det lyder måske pinligt banalt, men din læsning af bl.a. Karl Ove Knausgårds store romanværk Min kamp viser, at netop dette pinagtige, i al sin banalitet, er noget som virkelig betyder noget.

Som du skriver, har Knausgård selv valgt at være et demokratisk menneske i en demokratisk tilværelse, men han hader utroligt mange ting ved det, han hader at alting skal forhandles, han hader at alting skal være fornuftigt, han hader at alting skal være selvudviklende, og han længes efter værdier som ære, tapperhed, mandighed, vold og smerte.

Du viser os, at vi ser og hører og selv udtrykker foragten for det demokratiske hele tiden, bare under andre navne, som led i andre problematikker.

Når du nailer en ting som forestillingen om »det faderløse samfund« med replikken: »den traditionelle faderfigur er fundamentalt udemokratisk og derfor er demokratiske samfund faderløse«, så bliver man sgu lidt glad.

Det er den slags klarsyn som din genbeskrivelse kan give os.

Og som sagt synes jeg, du får sat fingeren på noget meget, meget vigtigt når du peger på den udbredte foragt for ting som vi med dit greb kan se netop hidrører fra det demokratiske.

Her kommer en række af dine egne eksempler:

1. Man håner den bløde lærer, som ikke kan holde orden i klassen.

2. Man foragter den pædagogiske leder, som ikke tør træffe ubehagelige beslutninger.

3. Man skammer sig over de antiautoritære ledere, der ikke tør være autoriteter.

4. Man ryster på hovedet over forældre, som beder deres småbørn om lov til at bestemme over dem.

Alt dette, alle disse dobbeltheder, den her figur, som jeg nu kalder »den demokratiske skam.« Og som vi vel simpelthen må lære at leve med at omgås, hvis vi skal leve i demokratiet – den sætter du fingeren lige ned midt i.

Det er den slags jeg mener, når jeg siger, at dine genbeskrivelser sgu ikke nødvendigvis er sjove.

Men det er selvfølgelig også den slags jeg mener, når jeg siger, at dine genbeskrivelser er vigtige.

Det mest utopiske

At der er nogen i den offentlige debat, som vover at foretage en landing lige midt i problemernes dobbeltbundethed, dynamiske beskaffenhed, ja ,undskyld dette ord med en tung klang: midt i problemernes dialektiske rundkørsler – dét er noget som kan gøre én – f.eks. mig – rigtig optimistisk. Nemlig. Og det er din anden helt store styrke at gøre netop det.

I Alle har ret undersøger du nogle aspekter af det demokratiske princip, som modsiger sig selv i samfundssamtalernes dybere lag: Det tohovede væsen, hvis ene hoved bruger ordet »demokrati« som plusord, som slogan, som absolut værdi i enhver sammenhæng, og hvis andet hoved sætter ind med udemokratisk adfærd, med antagelser af, at folk ikke er modne og ansvarlige nok til selv at styre. Det væsen tager du ved hornene.

Du skriver, at du starter med at spore »en slags overtro på demokrati« – en tro på at demokrati er godt i alle tilværelsens sammenhænge.

Men du mærker samtidig en modsatrettet tendens, nemlig, at der er situationer, hvor vi netop ikke er tilstrækkeligt demokratiske, f.eks. når det hævdes, at folk er for uoplyste til at forstå nødvendigheden af reformer og den slags.

Eller som du skriver: »Alle har ret hedder bogen, fordi det både appellerer til det mest utopiske ved demokratiet og det mest oprørende.«

Lige netop dét: At vove at kaste sig ud i at tænke over verden i dens modsigelsesfuldhed, ja, slet og ret at gide starte et sted, hvor tingene ikke hænger sammen, hvor det er svært at forklare hvorfor, hvordan og hvorledes en ting – f.eks. demokratiet – både er god og dårlig, både er elsket og hadet af de samme mennesker, et sted, hvor et begreb slår sprækker og deler sig for øjnene af en, og så rent faktisk gøre det arbejde, det er, at få forklaret disse ting på en klar og enkel måde, dét aftvinger mig virkelig stor respekt.

Og endnu bedre: Det gør mig – som sagt – også virkelig glad, helt enkelt.

Fordi det gang på gang viser din tro på, at det hele nytter noget. Og det er en tro, der smitter.

Du serverer ikke et friseret billede, hvor vi får placeret det gode på den ene side og det dårlige eller onde på den anden side, så vi kan sige »ih« og »åh« og »uh« på de rigtige steder.

Du giver os demokratiet – som det tohovedede væsen det er, med de både utopiske og oprørende elementer det nu har i sig. Og så siger du alligevel: Lad os nu blive ved med at arbejde på det her.

Tak for det!

Et vigtigt dokument

Nu startede jeg med at tale om din vilje til genbeskrivelse og dit mod til at kaste dig ud midt i den afgrund som demokratibegrebet åbner i sig.

Det tredje jeg vil pege på som en væsentlig grund til at give dig Holbergmedaljen, er også en ting der på et helt egoistisk plan glæder mig, og sandsynligvis flere af mine kolleger, nemlig den selvfølgelighed, hvormed du læser litteraturen og kunsten i det hele taget som noget der indgår i det store billede, som noget der er en del af den verden du beskæftiger dig med – ikke et reservat med pæne ting ude på sidelinjen, men heller ikke et sted der partout skal levere den friske, ægte, sande, rigtige, lækre løsning på problemerne.

I Alle har ret læser du ikke fortidens demokratikritiske forfattere for at slå dem i hovedet med nutidens overlegne indsigter. Du læser – for eksempel – Holberg for at se, hvad Holberg kan lære os om vores tid, om vores samfund, om ting der ligger neden under de diskussioner, som vi fører med hinanden nu.

På den måde bliver Alle har ret et vigtigt dokument både i og om det samfund den er skrevet til og om dets rødder.

Du viser f.eks., hvordan Holbergs Cosmoligoreus-figur fra Philosophus udi egen indbilding er en grundmodel for den intellektuelle i demokratiet:

Den intellektuelle, der kan se, hvor dumme folk er, hvor dårlig deres livsstil er, men som må se på, at folk ikke ser det selv og ikke lader sig overbevise af den intellektuelles forsøg.

Og du skriver om, hvordan Holberg i sine komedier både er elitær i den forstand, at han understreger det fornuftige og rigtige i, at de øverste lag hersker over underklassen, og med en antielitær impertinens forsvarer de udannedes ret overfor de selvgode kloge og dannede.

Rune Lykkeberg, du har modet til altid at gribe i egen barm før du går i kast med andres.

Og du er modig og snarrådig nok til altid at holde dommedag over dig selv, over din egen praksis som intellektuel, over den tænkende elite, før du skyder på andre.

En ting jeg har følt mig tvunget til at tænke over konstant mens jeg har skrevet på denne tale, er hvordan fanden jeg dog kunne skrive rosende om dig uden at det også samtidig blev en ros af mig selv og mit tilhørsforhold til cirka samme klasse som dig.

Det er selvfølgelig ikke lykkedes – og det har virkelig været irritende!

Det vil jeg også gerne sige tak for!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her