Hvordan forstår jeg lys, hvordan forstår jeg rum, hvordan forstår jeg mine egne bevægelser?«
Arne Bro gestikulerer, mens han med en karakteristisk lav stemme næsten hvisker ordene frem, så man lytter opmærksomt. Han er til stede på en måde, så man både føler sig set og også en lille smule gennemskuet. På samme tid kraftfuld og blød i sin måde at være på, parat til både at give og tage. I dialog med både sig selv og sine omgivelser.
Vi er på den lille gang på Den danske Filmskole, der i al sin ydmyghed rummer faciliteterne for de seks elever, der udgør en årgang.
Arne Bro er i gang med at forklare, hvad det er, der er hans særlige tilgang. Udgangspunktet er elevens eget liv og erfaringer, og det danner grundlag for en måde at blive opmærksom på det særlige blik, vi hver især har på verden. En tilgang, der har skabt en mangfoldighed af tv-tilrettelæggere og dokumentarfilminstruktører, hvad man selv kan overbevise sig om i bogen TV-Uddannelsen – 20 år/ 10 generationer, der netop er udgivet i anledning af uddannelsens 20-års jubilæum. Her finder man folkene bag en lang række af tv’s største programsucceser, og mange af de dokumentarfilm, der har rullet over tv-skærmen i over to årtier.
Men samtidig også en tilgang, som er fraværende i megen journalistik, og som gør, at journalister farer vild i deres eget fag; fanget mellem produktionskrav og deres forestilling om den journalistiske funktion.
»Det ligger alt sammen i blikket, og er vi ikke klar over, hvad der styrer vores blik, så kommer fortælleren hele tid i karambolage med sig selv, fordi der er uoverensstemmelse mellem det, vi tror, vi skal gøre, og det, vi gør,« siger Arne Bro.
Han er svær at styre og snakker som et vandfald. Selv efter 20 år er det stadig med glød i øjnene, at han fortæller, hvad han mener er essentielt, hvis man skal blive en god formidler af virkeligheden. Efter 20 år, hvor dansk dokumentar har opnået en unik international position og høster både anderkendelse og sælger biografbilletter i et imponerende omfang.
Fra nul til 100
Bro fremstår i dag som en bragende succes, men sådan har det dog langtfra altid været. For da Arne Bro i sin tid i 1979 blev uddannet fra Filmskolen, så virkeligheden radikalt anderledes ud. Mange af de institutioner og afdelinger i DR, der tidligere havde leveret film, var lukket ned, og et egentlig marked for danske film var stort set ikkeeksisterende.
»Der blev lavet fem-seks spillefilm om året og måske syv-otte dokumentarfilm. Filminstituttet havde ikke holdt møder med sin bestyrelse eller DR i 10 år. Det var med andre ord umuligt at lave film,« siger Arne Bro.
Dansk film befandt sig var ved et nulpunkt, da Arne Bro sammen med kollegaen og vennen, instruktør og manuskriptforfatter Rumle Hammerich gik i gang med at skabe et egentligt filmmiljø fra bunden.
Det skete blandt andet gennem et større organisatorisk arbejde med at samle en branche, der var spredt for alle vinde, en kæmpe politisk indsats og en kamp mod en venstreorienteret diskurs, der så på kunst og kommercialisme som to modsatrettede enheder. En skelnen, Arne Bro på ingen måde er enig i. For Bro er kunst noget, der skal bruges, og derfor naturligt forbundet med det kommercielle – en indstilling, der mødte en del modstand.
Efter 13 års kamp for at organisere filmbranchen tog Bro et afgørende skridt på vejen, da der i 1992 blev skabt en egentlig tv-uddannelse på Den Danske Filmskole, og Henning Camre gjorde Arne Bro til dens leder. Uddannelsens mål var netop at skabe ’folkelig kunst’. Tv og film, som kunne bruges og udfordre vores virkelighedsopfattelse. Trængslerne var dog ikke forbi endnu.
For i modsætning til den herskende journalistiske ide om en objektiv virkelighed, der kan registreres, mener Bro, at alle fortællinger er subjektive og derfor i en vis forstand også fiktive. Udgangspunktet må derfor være instruktøren selv. For kun ved at forstå ens eget syn på verden, vil man kunne beskrive den på en sandfærdig måde. Det bedste, man kan gøre, er derfor at være ærlig og bevidst om, hvor man kommer fra, og tydeligt kommunikere det til modtageren.
»Det handler ikke om en modsætning mellem objektivt eller subjektivt, men mellem hæderligt og uhæderligt. Lader man i sin iscenesættelse, som om man er noget andet, end man er, eller ej? « siger Arne Bro.
Dumt skuespil
Og her er det faktisk – ifølge Arne Bro – journalistikken, der har et problem. For især nyhedsjournalistikken bruger ifølge Bro blot mennesker som brikker i et i forvejen tilrettelagt spil. Et incestoffer kan således ’tygges’ igennem på to minutter som en case i et større maskineri.
»Jeg synes, det er ekstremt krænkende. Vi har måske et menneske, der har brugt 20 år på at bearbejde et traume, og så skal vedkommende på grund af et travlhedskrav lige opsummere sit liv. Hvorfor skal medierne ikke være kloge nok til at kunne rumme menneskelig kompleksitet og folde den ud? Hvorfor skal medierne være dumme?« siger Arne Bro. Han tænder en cigaret og tager et hiv, før han fortsætter:
»Hvis vi ikke holder vores samfund åbent og menneskeligt i al sin kompleksitet, så laver vi jo et umenneskeligt samfund. Så enkelt er det. Det er en grundpille i demokratiet, at de mennesker, der lever her, bliver behandlet med værdighed. Og det er i særdeleshed også mediernes ansvar.«
Det er altså ikke det at reflektere over ens plads i virkelighedsfremstillingen, der ifølge Bro er det egentlige problem, men derimod journalistikkens endimensionelle fremstilling og manglende refleksion, som især er tydelig i den politiske journalistik. Nyhedsjournalistikkens udøvere glemmer simpelthen at spørge sig selv, hvorfor man gør, som man gør.
»Det er undergravende, at vi på trods af en af de største kriser i Danmarkshistorien aldrig taler om substans. At en stand har mistet deres faglighed, fordi den er bange for, at det ikke er underholdende nok,« siger Arne Bro, der mener, at journalisterne i stedet burde være sig det ansvar, deres position i samfundet, bevidst.
Mennesket i centrum
I stedet er den journalistiske iscenesættelse ifølge Bro blevet så konsekvent, at journalisterne knap nok selv kan se den. Formen og skabelonen er blevet det væsentlige i sådan en grad, at det skygger for den virkelighed, der ligger bagved. For Arne Bro er det mennesket, der bør være i centrum.
»Lad os starte med at lytte til de mennesker, vi taler med. Lad os starte med at høre, hvad de har lært og oplevet. Det har vi brug for. Vi har brug for viden. Ikke at én mener et og én anden noget andet, men at forstå hvad substansen er,« siger Arne Bro.– Hvordan kommer man så ind til kernen?»Ved at lytte og prøve at forstå i stedet for at tro, at vi kender resultatet på forhånd. Det vigtigste i et demokrati er jo, at de stemmer, der er her, også kommer til orde. At der er mere end ét herskende sprog. At folk uden magt også får lov at give deres bud på, hvordan verden hænger sammen,« siger Arne Bro.
Derfor er målet med optagelsen på TV-Uddannelsen heller ikke at finde elever, der passer ind i en filmisk skabelon. Men derimod at sørge for en mangfoldighed i både baggrund og udtryk. Det skal ikke kun være de blonde fra Østerbro, men også fynboen, pigen med arabisk baggrund eller manden uden en akademisk uddannelse, der skal vise os virkeligheden. Det har været indgangen i de 20 år, Arne Bro har været på filmskolen og vil også i fremtiden være et styrende princip: »Vi skal holde fast i den mangfoldighed, holde fast i, at der ikke skal ensrettes, men i stedet foldes ud og opdyrkes og ses fra nye vinkler. Vi prøver helt bevidst at skabe en spænding af forskelligheder. Det er slet og ret vores opgave og ansvar over for samfundet som medie,« siger Arne Bro.
Citat: "En gruppe intellektuelle, arkitekter og kunstnere, er begyndt at udforme en ny socialsemantik, dvs. et nyt, sammenhængende verdensbillede. Det har de naturligvis ikke gjort på den måde, at de har »besluttet« sig for at lave et nyt paradigme. Men de har opmærksomt iagttaget deres samtid med den voksende samhandel, pengenes stadigt større magt, teknologiernes stigende dominans, de nye bysamfund med deres rationelle sociale orden - og denne nye socialstruktur har de naturligvis forsøgt at tolke."
En af kunstnerne hedder Leonardo da Vinci (1452-1519) - hvor pokker er vores tids kunstnere og intellektuelle...
Har de mon solgt deres selvværd - har de kun deres ego tilbage?
Integritet, har ikke røst uden frihed - til det daglige brød.
Hvorfor er medierne så dumme? -Fordi de er så blå.
Egentlig ligger det nok i at journalisterne får for meget i løn, de har ikke mere noget at kæmpe for, derfor har de sat sig i lænestolen og leder efter nemme ofre.
Jeg har lige på Biblioteket lånt DR's Nyhedschef og nyhedsdirektør, Ulrik Haagendrups bog (en antologi): "En konstruktiv nyhed - Et opgør med pressens negative verdenssyn. Og inspiration til en ny journalistik til gavn for samfundet..."
Det ser stærkt ud til at han ufrivilligt giver det forklarende svar på spørgsmålet: Hvorfor er medierne så dumme?
Her en smagsprøve:
---
Lad mig afslutningsvis slå fast, at intet af alt dette er ment som en kritik af en kritisk presse i sig selv.
...
Men som beskrevet kan dette afgørende vigtige fokus på alt det, der fungerer dårligt, næsten ikke undgå at tage magten fra os som demokratiske borgere. Derfor er det afgørende vigtigt, at der sættes endnu mere fokus på velfungerende forhold i samfundet.
Journalister er langt bedre end jeg til at fortælle gode historier, men jeg tør med videnskaben i ryggen godt påstå, at journalister bør prioritere gode historier om gode begivenheder væsentligt højere i fremtiden, hvis de ønsker os det godt. Negativt er stærkere end positivt i næsten alle områder af menneskelivet, så realistisk set kan seriøs journalistik med sindsro og professionel stolthed reservere langt størstedelen af sin tid og energi til nuanceret, flerdimensional journalistik.
Både medierne og deres publikum er og bliver, hvad de retter deres opmærksomhed mod.
(Hans Henrik Knoop)
---
Jeg kommer til at tænke på mediernes DR's fremlæggelse af de moderne krige, som de rene folkefester...
Den menneskelig dumhed er uendelig, - medier er også mennesker.!
EXTRA, EXTRA - READ ALL ABOUT IT !
Man kan liste efter penge, i den forstand, at jo mere afhængig et medie er af salg, des mere uvidende tillader det sig at være.
Meningen med bredde, er jo netop at man får alle med - ikke ved laveste fællesnævner, men med dybeste, bredeste fællesnævner.
Vi er alle dumme, uvidende og uoplyste. Hvor kan vi være andet, end hvad vi formes til?
Genindfør den lærde skole, genindfør philosofikum som første års pensum på samtlige universitetsuddannelser, og tilbyd landets akademikere og andre et basisuddannelse i grammatik, logik og basal philosoferen.
Hvad der er vigtigere end tillært viden, er fantasien. Slip den løs.!
Albert Einstein.
Nu kommer vi til bredde, Heinrich, for grammatik kan være en god ven, men for;
Albert Einstein, Niels Bohr, H.C. Andersen, Charles Darwin, Walt Disney, Winston Churchill, Leonardo da Vinci, Goethe og Rudolf Steiner var det et mareridt.
Fordelen ved bredde i dybden, er at alle kommer med, også genier der er ordblinde.
PS
Det nye Mantra skal lyde:
Har vi råd til at lade være med at gå i dybden og bredden.
Hvor mange vil vi miste, før den siver ind?
Det er gysserne i tv. vi har vedens højeste licens. sverige betaler deres journalister ½ i gennemsnittet af det danske. det betyder, at den højere middelklasse besætter alle stillingerne og det er deres mærkværdige 'enøjede' blik på verden vi får. samtidig er de dårligt uddannet. 3½-4 år inklusiv praktik på en eller anden avisredaktion eller tv-redaktion.
her kan de lege lidt med manipulation eller faktion eller svindel med tekst og billeder, eller hvad man nu vil kalde det. alle politikerne er jo med på den. selv hende de pæne overklassepiger i enhedslisten. hi, hi, fnis,fnis.
lav dog nogle tv-stationer, som osse behandler underklassens liv. man behøver jo efterhånden kun et digitalt kamera og en god sat sendeforhold. så kan man lave nyhederne i en lille lejlighed. DR i Øresundsregionen er meget fin og meget stor. men allerede forældet.
ja, lad os hygge os i ilva-sofaen, mens vi ser på krig og madlavning og sjove præsteagtige nejende politikere, som deltager i gætteprogrammer med folk, som skriger af grin. lad os grine os hjernedøde. så længe der ikke er nogen, som slår en ordentlig skid midt i den morsomme pænhed.
Tak til Arne Bro for at få denne debat på bordet.
Når man som jeg tit når til kvalmestadiet af diverse debat-hundeslagsmål og også undrer sig over at mange journalister tilsyneladende slet ikke kan forholde sig til de svar, som deres spørgsmål afstedkommer, så er det befriende at høre et menneske bede om lødighed og ansvarlighed i mediestrømmen. Samtidig krummer jeg ofte tæer over den uvidenhed, som mange journalister fremviser på helt almindelige områder.
Når det er sagt, så er der gudskelov stadig nogle, der holder fanen højt. Tak til dem.
Men måske drejer det sig om hastigheden, som nyhederne skal ind på skærmen med. Der er måske slet ikke tid til reflektion og research?
Den bedste måde at spå om fremtiden på er at skabe den selv...
Effektivitet har intet med tid at gøre - så hurtigt som muligt - som det bliver målt i dag - effektivitet er det stik modsatte; at give sig den tid en opgave kræver i forhold til de krav den stiller, i forhold til det menneske der arbejder på den.
Jeg tror problemet har karakter af ’ringe i vandet’. I et samfund hvor fremlæggelsen, præsentationen og æstetikken er så fremhævet til ulempe for substansen, er det naturligt at også medier er produkt af og producerer denne form. Konsekvensen er ’New Journalism’ i en udpræget konfronterende form, altså hvor A skal være uenig med B – ellers betragtes historien nær sagt som uinteressant, endsige irrelevant. Man får således ikke alene en narrativ, en udpræget fiktionspræget journalistisk fortælling (som allerede i sig selv, efter min mening, kompromitterer selve det journalistiske fundament), samt en markant ’politisk’ vinkel og ofte en fuldstændig mangel på detaljerne, nuancen. Det ses tydeligt i fx USA, hvor Fox News – uden at tage videre stilling til det politiske generelt – følger en konkret politisk ideologi (konservativ, republikansk), som deres historier, deres journalistik er tydeligt præget af.
Man kunne se disse elementer som isolerede symptomer, men det tror jeg vil være en fejl. At medierne er blevet mere politiske, skyldes ikke alene medierne selv, men i lige så høj grad den megen fokus på ’kommunikation’ i samfundet i dag, herunder politisk spin. Politiske spin bruges især til systematiseret at fremlægge en bevidst manipuleret virkelighed, som, hvis man ser på begreber om det ’at lyve’ i psykologien, faktisk vil blive betegnet som en fordækt løgn, fordi en løgn godt kan kvalificeres som værende en mangelfuld eller manipuleret udgave af virkeligheden, der gør det svært for modtageren at danne sin egen holdning til den konkrete sag, eller have muligheden for at forstå denne til fulde.
Det moderne samfund er derfor præget af fordækte, halve udgaver af virkeligheden – nogen vil måske endda påstå helt forskellige udgaver af virkeligheden. Der er derfor svært for den almindelige borger at være kritisk, fordi ’bolden’ kun spilles i det diffuse mørke, som er blevet megen moderne kommunikations virkelighed.
Jeg er dybt ulykkelig over dette, fordi ideen, ja idealet med kommunikation, burde være transparens og fremmen-af-den-saglige diskussion, men det har i stedet antaget et manipulerende ansigt der strider mod min forståelse af den grundlæggende demokratiske åre, nemlig gennemsigtighed og en god debat.
Det, som man på engelsk kalder ’manly bearing’, altså det at man, selvom man er uenig med X og viser sin uenighed, stadigvæk spiller efter visse hæderlighedsprincipper. I min optik er disse ’hæderlighedsprincipper’ under pres, ja måske endda smuldret i nogle tilfælde, og det skaber en rigtig ulykkelig tilstand for debatten, fordi denne således ikke længere har et format, en markering, streger der viser inden for hvilket hæderlige og moralske landskab vi med argumenter kan kæmpe, være enige, uenige og finde fælles fodslag med hinanden, men i stedet bliver ’anomisk’ (Durkheim), normløs og beskidt.
De økonomiske interesser, der også viser deres skarpe tænder i medielandskabet, presser yderligere på, i forhold til de i forvejen tydelige politiske markeringer, man ser hos forskellige nyhedsmedier. Hvis Lars Larsen og Jysk er storannoncører hos JP (eksempelvis), ja så vil JP, af hensyn til økonomiske interesser, være langt mere (uanset deres påståede uvildighed) tilbøjelige til at skrive mindre kritisk, dreje virkeligheden eller helt undgå at kommentere på eventuelt problematiske forhold hos Jysk og/eller Lars Larsen.
Det er en ulykkelig udvikling. En meget ulykkelig udvikling for demokratiets transparens. Hvis intet gælder for sandt, gælder så noget for forkert?
Er det et indlæg ham Bro selv har skrevet selv, eller har der været en "journalist" involveret? Jeg kan slet ikke forholde mig til indholdet, når indlæg/artikel starter med et patestisk pinligt statement:
"I det tidsrum har han udviklet dansk dokumentarfilm fra et absolut lavpunkt til hidtil usete højder via en tilgang, der står i direkte kontrast til den journalistiske praksis"
Det er da ingen der kan tage alvorligt, derved fremstår resten som relativt ligegyldigt.
"»Hvis vi ikke holder vores samfund åbent og menneskeligt i al sin kompleksitet, så laver vi jo et umenneskeligt samfund. Så enkelt er det. Det er en grundpille i demokratiet, at de mennesker, der lever her, bliver behandlet med værdighed. Og det er i særdeleshed også mediernes ansvar.«"
Vederkvægende ord til min sjæl!
Klara,
jeg kender ikke til da Vincis og Disneys genvordigheder med grammatik, men hvad angår de øvrige du nævner, var de eminente grammatikere.
Når jeg refererer til 'grammatik', mener jeg ikke det kryds-og-bolle pjat, som doceres i almueskolen.
Det er folket der vælger mindre god journalistik, ligesom så meget andet, hvadenten det er politik, kultur eller forbrug.
Det er en mega fed illusion at pressen er den 4. statsmagt - efter lovgivende>dømmende>udøvende (regeringen). Journalister er ansatte af medierne, som er ejet på sædvanlig kapitalistisk vis - eller styret af en af de andre statsmagter.
Jo, pressen består ligesom filmbranchen af en priviligeret og for så vidt også forholdsvis lukket kaste eller loge om du vil og udgør dermed lidt af en gordisk knude i forhold til at beskrive en bredere virkelighed og det bliver nok op ad bakke at lave om på det. Heldigvis er den nemmeste måde at komme i kontakt med virkeligheden stadig at gøre ligesom Tin Tin: gak ud og oplev den!
Journalistik er stedet, hvor alle Karl Smart'erne mødes!
Det kræver ingen kvalifikationer - kun lidt X-faktor.
Som det er nu, hører 95% af alle medier hjemme hos Venstre-pressen. Det giver en "vis politisk standard".
Ud over dette er vor tid journalister magelige, og vil ikke konfrontere. Derfor handler det om penge, politik, karriere, prestiges og fornemmelsen af indflydelse.
Se blot den stigende mængde af journalister i Pr-bureauer og som spindoktorer, det bliver man ikke, hvis man forud har konfronteret en virksomhed eller et politiks parti.
Og så er der jo lige Ritzau, der er storleverandør af nyheder til alle medier, men først "fodformer" dem, så samme formulering passer til alle politiske holdninger.
Der er absolut ingen større karriere muligheder for danske journalister, hvis de går op imod de herskendes meninger.
Så dumme kan man jo ikke kalde dem.!
man skulle aldrig have givet efter for presset om finans- og erhvervsnyheder - der knækker filmen for dansk journalistik.
Spindoktor-myten blev opfundet af Tony Blair og Murdoch for at bortlede opmærksomheden fra den politiske indoktrinering, der foregår i pressemonopolets redigeringsrum.
Den "djævelsk snedige" spindoktor, der gang på gang narrer den hæderlige - men ikke særlig kløgtige redaktør.
I vores egen andedam er redaktøren TV2's Ulla Østergård, mens den "djævelsk snedige spindoktor" er hendes mand - Venstres Peter Arnfeldt.
De dumme er dem, der faktisk TROR på, at der eksisterer en sådan dynamik mellem denne medieverdens professor Moriarty - og hvad der i Conan Doyle sammenhæng må være den enfoldige men godhjertede kommisær Lestrade.
Undertiden har Inf. nogle meget luftige sager, hvor en person promoveres uden opklarende/forholdende/kritisk/formidlende spørgsmål! Hvorfor så ikke lade manden selv skrive sit budskab?
Resultatet bliver da osse, at diskussion af dokumentarfilm som sådan fylder meget lidt i debatten her! Men den sag vil jeg måske vende tilbage til, når jeg har fået gravet rædsler fra filmskolefilmtraditionen frem!
torsten hvas har allerede sat hovedet på sømmet! også i den trykte udgave undrer man sig ved den indledende klamamse over, hvad der her er på færde rent genremæssigt!
Hvordan kan de samme mennesker, som postulerer at pressen er upolitisk trods det borgerlige ejerskab, gøre det til at problem, at kinesisk kapital er ved at købe sig ind hos medierne ? (dagens Mennesker og Medier).
Skulle vestlig kapital være speciel upolitisk ? Er vestlige kapital ikke netop den ene part i den langvarige duel, de sidste 100 års indenrigspolitik har handlet om ?
Siden Aktuelt lukkede, har centrum-venstre ikke haft noget talerør, der skriver i et sprog, almindelige mennesker gider læse. Det er nu ca. 15 år siden.
Medierne i sig selv er ikke dumme. De er drevet af kapitalismens elite.
Hvis det der er drevet af kapitalismens elite virker dumt, egoistisk, grisk osv osv, saa er det jo et direkte udtryk for hvordan de personer er som mennesker.
Der findes saa og sige ikke et eneste uvildigt nyhedsorgan i dag, og har ikke gjort i flere aartier nu.
Medierne idag er intet andet end propaganda maskiner som iövrigt tjener penge paa det. Medierne er ikke dumme, men fordummende.
Hvis medierne kan tjene penge paa at udsende propaganda, lögn og bedrag, og iövrigt väre medvirkende til at mennesker bliver dummere og mere uvidende, saa er det vel ikke medierne der er dumme.....eller hur...??? ;)
"Men som beskrevet kan dette afgørende vigtige fokus på alt det, der fungerer dårligt, næsten ikke undgå at tage magten fra os som demokratiske borgere. Derfor er det afgørende vigtigt, at der sættes endnu mere fokus på velfungerende forhold i samfundet."
Bare det ikke tar´ overhånd, fokus.
Sidebemærkning: Jeg foreslår at vi fremover kalder spindoktorer for spamdoktorer - så ved vi hvad vi taler om
Spibdoktorer burde vel snarere betegnes 'antijournalister'.
"Søren Gade - de sidste 48 timer", som blev vist på TV 2 få dage efter Søren Gades afgang, var en dokumentar af filmskoletraditionen! - En ikke journalistik, observerende dokumentar kaldte instruktøren den!!
Og i Berlingske forklarede han, at den observerende dokumentar var kommet for at blive!
Dokumentarfilm af ham og andre med afgang fra filmskolen falder anderledes ud! men denne var en rædsel! Én lang promovering af den afgående minister var hvad der var kommet ud af observationerne!
Denne artikel er meget interessant og tankevækkende, og der er bestemt også meget (ikke blot i den journalistiske verden), man kunne (kan) være kritisk overfor og som nok burde være genstand for større debat eller ændringer.
Det er til gengæld, som altid, en blanding af interessant og irriterende at læse folks kommentarer. En af kommentatorerne mener, at vi alle er blevet dumme, fordi vi ikke længere har "philosofikum" som del af alle universitetsuddannelser, og han fortsætter med at sige (citat), at vi alle burde få "et basisuddannelse i grammatik". Hvad skal man sige til det? Det er lige lovligt irriterende at høre på folk i den (for kommentatorens vedkommende, formodes det) modne del af befolkningen, som mener, at alt er blevet værre end i fordums tid. Og så er det vel altid lidt ærgerligt at slå på andre folks manglende grammatiske forståelse, når man ikke selv er skarp i hhv. intet- og fælleskøn.
Heinrich: det kan vi kalde dem i faglitteraturen, ude i dagliglivet tror jeg spamdoktorer har mere gennemslagskraft :)
Artiklen vil fortælle om filmskolens TV- og dokumentarlinje og dens syn på dokumentarfilm og desuden diskutere jounalistik!
Hvad journalistikken angå, er det da rigtigt, at det er at beklage, at nogle medier forbruger mennesker! Men den borgerlige presses dominans og mikrofonholderi ser det ikke ud til, der er blik for i artiklens diskussion af nyhedsjournalistikken!
Hvad angår dokumentarfilm, synes jeg, der også er brug for de journalistiske (Christoffer Guldbrandsens) og de iscenesatte (Mads Brüggers)!
Meget inspirende artikel og virkeligt rart for en gang skyld at læse en artikel der ikke bare er katalysator for min indignation og sarkasme:)
Men vil egentlig gerne følge op på Arne Bro's opfordring til dialog og høre om der ikke er lidt at diskutere i denne sætning:
"Uddannelsens mål var netop at skabe ’folkelig kunst’. Tv og film, som kunne bruges og udfordre vores virkelighedsopfattelse."
For måske er det bare en dårlig vane at associere ordet "folkelig" med DR1's dækning af kongehuset el. lign. Eller ihf. lidt det modsatte af ting jeg associere ordet "at udfordre" med.
Men hvad er "folkeligt"? Er det bare et helt tomt pynteord, politikere bruger om ting de mener der stemmer i at bevilge penge til?? Har det overhovedet noget med folk at gøre?? Bygger det på demokrati og konsessus og fælles kultur, eller er det kun for de etablerede i det etablerede?? Og har det i så fald nogen berettigelse i en global verden år 2013 eller fungere det kun hos os priviligerede med skyklapper i den lidt monotone andedammen??
Er det måske bare tid til at revurdere hvad der er folkeligt. Tage Bill Atkins opfordring alvorligt, vågne op til det 21. århundrede og redefinere for sig selv hvilke værdier der er folkelige.. et paradigmeskifte, hvis ikke andre steder, så i vores sind?
Hvorfor ikke dyrke en kultur hvor det "folkelige" er at føre perspektiverne samtaler med andre mennesker om vidt og bredt og for alvor blive "udfordret".. Og ikke kun at tale om vejret eller hvilken befolkningsgrupper der er rentable
Men måske har jeg totalt misforstået "folkeligheden", måske bor jeg det forkerte sted eller måske har jeg et helt uhensigtsmæssigt fokus.. Måske er det derfor jeg synes "de dumme medier" er lidt for "folkelige"... Men måske er det også derfor det "Folkelige" internettet har det med at genskabe min tillid til menneskeheden:)
Bliver lige nødt til at omformulere mit sludder. Min pointe var bare:
Har vi som samfund og som individer ikke mere brug for institutioner, hvis formålparagrafers ordlyd er nærmere:
"Uddannelsens mål var netop at skabe ’udfordrene kunst’. Tv og film, som kan bruges til at rykke ved vores folkelige virkelighedsopfattelse."
end vi har brug for:
"Uddannelsens mål var netop at skabe ’folkelig kunst’. Tv og film, som kunne bruges og udfordre vores virkelighedsopfattelse."
For hvis det er gårdagens dogmer vi vil føre dialog om, og ikke undersøge nye veje, hvem får så udfordret deres virkelighedsopfattelse, hvad får vi så ud af vores dialog og er det befordrene for nogen overhovedet?? Betyder folkelig egenlig ikke bare rygklapperi og dermed det modsatte af udfordrene??
Det er med denne artikel, og især den overskrift, som med Birgitte Nyborgs nye parti!! Alle kan læse det ind i den, de vil!
Jeg synes nu, det er lidt flot at tildele sig selv æren for at have sparket gang i den skrantende dokomentarfilm! og at ophæve sin idé om, hvad en dokumentarfilm er til den eneste sande!
Der er jo lavet både godt ud skidt på grundlag af filmskolens tradition! Og dertil meget godt, som slet, slet ikke hylder samme "dogme"!