Justifiable homicide

Det er ellers ikke fordi DF-politikeren Kim Christiansen har gjort sig særlig meget bemærket som politiker. Engang beklagede han sig over, at taxachauffører med anden etnisk end osv. lugter, men om det skulle forstås som en politisk tilkendegivelse eller bare et udtryk for et mere personligt ubehag, fremgik ikke særlig klart. Ved en anden lejlighed gjorde han sig rent faktisk bemærket fra Folketingets talerstol, men det var heller ikke på en måde, man kan kalde politisk motiveret – det ville i alt fald være temmelig bizart. Der skete det, at han friede til sin kæreste, lige præcis fra Folketingets talerstol. Kæresten sad på tilhørerpladserne og sagde ja. Det var da meget sjovt – at han altså valgte at fri lige fra det sted, ikke at hun sagde ja, det kan en anden én jo ikke vide noget om.

Det ville være højdepunktet i min karriere, hvis jeg vinder i X Factor, har han udtalt for nylig. Sagen er nemlig den, at Kim Christiansen ikke kun er politiker, han er også musiker og sanger med eget band, The Party Patrol, hedder det. Det er der også et tysk band, der hedder, men tyskerne er muligvis ligeglade med Kim Christiansen. Man bliver lidt mistroisk, når han udtaler sig som ovenfor anført. Et højdepunkt i hans karriere? At deltage i DR’s underholdningsprogram X Factor? Jamen, er han da ikke politiker? Er højdepunktet i en politikers karriere ikke at gøre sig gældende i politik? Magt og indflydelse? Åbenbart ikke for Kim Christiansens vedkommende. Han har dog skrevet to sange med politisk indhold. Den ene var en kampagnesang for partiet op til folketingsvalget i 2011. Pænt gedigen mainstreampop, sådan set, ikke en skid original, men det er heller ikke meningen med den slags. På den tilhørende video, som jeg har set på YouTube – jojo, vi er moderne mennesker hernede på Falster – ser man en eddikesur Jesper Langballe agere korsanger, dog uden at åbne munden. Hans vægren sig mod at agere popstjerne gør ham ligefrem en smule sympatisk. Den anden af Kim Christiansens sange er et indlæg mod rygeloven – skidegodt, Kim! – med tilhørende forsvar for den lille Bodegamands ret til at ryge en smøg. På YouTube har de desværre fjernet lyden, man kan se Kim Christiansen, man kan også godt se, at han synger, men man kan ikke høre en lyd. Er det noget teknisk noget, som os på Falster bare ikke har forstand på, eller har Kim Christiansen selv, frivilligt eller ufrivilligt, givet afkald på sin personlige ytringsfrihed? Efter kammeratlig henstilling fra antirygermafiaen? Nå, det kan vi ikke vide, så det lader vi ligge. Men netop disse to sange hensætter én i svær tvivl: skriver Kim Christiansen politiske sange til sit parti for at fremme partiets interesser – eller er han blevet politiker for at fremme sin egen karriere som musiker og øge interessen for sit band – som der vistnok ikke er mange, der har hørt om, før han blev politiker? At det er sådan det forholder sig, er der jo noget, der tyder på, når han selv siger, at det ville være et højdepunkt i hans karriere at blive vinder af X Factor. Eller måske er det mig, der tænker for primitivt. Måske er Kim Christiansen bare en moderne politiker for hvem politik og underholdning er ét fedt?

Kunsten er jo hævet over politik

Men han vandt jo så ikke X Factor. Han vandt slet ikke, alle tre dommere sagde nej tak. Han havde ellers gjort sig stor umage, han sang en sang af Sam Cooke, der vist ellers var ret venstreorienteret – sort var han også, og det var ikke helt nemt på hans tid – men hvad: kunsten er jo til enhver tid hævet over såvel politik som racefordomme. Så Christiansen tog gerne hr. Cookes sang i sin mund, og han vrikkede også lidt med hofterne. Men det hjalp ikke. Nej, sagde først den ene dommer, så den anden, så den tredje. Med minimal høflighed, kan man vel sige, men dog høflighed i flg. mine kilder – igen: YouTube. Efterfølgende, som politikerne siger, har Kim Christiansen beklaget sig over afgørelsen. Han mener sig udsat for politisk forfølgelse. De tre dommere kunne ikke lide ham, fordi han er folketingsmedlem for DF, det kan der overhovedet ikke være nogen tvivl om, hævder han. Hans sangfærdigheder tog de overhovedet ikke stilling til! Jeg kan ikke vide om Blachmann og Anne Linnet og Ida Corr hader Dansk Folkeparti, men selv hvis de gør, er det vel tilladt? Og hvis de havde vurderet Kim Christiansen til at være en stor sanger, ville de vel, som de professionals de er, have ladet ham gå videre i konkurrencen. Så slap do no lidt o do, som de siger i Jylland, hvor den forsmåede sanger kommer fra.

Sam Cooke var borgerrettighedsforkæmper, han blev skudt i 1964 af en racistisk motelejer, der påstod at Cooke dels var fuld, dels i færd med at udføre et indbrud. Det er stærkt tvivlsomt, om det havde noget som helst på sig, alligevel bedømte de amerikanske domstole drabet som et justifiable homicide. Der er næppe nogen, der har planer om at skyde Kim Christiansen – så hvad skal det egentlig være godt for med sådan en gang klynk og flæb? Det er ualmindelig ringe kunstneradfærd. Hvis man bliver afvist af smagsdommere, publikum, pladeproducenter, forlæggere og galleriejere, hvad det nu kan være, så må man prøve igen og igen. Og Kim Christiansen har jo ligefrem noget i baghånden: hvis alt skulle glippe med musikken, så kan han jo altid blive fuldtidspolitiker. Sådan én tjener også flere penge end de fleste musikere.