Læsetid 9 min.

’Jeg kan godt lide at forsvare arbejderklassen’

Film handler ikke om priser eller håndværk, men om at røre publikum, siger Thomas Bo Larsen, der er aktuel i Thomas Vinterbergs drama ’Jagten’, hvor han spiller en mand splittet mellem sin datter og sin bedste ven. Modsat stort set alle sine kolleger er Thomas Bo Larsen vokset op i en betonghetto, og selv om hans repertoire efterhånden er bredt, finder han glæde ved at ’forsvare arbejderen’
Familiefar. Thomas Bo Larsen har medvirket i næsten 50 film og 140 teaterstykker, og om en uge kan han opleves i rollen som familiefaren Theo i Thomas Vinterbergs ’Jagten’.

Familiefar. Thomas Bo Larsen har medvirket i næsten 50 film og 140 teaterstykker, og om en uge kan han opleves i rollen som familiefaren Theo i Thomas Vinterbergs ’Jagten’.

Tine Sletting
3. januar 2013

»Nu er jeg snart 50, så kan jeg ikke være en rod længere.«

Thomas Bo Larsen sidder på sin stamcafé på Frederiksberg og suger livet ud af et sort plastikrør, som lyser neonblåt i enden. Det er den elektriske cigaret, der er blevet en slags signatur for skuespilleren, og som han også havde i kæften, da han tidligere på året gav den som verdensmand på den røde løber i Cannes.

Han ligner heller ikke en rod, selv om det unægteligt er de drengerøvede roller som den kriminelle desperado Karsten i De Største Helte, den psykopatiske lillebror Michael i Festen eller – for den sags skyld – den fallerede kok Flemming i Solkongen, folk kender ham for.

Under Thomas Bo Larsens sorte t-shirt anes en tatovering på brystet, og han fortæller, at han altid får en ny, når han er i et nyt land. Han tager ikke billeder, han får tatoveringer. Antallet har han ikke styr på, men han er udsmykket med alt fra skrifttegn over ikonet Che Guevara til en struds.

Netop hjemkommet fra rejser i Asien er han nyklippet, nybarberet og solbrændt. Han ser godt ud.

»Det kan godt være, der er nogen, der siger, jeg er blevet typecastet, men jeg er pisseligeglad. Jeg har lavet mange roller, og jeg spiller en forskellig rolle hver gang. Jeg er skuespiller for fanden,« siger han.

Skuespiller er han. Thomas Bo Larsen har medvirket i næsten 50 film og 140 teaterstykker, og om en uge kan han opleves i rollen som den relativt rolige familiefar Theo i Thomas Vinterbergs Jagten. Theo er bedste venner med Lucas (Mads Mikkelsen), der er pædagogmedhjælper i den lokale børnehave. En dag opdigter Theos femårige datter, Klara, en historie om, at Lucas skulle have forgrebet sig seksuelt på hende. Løgnen spreder sig hurtigt i provinsbyen, næsten alle tager Klaras parti, og Lucas jages vildt.

Umiddelbart kan filmen forstås som en slags forlængelse af Festen, Thomas Vinterbergs internationale gennembrud fra 1999, som også behandler pædofili, løgn og mistanke, men det vil ifølge Thomas Bo Larsen være en fejlfortolkning.

»Temaet incest er faktisk underordnet i Jagten. Der er jo ingen incest i filmen; det handler mere om, at sladder, misforståelser og løgne kan forfølge dig resten af dit liv.«

– Synes du ikke, at filmene på en måde afspejler hinanden?

»Nej. Faren havde jo begået overgreb i Festen, men her er ikke noget overgreb. På en mærkelig måde er det kvinderne i byen, der støber kuglerne til historien, og det er dét, filmen handler om, sammen med menneskejagt, sladder og venskab.«

Thomas og Thomas

Thomas Bo Larsen blev uddannet på Odense Teater i 1991. På skolen var han med sine egne ord »lidt rebelsk«, fordi han generelt er modstander af skolesystemet, og fordi man skulle lære at spille klaver og danse ballet. Skuespiller blev han, men det første år brugte han på at skubbe barnevogn og vente på, at hans kæreste også skulle blive færdiguddannet.

I 1992 flyttede han til en ussel lejlighed på Ørnevej i København med sin datter og kæreste. Parret havde ikke nogen penge, og datteren havde lungebetændelse. Han lavede selv et teaterstykke med udgangspunkt i sin afgangsforestilling. Det kom til at hedde Danny og Roberta og blev opsat på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro.

»Apropos Jagten handler Danny og Roberta om et incestoffer og en voldsmand, der møder hinanden. Det var et meget råt stykke, hvor jeg knepper hende op ad væggen på scenen. Altså, vi har et samleje,« siger han og tager to hiv af røgpennen. Han har en dyb, drævende stemme, men den karakteristiske stenbro-diktion fra filmene, er nedtonet. »Det var meget, meget voldsomt, men også meget, meget rørende,« siger han.

Så rørende, at hver aften, når forestillingen var færdig, sad folk i salen og græd. Thomas Bo Larsen havde aldrig prøvet noget lignende. Heller ikke siden.

En aften i 1992 sad en anden ung mand blandt tilskuerne på Teatret ved Sorte Hest. Han var elev på filmskolens instruktørlinje, hvor han skulle i gang med at lave sin afgangsfilm, og han manglede en skuespiller til hovedrollen. Da han så Thomas Bo Larsens vildskab på scenen, forelskede han sig, og efter forestillingen kom han og spurgte, om den nyuddannede skuespiller ville være med i hans film.

»Nah, det tror jeg ikke rigtigt,« lød det afvigende svar fra Thomas Bo Larsen, som ikke mente, at han hovedkulds ville kaste sig ud i sådan et projekt. Eller om han overhovedet var god nok. »Jeg tror i hvert fald, du skal tænke dig lidt om.«

Den unge instruktørelev var Thomas Vinterberg, og »der var et eller andet« mellem de to, der gjorde, at Thomas Bo Larsen hurtigt blev overtalt. Kort efter gik de i gang med optagelserne til afgangsfilmen Sidste omgang, som handler om en ung mand, der får konstateret leukæmi og skal tage stilling til, hvordan han vil tage afsked med sine venner.

Filmen blev en succes. Den vandt en ’Filmskole-Oscar’ og fem andre priser, og publikum sad med en klump i halsen, når rulleteksterne kørte ind over lærredet, fortæller Thomas Bo Larsen. »Jeg havde lavet min første film, Thomas havde lavet sin første film. Det var i sig selv stort. Men da vi gik ud af salen, opdagede vi, at vi simpelthen havde lavet et mesterværk. Jeg har aldrig prøvet at sejre og vinde noget. Men den følelse, vi havde, da vi så den film, og da vi så folks reaktion på den film ...«. Han holder en lille pause og ser ud i luften, som om han forsøger at genkalde følelsen.

»Den får jeg aldrig nogensinde igen. Vi har været i Cannes og til Golden Globe og alt muligt, men den lykkefølelse, vi sad med der. Når man først har fået den lykkefølelse, kan man ikke få den igen. Desværre.«

Bergman-tricket

De to Thomas’er er meget forskellige. »Jeg kommer fra sådan noget betonghetto, Thomas kommer fra sådan noget hippie-halløj,« som Thomas Bo Larsen formulerer sit ophav i Gladsaxe-ghettoen Værebroparken og Vinterbergs opvækst i et kollektiv i Hellerup. Men siden mødet på Vesterbro i 1992 ses de to jævnligt. Deres børn leger sammen, og Thomas Bo Larsens 20-årige datter er som en storesøster for Vinterbergs to børn. Herrerne mødes ofte – gerne en gang om ugen – på restauranten Rio Bravo i det indre København. Her får de sild og snaps og bagefter guldøl.

»Først snakker vi lige om familien og børnene, og så snakker vi historier og manuskripter. Og vi kan blive ved i timevis, for vi har en livlig fantasi begge to.«

– Hvad kan Thomas Vinterberg?

»Jeg elsker at arbejde med Thomas, fordi når vi har lavet et take, så kan han sidde fuldstændig deprimeret, og så kan jeg godt se, at den ikke holder i byretten. Så prøver jeg fire-fem gange, og pludselig hopper han rundt i hele salen. Han kan se, hvornår den er der, og det er en stor gave, han har. Men det er lidt sjovt, at når vi er private sammen, er det altid mig, der ligesom har bukserne på og tager pis på ham. Og det elsker han. Men lige så snart vi filmer, så lukker jeg fuldstændig røven. Så er jeg en soldat, og så gør jeg alt det, han siger.«

Det nære venskab med Thomas Vinterberg kunne Thomas Bo Larsen bruge, da han skulle spille rollen som Theo, der står i den modbydelige situation, at han enten ikke kan stole på sin datter eller sin bedste ven.

»Thomas Vinterberg er en af mine meget, meget, meget nære venner,« siger han og tilføjer, at han har meget nære venner, som vil dø for ham, og som han vil dø for.

»Derfor ville sådan noget slet ikke kunne lade sig gøre. Hvis min datter blev voldtaget af en af dem, ville jeg slå dem ihjel. Ej. I gåseøjne, ikk’? Forstår du, hvad jeg mener« spørger han. Han holder en pause.

»Men det var sgu en svær rolle at spille,« siger han, som om han lige er vendt tilbage til virkeligheden.

»Jeg kæmpede meget med, hvor jeg skulle ’lægge’ spillet. Tror jeg på det, eller tror jeg ikke på det? Så jeg gjorde noget andet. Jeg underspiller.«

Han forklarer om et »skuespillertrick«, som Ingrid Bergman engang har lavet. En slutscene blev optaget syv-otte gange, og instruktøren bad skuespillerinden om at græde og om at grine, uden at noget rigtigt fungerede.

»Undskyld, hr. instruktør, må jeg give mit eget bud,« spurgte hun og fik lov.

Hendes eget bud var at gøre ingenting, og det gjorde, at alle i salen havde hver sin tanke om, hvad hun følte.

»Det er et fantastisk trick. Alle var dybt uenige om, hvad hun følte, fordi hun ikke spillede noget. Halvdelen af salen mente, hun var ked af det, andre mente, at hun var vred uden at vise det, men pointen er, at det er op til publikum,« siger han.

»Noget spil skal man lægge ud til publikum. Spille en form for hemmelighed.«

– Hvornår gør du det konkret?

»Jeg gør det for eksempel i scenen uden for supermarkedet,« siger han med henvisning til en scene, hvor Theo sidder i bilen med sin kone og datter, og hvor Lucas kommer vaklende ud af supermarkedet efter at have fået læsterlige klø.

»Jeg ser, at han har fået tæsk, men jeg reagerer ikke, jeg kigger bare ned. Hvis jeg troede, han var skyldig, havde jeg sagt ’fedt nok’, hvis jeg troede, han var uskyldig, var jeg gået ud af bilen for at hjælpe ham. Men jeg spiller ikke noget. Og der er mange steder, hvor jeg bare lægger det ned.«

Arbejderskuespiller

Modsat de fleste af sine skuespillerkolleger har Thomas Bo Larsen en fortid som håndværker. I 14 år arbejdede han som glarmester, og selv om han har spillet roller som operasanger, krigsfotograf og engel blandt flere, hænger hans image som rå gadedreng ved. At han skiller sig ud, bemærkede han allerede på skuespillerskolen, hvor alle havde en studentereksamen.

»Jeg har aldrig før oplevet konkurrence, og jeg er blevet fyret fra 12-13 job, for når tingene ikke passer mig, så gider jeg ikke,« siger han og forklarer, at han mener, at der er et stort element af flid såvel som konkurrence på gymnasiet, og at mange skuespillerstuderende tager det med videre.

»Jeg har en datter, der går på HF, og der går de hele tiden op i, om man får 12 eller 10 eller 9. Det er der bare ikke som håndværker.«

Selv om han er blevet en del af det meget konkurrenceprægede skuespillermiljø – og har høstet mange priser – er han ikke blevet omvendt.

»Priser rager mig en skid. Jeg gider ikke. Det, der betyder noget, er at røre folk. Glæden ved at spille et teaterstykke, hvor man kan mærke, at folk er med, og glæden ved at sidde i en biograf og have lavet noget godt og røre folk. Det er dét, der interesserer mig,« siger han.

– Hvad betyder din baggrund for dig som skuespiller?

»Jamen jeg kommer fra arbejderklassen, det kan jeg ikke benægte. Og jeg kan godt lide at vise underklassetypen. Jeg kan gode lide at forsvare den, fordi jeg er født ind i den. Måske er det lidt min pligt.«

– Hvad mener du?

»Jamen jeg ses stadig med mine gamle rødder fra dengang i Værebro, som jeg har kendt siden børnehaven, og på den måde bruger jeg min viden – eller hvad skal man sige – mine erfaringer fra arbejderklassen, når jeg skal spille skuespil.«

»Og det kan jo være, det er det, jeg er sat i verden for at gøre.«

 

 

’Jagten’ har premiere i danske biografer 10. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Det er rart, at der er en offentlig person, endda en skuespiller, som virkelig kan sit håndværk, står frem og fortælle, at han kommer fra arbejderklassen. Især fordi klassekampen fra politisk hold og med brug af tv, er meldt død, med en begrundelse om, at der ikke længere 'findes klasser'.

Brugerbillede for Torben Selch

Jeg kan ikke forstå, når man er så stolt af arbejderklassen, som jeg godt kan forstå man er. Blandt andet set gennem alle de sejre i fagbevægelsen og arbejdet for solidaritet i Europa og slåskampene med tyrannere og godsejere. Hvorfor bliver man så i en lind strøm ved med at stemme akademikere ind i ledelsen af partiet. Provokerende kunne man sige: arbejderklassen ikke selv? Er verden blevet for kompleks til at en person, der har kæmpet for arbejderens rettigheder og været beskæftiget deri - til at vedkommende ville kunne gebærde sig.

Hvis den er det - ville det være en oplagt opgave at tage fat i! Verdenen må ikke overlades til teknokrater og folk med juridisk eller økonomiske uddannelser.

Vi har behov for mennesker på magten med empati, solidaritet og sikker og erfaren "mavefornemmelse".

"Mavefornemmelse" får man ude på arbejdspladserne og omgang med den "virkelige verden".

Op på hesten!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Manchetten fik mig til at frygte, at Thomas Bo Larsen, denne fremragende skuespiller, opfattede sin metier for sentimentalt. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. - Og jeg tror også, at han tager fejl, når han mener, at folk først og fremmest føler en kunstnerisk oplevelse, som han leverer. Det er noget andet, der foregår, noget intuitiv forståelse og noget reflektion.
Det er iøvrigt sjovt, at han lavede Danny og Roberta til sin afgang - Peter Ganzler og Bodil Jørgensen lavede den et par år før på Statens Teaterskole (og spillede den efterfølgende nogle gang på Fiolteatret).

Brugerbillede for Bill Atkins

Torben Selch siger: Verdenen må ikke overlades til teknokrater og folk med juridisk eller økonomiske uddannelser.

Af nød - et hyberkomplekst samfund - er jeg kommet frem til at det er et spørgsmål om det omgivende demokrati. Uden at jeg vil komme med forslag lige nu, så tror jeg vores demokratiske system skulle skrues sammen på en helt anden måde når det er et teknokrati der skal styres.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er et generationsspørgsmål, tror jeg, Bill og Torben - første generations akademikerne kunne bevare idealismen og taknemmeligheden overfor det styre, der havde muliggjort deres uddannelse gennem retfærdigere fordeling af samfundets værdier; men allerede med generationen efter er vi så langt på afstand, at solidariteten for mange kun vil være en misforståelse af begrebet.