Interview
Læsetid: 2 min.

Et ubetydeligt menneske

Kultur
27. december 2012

Telefonen ringer på kontoret, og i røret er ingen andre end Christian Monggaard, Dagbladet Informations mangeårige filmfyrtårn. Han har noget, han gerne vil sige.

»Ja, egentlig ville jeg bare sig god jul og godt nytår og tak for de mange vældigt behagelige samtaler, vi har haft gennem det forløbne år.«

»Jamen, selv tak da. Det er været en fornøjelse.«

»Det har det nemlig, især for dig. Og det er jo ikke, fordi det skal være slut. Jeg har stadig mange spændende og vigtige ting at fortælle læserne i det nye år, og jeg synes, du har været et fortrinligt talerør i det forgangne. Har du lyst til at fortsætte i 2013?«

»Jeg synes altså ikke, at jeg ligefrem har været dit talerør. Vi har da flere gange været oppe at skændes. Jeg er en kritisk og uafhængig journalist, som har ringet til dig som kilde og stillet dig pågående spørgsmål.«

»Synes du virkelig det? Nu stikker du vist blår i øjnene på dig selv. Du ringer til mig, fordi du ved, hvad du får: En sikker, velformuleret og begavet stemme, der kan udlægge teksten for dig. Åndsfyrste er et stort ord, men jeg tøver ikke med at bruge det om mig selv. Jeg kan meget, som andre ikke kan, og det ved du godt. Du soler dig jo i mit lys – og jeg har ikke noget imod at dele. Jeg har så meget. Men så skal du også være ærlig.«

»Nu må du fandeme holde op. Jeg soler mig ikke i noget som helst af dit. Faktisk vil jeg helst ikke have noget med dig at gøre længere. Du er en af de der tosser, man ikke kan slippe af med igen, og den eneste grund til, at jeg har ringet til dig – og taler med dig nu – er, at du ellers ingen har at tale med. Jeg har ondt af dig. Du er blevet en parodi på dig selv, og det er jeg ikke den eneste, der synes.«

»Sikke du kan, lille mand. Du ved slet ikke, hvem du har med at gøre, gør du!? Jeg er et magtfuldt menneske. Jeg kan åbne og lukke en film. Jeg kan skabe og ødelægge en filminstruktør og en skuespiller. Se bare på Mads Mikkelsen. Hvad var han, før jeg kom til? Jeg er solen, månen og stjernerne i dansk film. Jeg er arkivmesteren, den enebårne søn, kejseren af Osted.«

»Du er rablende vanvittig, er du, og jeg gider simpelthen ikke høre mere på dit selvhævdende pladder. Det er forbi mellem os to!«

»Ja, det er det, og så kan du glide ud i glemselen igen, mens jeg fortsætter min strålende enegang på den danske film- og mediehimmel. Jeg har ikke brug for dig. Jeg kan da bare ringe til en journalist på en anden avis, hvor de også holder af at interviewe sig selv, f.eks. på Politiken. Dér ved man, hvad kvalitet er, og vil med kyshånd tage imod de perler, jeg kan kaste for deres journalister. Farvel, du umådeligt lille og sørgeligt ubetydelige menneske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her