Interview
Læsetid: 6 min.

’Jeg havde ikke forventet, at folk vil kunne lide den’

Selv om den er optaget blandt drivtømmer og insekter i Mississippis sumpområder, bliver Benh Zeitlins debutfilm, ’Hushpuppy’, udråbt til Oscar-favorit. Instruktøren og filmens otteårige stjerne ser tilbage på tilblivelsen
Autentisk. Jeg elsker at bruge lokale som skuespillere. Man lærer meget, når man bruger folk, der rent faktisk kommer fra det sted, man optager, siger instruktør Benh Zeitlin.

Autentisk. Jeg elsker at bruge lokale som skuespillere. Man lærer meget, når man bruger folk, der rent faktisk kommer fra det sted, man optager, siger instruktør Benh Zeitlin.

Claude Medale

Kultur
3. januar 2013

Det er dagen efter premieren på Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy på dansk) ved filmfestivalen i Cannes, der sluttede med stående klapsalver. Den otteårige skolepige Quvenzhane ’Nazie’ Wallis fra New Orleans tager hele cirkusset i stiv arm. Det ene øjeblik sidder hun rolig og uforstyrret, det næste tripper hun rundt om sine tålmodige forældre.

»Hun er virkelig en gammel sjæl i en lille krop, og det har hun altid været,« siger filmens instruktør, den 29-årige debutant Benh Zeitlin.

»Det er sjovt, fordi hun synes virkelig at fatte ’det’. Hun ved, hvad hun gør, hun ved, hvordan man er en lille stjerne. Men samtidig påvirker det hende ikke.«

’Det’, som Wallis fatter, er Zeitlins debutfilm, Hushpuppy, der for første gang blev vist på Sundance-festivalen i januar og siden har taget verden med storm.

Zeitlins film er frit inspireret af begivenheder, der fulgte efter orkanen Katrina og er en fortælling om at blive voksen i et bizart, primitivt sumpområde, der er oversvømmet af regn.

I centrum af historien står Hushpuppy (Wallis) og hendes far Wink (Dwight Henry), to lokale beboere, som Zeitlins produktionshold har forvandlet til snuskede rebeller med strittende hår, der må kæmpe for deres hjemby og modstå hovedlandets forsøg på at assimilere dem.

Ser man Henry og Wallis i deres almindelige hverdagsliv, er de uigenkendelige. Henry, 49, er en raffineret, velklædt og yderst karismatisk manager for den succesrige café Buttermilk Drop Café and Bakery i New Orleans. Wallis har tidligere kun haft erfaringer med skuespil, når hun har leget og imiteret sangerinden og skuespilleren Selina Gomez eller rapperen Nicki Minaj med sine venner.

Fantastisk kemi

På det store lærred har Wallis og Henry en fantastisk kemi i historien om Wink, der lider af en dødelig sygdom og forsøger at lære sin datter om verdens indretning.

Det er en verden af rust og søm, sump og drivtømmer, vilde dyr og insekter, et anarkistisk paradis.

»Den første scene, vi optog, var den sværeste scene for mig«, brummer Henry, »vi optog den i Mississippi-floden …«

»Det var ikke en pool,« afbryder Wallis kvikt.

» … i 40-50 grader varmt vand, hele dagen. Fordi Benh ønskede, at alt var så realistisk, som det overhovedet kunne blive, også med de dyr vi havde. Svinene, hønsene …«

»En hest,« indskyder Wallis.

» …fuglene, hunden.«

»Alt var virkeligt,« insisterer Wallis.

Dwight Henry fortsætter:

»Dyrene var ikke trænede, da vi startede, og de blev kun trænet til at gøre, hvad vi havde brug for. Så alt, hvad du ser, er virkeligt. Benh kunne have taget til Californien, til New York, måske, for at få fat på en skuespiller til at spille min rolle. Men han ville have nogen, der i deres eget liv faktisk har gennemgået, hvad vi gennemgår i filmen med orkaner og den slags. Jeg er fra New Orleans, og det her er noget, vi oplever hvert eneste år. Vi er nødt til at kalkulere med muligheden af en orkan – og evakuering af familien. Så der opstår en vis virkelighedsfølelse i filmen, når man har nogen med, der rent faktisk har oplevet det. Jeg blev fanget i orkanen Katrina. Jeg var i …«

»Vand op til halsen!« indskyder Wallis.

»Fordi jeg havde to forretninger«, fortsætter Henry. »Og når den slags ting sker, kommer der vandaler og plyndrer ens forretning. Men jeg nægtede at lade det ske. Så da Katrina kom, blev jeg dernede, og jeg måtte selv redde mit eget liv – og stod i vand op til halsen. Det var den virkelighed, som jeg kunne tilføre filmen. I modsætning til Hollywoodskuespillere, der aldrig har været igennem den slags.«

Netop den type realisme gør ifølge Zeitlin filmen »ydmyg over for de elementer, der bliver brugt«. Han fortæller, at manuskriptet blev gennemskrevet adskillige gange omkring Wallis og Henry, at produktionsdesignet var »organisk«, og at man på settet stort set ikke anvendte rekvisitter, der ikke allerede var der i forvejen.

»Hvis man vil fortælle en stor historie, skriver man en stor historie,« fortsætter han. »Men så tillader man de elementer, der definerer og taler til den historie, at ændre sig, og så forandrer man historien. Man begynder ikke med et helligt manuskript og en perfekt plan.«

Rutsjebanetur

Efter fire måneder er Zeitlin, der er en af hovedattraktionerne ved filmfestivalen i San Sebastian, stadig lamslået over den succes, som hans uortodokse film har opnået.

Han er født i New York, studerede film ved Wesleyan University i Connecticut og bor nu i Louisiana.

»Jeg forventede virkelig ikke, at folk ville kunne lide den. Jeg havde hørt, at hvis man er Sundance-vinder, så har man dårlige odds ved Cannes. Så da screeningen sluttede, var det totalt chokerende. Det var et øjeblik, hvor jeg tænkte: Wow.«

Nu lokker Oscar-kapløbet naturligvis, og på trods af et sammenstød med Screen Actors Guild (amerikansk skuespillerfagforening, red.) – der mener, at filmens skuespillerbesætning, der på tidspunktet for optagelserne ikke var fagforeningsmedlemmer, ikke kan modtage priserne – ser Zeitlins film ud til at redde sig et par nomineringer.

»Det er en stor rutsjebanetur,« siger Zeitlin. »Det har været totalt surealistisk i lang tid.«

Især fordi Hushpuppy oprindeligt blev tænkt som en film langt uden for systemet.

»Jeg har elsket film, siden jeg var en lille knægt«, siger han, »men jeg har aldrig ønsket at være en del af industrien. Det virkede altid skrækindjagende på mig, hvordan film rent faktisk bliver lavet.«

Vendepunktet kom, da Zeitlin i forbindelse med sit arbejde som filmfremviser fik en åbenbaring. Det skete, da han så fire film, der skilte sig ud fra mængden. Det var Terrence Malicks Badlands, fulgt af Werner Herzogs Aguirre Guds vrede, Jim Jarmusch’ Down By Law og Emir Kusturicas Underground.

»At se mennesker, der tog ud i junglen for at lave en film. Eller ud på stepperne i Badlands. Det var den slags ting, som jeg var interesseret i at bruge min tid på. At opholde sig på både, at tage til afsides liggende steder og fortælle historier om dem. Først da begyndte jeg at tænke på, at det her var noget, som jeg rent faktisk havde lyst til.«

Selv om det til tider kan se sådan ud, afviser Zeitlin, at optagelserne på noget tidspunkt var farlige.

»Men måske er det relativt sagt«, smiler han, »for den kortfilm, jeg lavede inden Hushpuppy, var utrolig farlig. Den handler om en gruppe mennesker i New Orleans efter orkanen. De bygger en båd af affald for at redde en række mennesker, der var ved at drukne, men stadig er i live under vandet. Vi benyttede den samme tilgang – lev historien! – så vi byggede en båd af affald, uden i forvejen at vide hvordan man gør det, og så sejlede vi med 15 skuespillere ud i Golfen. Den faldt bogstavelig talt fra hinanden, mens vi var til havs. Praktikanterne strandede 32 kilometer fra kysten på et stykke flydende metal. Det var et regulært Herzog-eventyr! Men Hushpuppy var det i mindre grad. Vi blev en smule bedre til at simulere fare.«

Den store kontrast mellem de rå optagelser og prisoverrækkelsernes glamour kort tid efter er ikke gået hen over hovedet på ham.

»Jeg tror virkelig på, at der findes en metode til at lave film, der er populistisk på en anden måde. På samme måde som Nirvana nedbarberede Hair Metal og forvandlede det til noget populært, uden glimmer og glamour. Det var det, vi ville – finde en måde at rive det hele ned på og destillere det vi elsker ved episke film i en helt anden kontekst.«

Zeitlins produktionsselskab, Court 13, har i øjeblikket travlt med at udvikle et projekt, der med samme system, holdbesætning og skuespillere skal optages i Louisiana. »Det handler om at blive ældre,« siger han.

– Hvorfor i Lousiana?

»Jeg elsker simpelthen at bruge lokale borgere som skuespillere,« forklarer han. »Man lærer meget, når man bruger folk, der rent faktisk kommer fra det sted, man optager. Og det giver filmen en helt anden tekstur. Det sydlige Louisiana er et utroligt talentfuldt område med meget livlige mennesker, som hvis de var født i New York eller Los Angeles ville have fået en talentspejder til at sige: ’Du burde være skuespiller’, men fordi de befinder sig i det sydlige Lousiana, hvor der ikke er nogen filmindustri, hænger de bare ud. Så for os er der tale om en uendelig kilde til historier og talenter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her