Læsetid: 5 min.

Den kompromisløse

Kritik’s afgående redaktør, Frederik Stjernfelt, er en af sin generations mest fremtrædende intellektuelle – og en energisk idéhistoriker, avisanmelder, debattør, publicist og læsehest
Kultur
18. januar 2013
Frederik Stjernfelt.

Frederik Stjernfelt.

Susanne Mertz

Fra sin begyndelse i 1967 var tidsskriftet Kritik tænkt som et brobygningsprojekt. De to grundlæggere, københavneren Aage Henriksen og århusianeren Johan Fjord Jensen, var begge litterater, men så forskellige som tænkes kan. Hvor Henriksen var inspireret af romantikkens organismetanke fra tidligt i 1800-tallet, stod Fjord Jensen i den kulturradikale tradition, som rakte tilbage til det moderne gennembrud efter 1870. For Frederik Stjernfelt, som nåede at være tidsskriftets redaktør i næsten 20 år, fra 1993 til 2012, er det 1700-tallets oplysningsfilosoffer, der er hovedinspirationen: rationalisterne, empirikerne, forkæmperne for ytringsfrihed. Lige netop på dét punkt er Stjernfelt kompromisløs: Ytringsfriheden bør gælde uindskrænket. Begynder man at modificere den med et »men«, så har man allerede kompromitteret den.

Synspunktet uddybes i en række af tidsskriftets temanumre, hvoraf ét – jubilæumsnummeret nr. 200 – underkaster selve kritikbegrebet et grundigt eftersyn. Det har ikke fået færre facetter siden Henriksens og Fjord Jensens dage, hvor det trods de store meningsforskelle mellem redaktørerne var den litterære kritik, der stod i fokus. Det gør den ikke med samme selvfølgelighed for Stjernfelt og hans skiftende medredaktører gennem de 20 år, men det er lykkedes dem at holde en fornuftig balance mellem et æstetisk, et samfundsorienteret og et filosofisk kritikbegreb. Alligevel vil deres redaktionsperiode nok især blive husket for en omfattende samfunds- og livsanskuelsesdebat, som blev ført i skyggen af Irak- og Afghanistan-krigene, fik ny næring af postyret omkring Muhammed-tegningerne, og tilføjet nye dimensioner med finanskrisen efter 2008.

Yndlingsaversioner

Gennem alle årene har Stjernfelt skrevet om så ubegribeligt mange og forskelligartede emner, at man fristes til at kalde ham polyhistor. Han forekommer altid velfunderet, også når han i polemisk ærinde udfordrer sine yndlingsaversioner, som findes på både venstre- og højrefløjen.

En af hovedmodstanderne er kulturrelativisterne, der har lært en lektie af 70’ernes ideologikritik – men ifølge Stjernfelt den forkerte lektie. Af frygt for at optræde nedladende over for andre kulturer end de vestlige udnævner relativisterne alle holdninger til at være lige gode. Relativisternes ubegrænsede tro på, at al virkelighed er menneskeskabt, stiller sig kritisk an, men den fører til løsagtig socialkonstruktivisme og i sidste instans til devaluering af sandhedsbegrebet.

Bin Laden og Luther

Men Stjernfelt retter også kritikken mod en religiøst baseret fundamentalisme, som han finder i to varianter, der for en umiddelbar betragtning synes vidt forskellige.

Den ene er den tidehvervske kristendom hos Dansk Folkeparti-præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe. Et særnummer om Luther interesserede sig for de mest frastødende sider af hans lære, og her viste Stjernfelt sin tæft for at formulere sig med aforistisk bid: »Man hører ofte, at det, islam har brug for, er en Luther. Hm – en antisemitisk, teokratisk skriftfundamentalist med blodtørst over for anderledes tænkende? Sådan en har islam da allerede – han hedder Osama bin Laden.«

At dømme efter de mange knotne kommentarer fra kirkens folk (og ikke kun fra Tidehverv) må denne Luther-karakteristik være det mest forkætrede, der nogen sinde har stået i tidsskriftet. Indsigelserne kom til at afdække en sælsom teologisk fortolkningslære af typen: Luther må forstås historisk. De sider af hans lære, vi ikke bryder os om, er et udtryk for hans tid. De sider, vi godt kan lide, er derimod et udtryk for ham selv. På den måde kan man fjerne alle sorte pletter med en gang fransk vask og strygning!

Selve den provokerende sammenstilling af Bin Laden og Luther viser jo, hvem de andre højre-fundamentalister er: islamister og shariafortalere. Krisen omkring Muhammed-tegningerne og – i et bredere perspektiv – konflikten mellem religiøse og sekulære holdninger til tilværelsen har beslaglagt meget plads i den sidste periode, hvor Stjernfelt delte redaktørposten med Lasse Horne Kjældgaard. De så ikke ens på netop denne sag, og det var en uenighed, der givetvis også fandtes blandt tidsskriftets læsere. Hvilken er – hvis tingene går op i en spids, og der skal vælges – den allermest centrale af oplysningstidens to kerneværdier: tolerancen eller ytringsfriheden? Er de nødvendigvis forenelige? Kan man med troværdigheden og integriteten i behold påberåbe sig tolerance, hvis man gør brug af ytringsfriheden på en måde, som krænker andre?

Den diskussion foregik naturligvis også i mange andre medier, men det var i Kritik, den blev ført med stærkest glød og størst lærdom. Et af de træk, der gjorde Stjernfelts bidrag til debatten særlig tankevækkende, var hans brede orientering. Eksempelvis udnyttede han sin billedsemiotiske kompetence, da han underkastede Muhammed-tegningerne en grundig analyse. Derigennem viste han, at det absolut ikke var indlysende, hvorledes tegningerne skulle opfattes. Store dele af polemikken omkring tegningerne hvilede på overfladiske forestillinger om, hvorledes man destillerer et entydigt og håndfast budskab ud af en billedlig fremstilling. Billedanalysen havde han bl.a. lært sig selv gennem grundige studier i »den gode« Anders And-tegner, Carl Barks, som han tit har skrevet om, også i Kritik.

Ubegribelig god tid

Sin interesse for litteratur har Stjernfelt ikke dyrket lige så intensivt i sin Kritik-periode som idéhistorien og samfundsanalysen, men i hans og Kjældgaards sidste nummer, hvor temaet er liberalisme, har han fremlagt en fin analyse af Hans Egede Schacks roman Phantasterne. Søren Ulrik Thomsen er medforfatter. Ad lidt snirklede veje fører analysen frem til en kritik af den avantgardisme-dyrkende forfatter, der får et kick af at forestille sig, hvor langt han er forud for sine fodslæbende kolleger. Den narcissistiske lystgevinst ved at føle sig anderledes end hoben er et emne, de to tidligere har behandlet i bogen Kritik af den negative opbyggelighed. Det er påfaldende, at Stjernfelt glad og gerne skriver sammen med andre. Man plejer ellers at sige om hans generation, at den i trods mod 68-generationen har gjort sig modstandsdygtig over for kollektivismens fristelser.

Stjernfelt er efter min mening sin generations mest fremtrædende intellektuelle, og tilmed en af de mest energiske, som semiotikprofessor, idéhistoriker, avisanmelder, debattør, publicist, læsehest – skønt han altid synes at have ubegribeligt god tid! Netop fordi han cirkulerer i mange forskellige kredsløb og ytrer sig i mange formater, er det ærgerligt, at Kritik ikke har haft de store oplagstal, som den stoflige bredde og diskussionernes væsentlighed berettiger til.

Ærgerligt – og underligt. Er det blevet en antikveret forestilling, at intellektuelle og andre, der gerne vil være velorienterede, nok skal finde de nødvendige penge i budgettet til et tidsskriftsabonnement? Kritik har haft den sjældne kvalitet, at det præsenterer stof, som snart er hyperaktuelt, snart umiddelbart kan forekomme aparte, men som det stort set altid er berigende at læse.

Nu forlader Stjernfelt og Kjældgaard så Kritik. Af den tiltrædende redaktion, som består af forfatteren Ursula Andkjær Olsen og litteraturforskeren Elisabeth Friis (Bøger 11.1.), skal man nok forvente en større fokusering på bl.a. æstetiske emner og klimadebatten. Det er, som det skal være – det nye makkerpar er et interessant match, og de finder utvivlsomt deres egne veje og deres egen tilgang til begrebet kritik. Måtte det lykkes dem at sætte den antiintellektuelle og påholdende tidsånd på porten og igen gøre tidsskriftlæsning til et nødvendigt tilskud til den intellektuelle pasform.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens-Martin Eriksen