Nyhed
Læsetid: 4 min.

Frankrig vil have sin ’unikt depraverede’ litteratur hjem

Originalmanuskriptet til markis de Sades ’120 dage i Sodoma’ – et orgie i perversioner og seksuel tortur – er en national skat og en umistelig del af fransk kulturarv, erklærer magtfuld fransk bibliotekschef
Kultur
1. februar 2013

Tegning fra en af Marquis de Sades mere ’stilfærdige’ tekster, ’La Nouvelle Justine’, der handler om en ung kvinde, der i sit forsøg på at holde sig på dydens smalle sti ender med at blive trukket stadigt længere ned i synden.

En gammel strid om verdenslitteraturens måske mest modbydelige tekst tager nu en ny drejning. I 25 år har schweiziske og franske retsmyndigheder været uenige om, hvem der er den retmæssige ejer af originalmanuskriptet til 120 dage i Sodoma. Nu er den franske stat i skikkelse af den magtfulde overbibliotekar for Bibliothèque Nationale, Bruno Racine, gået ind i sagen – et skridt, som tekstens forfatter, den franske adelsmand Donatien Alphonse François de Sade utvivlsomt ville have frydet sig over.

Racine forlanger originalen indlemmet i bibliotekets samling. Han erklærer, at der er tale om »en national skat«, der er en naturlig del af Frankrigs kulturarv. Racine tilbyder fem millioner euro for erhvervelsen.

Manuskriptet befinder sig aktuelt i Schweiz i millionærfamilien Normands private besiddelse. Ifølge de franske retsmyndigheder har Normanderne erhvervet sig det uretmæssigt, men denne påstand blev i 1998 afvist af en schweizisk domstol.

Komplet katalog over perversioner

Markis de Sade, var aldrig selv i tvivl om, at hans dystre talent her havde nået et gnistrende kulminationspunkt. Han betegnede således Les 120 journées de Sodome som »den mest beskidte historie, der nogensinde er fortalt siden verdens begyndelse«.

120 dage i Sodoma er fortællingen om fire velhavende »libertinere«, som isolerer sig på en middelalderborg i Schwarzwald sammen med 46 udvalgte ofre, der blandt andet tæller otte drenge og otte piger i alderen 12 til 15.

I omhyggelige detaljer udmales ikke færre end 600 scener, der er tæt på at danne et komplet katalog over perversioner: pædofili, nekrofili, incest, tortur, voldtægt, mord, barnemord og sex med dyr, seksuel profanering af religiøse symboler samt naturligvis voldelige anale og orale seksualpraksisser foruden brugen af urinering og defækering som ydmygelses- og afstraffelsesmetoder.

Fortællingen er i lange stræk uudholdelig at læse og er ifølge den amerikanske feminist Andrea Dworkin intet andet end »ækle fantasier skrevet af en kvindehadende pornograf«.

Selv i dag er bogen forbudt i flere lande. Så sent som sidste år forsøgte Sydkorea at tilintetgøre alle eksemplarer i landet under henvisning til værkets »ekstreme obskønitet«.

Sades fortælling har dog også en bemærkelsesværdig virkningshistorie blandt finkulturelle fans. Til disse hører Simone de Beauvoir, der i sit essay Må vi brænde Sade? lovpriste 120 dage i Sodoma som et vigtigt bidrag til forståelse af de mørke sider af menneskets driftsnatur, mens ’begærets filosof’ Georges Bataille mente, at bogen var genial og beundrede Sade for dennes konsekvente nihilisme og misantropi. I 1975 henlagde instruktøren Pier Paolo Pasolini en omdiskuteret filmatisering af historien til Italien i de sidste krampetrækninger af Mussolinis fascistregime. Filmen vakte enorm forargelse på grund af sin eksplicitte karakter og er ligeledes forbudt i mange lande.

Tårer af blod

Sade skriver værket i 1785 på 37 dage. Det foregår i hemmelighed med mikoskopisk skrift på bittesmå stykker papir. Han har på dette tidspunktet siddet fængslet i otte år for seksuelle overgreb på adskillige unge piger. Manuskriptet ruller han sammen og gemmer i en sprække mellem nogle mursten i sin celle.

I 1789 udbryder der revolution. Fra cellevinduet tilskynder de Sade menneskemængden til at sætte ild til Bastillen, hvilket det også ender med. Men forinden er en splitternøgen de Sade blevet overført til sindssygeanstalten Charenton. Han efterlader sig alle sine ejendele i Bastillen, og da han hører, at den er brændt ned, er han overbevist om, at hans dyrebare manuskript er gået op i røg. Frem til sin død i 1814 sørger han – »jeg græder tårer af blod« – over tabet af sit mesterværk.

Lidet aner han, at en borger ved navn Arnoux de Saint-Maximin under stormen på Bastillen har bjærget manuskriptrullen og solgt den til markisen af Villeneuve-Trans, i hvis families besiddelse det forbliver i tre generationer.

I 1900 lykkes det for en vis Iwan Bloch, tysk psykiater og en af sexologiens tidlige pionerskikkelser, at få fingre i manuskriptet. Han udgiver det i 1904 under pseudonymet Eugen Dühren, men i en version, der skæmmes af talrige fejl.

I 1929 beder endnu en fransk adelsmand, vicomte Charles de Noailles, sin ven, forfatteren og forlæggeren Maurice Hein, om at købe skriftrullen. Den samvittighedsfulde Hein står i spidsen for en eksemplarisk udgivelse, der udkommer i subskription mellem 1931 og 1935 for medlemmer af et selskab af »bogelskere«. Hensigten med manøvren er at udgive bogen uden om censuren. Denne udgave er i dag standard-referenceværket.

Nathalie de Noailles, ægteparrets datter, arver manuskriptet ved sine forældres død, og i 1982 låner hun det ud til forlæggeren Jean Grouet, som ønsker at studere det nærmere. Da han leverer etuiet med skriftrullen tilbage, viser den sig at være tom. Grouet har solgt rullen til den schweiziske mangemillionær, Gérard Normand, ejer af et supermarkedsimperium og en excentrisk samler.

Gérard Normand døde i 2004. Hans arvinger er ikke lige så betagede af manuskriptet som han og har på et tidspunkt ytret ønske om at sælge det til højestbydende. Nu forhandler overbibliotekar Racine både med Nathalie de Noailles’ søn og med Normand-familien om en overtagelse, der holder begge parter økonomiske skadesløse.Racines ambition er næste år at udstille den dimunitive skriftrulle med verdens mest modbydelige stykke litteratur ved 200-året for Sades død år sammen med bibliotekets øvrige samling af Sade-effekter.

»Det er et unikt depraveret, ekstremt grusomt og radikalt værk,« siger Racine til New York Times.

»Men min opgave er ikke at bedømme det moralsk. Det er en del af Frankrigs kulturarv, og uanset, hvad vi synes om det, så hører det til på Bibliothèque Nationale.«

På dansk findes et uddrag af markisens skriftrulle i bogen Marquis de Sade: ’120 dage i Sodoma’, oversat af René Rasmussen og Morten Kielland og med illustrationer af Frans Kannik

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her