Læsetid: 8 min.

Abort er en respektabel nødløsning

Der sker frygtelige ting i lande, hvor abort er ulovligt, siger Lillian Bondo, der er forkvinde for Jordemoderforeningen. Abort handler om kvinders selvbestemmelse og om at undgå lidelse
’Den dag, man kan vise mig en hundrede pct. sikker præventionsmetode, som er anvendelig for alle, og hvor ingen kvinder lider under tvang, dårlige sociale forhold, sygdom, angst, fortrydelse eller er mindreårige, så vil jeg være imod abort,’ erklærer Lillian Bondo. Men sådan er livet ikke.

’Den dag, man kan vise mig en hundrede pct. sikker præventionsmetode, som er anvendelig for alle, og hvor ingen kvinder lider under tvang, dårlige sociale forhold, sygdom, angst, fortrydelse eller er mindreårige, så vil jeg være imod abort,’ erklærer Lillian Bondo. Men sådan er livet ikke.

Tine Sletting

2. januar 2013

Kvinder har behov for at kunne fravælge en graviditet. Og det valg mener Lillian Bondo, at de skal have mulighed for at træffe frit i de tolv uger, vi har som grænse for fri abort. Også uden at skulle redegøre for deres grunde.

»Af og til bliver jeg spurgt af mænd, hvorfor en kvinde skal have ret til at vælge abort, hvis han gerne vil have barnet. Her svarer jeg, at hvis der ikke var eller er et fælles ønske om et barn, så er det også mandens ansvar at undgå en graviditet. Jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt for manden at stå uden for den indflydelse, men det er kvindens krop, der bliver udsat for en fysisk og psykisk forandringsproces, og det er kun hende, der kan råde over den,« fastslår Lillian Bondo.

»På den anden side er det vigtigt, at kvinden bliver mødt med god støtte og får det hele talt igennem på forhånd. Der skal være en reel drøftelse af mulighederne for at få barnet, og det skal være hendes valg.«

Da Danmark i begyndelsen af 1970’erne fik fri abort, forhøjede det ikke aborttallet væsentligt, siger Lillan Bondo. Kvinderne havde også tidligere fået bevilget hospitalsaborter, det var blot langt sværere og mere ydmygende for kvinden, og flere af aborterne fandt sted i udlandet eller under dække af en udskrabning.

– Og alternativet til at slå fostrene ihjel er vel at tvinge voksne kvinder til desperate løsninger?

»Der sker frygtelige ting i de lande, hvor adgang til abort er meget restriktiv som for eksempel Irland,« siger Lillian Bondo og nævner et nyligt eksempel, hvor moren døde af blodforgiftning, fordi hospitalet afventede, at et sygt fosters hjertelyd ophørte, før man greb ind.

»Det er ganske uhyggeligt at tænke på, og jeg er glad for, at vi både har den fri, tidlige abort, og den senere abort, samrådsaborten, for det står for mig som en understregning af, at kvindens liv og hendes valg har værdi.«

Sen abort er en tung beslutning

»Jordemoren er jo involveret i de fleste sent provokerede aborter, så for mit vedkommende har jeg tænkt mange tanker omkring spørgsmålet om, hvornår den sene abort er i orden. Det er altid en beslutning, der er taget, før kvinden møder jordemoren, men vi tænker jo også over baggrunden og de kvinder eller par, vi passer. Jo tidligere i graviditeten, jo mindre slemt, det er vi vist over en kam enige om, men på den anden side er der unge piger, der har været udsat for overgreb, som har så lidt føling med deres egen krop, eller som i det stille fornægter, hvad der sker, at de er sent på den med et abortønske. Skal den femtenårige, udsatte unge så presses igennem resten af en graviditet og måske ind i et moderskab, som hun slet ikke magter, til ulykke for hende eller barnet? Eller skal hun have bevilget en sen abort, måske tæt på grænsen for levedygtighed ved 22 uger? Det er en tung beslutning. Det er sjældent, det sker, men det sker, ligesom der selvfølgelig også er helt unge kvinder, der gennemfører og magter opgaven. Vi er bare ikke ens.«

»Jeg bliver altid ked af det, når det er nødvendigt at foretage de sene aborter, men jeg vil understrege, at alle kvinder, som går igennem det, er påvirket af valget, og min omsorg er rettet mod barnet, men i høj grad også mod kvinden eller parret. De fleste af dem, der får en sen abort, har fået den bevilget, fordi fostret har en alvorlig tilstand – og de sørger over tabet af deres ønskede barn.«

»Fosterdiagnostikken er en stor hjælp til at undgå fødsel af et barn med svært handicap eller med udsigt til lidelse eller manglende levedygtighed. Samtidig skal vi også respektere, at forældre har forskelligt syn på abort. Nogle vil fravælge abort af selv det svært handicappede foster, fordi det strider imod deres grundholdning og overbevisning – og det må vi også respektere og støtte.«

»Vi lever i et samfund, som kan forhindre stor lidelse for den nyfødte, måske med en sygdom, der kræver mange operationer og livslang funktionsnedsættelse. Her skal forældrene kunne vælge, om deres barn skal gennemleve det. Nogle få forældre vælger at leve med håbet om, at barnet kan helbredes, men de fleste tager imod muligheden for abort frem for at risikere et dårligt liv for barnet.«

Downs syndromets dilemma

Udviklingen i fosterdiagnostikken har også betydet, at der bliver født færre og færre børn med Downs syndrom, siger Lillian Bondo.

»Enhver gravid får tilbudt oplysning om risikovurdering og fosterdiagnostik. Det er et tilbud til alle gravide at få en risikovurdering, der baseres på blodprøve og nakkefoldsskanning. Hvis den peger mod forøget risiko, går man videre med egentlig diagnostik. «

Efter Lillian Bondos opfattelse har det danske samfund imidlertid valgt en model for undersøgelse, der placerer ansvaret hos den enkelte kvinde eller par.

»Vi siger ikke som samfund, at vi anbefaler en undersøgelse for Downs syndrom, fordi det er tungt og hårdt at være forældre til et Downs-barn. Der er ofte sygelighed forbundet med det, og så er det dyrt for samfundet. Folketinget har vendt det om og lagt det ud som et informeret valg – i og for sig er det den rette ting at gøre. Men når tæt på hundrede pct. fravælger Downs syndromfostre, så viser det måske også, at man i Danmark heller ikke har formået at gøre det tydeligt, at mennesker af alle slags er velkomne. Måske er der for mange beretninger om borgere, der kæmper for det rette tilbud til deres handicappede barn, til at vordende forældre har tillid til sikkerhedsnettet,« siger hun.

»Jeg har selv en lillesøster med Downs syndrom, som har levet et godt og rigt liv. Hun står som en vigtig og dejlig del af mit liv.«

»Da vi selv første gang ventede barn, tænkte jeg ikke synderligt over undersøgelse for Downs, og ved nummer to og tre havde jeg tænkt over det og aktivt fravalgt undersøgelse. Men da vi som 40-årige skulle have nummer fire, og vi stod midt i vores travle liv, så valgte jeg en undersøgelse. Jeg antager, at vi ville have valgt abort, hvis der havde meldt sig et barn med Downs.«

»Man bør ikke have lov til at fravælge et barn på grund af køn eller almindelige variationer inden for det raske spektrum, men Downs syndrom ER tungt. Det er ikke uden lykke, men sådanne forældre skal altid have den bedste rådgivning og have lejlighed til at mødes med andre Downsforældre, så de kan få en fornemmelse af, hvad de går ind til. Og langt de fleste vælger at abortere fostret. Det bliver sjældent og ensomt at have Downs syndrom i fremtiden,« bemærker hun.

Apparatfejl

»For fremtiden vil vi stort set kun komme til at opleve Downs syndrom, når sygdommen ikke er blevet fundet ved nakkefoldsscanningen, og derved risikerer vi at få en opfattelse af systemfejl i forbindelse med barnet: ’de’ fandt ikke fejlen,« frygter Lillian Bondo.

»Det bliver sværere, hvis det bliver teknikkens skyld, at forældrene har fået barnet, så derfor er det vigtigt at understrege, at der er en lille usikkerhedsmargin. Men man har smidt uskylden over bord.«

»Det korte af det lange er, at kvinder ikke skal presses til at gennemføre en graviditet, når der er en tungtvejende årsag til abort. Det er to slags sorg, om man slår fostret ihjel eller ej, men det er i begge tilfælde en sorg.«

»Det kan hænde, at man står med et foster, der viser spredte livstegn, men man ved, at det ikke er det samme, som at det er levedygtigt. I løbet af kort tid vil det dø på grund af organsvigt. Somme tider har kvinden og manden det hos sig, til andre tider ligger det i en lille vugge eller kuvøse og bliver passet. Den grænse for levedygtighed, som vi har i dag, ligger så lavt, at fostre, der aborteres før 22 uger, ingen som helst chance har for at overleve, selv ved en fødsel uden kraftig, livmodersammentrækkende medicin. Før i tiden, hvor vi havde en abortgrænse på 28 uger, kunne der være spontant fødte børn i uge 26 og 27, der først blev anset for aborter, men som siden viste sig at have kraftigere livstegn, og som endte med at overleve til et godt liv efter lang tid på en børneafdeling. Så måtte man jo ud og ændre på papirarbejdet.«

»At levedygtighedskriteriet i dag ligger på 22 uger har flyttet på aborthandlingerne, da hovedreglen nu er, at man ikke foretager en provokeret abort efter 22. uge. Det kan ske, at aborten udføres senere, men så er det langt overvejende fordi, fosteret har så svære misdannelser, at det er uforeneligt med liv.«

– Er der omvendt noget om, at unge kvinder presses til abort af det sociale system, sådan som tv for nylig viste eksempler på?

»Som jeg hørte udsendelsen, var der to unge kvinder, som havde følt sig presset til abort. Men vi hører jo aldrig den anden side: Hvad er det for en situation, den enkelte unge kvinde står i, og hvad for en slags forældreskab ville hun kunne byde barnet? Jeg mener bestemt, at det er socialrådgiverens opgave at give kvinden en realistisk fornemmelse af den situation, hun befinder sig i. Selvfølgelig ikke ved at opfordre til abort, fordi barnet vil komme til at koste samfundet penge, men hvis det er sandsynligt, at et barn fødes til tvangsfjernelse, så ser jeg ikke noget forkert i, at man forsøger at forebygge ulykke. Det understreger i øvrigt meget tydeligt, at der er et potentiale for at forbedre seksuel sundhed. Selvfølgelig skal unge kunne nyde sex uden at være bange for at blive gravide, og de skal også kunne være realistiske omkring egen formåen som forældre.«

Må man slå ihjel?

Lillian Bondo understreger, at abort for hende falder i to afdelinger: Den første handler om kvinders selvbestemmelse over deres krop i en verden, som ikke er perfekt, og den anden handler ikke om jagten på det perfekte menneske, men om et fravalg af lidelse.

»Derfor er grænsen mellem fri abort og den såkaldte samrådsabort efter 12 uger også et spørgsmål om, at samfundet bærer sin del af det tunge ansvar, som en abort er; jo senere, des tungere,« siger hun.

Endelig har jordemødre i flere sammenhænge rejst spørgsmålet, om man må fremskynde døden hos et barn, som, man ved, er uafvendeligt døende, fortæller Lillian Bondo.

»Det kan være født uden hjerne, men det lever. I dag inddrager man en børnelæge, der kan give smertebehandling, hvis barnet ser ud til at være lidende, også selv om man ved, at smertelindring vil påvirke vejrtrækningen, så barnet dør. Man kan altså tale om passiv dødshjælp. Den handling ligger helt på linje med en effektiv smertelindring til en uhelbredeligt syg voksen, der har svære smerter: Vi ved, at det vil lindre smerterne – og sandsynligvis medføre døden.«

Serie

Hvornår må man slå ihjel?

Er det sket et kulturelt skred i vores bevidsthed i forhold til at tage liv? Tager vi lettere på det end førhen? I en tid, hvor Danmark er blevet en krigsførende nation, hvor der på hospitalernes medicinske afdelinger sættes hemmelige mærker i patienternes journaler, som betyder, at patienter ikke skal forsøges genoplivet, og hvor massemedier, film, litteratur og computerspil er fyldt med vold, som ofte fremstilles som løsningen på konflikter, har vi spurgt fire, der på forskellig vis har problemstillingen tæt inde på livet, om hvorvidt grænsen for, hvornår man må slå ihjel, er blevet rykket?

Seneste artikler

  • ’At dræbe er et kulturelt spørgsmål’

    31. december 2012
    Tanken om at skyde et medmenneske ligger ikke så langt væk i dag, som den gjorde i 1950’erne,« skriver oberst Lars R. Møller i sin bog ’Vi slår ihjel – og lever med det’. Og det skyldes blandt andet film, medier, litteratur og computerspils dyrkelse af volden, mener han
  • ’Man kan ikke bestille, at nu vil man dø’

    28. december 2012
    Det kan godt se sådan ud, men der foregår ikke aktiv dødshjælp på hospitalerne. Det fastslår Edith Mark, som forsker i sygepleje. Derimod mener hun, at sygehuspersonalet kan mangle mod til at tage den svære samtale med patienter og pårørende, og at man kan være for dårlig til at forklare sig
  • Livet er ikke vores private ejendom

    22. december 2012
    Vi agerer, som om livet var vores eget og noget, vi selv skal kunne bestemme over, siger biskop Peter Fischer-Møller i dette første interview om grænsen for at slå ihjel. I en tid, hvor der sker et kulturelt skred i os i forhold til at tage liv, er det vigtigt at holde fast i, at livet udfolder sig imellem mennesker. Hvis vi behandler livet som vores private ejendom, mister vi sansen for, at livet er større, end vi kan forstå
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jytte Aa. Møller

Jeg har svært ved at finde tilstrækkeligt mange rosende ord.
Selv har jeg arbejdet med abort-problematikken siden 1960'erne, og hele vejen igennem denne artikel, har jeg sagt "yes, yes, yes!"
Den er gennemtænkt, ærlig, velformuleret og vedkommende, og den hænger ingen ud.
Hjertelig tak, Lillian!