Læsetid: 4 min.

’Franske filmstjerner er grotesk overbetalte’

Postyret om Gérard Depardieus skattely har i Frankrig vakt en bredere debat om en statssubsidieret filmbranche, hvor grådige skuespillere slipper af sted med at producere det ene publikumsflop efter det andet
4. januar 2013

2012 blev et skidt år for fransk film, der sluttede med udbredt forbitrelse over den ’svigtende nationalfølelse’ hos det nationale filmikon, Gérard Depardieu. Den trivelige skuespiller har som bekendt valgt at slutte sig til strømmen af nyeksilerede rigfolk i belgisk skattely (og i hans tilfælde endda nu med russisk pas), angiveligt fordi han ’ikke længere følte sig hjemme’ i et land, hvis socialistregering vil beskatte indtægter over den først tjente million euro med 75 procent.

Værre var det imidlertid, at årets franske film var så irrelevante. For få gad se dem. Næsten ingen havde lyst til at diskutere dem.

Kombinationen af løntunge franske stjerner og tvivlsomme film tegner tilsammen konturerne af en veritabel skandale. Sådan lyder i det mindste analysen hos en branchekender som filmproducenten Vincent Maraval. Næsten alle film blev publikumsflop. Alle 220 film, på nær en enkelt, tabte millionvis af euro. Selv ikke dem, der var kalkuleret til at blive kassesucceser, herunder melodramaer og folkekomedier som Les Seigneurs, Pamela Rose, Le Marsupilami (’Spirillen’), La vérité si je mens 3 kunne spille sig selv hjem. End ikke den eneste Astérix-film var i nærheden af break-even, konstaterer en indigneret Maraval i Le Monde. (Succesfilmen De Urørlige havde fransk premiere allerede i 2011).

Miseren er desto mere grel, fordi fransk filmproduktion i så vidt omfang bygger på statssubvention. Det handler alt sammen om national selvfølelse og kulturel selvforståelse: Frankrig må som kulturel supermagt kunne værne sig mod og danne modvægt til Hollywoods amerikaniserede bevidsthedsindustri.

Problemet er bare, at den førhen så stolte filmnation producerer for dyre og for dårlige film, mener Maraval. Med 5,4 millioner euro overgås deres produktionsomkostninger kun af de kommercielle amerikanske studiers, hvorimod gennemsnitsprisen for en amerikansk indie-film kan holdes nede på tre millioner euro.

Skandalen om fransk film har systemisk karakter. Multimillionæren Dépardieus fædrelandsflugt er kun toppen af isbjerget, vurderer Maraval.

»Der er intet nyt under solen. Alain Delon, Johnny Hallyday og mange andre har længe optrådt lige så grisk.«

Dyrere end Depardieu

Komikeren Dany Boon (kendt for folkekomedien Bienvenue chez les Ch’tis om det provinsielle liv i Normandiet), der bor i Los Angeles, opkræver eksempelvis meget større honorarer end Depardieu. 3,5 millioner euro var hans pris for at medvirke i filmen Le plan parfait – en sum, som end ikke biografindtægterne rakte til at betale. En million euro skulle han have for få minutters optræden i den seneste Astérix-film. Men skønt alle hans seneste film er floppet, tales der nu om, at Boon vil kræve 10 millioner euro for at påtage sig i hovedrollen i den kommende film, Hypercondriaque.

Franske filmstjerner er som oftest mondænt venstreorienterede. Social retfærdighed ligger dem på sinde. Men når det handler om krav til deres personlige gage, er de ublu til det ekstreme. Det kunne så være, hvad det være vil, hvis ikke det lige var fordi de opbygger deres personlige formuer på offentlige penge, pointerer Maraval.

Og den franske filmstøtte er bestemt meget gavmild. Den rundhåndede finansiering skal beskytte l’exception culturelle: Den skal være garant for, at Frankrigs kulturelle supermagtsstatus kan funkle internationalt.

Men hvad nu hvis den virkelige ’undtagelse’ er de franske filmskuespilleres lønninger? »Ud over de 20 bedst betalte amerikanske skuespillere og måske et par kinesere er ingen filmskuespillere i verden så vellønnede som de franske stjerner,« hævder Maraval.

Kulturministeriets og det franske filminstituts filmbudgetter er som et gigantisk tag-selv-bord. Når topnavne som Jean Reno, Vincent Cassel og Audrey Tautou stiller op i en fransk film, lader de sig ikke nøje med mindre end 500.000 euro. Stiller de samme op i en amerikansk film, der rigtig nok også når et langt større marked, kan mindre gøre det: Cassel var tilfreds med 226.000 euro for sin rolle i Black Swan, men tog 1,5 millioner euro for at medvirke i Mesrine. Den amerikanske film indspillede 226 millioner euro på verdensmarkedet, den franske film kun 22,6 millioner euro.

»10 gange mindre omsætning, fem gange større løn, dette er økonomien i den franske filmbranche,« klager Maraval.

Vises i tv til overpris

Filmstjerner i andre lande må skæve misundeligt til Frankrig. Benicio del Toro fik mindre for sin hovedrolle i Che end François-Xavier Demaison har hævet i honorar for hver eneste af de film, han har medvirket i. Marilou Berry tjener tre gange så meget som Joaquin Phoenix og Philippe Lioret det dobbelte af Steven Soderbergh og syv gange mere end James Gray og Darren Aronofsky.

Når franske film ikke kan tjene sig selv ind, må de franske skatteydere holde for. Det sker, når filmene vises i tv til overpris som public service. Men det franske filmfinansieringssystem tjener ikke offentligheden. Med så mange så ringe film tjener det kun en lille grisk klike.

»Hvordan kan en Daniel Auteil blive ved med at hæve honorarer på 1,5 millioner pr. film, når hans seneste fire alle var monumentale fiaskoer? Denne skandale er større end Gérard Depardieus skatteeksil, men ingen i filmmiljøet vil tale om den. På et tidspunkt, hvor præsident Hollande maner til samfundssind og beder velhavere og virksomhedsejere om at yde mere til de offentlige kasser, burde filmbranchen gå foran med et godt eksempel,« konkluderer Maraval.

»Lad os sætte et loft for lønningerne for franske filmskuespillere på 400.000 euro.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer