Jeg forlader rehabiliteringscentret efter to og en halv måned og installerer mig i min lejlighed.
Endelig får jeg et brev fra hospitalet; tiden er inde til at skille mig af med stomien. Lægen fra kortkirurgisk afdeling oplyser mig om, at jeg otte dage før operationen skal undlade at tage to slags medicin. Han siger også, at det er anæstesiologen, der skal bestemme, om jeg overhovedet egner mig til at blive opereret.
Anæstesiologen siger god for operationen. Denne gang skal jeg ikke have morfin, men epidural blandet med et andet bedøvelsesmiddel. Min krop dumper, blodtrykket falder så kraftigt, at man ikke tør operere. Man afbryder narkosen og redder mit liv. Igen.
Jeg går tilbage til min stue og begynder at pakke. Afdelingens leder kommer ind for at kondolere. Hvis jeg var dig, siger han, ville jeg ikke prøve igen.
Men han er ikke mig: En gammel, meget forfængelig kvinde, der gerne vil have sin gamle – det vil sige sin unge – krop tilbage.
Han går.
Ind kommer kardiologen; han vil blot forsikre sig om, at jeg har husket at holde op med at tage tre slags medicin.
To, siger jeg.
Da han opdager, hvilken medicin man har glemt at fortælle mig om, løber han ud. Han vender tilbage og siger, at han har skrevet et notat om det. Han siger også, at jeg i det hele taget skal lade være med at tage den tredje slags.
Nu venter jeg kun på hjerteundersøgelsen, og mens jeg venter, beslutter jeg mig for at opsøge et andet hospital. Jeg får tid hos en specialist i korttidskirurgi kun for at opdage, at rygtet har spredt sig: Jeg er den uheldige. Specialisten begynder med at true mig med døden, i bedste fald resten af livet på et plejehjem. Han kan ikke huske detaljer fra min sygejournal; han har læst den en uge forinden. Og så begynder han at tordne: Jeg må ikke isolere mig, jeg må rejse og svømme og gå i sommerkjoler. (I stedet for mine nye sorte sommerbukser). Han tilføjer, at han kender skuespillere, der spiller med stomien og endda en berømt popsangerinde. Jeg venter på, at han også vil nævne nogle balletdansere, men nej.
Jeg indvender, at hvis jeg for eksempel svømmer i et halvtreds meter langt svømmebassin, og pladen rundt om stomien begynder at lække, vil man blive nødt til at tømme hele bassinet.
Han har et svar parat: Det er ikke dig, der skal betale for det.
Jeg går ud og ryger. Cigaretten – sjæletrøsteren. Hvor er det godt, at man ikke har opereret min sjæl.
Endelig efter seks måneder bliver mit hjerte undersøgt, og jeg får at vide, at det pumper godt, og at jeg godt kan få stomien opereret væk. Dog, understreger kardiologen, er risikoen lidt større, fordi jeg er forkalket hist og her. Jeg tænker: Vent til du er lige så gammel som jeg. Så bliver du også forkalket. Hist og her.
Han er en venlig og grundig iraner, og jeg husker ham godt; i fire år i træk blev mit hjerte undersøgt af adskillige læger. Han var den eneste, der sagde, at jeg måske slet ikke behøvede at blive opereret.
Jeg har det som et glas
Post scriptum: Min vidunderlige stomisygeplejerske har endelig fået et produkt, der er så kraftigt, at når jeg skifter det ud, falder det af næsten sammen med huden. Jeg er lykkelig, jeg er taknemmelig. Sover om natten, arbejder om dagen. Jeg er begyndt at tale til stomien, der mere og mere ligner et coctailkirsebær. Men den lytter ikke. Den fortærer mig indefra. Jeg har tabt det halve af mit hår og mine negle knækker. Jeg har det som et glas, der når som helst kan gå i stykker. Jeg lider af posttraumatisk lortestress.
Men den lækker ikke! Og hvis den består en tidagesprøve, vil jeg tage ud at svømme. Og hvis ulykken er ude, er det ikke mig, der skal betale for flere tusinde liter vand. Eller hvad?
Janina Katz har en gang om måneden berettet om sit ophold på to hospitaler og et rehabiliteringscenter i BØGER. Dette er sidste afsnit. Læs alle på Information.dk/litteratur
