Smelten, svulmen og ulmen

Det var et år i ungdommens og generationsskiftets tegn her til lands. Og kvinder lynede trods underrepræsentation, mens en mand smeltede for åben skærm
Kidd er en af de markante unge musikere fra 2012. Her på Skanderborg Festival.

Kidd er en af de markante unge musikere fra 2012. Her på Skanderborg Festival.

Jeppe Bjørn Vejlø
22. december 2012

Vi er i dag, i år 2012, hovedrige på subkulturer, der smeder deres identiteter jernhårdt. Og det sker uden voldsom skelen til hverken det store udland eller den danske smålighed. Der tænkes, drømmes, udføres efter helt egne skabeloner blandt undergrundens musikere. Og det sprøjter ud med vinylplader, kassettebånd og Soundcloud-profiler.

Ja, der udvises endda en voksen forståelse af, at mainstream ikke er slaraffenland, at den i bedste fald er en utro elsker. At musikken er målet i sig selv.

Og skulle man alligevel gå den vej, så er distinktionen mellem undergrund og mainstream vaklende. Portene står på vid gab mellem de to. Der er nye gatekeepers, jovist, men de gamle – som var de store pladeselskaber – kan ikke længere bedrive enevældig logik.

I dag er der mange muligheder for at nå et bredere publikum, vel at mærke på egne gør det selv-præmisser. Og i år har vi kunnet opleve det for fuld Faxe Kondi med dancehall-drengene Raske Penge og Klumben, med Shaka Loveless og duoen EaggerStunn. Dansk dancehall og reggae er røget fra de hjemmerullede pladeselskaber og ud i teenagekamrene, gaderne og YouTube-kanalerne.

Men også punk, new wave, black metal, synthpop, electronica, hiphop, neosoul, indie-salmer, ny folk og sære bastarder stortrivedes i året, der går på hæld. Det er en unik opblomstring, som skyldes billig teknologi og gratis distribution. Men måske også at velfærdssamfundet skaber mulighed for at ungdommen kan give sig tid til at spille musik – og måske at vi har opnået en kritisk masse af talenter, der har fået nok af nationens provinsielle sindelag. En stærk lokal forankring præger i hvert fald et væld af disse musikere.

Der var også markante generationsskift i musikformidlernes rækker. Ikke kun på Politiken, hvor den gamle musikredaktør abdicerede, men også med Steppeulven-nomineringerne, som Foreningen af Danske Musikkritikere gav en helt anderledes progressiv kant i år. For eksempel med hele tre nomineringer til de forrygende debutanter i Synd & Skam. Det er aldrig set før i prisens tiårige historie.

Kvintetten fra Svendborg, nu Amager, markerede samtidig at kampen mellem sangen og albummet synes at finde et tiltagende kompromis i EP-formatet. I hvert fald var tre af årets bedste danske udgivelser EP’er – Fra Synd og Skam, Spillemændene og CTM. Med EP’en skabes der en mulighed for kortere formuleringer, enklere tanker og friskere output. Og det klæder faktisk musikkulturen.

Og det gør den voksende kollektivtanke også. Som dansk musiker er man ikke længere med i én bande, som man blander blod med. I stedet bevæger man sig rundt i et stort gruppeknald af mangfoldige konstellationer. Musikerne er altså blevet utro over for bandmonogamien, men tro over for det musikalske frisind. Som det også manifesteres rent fysisk i kollektiver og energicentre som Af Med Hovedet på Amager, Vulgar Deformity i Aarhus, Off The Hook i Odense samt Copenhagen Collaboration og Mayhem på Nørrebro, Kbh.

Og mere ungdom: Dansk punk svulmede yderligere med et væld af nye navne og forgrenede sig også i et væld af konstellationer. For eksempel kunne man finde Iceages forsanger Elias Bender Rønnenfelt i tre andre konstellationer, herunder det fremragende soloprojekt Marching Church.

Og endnu mere ungdom: Vores aldrende forhistorie begyndte at ulme i årerne på unge og yngre musikere. Folkemusikken og folkeviserne viste sig hos Kristian Leth, der havde de unge Dreamer’s Circus med i studiet, mens Mads Beldring fortolkede på egen hånd, Cody fandt deres egen skandinaviske nerve i americanaen og Spillemændene satte folkeviser og New Weird America sammen på en ny, forbasket interessant måde.

Til gengæld kneb det stadig for kvinderne i det, pardon my french, herrens år 2012. I slutningen af februar udkom rapporten Kønsbalancen i Rytmisk Musik, på bestilling fra en række musikerorganisationer. De sørgelige kendsgerninger: Kvinder optager kun ca. 20% af pladsen, vel at mærke både blandt skabende og udøvende musikere såvel som blandt ansatte på radiostationer, i bookingbureauer, på pladeselskaber. Det ville Elbæk gøre noget ved, men nu er han ikke længere minister. Vi krydser fingre for at Jelved fastholder.

Ikke mindst fordi vi er inde i en positiv stime med stærke unge kvindelige forbilleder. Så tillad dette dagblads musikredaktør at tippe hatten for Cæcilie Trier, Barbara Moleko, Marie Key og Jaleh Negari samt alle de andre seje damer i Selvhenter.

Også selvom årets mand i mediernes skysovs, var, ja, en mand. Eller en knægt.

»Ja, det passer. Kidd trækker sig fra musikken!« stod der i hans nu legendariske tweet fra 4. januar. Siden bekræftet i storsvedende stil i Clement Søndag den 8. januar. Nu er han så tilbage med et vrid nye sange. Forvirrende. Men sådan er det vist mest af alt dérinde i rampelyset: Nogle smelter, andre svulmer, alle bliver rundtossede.Også L.O.C. Efter sit bemærkelsesværdige, innovative samarbejde med TDC om udgivelsen af sin todelte opus Prestige, Paranoia, Persona, som kunne downloades gratis tidligere på året, demonstrerede rapperen en knap så innovativ brug af knytnæven. Hvilket sikrede ham hans anden voldsdom.Og kort: Bruce Springsteen viste os, hvor skabet skal stå, og at det er på Dyrskuepladsen i Roskilde – ved en mageløs koncert, der demonstrerede alt det rocken ellers ikke længere kan. Og DR præsterede endnu et år på tv uden at tage moderne rytmisk musik seriøst (slet ikke i Smagsdommerne). P6 Beat trak P3’s mainstream inden for på playlisterne – og kernepublikum og presse brokkede sig. Og Efterklang kom på intet mindre end CNN.Således var alt ved det gamle og alligevel nyt i året, der er lige ved at rinde ud. Sov godt, kære 2012.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu