Læsetid 6 min.

Hun gør lyd til levende fortælling

Danske Lea Thau, der står bag den banebrydende fortælleorganisation The Moth og den nystartede amerikanske podcast ’Strangers’ med det populære radioformat storytelling, er en mester i at få folk til at fortælle deres historier intimt og universelt. Storytelling skaber forbindelse mellem folk som ingen anden kunstgenre, mener hun
’Når storytelling foregår live, er det lidt som at bage med gær. Hvis mælken er lidt for varm eller lidt for kold, så dør gærkulturen. Man kan kun hjælpe fortællerne på vej et vist stykke og så krydse fingre for, at de selv kan løfte de sidste 25 procent,’ siger danske Lea Thau, der har boet de seneste 17 år i USA

’Når storytelling foregår live, er det lidt som at bage med gær. Hvis mælken er lidt for varm eller lidt for kold, så dør gærkulturen. Man kan kun hjælpe fortællerne på vej et vist stykke og så krydse fingre for, at de selv kan løfte de sidste 25 procent,’ siger danske Lea Thau, der har boet de seneste 17 år i USA

Sigrid Nygaard
30. januar 2013

De seneste måneder har danske Lea Thaus amerikanske storytelling-podcast Strangers været en fast og kær gæst i mine øregange.

Dagen før jeg mødes med Lea Thau, lærer jeg endnu en af Thaus »strangers«, Debbie, at kende. Hun er uendeligt langt væk fra det travle menneskemylder, jeg passerer på gaden, men i hørebøfferne er hendes stemme helt tæt på.

Debbie fortæller om livet som moderne, emigreret persisk jøde. Hun fortæller om at være en voksen jomfru, der lever af at fjerne fremmede menneskers vaginaers og nossers behåring med voks. Og hun fortæller om dengang på et toilet i en forlystelsespark i Israel, hvor hun var løbet tør for menstruationsbind og moderen kastede lillebrorens ble over toiletdøren, fordi hun forbød Debbie at bruge tamponer: »Da jeg kom ud fra toilettet, er jeg rimelig sikker på, at alle stirrede, da de så en 12-årig med ble og overskæg … Jeg var også et behåret barn, og min mor nægtede mig at fjerne mit overskæg, indtil jeg var 15. High school-årene var meget svære …«

Den nysgerrighedsvækkende alliance med fremmede menneskestemmer er noget af det særlige, som radio generelt kan, og som storytellingradio især kan, og som Thaus »Strangers« excellerer – nærmest uhørt – i. »Det, der altid har interesseret mig ved storytelling er dens evne til at forbinde mennesker,« fortæller Thau næste dag i en lænestol hos sin far på sit korte Danmarksvisit fra hjemmet i L.A.

»Storytelling kan fortælle os om, hvor stor verden og vores forskelligartede liv er. Men samtidig er indlevelsespotentialet enormt. Man inviteres indenfor og oplever, at vi deler arketypiske menneskelige oplevelser. Vi skal ikke tro, at vi alle er ens, men heller ikke overdrive, hvor forskellige vi er. Det kan storytelling formidle bedre end næsten alle andre genrer og kunstformer.«

Mangfoldig forbindelse

I USA, hvor Lea Thau har boet de seneste 17 år, er hun kendt som en af hovedkræfterne bag USA’s suverænt bedste og mest succesrige storytelling-organisation The Moth. Storytelling er i sin traditionelle form folks livs- eller hverdagshistorier, fortalt til hinanden eller på en scene eller til en radiomikrofon. De åbne og åbenmundede amerikanerne har et særligt talent og en særlig stærk tradition for denne genre. De senere år er den blevet et kæmpehit i radio og på podcast, som der nu findes mange hundrede mere og mindre gode af.

Med base i New York afholder The Moth storytelling-workshops og publikumspakkede fortællekonkurrencer – slams. Thau har været med til at finansiere en del af foretagendet ved at undervise virksomheder som Nike og Disney i storytelling, og The Moths podcast med højdepunkter fra deres liveshows høres nu månedligt af omkring 11 millioner amerikanere. Og netop radio- og podcastformatet har en særlig evne til at viderebringe historierne, siger hun:

»Selv om tv kan videregive grimasser og gestik, så er der noget distancerende ved kameraet, som minder én om, at det skete live, og at man ikke var til stede. Radio hører folk derimod ofte alene og i hovedtelefoner, og det er så intimt, at man føler, at stemmen taler direkte til én – på samme måde som man selv fylder det visuelle på, når man læser bøger.«

Fremmede historier

Denne intime forbindelse til fortællestemmen er i Thaus nye selvstændige storytelling-initiativ Strangers blevet forfinet. Fornemmelsen for, hvad der skal til at fastholde lytteren, og hvor man mister dem, sidder på rygraden efter mange års fortælleerfaring fra sidelinjen til The Moth.

Nu er scene og publikum udskiftet med lange interview med folk, hvis fortællinger klippes sammen til én sammenhængende historie. Og alle historier behandler på hver sin måde temaet om fremmede. I ét afsnit fortæller en familiefar om sin hjerteskærende fremmedgørelse over for sin skizofrene søn, der slog en medfange i fængslet ihjel. I et andet afsnit følger Thau en mand, som hun lærer at kende gennem en online-datingsservice. Senere kontakter han hende ud af det blå for at høre, om hun kunne være interesseret i at låne ham lidt af sin lille søns afføring til en eksperimentalkur mod hans svage immunforsvar.

Det er en historie, der helt ned på et biologisk niveau reflekterer over behovet for det fremmede. Og som handler mere om mellemmenneskelighed end om lort.

I et tredje afsnit beretter en kvinde om sit job som caster på amerikansk retssalsfjernsyn, hvor USA’s absolutte underklasse sagsøger og ydmyger hinanden for åben skærm. Ofte har deltagerne ingen tænder i munden, så fattige er de. Casteren må lime kunstige tænder på, eller male deres narkonedbrudte, grå stumper hvide, så det ikke ser alt for ynkeligt ud. Samtidigt føler hun sig i sit job mindst lige så ydmyge som dem.

Strangers’ historier er vilde og komplekse og fyldt med refleksionslag og stærke scener, og Thau selv er en fantastisk historiefortæller. Det demonstrerer hun, når hun med en indlevet stemme, der har en charmerende, rustent-nasal knivspids Marge Simpson i sig, indrammer afsnittene med kommenterende anekdoter om sit eget liv. Men hun er mindst lige så stærk en håndværker og coach bag kulissen, når andre fortæller. Og for en ivrig storytelling-forbruger som undertegnede er det overraskende, hvor meget arbejde der ligger i de historier, der mest af alt lyder som amerikanske fortælleoraklers helt naturlige ordstrøm. Bag historierne i de store fortælleshows, som Thau producerer for The Moth, ligger måneders planlægning med at finde de rigtige fortællere og historier og med at coache fortællerne, ofte nærmest selvterapeutisk, frem til historiens sande kerne.

»Folk kan blive lidt stødt over at høre, at der er så meget forberedelse bag, fordi deres oplevelse af The Moth er, at det helt enkelt er folk, der stiller sig op på en scene og snakker og fortæller,« siger Thau.

»Men vi fandt hurtigt ud af, at selv ikke de bedste storytellers kan fortælle så sammenhængende og med det rette engagement og den rette opbygning – uden manuskript. Det er det, The Moth hjælper dem til, og det er det, der har givet The Moth så stor succes i forhold til andre storytelling-shows,« fortæller Thau og tilføjer:

»Det utaknemmelige ved det job er selvfølgelig, at forberedelsen helst ikke skal kunne høres ...«

Redigeret sandhed

Med Strangers er proceduren i sagens natur anderledes, fordi de folk, Thau interviewer, får lov til at tale frit. Thau optager mange timer med dem for at lave en 20 minutters historie. Hvis hun føler, at hun mangler en brik i fortællingen, vender hun gerne tilbage en anden dag for at få de rette ord i kassen. Og der er oftest højst 10 sekunders tale, der ikke er redigeret i:

»Når storytelling foregår live, er det lidt som at bage med gær. Hvis mælken er lidt for varm eller lidt for kold, så dør gærkulturen. Man kan kun hjælpe fortællerne på vej et vist stykke og så krydse fingre for, at de selv kan løfte de sidste 25 procent. Med Strangers har jeg en redaktionsstemme, som er kraftigere, end man kan høre. Jeg kan lade folk tale og så klippe ud senere, og hvis jeg ikke synes, at noget er fortalt helt rigtigt, så fortsætter jeg med at spørge ind, indtil ordene sidder helt rigtigt. Hvis jeg mangler en overgang, kan jeg godt finde på at finde ordene ’but’, ’these’ og ’days’ tre forskellige steder, og så klippe dem ind som en overgang: »but these days I feel that ..

Den metode kræver tillid til, at man har forstået den større historie og kan fortælle den bedre end folk selv kan, siger Thau:

»Journalistisk tror jeg ikke, at min redigering holder en meter. Men det holder som storytelling, og der indtil videre ingen, der har følt sig misforstået.«

Danske ressourcer

I Danmark arbejder P1’s fine, ugentlige Radiofortællinger med storytellinggenren, men generelt har genren endnu ikke fået samme gennemslagskraft som i snakkesalige USA:

»Både fra storytellerens side og fra publikums side tror jeg, at der er en vis bornerthed i Danmark, hvor det generelt er lidt mindre velset at stille sig op og fortælle, og så endda fortælle om sig selv. Det ligger dybt i den danske kultur,« forklarer Lea Thau. Men en vigtigere grund til, at der ikke findes radio som The Moth og Strangers i Danmark er helt lavpraktisk, mener hun:

»Det er også er et ressourcespørgsmål om, hvorvidt man vil og kan investere i den form for storytelling. Det kan laves meget hurtigt, men det kan ikke laves godt, hvis der ikke bliver brugt enormt lang tid på det.«

Og den vilje til at skabe forbindelser mellem mennesker kunne man sagtens ønske sig i et land, hvor menneskemylderet sjældent ser hinanden i øjnene.

»Don’t be a stranger,« som Thaus motto i Strangers lyder.

Hør Strangers på www.kcrw.com/strangers

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
  • Brugerbillede for Ellen Braae
    Ellen Braae
  • Brugerbillede for Rikke Lose
    Rikke Lose
  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
  • Brugerbillede for Kim Elmose
    Kim Elmose
Lone Christensen, Ellen Braae, Rikke Lose, Jens Christoffersen og Kim Elmose anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Elmose

Tak Kathrine for endnu en fremragende artikel hvor du gør os opmærksomme på spændende medieformer- og folk. strangers er så godt som nede på min iPhone :-)

Brugerbillede for Bilal Isa

Har lige lyttet lidt til The Moth and Strangers: Jessica Lee Williamson and Brian Brown. Den første af dem har bare en stemme der får mig lyst til at knalde hovedet i bordet, men måske er jeg ikke tilstrækkelig amerikaniseret til at bryde om story telling med syd stats accent :-)

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Vi mangler simpelthen 'historien' om det almindelige menneske og han eller hendes liv. Vi får engang i mellem nogle historier fra borgerskabets side af. Det er også fint og godt, men langt fra tilstrækkeligt. Vi uddør uden at vide hvordan den almindelige arbejderfamilie har haft det og følt det. For det forstår man ikke vigtigheden af i Danmarks Radio. Giv lortet (DR/TV2) frit, det er alligevel så indsnævret i sit syn på befolkningen og USA, så vi bliver dumme som et gamle og udbrændte radiorør.