Læsetid: 9 min.

’Alt det, der udfordrer os som forældre’

Information har talt med instruktøren Lotte Svendsen om tankerne bag Max med den pinlige mor og om, at instruktøren nu vil lave en tv-serie om vandbærerne i det danske samfund: pædagogerne, lærerne og sygeplejerskerne
Leg. Lotte Svendsen beskriver arbejdet med Max som en leg, og det har aldrig faldet hende svært at skrive sjove situationer til Max og hans mor, samtidig med at hun stikker til alt fra den kreative klasse, akademikere og tv-kendisser til selvhjælpsguruer, X Factor, forretningsmænd og speltmødre.

Leg. Lotte Svendsen beskriver arbejdet med Max som en leg, og det har aldrig faldet hende svært at skrive sjove situationer til Max og hans mor, samtidig med at hun stikker til alt fra den kreative klasse, akademikere og tv-kendisser til selvhjælpsguruer, X Factor, forretningsmænd og speltmødre.

Tine Sletting

20. december 2012

Umiddelbart er der lang vej fra Lotte Svendsens første, socialt engagererede, samfundskritiske og politiske film – kortfilmene Café Hector og Royal Blues og spillefilmene Bornholms stemme og Tid til forandring – til den populære tv-serie og de tre succesfulde spillefilm, hun igennem de seneste fem år har lavet om drengen Max, der efterhånden er blevet en ung mand, og hans pinlige mor.

Men i virkeligheden er det to sider af samme satiriske sag, hvor 44-årige Lotte Svendsen og hendes medmanuskriptforfattere og skuespillere holder et spejl op foran sig selv og os, publikum, så vi kan se, hvor fjollede vi indimellem tager os ud.

»Det er jo dig og mig på en eller anden måde,« siger Lotte Svendsen, da hun en kold decemberformiddag dukker op på Information for at tale om Max og meget andet i anledning af premieren på den tredje og sidste film om ham og hans flipperagtige, arbejdsløse akademikermor, Max Pinlig 3 – på Roskilde.

Filmen handler kort fortalt om, at Max (Samuel Heller-Seiffert), der er blevet færdig med 9. klasse, gerne vil på sin første Roskilde Festival. Det vil mor (Mette Horn) ikke have, og drengen flytter derfor hjem til sin far (Anders Nyborg), der giver ham lov. Men da Max så endelig kommer af sted, sammen med naboen, skuespilleren og kendissen Steen Kold (Lars Bom) – der i øvrigt er sminket og taler som Mandela, fordi han skal spille Mandela i Bille Augusts nye film – følger mor selvfølgelig efter. Og det bliver bare så pinligt.

»Det, der har været min største sten i skoen med den sidste film, er, at jeg synes, at den mangler Underdanmark,« siger Lotte Svendsen.

»Det var med i etteren, hvor Ofelias far sidder i spjældet, og i toeren var der lille Oliver, som var plejebarn, og som Max skulle lære at passe på. Det har vi ikke her. Så det er måske mere et middelklasseportræt.«

I er sjove

Eventyret om Max Pinlig tog sin begyndelse, da Danmarks Radio i 2006 gav Lotte Svendsen og Mette Horn en pose penge og et sendetidspunkt og sagde: »I er sjove, lav noget!«. De to kvinder havde samarbejdet i satiregruppen Emmas Dillemma, og med børnefilmeksperten og filmhistorikeren Ulrich Breuning som en slags moderator satte de sig ned sammen med Oliver Zahle og begyndte at finde på. Det resulterede først i tv-serien Max, to sæsoner a otte afsnit, og siden i de tre spillefilm.

»Det at være menneske er så bombarderende en oplevelse, det at blive forælder er voldsomt, især for sådan en gammel punker som mig, der er vant til at være i opposition,« siger Lotte Svendsen om tankerne bag Max-universet.

»Lige pludselig skal jeg stå for noget og have nogle værdier, og Max blev en lang rejse også i forhold til min egen opvækst med min far, der var en pissebegavet akademiker og dybt selvdestruktiv, men meget nærværende. Jeg endte hos ham, og han blev ikke mere end 44 år, men i dag kan jeg se, at meget af det, Max og mor har som kvalitet, kommer fra ham. Det, der egentlig er the feelgood i den comedy, er, at mor kan godt lide sin dreng, og hun ser ham, og de snakker. Hun har noget på hjerte. Der er altid en historisk sammenligning eller et eller andet, man kan gøre sammen, eller ’du skal lige læse’. Sådan var det også med min far. Ekstremt passioneret i forhold til litteratur og film, hvor Max’ mor er det med historie. Danmarks Radio gav os simpelthen et slaraffenland af en åben bod, og vi fandt hurtigt de her skideskægge karakterer: mor og Steen Kold og alt det, der udfordrer os som forældre.«

»I et afsnit af serien bliver Max drillet med sine sko, og han får overtalt mor til at købe nogle fede Nike-sko, og hun bliver slæbt ud af Magasin, fordi hun får et hysterisk anfald. Så skal Max til sin gode ven Hassans konfirmation, og så er der en muslim, der stjæler hans sko. Og så ender han med at gå til fest i en af Hassans tantes kæmpe sandaler. Det er så langt fra det, Max har villet i hele afsnittet, men han ender nærmest med at blive festens centrum på grund af de der sandaler. På 20 minutter når man så sindssygt meget igennem – ungerne synes bare, det er en sjov historie – men man får mulighed for at putte alle mulige tematikker ind i historien.«

Lotte Svendsen beskriver arbejdet med Max som en leg, og det har aldrig faldet hende svært at skrive sjove situationer til Max og hans mor, samtidig med at hun stikker til alt fra den kreative klasse, akademikere og tv-kendisser til selvhjælpsguruer, X Factor, forretningsmænd og speltmødre.

»Max Pinlig har været et skægt sted, hvor man har kunnet kaste alle sine irritationer og frustrationer ned på en legende måde,« siger instruktøren. »Nogle gange synes jeg, det er noget rod, det vil jeg indrømme, og det krænker min egen dramaturgiske ordenssans. Det er faktisk også lidt prædikende.«

Men man finder sig i det, hvilket blandt andet har noget at gøre med, at de mest moraliserende og prædikende replikker er lagt i munden på Max, der jo blot er en dreng.

»Jeg kan huske, at Max i den første film siger, at ’så kan det godt være, at jeg har verdens mest pinlige mor, men hvis ikke min mor havde turdet stille sig op i kirken og invitere alle, så havde vi ikke haft en god fest.’ Og hopper de allesammen rundt og danser og fyrer den af. Det har faktisk undret mig og min klipper, hvor direkte vi kan sige det, når det er Max, der siger det. ’Hvis ikke du tør slå skævt, hvis ikke du tør tage en chance. Hellere brænde sig end dø af kulde.’ De der rigtige venstrefløjsklicheer kan man lægge i munden på en 10-årig.«

Ingen idiot

Det var vigtigt for Lotte Svendsen, at Max’ mor ikke bare blev et pinligt fjols, men også lidt af en helt, som satte kulør på den normalitetshungrende og noget mindre farverige Max’ tilværelse.

»Forældrene har ligesom trukket nitten som idioterne i vores børnefilmtradition, ikke-nærværende idioter,« siger hun.

»Men jeg har faktisk nogle nogle helte, nulevende og afdøde helte, som har været det omvendte, nogle enormt berigende og engagerede forældre. Det er lidt det samme i Nana (tv-serie fra 1988 med Jesper Christensen som far til titlens pige), hvor man også har en arbejdsløs akademikerfar, som er meget nærværende. Jeg husker ikke barndommen som mænd i syntetisk 1970’er-tøj, der stod og lavede sideskilning. Jeg husker en enormt lykkelig barndom med en masse akademikere og rigtig mange hippier og mænd med skæg, der gad lege. Og det er noget, jeg kan savne rigtig meget, når jeg er til juleklip på mine børns skole. Der er mange forældre, der er meget på form og store biler og mobiler, et distanceforhold.«

Men der er også en bagside af de nærværende forældre, som er gode til at lege, og som ikke går så meget op i form og fremtoning, forklarer Lotte Svendsen.

»Hele mit liv har jeg været præget af, at jeg ikke følte, at jeg levede op til standarden. Min far sagde seriøst, ’hvorfor skal vi købe tøj til dig, når du kan passe min busseronne?’ Jeg gik i hans busseronner i skole ... og så måtte jeg jo spille på noget andet, jorde folk og lave parodier på dem. Men som udgangspunkt har jeg altid følt mig udenfor og brugt mange kræfter på at få det til at virke nogenlunde normalt derhjemme. Og så kan det godt være, at man er kommet i Den Blå Bog og går til champagnefester, men jeg har da et mindreværd med mig, som jeg har bokset med hele mit liv. Jeg har det stadigvæk allerbedst, når jeg er sammen med nogle virkeligt mærkelige mennesker. Det er det, der er Max’ problem. Østkyst Hustlers synger i titelsangen, ’bare det var mig, der var almindelig, bare det var mig, der var normal.’ Og det har vi kunnet bruge i både tv-serien og filmene, fordi det ændrer sig ikke. Max vil bare gøre alting ligesom alle andre, mens hans mor synes, han er fantasiforladt og udfordrer ham.«

Farvel til Max

Den største forskel på de film, Lotte Svendsen lavede før Max Pinlig, og så Max Pinlig er, at satiren er blevet lidt mere venlig og knap så bidsk.

»Det er jo for børn,« siger hun om serien og filmene, der alle er lavet i samarbejde med Danmarks Radio.

»Vi har en eller anden opdragende funktion i de fortællinger, vi laver. Man er nødt til at opdrage sine unger og sit publikum – især i den alder –til at passe på hinanden og vide, at det meste ondskab er skabt af ulykkelig kærlighed til det gode. Vi kan nå helt ud i en Breivik-diskussion. Jeg er ikke så fyldt af had, at der er nogen, der bare skal helt ned at ligge, og jo ældre, jeg bliver, jo mindre bliver jeg det. Jeg ved i virkeligheden ikke, hvem der fortjener at blive lagt helt ned. Vi har haft den aftale, at der er ikke nogen i Max Pinlig, der bander, og det må ikke blive ondt eller for seksuelt. Der har været rigtig mange grænser fra Danmarks Radios side, og det er fint. Det var lidt svært at lave en Roskilde Festival, hvor Max ikke bliver bimleskæv og står og knækker sig og kommer til at tage på et trip med en finne.«

Men Lotte Svendsen synes ikke, at hun har måttet lægge unødige bånd på sig selv.

»Jeg husker, at Thomas Winding sagde, at ’barndommen er en tilstand, man skal vækkes sagte af’. Og jeg kan se, at de hiver ned af hylderne af brutalis-ting. Jeg har haft tre unger sovende i min seng i nat på grund af et eller andet, de har fundet på nettet.«

»Men,« siger instruktøren så, »når jeg ser Todd Solondz (amerikansk filminstruktør med et kompromisløst blik for menneskets svage sider, red.), bliver jeg helt misundelig. Jeg glæder mig meget til at skulle lave noget, hvor man ikke skal tage hensyn til nogen. Lave nogle forfærdelige ting, nogle pissepinlige ting og nogle virkelig sjove ting. Jeg har rigtig mange ideer, og jeg er også rigtig færdig med det her.«

Kunstnerens pligt

Og derfor er det også uden sorg og sentimentalitet, at Lotte Svendsen siger farvel til Max og hans mor og vender sig mod noget andet.

»Jeg kan lave noget lige så vidunderligt i den næste tv-serie, som skal foregå på Rigshospitalets fødeafdeling og have en kvindelig jordemoder midt i 40’erne i hovedrollen,« siger hun.

»Hvert afsnit skal begynde med en fødsel, og så skal vi se det der kæmpedrama, vi alle har til fælles i voksenlivet, og som er så afgørende for os, men der er også en masse socialportrætter i det. Jeg ved ikke, om det skal være på en fødeafdelig, men jeg ved, at det næste, jeg skal lave, enten skal foregå dér eller i en vuggestue eller børnehave og skal have med vandbærerne at gøre, pædagogerne, lærerne, sygeplejerskerne, hele det Danmark. Og det bliver lige så sjovt, det bliver endnu vildere, det bliver for voksne.«

Lotte Svendsen mener, at der mangler tv-drama for voksne, som handler om den verden, vi lever i, og de mennesker, vi er. Det gør nemlig hverken Borgen eller Forbrydelsen III.

»Jeg synes simpelthen, det er snyd,« siger hun og lyder en smule vred.

»Er det det eneste, du kan præstere? Hvornår Mærsk Mc-Kinneys barnebarn løber tør for ilt i en lukket boks, vi ikke ved, hvor er? Hvad fanden har det med virkelighed at gøre? Jeg har brokket mig over det før, men jeg synes på en eller anden måde, det er lidt samfundsundergravende. Jeg mener, at kunstnerne har en pligt til at se på deres samfund og bearbejde det med deres publikum. Ellers ved jeg nærmest ikke, hvad vi skal, især ikke i en tid, hvor de politiske beslutninger bliver taget af frygt og angst, angst for at dele, angst for at miste. Det, vi skal fortælle, er, at der er sgu ikke noget at være bange for, når du sidder med dem, du elsker i hånden og har hul igennem. Det er jo ikke vores samtalekøkken eller nye gulve, vi tænker på, når vi ligger og raller, og luften forsvinder ud af os.«

 

Max Pinlig har premiere 25. december og anmeldes på side 8-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer