Læsetid: 3 min.

Forlagskomsammen II

Der var ingen skandaler af relevans at snakke om ved dette års reception på Gyldendal
9. januar 2013

Kl. 15.59, det indre København i går: Krydset ved Pilestræde og Klareboderne lå stille hen. Kun en let vind hvislede gennem ørerne på de få forbipasserende bynomader og blandede sig med dieseltomgangen fra en taxa, der holdt i gaden mellem BoBi Bar og porten ind til Gyldendals gård. Bortset fra formanden for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og journalisten Leif Blædel i dybsindig samtale samt nogle forlagsfolk og tjenerinder var gården aldeles halvtom, selv om den årlige reception var berammet til at starte om et minut.

Det var ikke til at forklare, hvor folk kom myldrende fra i de følgende syv-otte minutter. For at masse-time ankomsten så skræmmende præcist må alle disse forfattere have kredset om Gyldendal som sultne gribbe fra Købmagergade til Kongens Have eller varmet op og skyllet nerverne ned i kvarterets beværtninger.
Udtrykket "væltede ind" er ikke dækkende, og ti minutter over fire var der under en halv kvadratmeter at betræde pr. mand under teltene, hvor pindemadderne og hvidvinen ventede. Dér havde vi forfatteren Knud Sørensen, dér Rolf Bagger med en blå mulepose fra Det Berlingske Officin. Dér stod pludselig Pia Tafdrup i sort, og der havde vi encyklopædi-redaktør Jørn Lund med sit karakteristiske, veltrimmede skæg. Jeg kunne blive ved. Suzanne Brøgger, F.P. Jac, Niels Barfoed, Jens Christian Grøndahl, Ib Michael og de andre var der også. Sild i en tønde.

Der var en del glade gengangere fra forrige uges reception på Borgens Forlag i Valby. Hvor dén var præget af Hvedekorn, pressefolder, grønt græs og pædagogiske navneskilte (Klaus Rifbjerg, forfatter), var der er en mere fortættet og rødvinsdampende atmosfære i luften i Gyldendal-gården.

Skandalefrit

I går var der ikke noget fælles, bærende tema for receptionssamtalerne. Tidligere års receptioner har ellers været lykkeligt beriget af opsigtsvækkende, dugfriske, sladderværdige skandaler. En god årgang var f.eks. 1999, da daværende chefredaktør Claes Kastholm-Hansen en snes dage forinden i en alkoholrus havde forrettet sin nødtørft i Poul Høst Madsens tastatur på Ekstra Bladet. Eller årgang 1994, da den unge Christian Bundegaard få dage før receptionen havde sagt op som forlagsredaktør på Gyldendal.

Heller ikke den nuværende forlagsredaktør Johannes Riis' årlige tale kunne man rigtig tage udgangspunkt i. Den handlede blandt andet om "e-bogsfantomet", det elektroniske bogformat, der aldrig rigtig er slået igennem, men som Gyldendal hurtigt var med på. Riis' budskab var, at bogen har det godt.

I stedet var vi nogle, der måtte tage til takke med brudstykker af andres samtaler. To mænd i 50'erne, formentlig med venstrefløjs-interesser, befandt sig midt i en ophidset samtale: »...De tænker med røven! De vil have magt, så enkelt er det,« sagde den ene og så vred og indigneret ud.

Et andet sted greb en kvinde med Lecia Jønsson-krøller ud efter en ung mand med et diskret sølvfarvet ur af mærket Tissot. »Hej, kommer du ikke ude fra 'danske'? Nå? OK.«

Og hvad pokker var det? En solbebrillet, langhåret mand med beatnik-bakkenbarter stod i korte bukser og drak af en fadøl. Iført en opsigtsvækkende orange/sort kortærmet skjorte, der gengav en kampklar, skrigende Bruce Lee, lignede han en til lejligheden indfløjet, engelsk eks-rockstjerne; men hans kridhvide nordvest-ankler over sokkerne gav ham væk: Det var forfatteren Jan Sonnergaard, som lignede en palmesøndag på Hawaii.

En blond kvinde i begyndelsen af 40*rne stod tilfældigvis henne under madteltet, lige hvor Henrik Nordbrandt skulle passere forbi med sit gule silkeslips.

»Hej!« sagde hun.
»Hej,« svarede Nordbrandt.
»Du kan ikke kende mig,« sagde hun.
»Jo!« sagde Nordbrandt.
»Nej. Så skulle du have sagt 'hej' på en anden måde,« svarede hun.

Nordbrandt undskyldte med, at der var så mange mennesker, og gik videre op i baren, hvor hans spurgte, hvad nogle særlige små tærter indeholdt. Flere kvinder henvendte sig til ham.

Ellers ikke noget at berette. Dagens mest velklædte mand må være Jørgen Gustava Brandt, der med sin hvide sixpence, kvaster på skoene, jakkesæt, skjorte med små tern og et hvidt tørklæde stikkende op ad lommen lignede en engelsk dandy, der befandt sig bedst i en åben veteranbil.

I øvrigt kan De med held læse et interview med ham i morgen i Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu