Læsetid: 4 min.

Børn af den store afbrydelse

I megabyen Istanbul findes en undergrund af unge musikere, der er formet af amerikansk kultur, men også af et blodigt militærkup for over 30 år siden
Age Reform – alias hr. Berk Çakmakç – der opdaterer rave-musik med stor humor og energi, er en af de aktive i Tyrkiets musikalske undergrund. Foto: Kıvılcım Güngörün

Age Reform – alias hr. Berk Çakmakç – der opdaterer rave-musik med stor humor og energi, er en af de aktive i Tyrkiets musikalske undergrund. Foto: Kıvılcım Güngörün

23. januar 2013

En tur ned ad hovedstrøget Istiklal i Istanbul viser hurtigt, at tyrkisk kultur er i defensiven. Det skærer i øjnene fra store lysende butikskæder, der ønsker dig lykkelig shopping. Det dunker som technotungt diktat fra barerne, der lover dig happy hour.

Væk fra alfarvej finder man ud af, at den vestlige indflydelse også er sivet ned i subkulturerne. Ikke mindst i det lille, tæt knyttede sammenhold, som præger den alternative musikkultur.

Blog-hypet indie og laptop-electronica er for længst nået til den tyrkiske megamyretue. En ung generation udforsker moderne musiksoftware, fashionabelt udtjente synthesizere, digitalt dj-gear og klassiske rock-instrumenter i nye styrkeforhold. Ikke ulig hvad der foregår i Danmark på alternative spillesteder og klubber. De retromaniske dyk ned i vestlig fortid og de verserende musiktrends er nogenlunde de samme. Der drikkes lidt mindre, der danses lidt mere. Og så synges der typisk på tyrkisk.

Selvgjort er også her i Istanbul velgjort. Folk trykker egne covere og brænder egne cd’er, og de blogger og poster mp3-filer, som gjaldt det livet.

Men man render alligevel ind i en særegent lokal fællesreference, når man taler med de lokale musikere: Året 1980.

Efter blodige spændinger mellem venstre- og højrefløjen op gennem 1970’erne – det anslås, at der skete over 5.000 politiske drab i årtiet – kuppede militæret republikken 12. september 1980. Tusindvis blev torteret, bøger blev brændt, politiske dissidenter blev henrettet eller fængslet og ’efterlod en arv af systematisk afpolitisering og dehumanisering«, som Tolga Güldallı fra punkbandet Haossaa skriver i bogen An Interrupted History of Punk and Underground Resources in Turkey 1978-1999 (BAS 2007). Hvor han også fortæller om »de varige, undertrykkende effekter, som militærkuppet i 1980 havde på det tyrkiske samfund og på postkupvenstrefløjens konservative indelukkede natur, mens den forsøgte at slikke sine sår«.

»At gennemleve dét gjorde vores forældre vildt bange for staten og for politik. Hvis du risikerer tortur eller at blive hængt ... Alle ønskede at holde sig uden for politik,« fortæller 29-årige Murat Üf Yaa – musiker, sanger, producer – om en begivenhed, der fandt sted, flere år før han ligesom langt de fleste i den unge, alternative musikkultur blev født.

I 1983 indførte den ny regering en neoliberal økonomisk politik og en konservativ værdipolitik. Der blev sat godt og grundigt skub i telekommunikation og medier, og en gennemgribende amerikanisering accelererede voldsomt. Generationer blev hooked på tv, film, tøj og siden gadgets fra Vesten.

Bruddet i det sociale liv

»Det var en yderst blød overgang, hvis man tænker over det: Folk var bange, og man holdt dem beskæftiget og tilfredse med tv og forbrugsgoder,« siger Murat Üf Yaa og peger også på, at undervisningen blev påvirket negativt. Ja, da han gik i skole, stoppede historieundervisningen stort set ved den tyrkiske republiks grundlægger Atatürks død i 1938.

Men overgangen var ikke mere blød, end at forholdet til den anatolske kultur fra før kuppet, ikke mindst til den ofte politiske anadolu-rock, stort set blev afbrudt.

»Musikere som Cem Karaca, Şanar Yurdatapan og mange andre blev tvunget til at forlade Tyrkiet. De bands, der siden fulgte, lød mere som deres samtidige i Vesten,« fortæller enmandsprojektet Grup Ses Beats.

»Jeg er primært påvirket af det, jeg plejede at høre i radioen og så på tv i min barndom,« fortæller 24-årige Berk Çakmakçı alias Age Reform, der nu studerer i New York City, men for tiden er tilbage i Istanbul. »Jeg synes ikke, min musik lyder tyrkisk overhovedet.«

»Kuppet har forårsaget et brud i vores sociale liv, og mens vi voksede op, manglede vi ordentlige rødder, som vi kunne holde fast i inden for punken og det alternative fællesskab,« fortæller Ekin Sanaç og Berna Göl, tilsammen duoen Kim Ki O, i en fællesmail. »Vi har altid følt os afkoblede fra, hvor vi bor. At være herfra tænder os ikke specielt, og vi holder bestemt ikke fast i at være mere tyrkiske, end vi allerede er.«

Men her er de. I Tyrkiet. Børnene af det store brud. I gang med at skabe vestligt inspireret mening i et kulturelt vakuum. De er i vid udstrækning rundet af punken og dens ’gør det selv’-strategier og modkulturelle etos. Og mange opfatter sig selv som politiske, men ikke på en offensiv eller eksplicit facon.

»Vi foretrækker at skrive sange af politisk karakter på en forarbejdet og kunstnerisk måde – ikke ligesom i punkens direkte tekster,« fortæller Kim Ki O, der både går køns- og samfundspolitisk til værks.

Fra 2005 til 2007 organiserede Murat Üf Yaa punkkoncerter i Izmir på vestkysten. Nu blogger han ret så direkte om politiske emner, mens hans tekster arbejder med en kunstneriske behandlinger af politiets og statens indflydelse på folks liv:

»Sov udenfor/Brænd dit hus/Red dig selv/Det er det hele værd.«

Brug for flere spillesteder

Der findes selvfølgelig ikke én færdig, afrundet og enkel fortælling om musikundergrunden i en by med over 13 millioner indbyggere. På den elektroniske scene er der afvigelser fra ovenstående fortælling: Lyt bare til Levni, Ventochild, Tabanvay og Grup Ses Beats, der sampler fra tiden før militærkuppet. Ja, Grup Ses Beats mener, at der er en brobygning tilbage til 1960’ernes og 1970’ernes anadolu-rock i gang.

»Jeg håber, at folk kan genopdage musikerne og deres historie.«

Der samarbejdes på kryds og tværs i Istanbuls undergrund, også mellem de fortidssamplende og de mere aktuelt vestligt inspirerede musikere. Men fællesskabet er småt. Alle kender alle, og det meste finder sted på kun to spillesteder: Peyote i bydelen Beyoğlu på den europæiske side og Arkaoda i bydelen Kadıköy på den asiatiske side. Der mangler ganske enkelt rum til ekspansion og til udfoldelse i megamyretuen, hvor huslejepriserne er på himmelflugt.

»Jeg ved ikke, om det er muligt at tale om en egentlig ’musikscene’,« fortæller Berk Çakmakç.

»Det er mere en håndfuld mennesker, som laver en masse forskellige ting og tilfældigvis er venner. Og det er fedt. Der er bare brug for flere steder at optræde, måske pakhuse eller forladte bygninger. Hvor folk kan føle sig tilpas og frie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu