Læsetid: 2 min.

Storytelling

Glæden ved at fortælle historier med rytme og klang har nok ikke været en fundamental del af det menneskelige overlevelsesprojekt – men den kan hjælpe os ud af vanskelige situationer ...
Vintervejr. For mange år siden gik en mor – det var mig – og tre børn tur langs stranden. Det var fint vintervejr, solen strålede, og det så ud, som om gyldne tegnestifter dansede på bølgerne. Da vi var nået nogle kilometer væk, slog vejret om ... Illustration/

Vintervejr. For mange år siden gik en mor – det var mig – og tre børn tur langs stranden. Det var fint vintervejr, solen strålede, og det så ud, som om gyldne tegnestifter dansede på bølgerne. Da vi var nået nogle kilometer væk, slog vejret om ... Illustration/

William 1775-1851

7. december 2012

Jo mindre vi bruger de sanser og evner, som blev udviklet, dengang vi havde behov for dem i menneskeartens overlevelseskamp, desto mere svækkes de. Lugtesansen var engang et navigationsredskab, der støttede orienteringsevnen. Som hunde kunne vi sikkert lugte os frem til gode og dårlige steder, finde frem, finde hjem, ligesom den indfødte, der i en af Doris Lessings noveller fra det daværende Rhodesia stadig har sin skarpe lugtesans i behold. Hukommelsen svækkes, efterhånden som vi har mindre behov for at huske historier og lære dem udenad. Vi kan jo slå op på nettet. Og hvad med sexlysten og orgasmen, biologisk set en stimulans til artens videreførelse? Nu, hvor børn kan produceres på andre måder end de gode gammeldags, vil sexlysten så også gradvis aftage, og er de mange bestsellere med seksualitet som hovedmotiv kun de sidste krampetrækninger før tomheden? Fagre nye verden. Vi vil have vores orgasmer, hvad så end deres biologiske baggrund har været, og vi må trøste os med, at udviklingen heldigvis går langsomt, mutationer tager tid.

Ifølge den hellige Augustin skulle hans læremester Sankt Ambrosius have været den første, der læste med øjnene alene uden at sige teksten højt. Et stort fremskridt i menneskehedens historie. Det stimulerede vores hjerner, så vi kunne læse hurtigere og blive endnu klogere. Men der går også noget tabt i form af rytme og klang, når ordene ikke længere fortælles eller læses højt. »Den gode prosa bør være rytmisk som verset, præcis som videnskabens sprog og kunne bølge og brumme som violoncellens toner« (Gustave Flaubert).

Flyverpiloten Bob

Glæden ved at fortælle historier med rytme og klang har nok ikke været en fundamental del af det menneskelige overlevelsesprojekt. Den er et overskudsfænomen og behøver ikke at forsvinde, mens vi udvikler os på andre måder. Men også den kan hjælpe os ud af vanskelige situationer.

For mange år siden gik en mor – det var mig – og tre børn tur langs stranden. Det var fint vintervejr, solen strålede, og det så ud, som om gyldne tegnestifter dansede på bølgerne. Da vi var nået nogle kilometer væk, slog vejret om. Skyer tårnede sig op, sneen begyndte at piske. Den yngste måtte bæres, de to andre klyngede sig til min frakke.

Hvad skulle man stille op for at få den lille karavane bragt tilbage? Flyverpiloten Bob måtte mobiliseres. Han var hovedperson i en kulørt seriefortælling, var improviseret frem under lange togrejser og trådte i aktion, når opmærksomheden skulle afledes fra besværligheder. Hver gang forlod han sin lejlighed på Manhattan og sin ravgyldne whisky for at flyve ud og bekæmpe vold og kriminalitet i hele verden. Nu skulle han igen på eventyr, og det sprog, der skabte ham, måtte lyse og synge, så de små forfrosne kunne følge ham gennem snetykningen.

Og hjem kom vi, i højt humør. Muligvis står det sløjt til med både lugtesans og hukommelse, men i storm og uvejr kan fortællingen bane vej. Bogstavelig talt.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu