Læsetid: 16 min.

De tørrer patienterne ud

Efter 11 år med operationer, scanninger, venten og en tumor, der kom igen, må det have stået i lægernes magt at forhindre, at min stedfar skulle ende sine dage på en kaotisk akutafdeling
Efter 11 år med operationer, scanninger, venten og en tumor, der kom igen, må det have stået i lægernes magt at forhindre, at min stedfar skulle ende sine dage på en kaotisk akutafdeling
28. december 2012

Søndag d. 1. april. Frokost i Hansens Familiehave med min mor og min stedfar. Vi fejrer, at min stedfar fylder 63. Han spiser en hel hakkebøf med løg og bliver bagefter overtalt til et stykke med gammel ost. Efter maden rejser han sig, så vi kan beundre hans nye bukser.

Min stedfar har kræft. Forløbet smelter for os sammen med 9/11. Mens tårnene ramlede i 2001, fik vi beskeden: Kræft i endetarmen. I fire uger svævede han mellem liv og død på intensivafdelingen. Da han blev bragt ud af koma, troede han, at han havde været ombord på et skib. Han overlevede, men musklerne var svundet ind. Den stod på fuld genoptræning. Finmotorikken var det sidste, der kom tilbage. Selv nu, elleve år efter, sidder han lige så diskret og træner, mens man taler med ham. Åbne hånden, knytte hånden, åbne hånden, knytte hånden. Altid igang.

Men det værste var alligevel stomien. Stomien kunne min stedfar ikke gøre noget ved. Den var et slag mod hans værdighed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
  • Frans Røjkjær
Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro og Frans Røjkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Mathilde Walter Clark for modet og kræfterne til at skrive denne artikel.
"De tørrer patienterne ud" skriver Mathilde Walter Clark, hvilket i praksis betyder, at de afliver de terminale patienter uden at de pårørende er medvirkende til denne beslutning.
Det er dybt skræmmende læsning.

Som dyrlæge kan jeg fortælle, at det er let at teste om dyrene mangler væske, man hiver lidt op i en hudfold og ser hvor hurtigt huden trækker sig sammen igen, når man slipper hudfolden.
Bliver hudfolden stående, mangler patienten væske.
Samme kan bruges på mennesker
Måske kan denne viden bruges af andre pårørende, hvis de skulle risikere at komme i samme ekstreme situation, som beskrevet i denne artikel..

Der skal et godt helbred til at overleve et møde med det danske sundhedsvæsen.
Niveauet svarer efterhånden til det græske, hvor man også udtørrer patienterne - så er man fri for at skifte under dem.
Er der mon sket et skred i sygeplejeuddannelsen efter man gik bort fra sygeplejeelever og over til sygeplejestuderende, hvis fornemste pligt er at "undre sig og reflektere"?

Terminale patienter har krav på en værdig død uden smerter, og det betyder bl.a morfin p.n. også når man er på vej over floden Styx, og så skal pårørende ikke slås med ignorante læger og sygeplejersker, der kerer sig mere om "regler" end om deres patienter.

lars rosholm tørresø

er (igen) glad for det gik lynhurtigt med min egen far da det ellers begyndte at gå mere skævt efter hans ~82. fødselsdag........

Jeg blev meget berørt af denne artikel, da jeg for nylig har haft dette rigide, afstumpede og følelseskolde hospitalssystem inde på livet.
Det var på neurologisk afd. Vi havde et familiemedlem indlagt med en massiv hjerneblødning i 6 uger.
Jeg genkender alt det, du skriver. Jeg var også hende den utroligt irriterende, der konstant var på nakken af dem, for at få gennemført den mest basale pleje.
Man sidder der, fuldstændig knust ved tanken om man er ved at miste en man elsker, og så skal man samtidig være vidne til hvordan de nedgør dette stakkels, forsvarsløse menneske.
Det er et frygteligt system, og jeg mener at størstedelen af de sygeplejersker og læger jeg mødte gennem de 6 uger burde på ingen måde have med levende væsener at gøre.
Frygtelig oplevelse.

randi christiansen

Forfaldet spreder sig. Mathilde, I bevarede værdigheden i modsætning til det danske sundhedsvæsen og de af dets repræsentanter, I var så uheldige at møde.

Det var rystende læsning, og udstiller grundlæggende systemfejl.

randi christiansen

Hvor godt at høre, at forfaldet ikke er nået til dette jyske sygehus - men det fjerner ikke skandalen over den uværdige behandling, som her beskrives. Det er jo værre end et feltlazaret i den afrikanske jungle, som jeg fornylig læste en beskrivelse af - der har man heller ikke de nødvendige ressourcer til rådighed ! men man har dog i det mindste respekten for patienterne i behold. Tænk at dele af det danske sundhedsvæsen er faldet så dybt.

Allan Kofoed-Enevoldsen

Kære Mathilde Walter Clark

Tak for stærk fortælling om jeres forløb. Det både burde og kunne have været meget bedre - også indenfor eksisterende menneskelige og øvrige ressource mæssige rammer. Undskyld vi svigter.

Godt du fik samlet dine noter. Trist vi ikke fik kontakt under vejs. Måske dækker selve fortællingen jeres behov for mere dialog om forløbet. Det ville være forståeligt og helt rimeligt. Den giver os allerede meget at arbejde videre med. Men I er også velkomne til en opfølgende kontakt, både om det skete, og om hvad som helst der kan gøre os bedre til at undgå den næste gentagelse.

Med håb om bedre oplevelser i det nye år!

Allan Kofoed-Enevoldsen
Ledende overlæge
Medicinsk afd, Frederiksberg Hospital
allan.kofoed-enevoldsen@regionh.dk