Læsetid: 4 min.

’Jeg spiser stadig frikadeller i IKEA’s kantine’

Forfatteren til alle tiders bedst sælgende erotiske roman, ’Fifty Shades of Grey’, tjener angiveligt en million dollars om ugen, men nægter at lade succesen stige hende til hovedet
E.L. James  sætter pris på sin anonymitet. ’Jeg kan godt lide at tage en tur med metroen og se de andre passagerer læse i ’Fifty Shades’,’ siger forfatteren.

E.L. James sætter pris på sin anonymitet. ’Jeg kan godt lide at tage en tur med metroen og se de andre passagerer læse i ’Fifty Shades’,’ siger forfatteren.

Nicolas Armer

14. december 2012

E.L. James, forfatter til den storsælgende erotiske roman Fifty Shades of Grey siges at tjene en million dollars – om ugen. Hun har selvfølgelig ikke tænkt sig at bekræfte det over for mig. Men selv hvis det kun skulle være halvdelen, vil der være tale om ekstraordinært beløb.

Så hvad bruger hun dem på? James, hvis rigtige navn er Erika Leonard, en lattermild 48-årig med et mildt rock-chick look og et par læsebriller permanent skudt op i panden, lægger sin gaffel og tænker sig om.

»Nå jo, i sidste uge købte jeg mig et par nye Ugg-støvler?« Uggs? »Ja, jeg havde udskudt det i flere uger, forstår du«, siger hun. Hvorfor? Hun kunne da når som helst købe tusind par, hvis hun ville. »Ja, men jeg er mere pengebevidst i dag end før. Selvfølgelig kunne jeg købe alt muligt, men i sidste ende har jeg besluttet mig for at lade være. For helt ærligt ... det er jo bare døde ting.«

Så hendes pludselige succes er ikke steget hende til hovedet? »Nej, jeg er for gammel til den slags. Jeg har arbejdet med tv-produktion hele mit liv, og sagde først mit job op i januar i år. Og jeg er meget bevidst om, hvordan monstre bliver skabt ... Jeg kan godt føle, at jeg lever i en drøm ... men det er bare støj på linjen, sådan opfatter jeg det i al fald. Det ene øjeblik er jeg i Madrid for at lave pr for mine bøger og drikke cosmopolitans. Det næste sidder jeg i IKEA’s kantine for at spise frikadeller med fritter.« Bliver hun ikke overfaldet af fans?»Nej, for jeg har bevidst søgt at undgå medieopmærksomhed. Jeg sætter pris på min anonymitet. Jeg kan godt lide at tage en tur med metroen og se de andre passagerer læse i Fifty Shades.« Jeg kigger stjålent rundt i cafeen, hvor vi spiser frokost. Hendes plan ser ud til at virke. Ikke én person bemærker den verdensberømte forfatterinde.

Erotisk tusmørkefortælling

Historien om, hvordan Fifty Shades blev til, er for længst blevet myte. Men skulle nogle læsere skulle have befundet sig i Det Ydre Mongoliet (nej, det billede kan ikke engang bruges, for ifølge hendes forlægger er bøgerne nu også oversat til mongolsk), begyndte hendes forfatterskab på internettet, hvor hun skrev under pseudonymet Snowqueens Icedragon. Den erotiske tusmørkefortælling, hun skrev på, gav hende ideen til en roman, og pludselig oplevede hun, at hun ikke kunne tænke på andet. »Jeg blev besat,« siger hun. »Jeg ville ikke længere se tv eller gå ud, og når venner ringede og spurgte: ’Hvad laver du?’, lød mit svar: Jeg har lige færdiggjort et nyt kapitel.« I 2011, mindre end et år efter, at hun var begyndt på romanen, udgav hun bogen online. Og så skete der noget mærkeligt.

På kun få uger fik manuskriptet viral udbredelse. I USA gik kvindelige læsere helt amok for at få fat på det. Pludselig var store forlag og agenter, som ellers aldrig kunne drømme om at vise interesse for selvudgivne e-bøger, desperate efter at møde hende. Da hun i marts sidste år skrev kontrakt med forlaget Random House, var der ikke længere behov for marketingkampagner: Fifty Shades var allerede Amerikas bedst sælgende e-bog, og filmselskaber kappedes om at overbyde hinanden for at få fat på filmrettighederne. Bogen har siden solgt 60 millioner eksemplarer på engelsk alene og blev for to uger siden udnævnt til ’årets udgivelse’ af amerikanske forlæggeres branchemagasin, Publishers Weekly.

En mystisk kontrakt

Jeg er nødt til at spørge: Hvorfra får E.L. James ideerne til alle sine sexscener? (Romanen fortæller historien om en ung jomfru, Anastasia Steele, og om, hvordan hun forelsker sig i den »meget attraktive« milliardær og topchef, Christian Grey, der er en stor ynder af brystvorteklemmer og andet SM-sexlegetøj og har »et rødt rum af smerte«. Han overtaler hende til at skrive under på en mystisk kontrakt, hvor hun skal indvilge i at gøre fuld og regelmæssig brug af sin lokale skønhedssalon) »Tja, jeg læste et par ting om BDSM (bondage og disciplin, sadisme og masochisme, red.) og tænkte: Det her er hot! Hvordan ville det være at møde nogen, som dyrker en SM-livsstil, når man ikke selv aner noget om den?« Bliver hun selv pirret af at skrive om den slags erotik? »Nogle gange, ja. Men for det meste, nej. Det handler mere om koreografi, hvilken hånd bevæger sig hvorhen osv. Da jeg skrev bogen, ringede jeg nogle gange til min mand (manuskriptforfatteren Niall Leonard, red.), der har et kontor i vores baghave, og så lå vi der, begge fuldt påklædte, og udtænkte dramaturgien. Det var utrolig morsomt!«

Hvad er det, som i den grad lokker læserne til? E.L. James mener, at det er romantik snarere end sex. »Kærlighedshistorien er så meget vigtigere end sexscenerne. Sex er interessant, men massevis af bøger er fyldt med sex, nogle af dem meget explicit sex. Jeg tror hellere, mine læsere vil vide: Hvad sker der med disse to personer? Vil hun nedbryde ham til sidst? For selvfølgelig er hun langt stærkere, end han er.« Hun griner, en smule hysterisk. »Det kan måske lyde sært, men jeg er faktisk ved selv at genlæse Fifty. For at forberede mig til et møde om en filmversion. Og jeg ikke kan ikke lægge bogen fra mig. Det er ægte page-turner

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu