Læsetid 6 min.

Den familie, den familie

Hvorfor er det, at litteraturen og virkeligheden gang på gang kredser om det, vi ikke vil, men som vi hver gang havner i - familien?
1. februar 2013

Familien har alle dage været det, vi ikke ville, men som vi alligevel fik. Og de, der så ikke fik en, må nøjes med at skrive om den. Muligvis en, de har hørt om i køen i supermarkedet. Eller mødt ganske kortvarigt foran banken, hvor folket i disse dage er samlet for at se, hvem der ler højest. Ingen tvivl om, at det er inde fra kontorerne, at latterbrølet tager til, så det kan minde om en tsunami.

Her kommer vandet ind i billedet.

Det er nemlig det, der kommer fra øjnene i øjeblikket.

Der er mere end nok af familier. Alligevel vil alle have en bid af den forlorne (moder)kage, der for længst har overskredet sidste salgsdato.

Suzanne Brøgger skriver i sin nye bog, Til T, om en dysfunktionel familie, der tror, det hele handler om lykke; men alt bliver i stedet en løkke, da familien langt om længe tager en tur i skoven for at drikke den te, ingen har husket at medbringe – eller indkøbe. Desuden har de heller ingen kopper. Familien skal i Brøggers kontekst genopfinde sig selv i et andet billede for overhovedet at fremstå som en familiær konstruktion. Derfor leger de, at de er familie. Så skulle man tro, at det gik bedre, men en tur i honningfælden i Peter Plys-forklædning klæder ikke en mor, en far og et par unger, der i bund og grund ikke ønsker andet end at skille sig selv ud, så de på den måde adskiller sig – og på ingen måde klistrer sig sammen i bunken af andre familier, der allerede dingler i løkken og lokker med en lykkelig udgang på det, der trods alt stadig er familiens kernefunktion: avl.

Vi snitter familien til, som familien snitter os i stumper og stykker.

På den måde lærer vi at overleve med sår, der aldrig heler.

Virkeligheden er bedst på film

Vita Andersen har for længst opgivet familien, men længes dog efter den som en god drøm eller en gammel elsker, der dufter af mørbanket marcipan. Med sin seneste roman Sig det ikke til nogen fra sidste år skriver hun en tekst formet som en krop om de to kvinder, der bor og lever (og overlever) i hver deres københavnerlejlighed, hvor de i korte glimt kan se hinanden som de ulykkelige omstændigheder, de hver især er havnet i.

Claire demonterer virkeligheden og fastholder i stedet at affotografere den. Virkeligheden har altid virket bedre på film. Det samme har familien, kan man sige. Med kameraet som en linse ser hun alt det, hun ikke skal se. Hendes teenagedatter har forelsket sig hovedkulds i noget, hun ikke skal elske. Og Claires kæreste, Adam, er holdt op med at elske, han er i stedet – som enhver god familiefar – gået i gang med at forelske sig i sig selv. Alt er kort sagt såre godt.

Volden i vinduet overfor ser Claire en aften med sit kamera, da Laura overfaldes af Simon, fordi de lever som hund og kat i et forhold, der har parret dem og som (par)forbehold, hvor hænderne må banke kærligheden på plads, hvis den skal fastholdes i noget af det, vi kalder billedet af familien. Man vænner sig til det.

Enhver familie med respekt for sig selv har hænderne skruet godt på, siger man.

Og bang, bang, forlyder det så.

Nå, hvad er det?

Det er familieomstændighederne. Skru op for muzakken.

Ønskebørn hænger ikke på æbletræerne

Synnøve Søe debuterede i 1989 med romanen Fars om en et barn, der siger farvel til den familie, der for længst har afskrevet barnet som andet end et uheld. Det er alle børn vel. Mere eller mindre selvforskyldte uheld. For ønskebørn hænger i disse tider ikke på æbletræerne som andet end små påklædningsdukker, man kan hive frem fra vinkælderen, når familien – med Brøggers ord – skal en tur i skoven – eller med Synnøves ord – skal et smut på Tvind. Hver sin lyst, hver sin tilbøjelighed.

Synnøve Søe skriver om en familie, der ikke kan se andre måder at være familie på end som fastholdelse i et gammelt billede, der for længst er gulnet og ædt af de fleste bakterier i kanterne, men stadig er det billede, det motiv, vi går efter, når formen skal have indhold, og familien skal iklædes krop, hud og blod.

Det er et blodigt mønster at optegne familiens livsvilkår på den måde. Med ord. Og mere eller mindre ædruelige sandheder.

Det er et prisværdigt mælkebøtteprojekt, hvor kun det, der ikke kan slås ihjel, overlever. På den facon har familien så overlevet – og overleveret – sig selv gennem alle tider som en forædt drøm om lykke, løkke, lykke.

Fælles for alle tre bøger – og forfatterskaber – er, at de omskaber familien, trækker den, så knoglegardinerne braser sammen til en stor pærevælling, hvor det, der går under betegnelsen væltet lokum, giver ny mening. Det er kort sagt familien, der bobler i gryden over den sagte, uslukkelige ild.

Og hvorfor er det så, at litteraturen og virkeligheden gang på gang kredser om det, vi ikke vil, men som vi hver gang havner i? Med samlede ben. Og lænkede fødder. Man kan sige, at det er godt stof, der (af)sælger sig selv, fordi alle har hørt om fænomenet og i det mindste kender en, der kender en, der kender en, der har noget, der minder om en familie. Man skriver sig så at sige hen mod en refleksion af noget genkendeligt, hvor man hækler sig en grimasse, der kan afpasses efter situationerne, der er tilknyttet det familiære kassettebånd. I mellemtiden er der sket den skade – eller lykke – at tonerne har sat sig fast og har udviklet en utilregnelig båndsalat, kun de gravide kvinder vil spise; men da skal den tilsættes vanilje og et månedsblad, der forkynder, at kvinder uden børn er som mænd uden kvinder, og børn uden forældre er som ulykkelige stakler, der for altid vil blafre rundt i en kortluntet nylonvind og kun har en fremtidsudsigt ved at gå Christiane F. efter i rødbederne.

Det sidste var nok min fejl. At jeg tog familien til mig som pålydende værdi. Og jeg var på vej på biblioteket med mine indkøbsnet, da jeg af uransagelige årsager i stedet gik ind i elevatoren en dag i Amager Centret, som jeg efterfølgende altid forvekslede med indkøbscentrene omkring Bahnhof Zoo dengang i Vestberlin, hvor familier var noget, man helst så holdt på behørig afstand af byerne, da de smittede. Jeg havde der misforstået familiernes runeretorik om melonfarvede hættebluser, overfyldte kummefrysere og børn i hoppetrampolin i baghaver, hvor forældrene plantede træer, så de havde steder at hænge sig selv og andre i det, der gik under betegnelsen lykke, løkke, lykke. Man vænnede sig til lugten i bageriet – eller i familien – og tænkte, at død og kattepine nok bare var en af hverdagens små forhindringsløb, der med (sam)tiden bare blev en dårlig vane. Man holdt derfor op med at trække vejret. Derefter gik det bedre.

Familier smitter

Værdien af familien som familie kan nok i dag ligge på et meget lille sted, hvor hverken sol eller udestue ligefrem står og hopper i konteksten og strukturen. Men sygdommen har spredt sig som en slags mellemørebetændelse. Landet, der før i tiden kunne huse alt det, ingen i byen vil røre med en ildtang, er affolket, og der bor efterhånden kun folk, der skriver om familierne set på afstand, da de – altså familierne – nu har bosat sig i de gamle huse, der har slået bz-bevægelsen til jorden, for med gedigne termoruder at se fremtiden i møde. Som familie. Den fremtid er der så ingen, der kan se.

Ingmar Bergman må rotere i sin grav. Det er tilsyneladende kunstens rolle at skrive familiens bagsidemedaljer frem, så alle dem der lever i en, kan læse om dem selv i romaner, som de på ingen måde finder romantiske. Det er romaner sjældent. Det er nemlig – trods alt – et billede af en tid, hvor feberen er blevet den tilstand, vi kalder normal. Det er dem, der vælger familien fra, der er de syge. Men det er nok en helt anden historie, som vi må bede virkeligheden om at beskrive for os.

Jeg har ikke tid. Jeg skal i Amager Centret og køre med elevator.

 

Tomas Lagermand Lundme (født 1973) er forfatter, dramatiker, billedkunstner, debattør og skribent. Uddannet fra henholdsvis Det Kongelige Danske Kunstakademi og Forfatterskolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu