Læsetid: 8 min.

Der er meget at være tilfreds med

Flot billetsalg, interessante film, adskillige filmpriser, for dårlige børnefilm. Sådan kunne man opsummere spillefilmåret 2012, der lige straks er forbi. Informations filmredaktør ser tilbage
Flot billetsalg, interessante film, adskillige filmpriser, for dårlige børnefilm. Sådan kunne man opsummere spillefilmåret 2012, der lige straks er forbi. Informations filmredaktør ser tilbage
27. december 2012

For en uge siden indrykkede Zentropas navnkundige direktør, Peter Aalbæk Jensen, en helsides annonce i Politiken.

»Glædelig jul«, stod der øverst, og nedenfor var et billede af en stort set nøgen Aalbæk – kun iført nissehuse – og jakke – der for enden af sit erigerede lem har hængt et Zentropa-flag, og som læser en af B.T.’s historier om sig selv, mens der ligger et brændende Ekko i sneen ved siden af ham.

Annoncen var selvfølgelig filmdirektørens klovnekommentar til al den ballade, der har været om hans person i løbet af 2012 – han har lagt sag an for injurier mod filmmagasinet Ekko og droppet den igen og fået sin økonomi og Zentropas indviklede selskabskonstruktioner endevendt af blandt andre B.T.

Man kan spørge sig selv, om hvad Zentropas medejere, nogle af selskabets instruktører og producere – der har forholdt sig betænkeligt tavse, mens Ekko-sagen stod på, og Aalbæk for alvor kørte af sporet – egentlig siger til hans opførsel.

Peter Aalbæk har altid været en bramfri og ofte grænseoverskridende herre, men i år synes han at være gået et skridt eller tre for langt.

Jagten på Jagten

Men selv om Peter Aalbæk har fyldt en del, er der heldigvis andet at skrive om, når det gælder filmåret 2012.

Set fra en økonomisk synsvinkel er der grund til at glæde sig over et billetsalg, der i skrivende stund lige har passeret fire millioner styks til danske film.

Det er ikke helt lige så godt som i rekordåret 2008, men det er noget bedre end de seneste tre års billetsalg.

Set fra et kreativt og kunstnerisk synspunkt er der også meget at være tilfreds med, på trods af at den gode børne- og ungdomsfilm stadig har skandaløst trange kår.

Jeg burde egentlig begynde med at skamrose en af årets allerbedste film, Thomas Vinterbergs stærke drama Jagten, der havde premiere på filmfestivalen i Cannes, hvor hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen fortjent blev belønnet med en skuespilpris.

Men filmen har først dansk premiere den 10. januar 2013 – dvs. om 14 dage – fordi producenten og distributøren, Zentropa og Nordisk Film, ikke turde tage chancen i biografen lige efter festivalen, men hellere ville vente på Biografklub Danmark.

Med sine 200.000 medlemmer sikrer klubben en film et stort antal solgte billetter, men de sælges til halv pris, og det er klubben, der bestemmer filmens premieredato.

Filmklub Danmark er med andre ord en vigtig magtfaktor i dansk film, lidt for vigtig mener flere i branchen.

Altså har vi måttet se misundelige til, mens Jagten har haft premiere og høstet anmelderroser i adskillige andre lande i Europa, f.eks. Frankrig og Storbritannien (og vundet en manuskriptpris ved den europæiske oscaruddeling, European Film Awards). Men nu er ventetiden altså snart forbi, og interessen for filmen synes ikke at være dalet.

Film for romantikere

10 danske film har i 2012 solgt mere end 100.000 billetter hver; af dem har to solgt omkring 300.000 billetter, én har solgt 400.000 billetter, og så er der hele tre film, som har solgt mere end en halv mio. billetter hver.

Det drejer sig om de tre film, som også har fået mest opmærksomhed i 2012, nemlig Anne Grethe Bjarup Riis’ Hvidsten Gruppen, Nikolaj Arcels En kongelig affære og Susanne Biers Den skaldede frisør.

Det var altså to historiske dramaer og en dramakomedie, der formåede at hive store dele af befolkningen i biografen i en tid, hvor den slags ellers bliver sværere og sværere.

De tre film har da også alle kvaliteter, som appellerer til et bredt publikum, men kunstnerisk set er det En kongelig affære, der er den mest vellykkede – og i øvrigt Danmarks oscarbud næste år.

Arcels film, der handler om trekantsdramaet mellem Christian VII (Mikkel Boe Følsgaard), dronning Caroline Mathilde (Alicia Vikander) og kongens tyske livlæge, oplysningsmanden Struensee (Mads Mikkelsen), er et levende fortalt, velspillet og både underholdende og barsk drama om begyndelsen på det moderne Danmark, og da den blev vist på filmfestivalen i Berlin, vandt det unge talent Mikkel Boe Følsgaard en pris for sin rolle som kong Christian. Den Regner Grasten-producerede Hvidsten Gruppen, der er årets suverænt største succes ved billetlugerne – 764.516 mennesker så filmen – er en meget sympatisk og indimellem endda rørende, men også meget simpel og lidt klodset fortælling om stovte jyder, der går i kamp mod tyskerne under Anden Verdenskrig og betaler for deres mod og mandshjerte med livet.

I Jylland tog man nærmest ejerskab til filmen og den virkelige historie bag, og det kunne ses på billetsalget.

Det er ikke svært at kritisere Susanne Bier for på ujævn vis at blande fjollede karikaturer med rigtige mennesker i filmen om den kræftramte frisør Ida (Trine Dyrholm), der pga. kemoterapien mister sit hår, sin kvindelighed og sin mand, men genfinder kærligheden, da hun til sin datters bryllup møder enkemanden Philip (Pierce Brosnan).

Det er på den anden side heller ikke svært at overgive sig til filmens solvarme sødme og ikke mindst Dyrholm og Brosnans fine, troværdige præstationer. Den skaldede frisør er en film for romantikere, ikke kyniske realister.

Kærlighed og frigørelse

Årets bedste film skal dog findes andetsteds.

Faktisk begyndte 2012 ganske forrygende med Henrik Ruben Genz’ anden Erling Jepsen-filmatisering, Undskyld jeg forstyrrer, der ikke bare er en skæv og på én gang fantastisk morsom og dramatisk film om en ung piges løsrivelse fra sin dominerende mor. Den er også en understregning af den unge skuespillerinde Sara Hjorts store talent.

Lad os håbe, at vi kommer til at se meget mere til hende i 2013. Desværre solgte filmen ikke så mange billetter, som den fortjente – ’blot’ små 88.000.

Lidt senere i januar udkom en anden af årets gode film, nemlig Mads Matthiesens debutspillefilm, 10 timer til Paradis, der siden har rejst rundt på alverdens filmfestivaler og ligesom Undskyld jeg forstyrrer handler om løsrivelse.

Bodybuilderen Kim Kold spiller den morkuede bodybuilder Dennis, der uden at fortælle sin mor det rejser til Thailand i håbet om at finde kærligheden.

Det lykkes ham, men ad omveje, og spørgsmålet er, om det er nok til at sige fra over for mor.

10 timer til Paradis er et følsomt instrueret og spillet drama med solide strejf af forløsende humor, men trak ærgerligt nok kun 27.000 mennesker i biografen. To af årets øvrige gode film, islandske Rúnar Rúnarssons danskproducerede Volcano, og Katrine Wiedemanns Viceværten, solgte dog endnu færre billetter, hhv. 2.164 og 1.659, hvilket kun understreger, hvor svært de små og smalle film har ved at klare sig i de danske biografer.

Personligt beundrer jeg Wiedemann og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakesons mod og kompromisløshed, der med Viceværten har resulteret i et magisk, socialrealistisk drama om en sur, midaldrende mand og en purung, sexglad pige, som måske er en engel.

Og så er Michael Haneke ikke den eneste, som kan lave minimalistiske og usentimentale og alligevel dybt bevægende dramaer om døden og den store kærlighed. Det kan Rúnarsson også.

Hædrende omtale

Endelig fortjener Tobias Lindholms Kapringen en særligt hædrende omtale.

Stortalentet Lindholm, der blandt andet skriver manuskripter sammen med Thomas Vinterberg, instruktørdebuterede sammen med Michael Noer med fængselsfilmen R, der om noget var en øvelse i autenticitet.

Det samme kan man sige om Kapringen, der er Lindholms første solofilm og formelig sitrer af intensitet og nærvær, mens den på klogt, underdramatiseret vis fortæller om danske sømænd, der sammen med deres skib bliver kapret og holdt som gidsler af somaliske pirater.

Pilou Asbæk går i ét med sin rolle som skibskokken, der psykisk har svært ved at håndtere fangenskabet og uvisheden, mens Søren Malling viser nye sider af sit talent som rederidirektøren, der kæmper for at få sømændene hjem igen.

Man kunne godt have ønsket sig, at Kapringen havde solgt mere end 140.000 billetter. Det gjorde nemlig Bille Augusts biografiske drama Marie Krøyer, der er blevet set af dobbelt så mange mennesker.

Filmen er da også flot og stemningsfuld, dog ikke et af Augusts bedste danske værker, dertil er den simpelthen for traditionelt fortalt og ujævn i skuespillet.

Birgitte Hjort Sørensen er overbevisende i rollen som maleren P.S. Krøyers smukke kone, der elsker sin maniodepressive mand, men ikke kan leve sammen med ham.

Hvad med børnene?

Til sidst et hjertesuk af den slags, jeg næsten kommer med hvert år: Hvorfor laves der så få gode film for børn og unge i Danmark, film, der udfordrer, udforsker, udvider publikums horisont?

Vi har talentet og pengene, hvad bliver der af viljen? Kaspar Munk, der for to år siden spillefilmdebuterede med den fine Hold om mig, har lavet en lige så god opfølger, You & Me Forever, hvor to store pigers symbiotiske venskab sættes på en hård prøve.

Kaspar Munk har en sjælden sans for unge menneskers turbulente følelsesliv og for at få sine unge skuespillere til ikke bare at spille, men være deres personer.

You & Me Forever formåede dog ikke at vække den store genklang hos publikum og solgte i underkanten af 40.000 billetter.

Men han er en af de få, der for alvor tager ungdommen alvorligt. I år fornemt suppleret af Lotte Svendsen, der i en tv-serie og tre spillefilm har skildret drengen Max’ udvikling til den unge mand med frihedstrang, han er i Max Pinlig 3 – på Roskilde.

Lotte Svendsens trilogi er også et vellykket eksempel på, at det kan lade sig gøre at lave film, hvor store dele af familien kan kigge med og more sig, uden at det behøver blive tandløst eller ligegyldigt, som det er tilfældet med Far til fire- og Min søsters børn-serierne, der begge hjemsøgte biograferne i 2012 – og for den sidstes vedkommende desværre gør det igen i 2013.

Der var forsøg på at lave noget andet og mere originalt og ambitiøst i både Christian Dyekjærs Fuglejagten og Jan Rahbeks animerede Marco Macaco, men ingen af de to film lykkedes helt og formåede heller ikke rigtig at få publikum i tale. Far til fire – til søs og Min søsters børn alene hjemme solgte tilsammen mere end 700.000 billetter, hvilket må betyde, at danske forældre enten ikke tør udfordre sig selv eller deres børn og bevidstløst vælger det, de kender, eller at de overhovedet ikke ved, hvordan kvalitetsunderholdning for børn ser ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu