Hvem har retten til at sige NIGGER?

For nyligt skulle en hvid journalist, Jake Hamilton fra The Telegraph, lave et kort videointerview med en sort skuespiller, Samuel L. Jackson, i forbindelse med promoveringen af Quentin Tarantinos Django Unchained. Samtalen lød som følger: »Der har været en del kontroverser angående brugen af ’N-ordet’ i denne her film ...,« begynder Hamilton.

»No? Nobody? Nun …?« afbryder Jackson. »Hvilket ord mener du?«

»Æh, det vil jeg ikke sige,« lyder det fra Hamilton. »Jeg kan ikke lide at sige det …«

»Har du nogensinde sagt det,« spørger Jackson.

»No sir,« svarer Hamilton prompte som en skyldbetynget skoledreng.

Jackson presser på for at få Hamilton til at sige ordet. Hamilton nægter.

»Den her samtale fører ingen steder hen, medmindre du siger det. Skal vi gå videre til et andet spørgsmål?« griner Jackson.

»Okay … J-jeg vil ikke, jeg bryder mig ikke om at sige det, v-vil DU sige det?« svares der i en vag offensiv.

»NEJ, fuck nej,« svarer Jackson (’fuck’ er censureret ud af klippet på The Telegraphs hjemmeside), »det er ikke det samme …«

Hvis Hamilton som journalist sagde ’nigger’, ville interviewet aldrig kunne blive vist nogen steder, forklarer han Jackson. Så samtalen om netop det ord, slutter der. ’n-ordet’ vs. amerikansk politisk korrekthed: 0-1. Eller 1-0.

Afhængigt af øjnene, der ser, og ørerne, der hører.

Betændt ord

Ordet ’nigger’ er det mest betændte ord i amerikansk kulturhistorie, og fordi det bruges over 100 gange i Tarantinos aktuelle spaghettiwestern, Django Unchained, har det fået amerikanske filmdebattører til at protestere.

En af dem er filmkritikeren Owen Gleiberman fra Entertainment Weekly. Han skrev i sin anmeldelse i forbindelse med den amerikanske premiere i december, at Django stod for »den mest promiskuøse brug af N-ordet, man har hørt i en mainstreamfilm nogensinde.«

En af verdens største sorte filminstruktører, Spike Lee, der har skildret afroamerikansk kultur i værker som Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991), kritiserede allerede tilbage i 1997 Tarantino for dennes brug af ’N-ordet’ i Jackie Brown, der hyldede 70’ernes kultfilmgenre ’blaxploitation’, som henvendte sig til et sort publikum og gjorde brug af sorte skuespillere.

»Jeg har ikke imod ordet, jeg bruger det selv, men Quentin er forgabt i det. Hvad vil han opnå? Gøres til æresmedlem af det sorte samfund?« sagde Spike Lee til Variety.

Og efter premieren på Django Unchained skrev Lee på Twitter: »Amerikansk slaveri var ikke en spaghettiwestern af Sergio Leone. Det var et holocaust. Mine forfædre var slaver. Stjålet fra Afrika. Jeg vil ære dem«.

Mens nogle ser populærkulturens (gen)brug af ’N-ordet’ som en indikation af, at racismen stadig dominerer, ser andre det som et positivt tegn, at man nu anvende ordet med ironi og historisk distance. Uanset gnider ordet stadig salt i såret på et land, der er dybt mærket af sin racismehistorie.

Sproglig vold

’Nigger’-prædikatet har forfulgt den afroamerikanske befolkning siden slavehandlernes brug af det i 1700-tallet. Og denne sproglige vold imod sorte – hvis bagvedliggende holdning også fik fysiske udtryk – har også sat sig spor i kulturelle produkter.

I slutningen af 1880’erne blev der i Amerika eksempelvis lanceret produkter som puslespillet »Chopped Up Niggers« (’niggere i småstykker’) og »Nigger Hair Smoking Tobacco« (’rygende niggerhårs-tobak’), mens paranødder kaldtes »nigger toes«.

En af Hollywoods mest teknisk banebrydende stumfilm, D.W. Griffiths En Nations fødsel fra 1914 gjorde kontroversielt Ku Klux Klan til filmens helte og fremstillede sorte slaver som dumme og primitive. Og ligesom i mange andre af tidens film blev de karikeret af hvide skuespillere, der blev sminket sorte.

I Hollywoods første film med lyd, The Jazz Singer fra 1927, optræder den hvide hovedperson ligeledes med ’black face’, mens der i Disneys tegnefilm Fantasia fra 1940 optræder en tjener med æsel-underkrop og ’neger’-overkrop – fuldt ud stereotypificeret med kæmpelæber og runde øreringe.

De scener blev slettet af Disney, da en ny version udkom i 1960. Og det var da også netop i 60’erne, at den eksplicitte racisme generelt begyndte at forsvinde ud af mainstreamkulturen. Og det var i samme årti, at det også blev muget grundigt ud i brugen af ’N-ordet’.

Agatha Christies Ten Little Niggers fra 1939, som refererer til børnesangen af samme navn, blev eksempelvis i 1980’erne genudgivet i USA med den nye titel And Then There Were None. Og i dag gengiver de færreste amerikanske magasiner ordet ’nigger’ direkte, men erstatter det med ’n*gg*r’, ’n**ger’ eller ’the N-word’. For hvem er det egentligt, der har ret til at tage ordet i sin mund?

Som nitroglycerin

»I stort set enhver kontekst er der en forskel på en indviets og en uindviets brug af ’n-ordet’,« siger Jason Silverstein, der skriver ph.d. i antropologi på Harvard University og underviser i »Race, racisme og Quentin Tarantino«,’ og fortsætter: »Hvis uindviede, for eksempel hvide, bruger ’n-ordet’ er det anstødeligt. Det er sårende. Det vækker historien om den hvide mands overlegenhed til live. Men der er også sorte amerikanere, der mener, at de kan tilbageerobre ordet. Og når man gør det, kan et undertrykkende ord blive til et udtryk for hengivenhed.«

I 90’erne stod ikke mindst en ny generation af sorte komikere, for eksempel Chris Rock, for den bevægelse.

»’Nigger’ er ordenes nitroglycerin. Og i de forkerte hænder kan det gøre skade. Men giv den til den rette videnskabsmand, Dave Chapelle, Ice Cube eller Eddie Murphy, og han gør det til kunst,« forklarede Rock i et tv-interview i 2007.

Komikeren Dave Chapelle udstillede i 2004 ’N-ordets’ værdiladning i sketchserien The Niggar Family, der parafraserer 50’er-sitcoms som den ærkeamerikanske Father Knows Best. I Rocks version følger vi en kærnemælkssund, hvid middelklassefamilie med efternavnet ’Niggar’. Hver eneste joke tager udgangspunkt i den platte dobbeltbetydning.

»Sover Tim stadig?,« spørger faderen og replicerer, »han er en doven Niggar, er han …«

De racistisk konnoterende misforståelser henviser både til ordets fortsatte effekt og dets stigmatiserende historie. Og så trækker latterligheden farligheden ud af ordet, som i øvrigt mange steder bruges flittigt internt blandt sorte.

»I New York hører jeg aldrig nogen sige ’nigger’ – på nær andre ’niggers’,« forklarede den amerikanske skuespillerinde, komiker og Whoopi Goldberg eksempelvis i dokumentarfilmen The N-Word (2004).

Rapperen og produceren Jay-Z forsøgte i et interview på Oprah Winfrey Show i 2009 at forklare den sorte samtidsmusiks hyppige brug af ordet: »Folk tildeler ord magt, og i vores generation har vi taget magten ud af det ord. Hvis man streger det ord fra ordbogen, kommer der bare et andet næste dag. Det rigtige problem er racisme.«

Oprah, som er kendt for sin kritik af N-ordet, erklærede sig høfligt uenig.

»Det ord er så tynget af had og fornedrelse… Hver gang, jeg hører det ord, selv til dine koncerter, så tænker jeg på de sorte mænd, der blev lynchet, og på at det var det sidste ord, de hørte, før de døde.«Når hvide siger ’nigger’For den hvide befolkning er brugen stadig farlig – også i kunsten.

»Må en hvid forfatter bruge ’N-ordet’ for at afspejle racismens virkelighed? Det vil jeg personligt mene,« siger Jason Silverstein og fortsætter: »For der er forskel på at skrive om racisme og at skrive racistisk. Hvordan skulle man kunne afspejle det amerikanske slaveris uhyrligheder uden at bruge det ord, der har været så nært knyttet til den skade, der blev forvoldt?

Angående Django Unchained bør vi spørge, hvad ’N-ordet’ bidrager med inden for filmens kontekst. Det er en film om slaveri i 1858. Hvis man skriver om racisme, bliver man nødt til at fremskrive racister, der siger og gør racistiske ting. Men det er stadig et omtåleligt område, og det med rette,« siger Silverstein.

»Det skaber stadig chokeffekt, når det kommer fra en hvid persons mund – og hvide forfattere og instruktører skal gøre sig klart, om deres værk retfærdiggør brugen af ordet. Men de skal også være klar over, at ingen kunstner kan tage styring over fortolkningen sit værk – og det er endnu sværere at kontrollere fortolkningen af så frygteligt et ord.«Da Tarantino forleden modtog en pris for bedste manuskript til Golden Globe Awards, svarede han igen på kritikken med det argument, at det ville have været mere anstødeligt at udelade ordet fra de sortes historie.

»Hvis nogen derude faktisk vil hævde, at jeg bruger ordet ’nigger’ mere i filmen, end det faktisk blev brugt tilbage i Mississippi i 1858, så skal de være velkomne. Men det er der ingen, der påstår,« sagde Tarantino. Og så brugte han altså ordet igen. Til forargelse for mange.