Læsetid 3 min.

Os, der ikke bliver gamle

Jeg tvivler på, at 68’erne vil finde sig i at blive spist af med cpr-samfundets måleskeer
18. januar 2013

Min bedstemor er ikke så gammel som hun ser ud til, og det skal hun være glad for.«

Sådan siger Ida, 6 år, i citatsamlingen Gamle damer lægger ikke æg, og hvor har jeg tit moret mig over det kære barnebarn, der har misforstået de voksne. Men jeg morer mig ikke så meget mere. Til gengæld griner jeg lidt ad de mange mennesker, der for tiden siger: »Alder – det er da bare et tal!« Spørgsmålet er, hvor meget der er at grine ad. For alder er ikke bare et tal. Alder er netop et tal. Og et tal er eksakt, objektivt, det er noget man kan måle og stille op i statistikker. Noget man kan have sort på hvidt i sit pas, på sit kørekort, på sit sygesikringskort, det er den skinbarlige dokumentation for, at man er den man er: Jeg er mit cpr-nummer!

Kærlighedsmarkedet

Så ved man også noget om, hvad man kan forvente i mange år frem af sine muligheder på arbejdsmarkedet, og formentlig også på kærlighedsmarkedet. Det er godt med tal. Det passer til tidens hunger efter det målbare og evidensbaserede, det der kan give os fast grund under fødderne og under vore analyser. For eksempel den analyse, der underbygger tidens klagesang: Nu bliver folk ældre og ældre, der bliver færre og færre til at forsørge flere og flere! Sandelig en tung forpligtelse at lægge på de unge menneskers skuldre – den forbandede ældrebyrde! Man hører bare aldrig noget om lige præcis de år, vi for tiden får forærende, de år som vi lever længere end tidligere generationer: Nemlig at vi får det bedre og bedre og kan mere og mere i forhold til dem før os. Det er derfor vi lever længere, ellers var vi vel døde! Men det er vi ikke, og hvis vi ellers har levet et nogenlunde sundt og aktivt liv og har haft et arbejde, som ikke har trukket for store veksler på vores kroppe – så vil de fleste af os hellere end gerne fortsætte med at forsørge os selv og foretage os noget produktivt, og dermed bidrage til samfundet. Hvis bare vi får lov.

Hver sit tempo

Og det får vi ikke – krise eller ikke krise. Med mindre man er så heldig som jeg; som selvstændig er der ingen, der kan stikke mig en fyreseddel, bare fordi jeg har et forkert tal i mit cpr-nummer. Og det har jeg, når jeg har passeret de 50; en alder, hvor jeg ikke engang var startet på min nye fireårige psykoterapeutiske uddannelse! Men jeg kan mærke, hvor meget netop min alder kommer mig til gode i mit arbejde. Det er ikke bare erfaringen, det er også noget med tempoet. Hver alder har sit tempo. Jeg arbejder ikke så hurtigt og så længe som før, til gengæld arbejder jeg bedre. Og hvor ville jeg ønske, at arbejdsmarkedet kunne justere sine tidsmålere, så lille Ida kunne sige: »Min bedstemor er ikke så gammel som der står i hendes cpr-nummer, og det er hun glad for!« Og mon ikke der snart kommer til at ske noget, for nu er 68’erne på vej ned under alders-spærregrænsen, og jeg tvivler på, at de vil finde sig i at blive spist af med cpr-samfundets måleskeer. Som Lisbet Dahl sagde for nylig i et tv-interview: »Vi er den første generation, der ikke bliver gamle!« Hvorpå hun gammelklogt tilføjede: »Vi ser bare sådan ud!«

 

På denne plads skriver BØGERs panel af fire forfattere, der alle har rundet 70 år. I næste uge: Inge Eriksen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer