Læsetid: 3 min.

Ikaros' sidste fod

Der er både format, galskab og en vis mondænitet over Peter Greenaways monstrøse udstilling i Malmö Konsthall, en af Kulturbro 2000's helt store satsninger
9. januar 2013

Hvem andre end Peter Greenaway kunne udtænke og gennemføre en udstilling med levende mennesker i glasmontrer, roterende flypropeller, indendørs regnvejr, obduktionsstuer og vandbassiner nedsænket i museumsgulvet og et generelt sansebombardement som i et hurlumhejhus? Og hvem andre kunne slippe af sted med at iscenesætte et sådant ragnarok og så alligevel ende med noget, der udstrålede kontrol, stringens, ja ligefrem en vis poesi?

Greenaways totalinstallation Flyga över vatten er et komplet overrumplende, altfavnende og vanvidsstrittende monument over menneskets sværmeriske trang til at overskride grænser og virkeliggøre det umulige.
Tematisk tages afsæt i en urgammel drøm om at kunne flyve som fulge og insekter. Og selve iscenesættelsen er et højtråbende udsagn om dét menneskelige paradoks, der ikke blot er motoren i Greenaways kunst, men også drivkraften i fremskridtets historie.

Med andre ord: Et tungere og mere urokkeligt statement om flyvningens elegance kunne man næppe forestille sig. Til gengæld tilbydes et forbilledligt blik ind i det greenawayske wunderkammer, et fuldt orkestreret udstyrsstykke, hvor hele det encyklopædiske overblik får lov til at folde sig ud i alle retninger på samme tid. Greenaway kan meget og vil meget, og med et millionbudget fra Kulturbro 2000 har Malmö Konsthall givet ham så rigelige ressourcer, at drømmen næsten får taget til at lette.

Installationen er i øvrigt baseret på et ikke-realiseret operaprojekt og blev i en første version vist i Barcelona i 1997.

Egne idiosynkrasier

Man kan hævde, at Peter Greenaways værker altid handler mere om ophavsmandens egne idiosynkrasier end om de temaer, der sættes i omløb.

Det gælder ikke mindst Flyga över vatten, hvor elementer fra multikunstnerens enorme oeuvre af film, udstillinger og sceniske forestillinger recirkuleres. Specielt i katalogets associationsophobende gennemgang af installationens tredive elementer er referencerne til egne værker tæt på at gå i selvsving.
Omvendt kan man sige, at Greenaway med den række af udstillinger og kuratoriske opgaver, han har udført siden den første af slagsen, The Physical Self i Rotterdam i 1988, synes at have fundet en mulig vej ud af den kunstneriske blindgyde, som han på det seneste har ført sine film ind i. Greenaway startede i billedkunsten og søgte siden at overføre sin æstetik og excentriske strategi til film, først i kortfilm og tv-produktioner og siden i spillefilm, hvor han specielt i 80'erne fik både renommé og et vist publikum som en af mediets fornyere.
Og nu er han så vendt tilbage til udstillingsformatet, hvor han gør brug af de erfaringer med fortælling og iscenesættelse, som filmene har givet ham. Resultatet er egenartet og ikke uden power og magi.

Ikaros' flugt

Den historie, Greenaway fortæller i Flyga över vatten, henter sit råstof i sagnet om den græske Ikaros, der konstruerede sig et par vinger for at flygte fra Kreta, hvor kong Minos holdt ham fanget. Det var Ikaros' far, Daidalos, der havde tegnet den labyrint, hvor sagnuhyret Minotauros huserede. Under flugten kom Ikaros for tæt på solen, voksen på vingerne smeltede, og han styrtede i Det Ægæiske Hav.

Med vanlig systematik gennemtrevler Greenaway sagnet om Ikaros og slår ned de steder, hvor billedmaskinen kan få fat: Tekster om flyvning sirligt anbragt i montrer. Studier af fuglevinger og aerodynamik. Voks og stearinlys i obskøne mængder. En rekonstruktion af den labyrint, hvor Minotauros spiste jomfruer. Fire glasskabe med potentielle aktører til rollen som Ikaros. Himmel og hav, lyn og torden.

Kender man det mindste til Greenaways vokabularium, kan man selv fortsætte listen.

Ophobningen i sig selv overrasker ikke. Men ind imellem er opfindsomheden så stor, at visse elementer fungerer som selvstændige værker. Det gælder ikke mindst afdelingen for Storm P-agtige vandbeholdere, hvor stempler, bobler og en løbsk haveslange illuderer henholdsvis den faldende krops slag mod vandoverfladen og angstens slappe blære. At Greenaway også har humor, understreges yderligere i labyrinten, hvor beskueren finder en afstøbning af Irakos' ene ben, den sidste synlige legemsdel, inden den dristige ungersvend forsvandt i oceanet.

Den sure anmelder kunne anføre, at udstillingen i Malmø blot bekræfter Greenaways ry som en ferm entreprenør, der med sin efterhånden lettere mondæne aura er et sikkert kort at hente ind til at kaste glans over et lokalt kulturarrangement.

Men lad nu det ligge, for imponerende er det. Der er format over Malmö Konsthalls satsning, og Greenaway har endnu en gang fået lov til at vise, at han som iscenesætter er i en klasse for sig. Udstillingen er helt sikkert en tur over sundet værd. Og har man flyskræk, kan man tage broen.

Peter Greenaway: Flyga över vatten. Malmö Konsthall. Til 14. jan. 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu