Læsetid: 3 min.

Tusmørke

Ulvetimer har vi rigeligt af i en ellers ulvefri hverdag i decembers tusmørke
15. december 2012

Skumringstimen indtræder tidligt her i december og kan, hvis man er i godt lune, virke fortrolig, men er i storbyen nok mest karakteriseret ved tiltagende trængsel, travlhed, hektisk aktivitet for at få afviklet dagens gøremål eller udskifte dem med andre presserende aktiviteter.

I roligere, henfarne tider skete det, at man holdt skumring, hvad der lyder nærmest som et socialt samvær i en tusmørkets meditative stemning. Den fredelige eftermiddagstonart kaldes nu snarere blå time i en sproglig gengivelse af l’heure bleue. Thorkild Bjørnvig har i et digt med denne titel givet et fixerbillede af tilstanden ved et cafébord. »hvor overanstrengelsens dag ebber ud«:

 

Afspænding, rejse-,

forelskelsesdrømme:

mod traumaets baghold

en delvis recept.

 

Aperitif og fyraftensdrømme, lyder endnu en beskrivelse her, som ikke skjuler fænomenets dobbelte betydningsindhold af bedøvelse, bedrøvelse. Timen har også en anden betegnelse på fransk, l’heure entre chien et loup, og dermed har tilstanden fået den farlige klang af ulvetime, den aggressive betegnelse, som nu er blevet gængs og ikke kun bruges om den natlige overgangstime ved daggry. Vist egentlig med oprindelse i svensk folklore som vargtimme, sat i omløb hos os af Ingmar Bergmans film. Men forestillingen er almindelig, som når den græske digter Jánnis Kondós kan skrive »om eftermiddagen når ulvenes tænder begynder at glimte«.

Blåsorte skumringsmøder

Og det gør de generelt i folkenes eventyr, vidt bekendt fra Grimms Den lille Rødhætte, der fik sin helt særlige ulvetime, skønt det vist ikke var blevet eftermiddag. Noget godt omdømme har det lumske vilddyr ikke, hvad små grise og gedekid kan snakke med om.

Mytologi og litteratur lader dem i øvrigt ikke noget efter i brug af ulven som symbol eller realitet. En politisk reflekterende digter som Hans Magnus Enzensberger kunne dog levere et lumsk forsvar for ulvene i sin Verteidigung der Wölfe (1957):

 

Skal gribben æde forglemmigej?

Hvad forlanger I af sjakalen,

at den går ud af sit gode skind,

af ulven? Skal den trække tænderne

ud på sig selv?

 

Det er henvendt til de feje, der skyer tænkningens møje og overlader det til ulvene at tænke. Intet bedrag er åbenbart for dumt til at blive accepteret.

Den belæring kan vi så tage til os i uskyldens tusmørke. I den afslappede avislæsnings time kan vi nøjes med at bekymre os om den ensomme ulvs skæbne i Nationalpark Thy, hvor den ikke overlevede og blev obduceret på Landbohøjskolen, før man kunne finde ud af, om den var en ægte ulv. Vi så fotografier af dens frygtindgydende tandbid og skalpelsnit af de finere indvolde i dens allersidste time på dissektionsbordet. Nu går diskussionen om, hvorvidt vi skal være glade eller bekymrede ved, at ulvene måske slipper uhindret over grænsen sydfra som så mange andre, om vi skal bekæmpe dem eller ernære dem. I hvert fald skal vi vide, at de findes, og at de har den art. Encyklopædien oplyser, at den sidste ulv i Danmark blev skudt i begyndelsen af 1900-tallet. Indtil da fumler Morten Vinge i Blichers novelle En Landsbydegns Dagbog, i optegnelsen 13. september 1709, med nedskydningen af en ulv, så den må jagtkammeraten Jens tage sig af. I dag er motivet blevet sjældnere som en selvfølgelig litterær ingrediens.

Ulvetimer har vi til gengæld rigeligt af i en ellers ulvefri hverdag i decembers tusmørke, blåsorte skumringsmøder med et blandet indhold af dansk hygge og udgang af ens gode skind i traumatiske baghold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu