Læsetid: 7 min.

Frit spillerum for jødehad i Ungarn

Med en nationalkonservativ regering, der lefler for de samme vælgergrupper som den ekstreme højrefløj – Europas stærkeste og mest militante – har hele Ungarns politiske spektrum rykket sig markant mod højre
Demonstranter fra det højreekstreme Jobbik i det berygtede Avas-boligkvarter i byen Miskolc

Demonstranter fra det højreekstreme Jobbik i det berygtede Avas-boligkvarter i byen Miskolc

Bernadett Szabo

14. januar 2013

Med sit gråsorte jakkesæt med matchende slips og hvid skjorte er Márton Gyöngyösi som de fleste af sine kammerater i Jobbik en velklædt mand, og har et afslappet, nærmest skælmsk udtryk, da han afslutter et af sine indlæg i det ungarske parlament med disse ord: »Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over de borgere i dette land, der har jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko.«

Forslaget fremsættes ikke hvor som helst. Knap 200 meter bag ved Gyöngyösi og den smukke ungarske parlamentsbygning med dens mange spir og tårne, langs med Donau-flodens bred, stillede ungarske Pilekors-nazister i Anden Verdenskrigs slutfase i hundredvis af ungarske jøder op på række og dræbte dem derpå med nakkeskud. Et dusin mindeplader i messing skal erindre om disse ofre og om de over 400.000 ungarske jøder, som Ungarn under ledelse af admiral Horthy udleverede til Hitlertyskland og gaskamrene i Auschwitz.

Udvælgelsen af, hvem der skulle leve og dø, skete netop ud fra den type lister, som Gyöngyösi efterlyste den 26. november 2012. 70 år efter det tilintetgørende folkemord på seks millioner af Europas jøder er Jobbik ikke bare Europas største højreekstreme parti. Det er også et af de mest aggressive og militante.

Den paramilitære organisation ’Den Ungarske Garde’ blev grundlagt af Jobbiks partileder, Gábor Vona, i 2007 og spredte skræk og rædsel blandt de ungarske romaer i de byer og samfund, som de med jævne mellemrum insisterede på at marchere igennem, indtil garden blev forbudt i 2009. Og Jobbik har fortsat tætte bånd til flere af de militante ’borgergarder’, som bliver ved med at chikanere og angribe landets romaer efter gardens formelle opløsning.

Gyöngyösis retorik er ikke nogen undtagelse. EU-parlamentariker og præsidentkandidat for partiet i 2010 Krisztina Morvai har f.eks. kaldt israelske jøder for »beskidte lusebefængte mordere« og truet Ungarns jøder med, at »jeres tid er snart omme«. Og Jobbik vender sig ikke bare imod landets romaer og jøder, de angriber f.eks. også homoseksualitet, som de betegner som en perversitet, der bør kriminaliseres.

Der findes xenofobe partier i mange af Europas lande. Det, som gør situationen i Ungarn speciel – og farlig – er, at Viktor Orbáns nationalkonservative Fidesz-regering ikke ser ud til at ville tage truslen fra det yderste højre alvorligt. Det mener i al fald de 50 amerikanske kongresmedlemmer, som i juni 2012 i et åbent brev til Orbán udtrykte deres »dybe bekymring« over Jobbiks »antisemitiske og homofobe« anskuelser og tilskyndede Ungarns premierminister til at skride ind imod dem.

Og de amerikanske politikere står langtfra alene med deres kritik. Journalisten og eksperten i højreekstremisme Gábor Czene mener, at en af hovedårsagerne til Jobbiks fremgang er, at partiet har kunnet opbygge sin egen base uden nævneværdig modstand. I stedet for at tage afstand fra Jobbik, har Fidesz snarere været tilbøjelig til at bejle til de samme vælgergrupper.

’Vi ungarere ...’

»Ved at gennemføre dele af Jobbiks forslag og få dem til at fremstå som sine egne har Fidesz forestillet sig at kunne lukrere på højreekstremisternes fremdrift. Fidesz har måske nok vundet tilslutning på sin taktik, men samtidig har strategien været til stor skade for hele Ungarn, hvor hele det politiske spektrum er rykket langt til højre.«

Det kunne dog se ud til, at Gyöngyösis udspil, skønt han senere hævdede, at han var blevet misforstået, var den dråbe, som fik bægeret til at flyde over for mange. Selv de Fidesz-tro aviser fordømte ’jødelisterne’, og ugen efter forsamledes næsten 50.000 mennesker i en af de største antiracistiske demonstrationer i Ungarns historie. Og for en gangs skyld i det politisk så splittede land stod repræsentanter for såvel opposition som regeringspartiet Fidesz på samme talerstol med det samme budskab: Samarbejde med racister for at nå magten er udelukket. »Det var et brud med den hidtidige kurs, at Fidesz så tydeligt tog afstand fra Jobbik,« siger sociologen Mária Vásárhelyi, der samtidig understreger, at der lige så vel kan være tale om spil for galleriet. Orbán valgte ikke selv at deltage i demonstrationen, og da han omsider tog til orde, lagde han – ganske som Jobbik – vægt på at inddele landets medborgere i ungarere – og jøder. »Vi ungarere er fast besluttede på at forsvare vores jødiske landsmænd.«

»Han vidste præcis, hvad han sagde. Orbán siger aldrig noget uoverlagt,« konstaterer Vásárhelyi, som mener, at Orbán optrådte, præcis som han plejer: Ved at trække en klar skillelinje mellem jøder og ungarere forsøgte han at appellere både til den store gruppe – måske op imod hver tredje ungarer – som nærer antisemitiske holdninger, og de, som ikke gør det.

Højreekstremismen i Ungarn er ikke ligefrem et nyt fænomen. Fredsaftalen i Trianon fra 1920, hvor Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium, førte til stærke nationalistiske stemninger og senere til en tilnærmelse til Nazityskland. Ungarn var også blandt de første lande i Europa til at indføre en decideret antijødisk lovgivning: I kraft af den såkaldte numerus clausus-lov, som blev vedtaget i 1920, blev antallet af jødiske studerende begrænset. Lovgivningen mod jøder blev forstærket yderligere mellem 1938 og 1941, hvor ungarske jøder blandt andet blev frataget stemmeretten og fik forbud mod at have statslige embeder, samtidig med at seksuel omgang mellem jøder og ikkejøder blev forbudt – alt sammen med det erklærede mål at skabe ’en raceren ungarsk nation’. Ungarn havde kurs mod Auschwitz allerede længe inden Nazityskland besatte landet i foråret 1944.

Fremgang i krisetid

Efter Berlinmurens fald forsøgte ungarske højreekstremister at genoptage deres fordums rolle, men med partiets forældede ledelse, der ikke formåede at reagere adækvat på tidens politiske spørgsmål, fik de aldrig held til at vinde større vælgeropbakning. I Jobbik voksede der imidlertid en ny generation af højreekstremister frem. Flere af de personer, der tegnede partiet, herunder partilederen Vona, var udbrydere fra Fidesz, og de stod for både ungdommelig entusiasme og nye arbejdsmetoder.

»De opbyggede deres egne alternative medier, frem for alt på nettet, men også aviser og tidsskrifter. Det lykkedes dem også at få direkte kontakt med vælgerne ved at arrangere et stort antal offentlige debatmøder. Uanset hvad man mener om indholdet af deres propaganda, må man erkende, at de er dygtige til at udbrede den,« siger Gábor Czene.

Fra blot at få 2,2 pct. af stemmerne ved valget i 2006 ottedoblede Jobbik sin støtte til tæt på 17 procent ved valget i 2010. Jobbiks fremgang faldt sammen med en dyb økonomisk krise, men de dybereliggende sociale årsager til vælgerfremgangen skal snarere findes i omvæltningerne efter Murens Fald, mener forfatteren Lajos Parti Nagy.

»Hvad ingen af os forstod dengang, var, hvor mange samfundstabere de forcerede økonomiske reformer skabte. Hundredtusindvis af mennesker havnede i et fattigdommens ingenmandsland, hvor alt, hvad de til sidst havde tilbage, var følelsen af, at ’jeg er i det mindste ungarer’. Dermed blev de et let bytte for det ekstreme højres propaganda.«

For mange i de fattige samfund i landdistrikterne i det socialt og økonomisk klasseopdelte Ungarn repræsenterede f.eks. Den Ungarske Gardes uniformsklædte mænd den sikkerhed, som staten efter deres mening ikke var i stand til at give dem, snarere end en trussel imod demokratiet. »Paradoksalt nok blev det netop Garden, som gav Jobbik den afgørende fremgang. Det var det fattige Ungarn, som i første række stemte på partiet,« siger Parti Nagy.

Traditionernes teater

Jobbik har satset en stor del af sin parlamentariske indflydelse på at påvirke kulturpolitikken i en mere ’national’ retning. Partiet har bl.a. ført en hadefuld kampagne mod den kunstneriske leder for Nationalteateret, den internationalt anerkendte og ansete eksperimentelle skuespiller og instruktør Robert Alföldi. I demonstrationer har Jobbik-tilhængere krævet, at »bøssen«, »jøden« og »landsforræderen« Alföldi må fjernes fra sin post.

Og partiet har fået stor fremgang. »Fidesz har gennemført flere af Jobbiks tidligere krav, bl.a. er antisemitiske forfattere blevet en del af pensum i skoleundervisningen, og statuer af venstreorienterede historiske skikkelser er blevet revet ned, mens man har rejst nye af Horthy for bare at nævne nogle eksempler«, siger Czene.

Men Jobbik er langtfra tilfreds. Da jeg møder Elöd Novák, partiets næstformand, udstøder han et dybt suk: »Det er ikke engang lykkedes os at få afsat Robert Alföldi, hvilket ellers har været vores mest fundamentale og velmotiverede krav.«

Nováks utilfredshed er et sikkert tegn på, at Europas ekstreme højre ikke har tænkt sig at lade sig spise af med sporadiske kødben fra magthaverne, uanset hvor saftige de er. For et parti som Jobbik handler det snarere om at forandre samfundet fra bunden.

Fire dage efter vores samtale, den 17. december 2012, meddeler den ungarske regering, at man har besluttet sig for ikke at forlænge Robert Alföldis ansættelse som kunstnerisk leder af Nationalteateret. Som ny chef udpeges Attila Vidnyánszky, som bebuder, at han vil omstrukturere teatret fundamentalt. I stedet for eksperimentelt og grænseoverskridende teater skal repertoiret fremover afspejle en dyrkelse af »traditioner, hvor den ungarske sjæl og tanker om Ungarn skal føles nærværende«.

© Gellert Tamas og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Romaer udsættes konstant for vold og chikane

    16. januar 2013
    To ud af tre ungarere mener, at ’kriminalitet ligger i romaernes blod’ – reportage fra et land, hvis romabefolkning svigtes af myndighederne og udsættes for diskrimination og overgreb fra uniformerede ’borgerværn’
  • Ungarns kultur er under angreb

    15. januar 2013
    Den national-konservative ungarske regering er gået i krig mod kunsten, demokratiet og medierne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Hanne Ribens
  • Steen Sohn
  • Per Torbensen
  • Inger Sundsvald
  • Claus Oreskov
  • Signe Kaffe
  • Ferenc Kovacs
  • Erik Jensen
  • Steffen Nielsen
  • Niels Mosbak
  • Emma Broberg Jensen
  • Curt Sørensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Ole Schultz
  • Morten Lange
  • Jens Christoffersen
  • Jens Andersen
  • Peter Thormann
  • John Vedsegaard
  • Philip B. Johnsen
  • Martin Willumsen
  • Vibeke Svenningsen
  • Philip C Stone
  • Niels-Holger Nielsen
  • Christian Jakobsen
Søren Peter Langkjær Bojsen, Hanne Ribens, Steen Sohn, Per Torbensen, Inger Sundsvald, Claus Oreskov, Signe Kaffe, Ferenc Kovacs, Erik Jensen , Steffen Nielsen, Niels Mosbak, Emma Broberg Jensen, Curt Sørensen, Robert Ørsted-Jensen, Bo Stefan Nielsen, Ole Schultz, Morten Lange, Jens Christoffersen, Jens Andersen, Peter Thormann, John Vedsegaard, Philip B. Johnsen, Martin Willumsen, Vibeke Svenningsen, Philip C Stone, Niels-Holger Nielsen og Christian Jakobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Jørn Boye

Man kunne også anskue det som blot 44% af Tjekkerne stadig tror på liberalismens vidundere, på trods af deres mindre positive oplevelser med kommunismen.
Det burde give stof til eftertanke , at flertallet alligevel vender ryggen til markedets velsignelser, en bedømmelse af et folk der har prøvet begge styreformer??

Boye. En stribe kyrofæer fra den Østeuropæiske elite har fået øjnene op for, at der er noget galt i det privatkapitalistiske "demokrati", folket har simpelthen ikke indflydelse på deres egen situation, og disse kyrofæer har jo et sammenligningsgrundlag, nemlig den demokratiske proces i de tidligere kommunistiske regeringer. Og nu adressere befolkningerne altså også denne utilfredshed.

Klavs Havel forhenværende præsident i Tjekkiet
http://www.information.dk/449131

Slavo Zizek Filosof
http://www.information.dk/comment/657089#comment-657089

Vaclac Havel forhenværende præsident i Tjekkiet,
Arpad Goencz forhenværende præsident i Ungarn,
Adam Michnik redaktør for den polske avis
Gazeta Wyborcza, forfatter
Lutz Rathenow, forfatter
http://www.information.dk/comment/206662#comment-206662

Du skal se kommunismen dukker nok op igen som Eurokommunisme renset for krigskommunismens skævvridning.

Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@ Bill Atkins. ”kommunismen dukker nok op igen som Eurokommunisme renset for krigskommunismens skævvridning.” – jeg håber det. Alternativet er nazisme. Er alvorlig bange for at der fra ny af kun er to veje for Europa: Kommunisme eller nazisme!

Per Torbensen, Bill Atkins og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

Oreskov, så kan det kun gå en vej. Vi skal som bekendt lære af vores fejl, men hvad er der at lære af nazimens fejl ?

Flemming Andersen, Bill Atkins, Claus Oreskov
Hvad er der galt med det danske system ? Her hvor vi har kapitalisme, socialisme og kongehus, alt blandet pænt sammen. Og hvis systemerne ikke vil blande sig, så har vi de radikale der hylder mottoet:"Jeg stemte altid med den største flok, og de tanker andre tænkte var mig mere end nok " (fra Admiralens vise i Fregatten Pinafore).
Jeg ser slet ingen anledning til at vælge mellem Pest eller Kolera (kommunisme eller nazisme) - lad os dog forblive mentalt sunde uden hjernevask af Karl Marx eller A. Hitler, - vi har den danske grundlov, og den kan man ikke "dyrke" fanatisme på.

Boye, den er til dig fra mig:

Elefantens Vuggevise

Nu tændes der stjerner på himlens blå,
halvmånen løfter sin sabel.
Jeg våger at ikke de slemme mus
skal liste sig op i din snabel.
Sov sødt lille Jumbo, og visselul,
nu bliver skoven så dunkel.
Nu sover tante, den gamle struds,
og næsehornet, din onkel

Claus Oreskov

@Jørn Boye. Hvis ikke det er gået op for dig, så må jeg jo fortælle dig, at du lever i et udbytter system. Hvor de få som aldrig har kendt til arbejde, skummer fløden på de manges bekostning. Samtidig er du en del af en global arbejdsdeling, som reproduceres gennem udbytning og undertrykkelse, samt militær magtanvendelse og daglige snigmord. Til den globale arbejdsdeling hører: børnearbejde, slaveri, underbetaling, tvang, udsultning og udplyndring, samt tilsidesættelse af sikkerhed på arbejdspladsen, og lange arbejdsdage. Alt det er vi en del af, og jeg har svært ved at se at det skulle være ”mentalt sundt” som du skriver.
Kommunismens mål er ligelig fordeling af forbrugsgoderne, lige muligheder for alle, stop for det ene menneskes udbytning af det andet. At stræbe efter at skabe et samfund hvor alle har mulighed for, at "man yder efter evne og nyder efter behov". Hvad usundt er der ved det?

Per Torbensen, Niels Mosbak, Bill Atkins og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

Claus Oreskov
Der er bare den hage ved systemet, at det ikke kan lade sig gøre.
I de lande hvor man har forsøgt, har det udartet sig i diktatur, eller etparti systemer.
Giv mig bare et eksempel på stater, hvor kommunismen har skabt velstand ?
Som jeg skrev, her i Danmark har vi et system der ikke er fejlfrit, men dog i det store hele, kan køre.
Det er nok mere sundt en sociale eksperimenter.

Flemming Andersen

Jørn Boye

Det ville netop være udtryk for at dette var et usundt system, hvis vi lænede os tilbage og var tilfredse med vort system.
Vi har i mere end hundrede år forsømt at udbygge og forbedre dette system og derfor er vi endt med noget der blot kan køre i det store og hele.

Alt der er statisk i denne verden, vil blive passeret af andre. Det gælder personer , firmaer og lande og hvis det skal ske , så skal det være et valg taget med åbne øjne.
Vi ser at andre styreformer end vor, tilsyneladende er mere effektive for øjeblikket og bør analysere om det skyldes deres styrke eller vor svaghed.

Et indbygget paradoks i vort system er at ved enhver udfordring af systemet gøres denne op i penge og eneste svar er reducerede omkostninger, hvilket så betyder en reduktion af arbejdsstyrken.
Det betyder med andre ord så, at vi mener at have mindre brug for alles indsats til genopbygningen af samfundets styrke, når det er udsat for pres end ellers.
Dette paradoksproblem at store dele af arbejdsstyrken ikke benyttes til gavn i samfundsstrukturen når der er allermest brug for den, er naturligvis ikke holdbart og er en belastning demokratisk, fordi de økonomiske resultater bliver vægtet højere end alt andet i vor opbygning.
Så dette paradoks fører til det næste.
At vi tilsyneladende, når vi er presset økonomisk, vælger at udsætte hele samfundets opbygning for fare ved fascistisk indflydelse, i stedet for at stå sammen i en solidarisk indsats.
Dette problem må være erkendt nu og ikke noget der kan være en større fare, end noget andet socialt eksperiment.

Per Torbensen, Niels Mosbak og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Flemming Andersen
For det første er der endnu ingen af jer( du, Bill og Claus) der har svaret mig på, hvor kommunismen har skabt velstand, og heller ingen har svaret på hvor kommunismen har virket i et demokrati, uden diktatur eller etpartisystem ?
Hvis du er i økonomiske vanskeligheder, og låner penge af din bank eller en ven eller familie, så sker der det, vi kan kalde "en social begivenhed", du mister dit arbejde uden skyld, og din indtægt falder, så har du to muligheder, du kan ophøre med at betale på dit lån, hvilket betyder personlig fallit, eller du kan nedskære dine udgifter, selvom det gør ondt, - der vil de fleste nok vælge det sidste.
Det samme gælder for stater, deres finanslov er ikke andet end et almindeligt husholdningsregnskab, bare i større målestok, den sociale begivenhed er den internationale økonomiske krise, men efter din mening er det at betale sin gæld, noget man gør under facistisk indflydelse.
Hallo Hallo, kom tilbage til den virkelige verden, og glem alle dine forskruede teorier !!

Kommunismen skaber velstand i bunden af samfundet...

...det er muligt velstande ikke glimter men den mætter

Flemming Andersen

Jørn Boye

For det første???

Så skylder jeg dig ikke svar på noget som helst. Jeg skylder dig intet som helst. Og jeg skylder dig slet ikke svar på andres vegne.

Og hvis vi er på det plan, som du ønsker at føre os hen til, hvor en statsøkonomi skal sammenlignes med et husholdningsregnskab og vi skal se stor på det historien har lært os omkring resultaterne af social uligheds følgevirkninger, for at føre en diskussion videre med dig, så afstår jeg gerne.
Begge dele er mig imod, ikke så meget fordi det støder mit forhold til den virkelige verden, men mest af alt fordi det støder min forstand ikke at gøre brug af de redskaber der ligger lige for.
Du er selvfølgeligt fri til at fortsætte med at fortolke min indstilling i fri fantasi.

I samtlige de lande der opgav kommunismen omkring 1989 er gini-procenter (forskellen mellem rig og fattig) steget markant.

På grund af de høje huslejer og dyre biler er Moskva pludselig blevet en af verdens rigeste byer - og det samtidig med at produktionen er faldet i Rusland og olie og minedrift i højere grad bære økonomien. Altså der skabes mindre produktiv værdi i Rusland i dag, færre i gode job, men nogle steder samles de rige og rigdommen og de "guld-forblændede" klapper i deres begærlig hænder - det er forskellen på kommunisme og kapitalisme.

Per Torbensen, Niels Mosbak, Claus Oreskov og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Jørn Boye vil gerne vide hvor kommunismen har skabt velstand. Det har den de fleste steder hvor den er forsøgt gennemført, men desværre indenfor grænserne af en global kapitalistisk pengesystem. Det giver enorme begrænsninger. Omvendt vil jeg gerne vide hvor kapitalismen ikke har skabt ulighed!

Flemming Andersen, Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Jørn Boye

Jeg kan ud fra mine personlige erfaringer pege på Jugoslavien, som et af de lande hvor der var skabt velstand for "hin enkelte".
Jeg landede i Vukovarområdet i 1993, da de værste krigshandlinger var overstået, og kunne konstatere, at almindelige familier havde hus, bil, fjernsyn, samtidig med at de samme mennesker gennem fælles indsats havde (haft) sportsanlæg, med international standard. Der var endvidere tale om en generelt veluddannet befolkning, med et velfungerende hospitalsvæsen, og landet havde endog - hvilket var grunden til at Tyskland ønskede Jugoslavien opløst, verdens 5. største hær.
Dernæst kunne man frit rejse, og de der røg i spjældet for politiske forbrydelser var typer som fascisten Franjo Tudjman, som afsonede 8 år for at ophidse til etnisk had og kroatisk separatisme.
Havde han levet længe nok, skulle han have indtaget anklagebænken i Den Haag, for de krigsforbrydelser han havde foranstaltet.

Claus Oreskov, Flemming Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Claus Oreskov
Du har da helt ret, der er uligheder i alle samfund, men ved du ikke at uligheden er en af drivkræfterne i vor civilisation ?
Der var også uligheder i Sovjet, har du aldrig hørt om dengang da Stalin tog sin mor med til sin feriebolig ved Sortehavet, da hun havde været sammen med sin søn i en uge og set hans tjenestefolk , de militære vagter og hans kontorer, sagde hun:"Ja det er jo meget godt min dreng, men hvad vil du gøre, hvis de røde kommer til magten igen ?"

Per Torbensen

Boye.

Den vittighed stammer fra Bresjnev perioden og er måske også rammende fra den tid,ved det ikke-men historisk korrekt er et must.

Per Torbensen

En speciel tak til Oreskov for hans historie,snothvalpen fra Tårnby og omegn en gribende fortælling om os fra det nedre.

Kan genkende det meste blot ca.10 år senere.

Men forfanden Claus,sikke en barndom trods alt,vil ikke bytte for idag,med alle deres specialister og systemer trods alt-mænd af den rette støbning.

Per Torbensen

Med respekt Oreskov den rigtige titel: Snothvalp fra Tårnby kradser i minderne.

Den beretning er jo helt i ånden og skrevet som en Hans Kirk eller Scherfig.

Tak.

Niels Mosbak, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

UPS - Hans Kirk eller Scherfig, tak for den ros, men jeg er vidst ikke nogen forfatter. Grunden til at jeg kradsede disse erindringer ned, var en stigende frustration over at den verden jeg kendte som barn aldrig blev beskrevet. Altid er det middelklassen eller de kulturradikale, som sætter standarten for hvad som engang har hændt. Jeg følte det til sidst som om jeg og mine lige aldrig havde eksisteret. Derfor dette lille bidrag som er en uendelig dråbe i et stort hav – men nu er den der!
Og du har ret – med eller alle genvorteligheder, vi ville jo ikke have undværet vores proletar barndom.

Niels Mosbak, Per Torbensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Claud Oreskov
Jeg har ikke haft fornøjelsen af at læse dine erindringer,- hvor kan man læse dem ?
Nu tror du måske, at jeg er vokset op i et middelklassehjem,- der tager du fejl, min far var arbejdsmand i Svendborg, men min opdragelse har jeg mest fået af min mor, der var datter af en maskiningenør, men var død før min mor giftede sig, men hun havde studentereksamen og dirigerede hjemmet.
Vi havde eget hus, med en stor have, huset havde to lejligheder, så vi havde også lejefolk, de var nærmest en del af familien, og jeg tænkte aldrig på dem som fremmede, jeg har stadig kontakt med deres børn.
Nu har jeg måske haft en anden indgang til arbejderbevægelsen end dig, da man ikke kan bekæmpe den kapitalistiske samfundsorden, tænkte jeg: "If you can t bet them, join them", Jeg startede som smed og maskinarbejder, men det var et forbandet pukkel, så efter et år som svend, læste jeg til maskinmester, hvorefter jeg satte folk i arbejde, det kunne jeg bedre holde til.

Claus Oreskov

@Jørn Boye. Det var et link jeg smed ind på tråden tidligere i debatten (http://amagerfoto.dk/taarnby/Snothvalp.pdf). Nogle sympatiske mennesker har så læst det og kommenteret.
Det er jo ikke sådan at de borgerlige og kulturradikale: forfatter, journalister og skribenter ikke skrev om os proletarer. Det sker faktisk fra tid til anden – men altid filtreres vores erfaringsverden gennem, deres filter. Alt farligt, anderledes og uforstående filtreres fra. Vi bliver ukendelige, og skal bare bruges til, at bekræfte de herre og damers kulturradikales selvopfattelse, som politisk korrekte. Det samme er overgået diverse indvandrer grupper – de bliver ”forstået” ihjel. Ensretningen kvæler alt her til lands og der er kun en diskurs som er gangbar, nemlig den borgerlige!

Philip B. Johnsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Mosbak og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Claus Oreskov
Jeg har læst dine barndomserindringer, kompliment, jeg genkender en hel del, selvom jeg voksede op i Svendborg, og er et par år ældre (1944).
Det skal så siges, at jeg aldrig havde flyttet, før jeg flyttede hjemmefra.
Min mor skulle altid høre Axel Larsen i radioen, for han var en stor taler, og han kunne altid få folk til at le, med sin tørre satire.
Men mine forældre var socialdemokrater, min bedstefar, på fædrene side, var med til at starte socialdemokratiets Svendborgafdeling.
Men ellers var min barndom ikke langt fra den, som du har skildret, både med ulveunge og huler i skoven, "drengebander" der sloges mod hinanden,- det var Nyborgvej mod Gammelskårupvej.
Også i min skole var der spanskrør og lussinger, det stoppede for mit vedkommende da min far, på opfordring af min mor, stillede på inspektørens kontor og lovede inspektøren alle de bank der kunne ligge på ham, hvis lærerne, eller han selv, rørte mig igen (min far var umådelig stærk, da han var gammel og syg, kunne han løfte mig,80 kg, i en hånd i livremmen.
Der var da også ting som jeg først tænkte på senere,- min mor tog mig engang med til Marstal, vi skulle besøge "tante" Matilde, OK, vi besøgte tanten og hun stillede næsten mig op på en piedestal, og min mor sagde:"lad nu være, han er jo bare en almindelig dreng", senere fik jeg så at vide,ikke af min mor, at det var min mors gamle barnepige.

Philip B. Johnsen, Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Jørn Boye. ” Men ellers var min barndom ikke langt fra den, som du har skildret, både med ulveunge og huler i skoven, "drengebander" der sloges mod hinanden,- det var Nyborgvej mod Gammelskårupvej.”
Ja vi var knapt så beskyttede som børn i dag (overbeskyttet og forældreomklamring), men vi gjorde immervæk nogle erfaringer og livet havde kulør. Du har jo en spændende fortælling at fortælle bl.a. også om din bedstefars arrangement i arbejderbevægelsen. Det er vigtig dokumentation – du skulle overveje at skrive din og din families erindringer. Måske er der et blad eller avis i Svendborg, der vil trygge historien – ligesom jeg fandt frem til Tårnby Bladet?

Per Torbensen

Vi har været vidt omkring,men hvorfor skal det slutte lige nu,det er vel kun begyndelsen på noget nyt ,vi samtaler det er vejen frem.

Der har lige været Auschwitz mindehøjtidelghed i denne uge,her en god film.

Filmen er polsk og er ikke tekstet,men nogle gange siger billeder mere end ord.

Gå på You Tube og skriv blot :Kornblumenblau og vælg liste 1-7 polsk når det er godt.

Filmen er filmet i hovedlejren som primært er der hvor de polske fanger levede og døde samt polske jøder i begyndelsen af processen.

Robert Ørsted-Jensen

Der er tale om en serie på 10 afsnit hvoraf jeg indtil nu kun har set den første som hedder 'Russia's War - Blood Upon the Snow [01-10] The Darkness Descends' og den er aldeles fremragende, så jeg formoder at de øvrige 9 afsnit er i det mindste seværdige

Sider