Læsetid: 21 min.

Litteraturen og det onde

Der går for tiden en nymoralistisk bølge hen over Skandinavien, hvor litterære værker, i fuldt alvor og med stor iver, bliver evalueret i forhold til moral, ikke kvalitet, skriver Karl Ove Knausgård
Da anden bog af ’Min kamp’ udkom i Norge, stillede Aftenpostens anmelder sig det spørgsmål, om et i romanen beskrevet forhold var straff eretsligt forældet. Med andre ord: om forfatteren i grunden ikke burde fængsles for det, skriver Karl Ove Knausgård.

Da anden bog af ’Min kamp’ udkom i Norge, stillede Aftenpostens anmelder sig det spørgsmål, om et i romanen beskrevet forhold var straff eretsligt forældet. Med andre ord: om forfatteren i grunden ikke burde fængsles for det, skriver Karl Ove Knausgård.

Sigrid Nygaard

11. januar 2013

Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt ilde til mode ved titlen »Litteraturen og det onde«. Af to grunde. For det første har jeg svært ved at forholde mig til et så overgribende begreb som »det onde«, fordi det er en abstraktion. Lidt på samme måde som »kærlighed« er.

Hvorimod det, som det udspringer af, den onde handling, altid er konkret, altid er fæstnet i tiden, altid har en særlig historie, der involverer bestemte mennesker. For det andet underforstår titlen, at litteraturen skulle have noget med det onde at gøre, ja, at den i grunden skulle være tæt forbundet med det. Og denne udbredte holdning, som i reglen kommer med en ganske bestemt kanon, hvor navne som de Sade, Poe, Baudelaire, Céline, Genet og Bataille er centrale, har ofte noget posøragtigt over sig, ja, undertiden endda noget pubertært. Som om den aura, der omgiver det onde, det mørke og det grusomme på en eller anden måde bliver attråværdig og overføres til dem, der skriver om det, således at også deres tekster bliver farlige i en eller anden forstand. Det onde kan være så meget, men en akademisk øvelse er det ikke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Matias Tinghus
  • Kristoffer Bressum
  • Lone Christensen
  • Anders Reinholdt
  • Inger Sundsvald
  • Ib Foder
  • Victor Christoffersen
  • Jens Christoffersen
  • Bo Johansen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Martin Åberg
  • ulrik mortensen
  • Lau Dam Mortensen
  • Malthe Harvald
  • Jesper Wendt
  • Niels Mosbak
Matias Tinghus, Kristoffer Bressum, Lone Christensen, Anders Reinholdt, Inger Sundsvald, Ib Foder, Victor Christoffersen, Jens Christoffersen, Bo Johansen, Heinrich R. Jørgensen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Åberg, ulrik mortensen, Lau Dam Mortensen, Malthe Harvald, Jesper Wendt og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og nej, Knausgård, debatten om moral mv. i bøger foregår skam ikke i Skandinavien. Den foregår i det som alle andre opfatter som Skandinavien, nemlig Sverige. - og måske til dels i Norge.

I Danmark ryster vi på hovedet når man fjerner Tintin fra bibliotekerne i Sverige og når en svensk teaterregissør kalder Børn og Røverne i Kardemomme by for højre-ekstrem....

Anders Reinholdt, Christian Pedersen og Karen Rasmussen anbefalede denne kommentar

Måske den mest meningsfulde måde at forstå det lineær liv, og at alt rør sig som ringe i vandet.

Det kan bruges på mange måder, hvis man er bevidst om det.

Dét, er ringene i vandet, der fører til enden, som igen, tager en ny form.

Det er ganske bemærkelsesværdigt så insignifikante vi er, og det er 'a state of mind'.

En hjørnesten i et større spil, alligevel må det samtidig betragtes.

Opskriften er empati.

Jens Overgaard Bjerre

Det Knausgård siger om den bølge af ny-moralisme, som strømmer ind over Skandinavien er fuldstændig rigtigt. På nogle områder er selv USA mindre moralsk, selvom meget af moralismen kommer fra dette religiøse land. Bragt hertil af tv. Hans beskrivelse af rækkehuset og den dødelig kedsomhed men relative tryghed, er ganske rammende. Men det er hans forsvar for, at man i litteraturen kan sige hvad som helst, som er det vigtigste. At man uden kunsten - her litteraturens kunst - får et fattigt samfund, der er parat til at acceptere alle formere for 'fængsling af sjælen'.

Og, det er det, som vi ser i øjeblikket. En omklamring af den barnlige ufarlige kunst. Uha, skræk og rædsel for dem, som siger, at det liv vi lever, ikke er det allerbedste. Fri os fra stinkende pis og lort, fattigdom og miserable eksistenser. Drag ind til byerne og deres underholdning med forglemmelse. Hold på pænheden, sig ikke sgu og satan. Som efter et tv-setup, hvor man kan manuskriptet på forhånd. Bol din kone meget forsigtigt og efter hendes regler, så hun keder sig uden at sige det. Lad krigs drabene foregå langt, langt væk.

Lad os holde med de stærkeste og giv kunstneren som vover at tegne et andet billede, en 'sveder'. Eller i hverfald ignorer eller latterliggør ham. Og kan man ikke det, så omklamre ham, så han sjæl forgiftes og han synes som alle de andre: ukritisk og middelmådigt.

Kristoffer Bressum, Massimo Fiorentino, Vivi Rindom, Lone Christensen, Anders Reinholdt, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen, Martin Åberg og Jette Abildgaard anbefalede denne kommentar
Nick Mogensen

Jeg synes essay'et er lidt tungt i 2/5 henne. Men måske er det bare en forkert fornemmelse. Når det er sagt, er jeg enig for så vidt, at 'moralen' som udgangspunkt er dogmatisk. Altså at denne på en side giver menneskene (og samfundet) en hvis selv-konstans, men samtidig er skrækkelig småborgerlig, endsige meget svær at forandre, hvis først den stivner som stearin - hvilket desværre virker til altid at være tilfældet - det er i hvert fald vores fornemmelse. Fordi 'moralen' er ikke stivnet, den forandrer sig hele tiden, men den enkelte forsøger konstant at efterkomme dennes egen ide om hvad 'moralen' er. Man så og sige lever og reproducer den rolle, man føler man skal efterkomme. Det forekommer at være paradoksalt og ret beset tvangsneurotisk, men også menneskeligt.

Menneskets behov for at være konsistent med egne handlinger, er i realiteten en form for livets ludomani. Man gør A, og får at D ikke virker forrykt, gør man også B og C. Vi følger en line som slet ikke er kastet, men uden en retning kan vi ikke leve. Men er retningen (i bestemt form) så det, at det er vores lod som mennesker, at følge dette mentale fremtrædende, som bliver virkeliggjort af os, i os? Eller er friheden, den størst opnåelige, måske i virkelighed den, at være bevidst over sin dødelighed, og derudaf få den velsignelse, som det er, at turde gøre dødelige ting, nemlig bryde sin rolle i ny og næ, tænke sin egen tanke til ende (hvis man tør have en) og glemme de mangfoldige normer, der befaler os alt fra at spise med kniv og gaffel til at fise efter diplomatisk manér; lidt af gangen, gerne uden at påføre andre lugtgener, gerne i diskretion og hvis muligt overdøves lugten med en airspray, så "lorten" og dens kammerater, symbolet på kaos og dødelighed, helst ikke kommer i de omkringværendes umiddelbare bevidsthed.

Den frie tanke er måske at turde at tænke - for sig selv (engang imellem)?

Lone Christensen, Lasse Bøgh, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen og Martin Åberg anbefalede denne kommentar
Henning Steen

Et velskrevet essay - som ikke lykkes med at ansvarsfraskrive hverken Hamsun eller Breivik, netop ved at betone friheden til disses suveræne ytringer og handlinger.

Faktisk er det vel en helt banal frihedstrang og -erkendelse, der bærer teksten. Som da også slutter med en 'forståelse' af Breivik, der egentlig ikke bringer anden forståelse end at vi må afstå fra at fordømme evt. litterære bearbejdelser (?) af Utøya:

"Utøya-massakren ... kan i litteraturen forstås som det, der i virkeligheden ligger inden for det menneskelige, eftersom litteraturen, ved at være fri, også er fri fra moral, det vil sige fra fordømmelse."

Sören Tolsgaard

Det moderne menneske er i sin materialistiske begrebsverden ikke længere i stand til at opfatte sit liv som andet end dødeligt og i sidste ende meningsløst.

Selv de såkaldt "troende" er i mangt og meget tvivlere, idet det fysisk-mekaniske verdensbillede også trænger sig ind i deres bevidsthed. Det er dog med sorg, at mennesket mister sin vistnok naturlige og instinktive barnetro eller livets fundamentale religiøse dimension, sit forhold til det guddommelige.

Vores moral bliver derefter: Nihilistisk, depressiv og uden dybere motivation, højest for at tækkes den almene konsensus tilkendegiver vi en hyklerisk "moral", som i stigende grad begrundes som "nyttemoral" - en attitude, som skal befordre ens status som lønmodtager i et samfund, der er styret af pengenes (læs: det ondes) magt.

Det må høre med til litteraturens frihed at fundere over begreber som evighed, genfødsel og karma, muligheden for en højere refærdighed, hvilket dog ligger mange modernistisk indstillede mennesker fjernt, så vi må fortsat tumle rundt i meningsløshedens og i sidste ende de blinde drifters og ondskabens mørke blindgyde.

For enden af tunnelen sker der dog et eller andet gennembrud, som bl.a. beskrevet af Erlend Loe i hans romaner om det komplet tilintetgjorte menneskes radikale opgør med det meningsløse forbrugssamfund.

Meningsløsheden griber om sig, men der spirer et håb..

Kristoffer Bressum, Anders Reinholdt, Martin Åberg, Niels Mosbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Hvad kan man tilføje til Knausgårds perlekæde af indsigtsfulde betragtninger? Ud over et ydmygt "tak"?

Niels Mosbak, Lone Christensen, Anders Reinholdt og Martin Åberg anbefalede denne kommentar

"Da Hitlers Mein Kampf udkom i 1925, blev den opfattet som en urimelig, umulig og umoralsk bog, og den blev nedsablet i de store aviser, hvor der stod, at med den var Hitlers politiske karriere lagt død. Ti år senere var den en accepteret del af virkeligheden. Det var ikke bogen, som havde forandret sig, det var modtagelsen af den, altså modtagernes holdning, altså moralen."

Jeg synes Knausgaard mangler at sætte nazismen ind i et socioøkonomisk perspektiv. Når vi ser Gyldent Daggry i dag, så kan vi se hvor vigtigt dette perspektiv er. Arbejdsløsheden var enorm i Tyskland i 1930'erne og folk sultede. Og når man sulter, hvor går man så hen? Ja, der var mange, der så gik efter maden i stedet for sultedøden.

Hitler er kun een af mange i den sammenhæng - historien vrimler med psykopater. Når psykopaterne får tilhængere, så hænger det netop sammen med det socioøkonomiske systems tilstand.

Det ville også have været interessant, hvis Knausgaard havde sammenholdt "det onde" med dets modsætning - f.eks. i form af Nordahl Griegs tanker eller f.eks. Hvidsteengruppen, eller Viktor Frankl.

Til syvende og sidst, så er det vel det mest interessante ved ondskaben - kun den måde, som vi mennesker forholder os til den. Om vi vælger at lukke øjnene for hvad der sker - om det så er når grupper af mennesker bliver gjort til syndebukke, eller når livet gøres så svært for mennesker, at de må kæmpe for at overleve som tilfældet lige nu er i Sydeuropa.

Eller om vi vælger at holde vore øjne åbne på trods af vor viden og så fortsat kæmpe mod ondskab og umenneskeliggørelse.

Måske er det derfor at vi er her - måske er det vores "æble på kundskabens træ", som gør at vi skal vælge vores tilgang - dagligt - fordi vi har fået kundskaben.

Måske er det det, som vi skal kendes på, når vi engang går herfra.

Heinrich R. Jørgensen

Lilli Wendt:
"Til syvende og sidst, så er det vel det mest interessante ved ondskaben - kun den måde, som vi mennesker forholder os til den."

Første spørgsmål i så fald må være: "Hvad er ondskab"?

Svaret er oplagt. Som Knausgård korrekt skriver, er 'det onde' en abstraktion, og findes/eksisterer dermed ikke. Hvad der betegnes 'ondskab' derimod, er beslægtet med andre sociale konstruktioner, hvis endelser ender på -skab. Sociale konstruktioner som kan være formelle eller uformelle, men som udmønter sig i det konkrete, da det manifesterer sig som social praksis.

Eksempler: Ægteskab, lederskab, faderskab, partnerskab, præsteskab, selskab, videnskab, kendskab, broderskab, selskab, troskab, beredskab, venskab, herskab, slægtskab.

Ikke al social organisering om fæller normer, værdier og andet, er lige godt. Ovenstående eksempler rummer flere ord, der langtfra opfattes entydigt positivt -- såsom præsteskab og videnskab, idet disse sociale kontruktion om fælles værdier i sagens natur er ekskluderende ifht. for det der måtte afvige fra det der erklæres som norm.

Der er mange ord for sociale fællesskaber, der er centreret om svært uheldige værdier og praksis. Sådanne kunne kaldes dårskab, dovenskab, utroskab, ondskab m.fl.

Der er mange måder at anskue ondskab på, men ondskab kan vel forstås som "der hvor vi som mennesker træder over den tærskel, som vi godt ved er forkert at overtræde". Dermed hænger begrebet "ondskab" sammen med begrebet "kundskab". At have kundskab om hvad der er skadende for andre og så med fortsæt udøve dette, må så betragtes som ondt.

Dermed er vi alle fra tid til anden "onde", når vi med forsæt sårer hinanden f.eks. i skænderier, velvidende at det vi gør - netop er at "såre" = skadevolde. Dvs. vi har kundskaben til at vælge ondskab til eller fra. Ligesom manglende empati med andre, hvor vi kender deres vanskelige situation kan betragtes som ondt og skadevoldende.

Når Hannah Arendt skriver om "den banale ondskab", så er det om det tidspunkt, hvor mennesker frasiger sig det personlige ansvar for at gøre det onde - på trods af deres kundskab om det forkerte i deres handling. At gøre ondt efter ordre - bliver her en administrativ procedure, som gør at det individuelle menneske ikke føler sig ansvarligt. Det er netop her, at vi som mennesker har valget mellem at være menneske eller at være en bureaukratisk maskindel. At det ikke altid er et nemt valg, kan vi hurtigt blive enige om.

Det er i øvrigt dokumenteret at børn af naturen er venlige og empatiske fra fødsel, medmindre de opdrages til andet. Det er således prægning og opvækstvilkår, der gør at empatien forsvinder. Negativ prægning kan ske ved vold, trusler, pression, og ved indoktrinering af fjendebilleder, således at den naturlige empati og tillid forsvinder.

Lone Christensen, Niels Mosbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Kan vi finde noget at bruge hinanden til?
Hvor meget tågesnak kan vore øre mon holde til og hvor meget moral eller det modsatte kan vore skuldre mon bære. Er der nogen i dette land, eller andre steder der kan skære igennem og bevæge folk, følge deres egen overbevisning og ikke andres eller et gruppepres eller lemming effekten eller hvad normen dikterer som rigtigt eller forkert.
Kan nogen mon søge dybt i egen barm og database for dermed lede os alle ude af denne lemming mentalitet, ja, så skulle en sådan person sikkert kunne blive hilst velkommen hvor som helst, men tågesnak om moral eller det modsatte, kan ingen vel bruge til noget.

steen nielsen

Om at glo.
Vi kan ikke få noget ud af at glo ind i andre menneskers privatliv, det har ugebladene jo prøvet så længe de har eksisteret.
Men det der kan gavne er, at den enkelte fandt sit eget ståsted, før de kastede sig over en bedømmelse af andres.

Heinrich R. Jørgensen

Lilli,

jeg opfatter Hannah Arendts pointe anderledes, nemlig at udsagnsordsformen (at gøre) 'ondt' grundlæggende er lige så abstrakt og substansløs som navneordsformen (det) 'onde', men at trods alt kan manifestere som fravær af dets modsætning. Af fravælge 'det gode', at undlade at handle 'godt' (læs: etisk forsvarligt, samvittighedsfuldt).

Hannah Arendts indsigt var på ingen måde ny, og er egentligt banal i den forstand, at det samme er blevet forsøgt udtrykt utallige gange i alskens lekture og andet. Hvis man undlader at handle etisk ansvarligt, handler man forkert, slet, ondt eller hvad man ellers kan betegne det.

Det er langt fra det eneste begreb, hvis indhold er givet af dets modsætning. Der findes heller ikke mørke per se; der findes fravær af lys. Der findes ikke kulde; der findes fravær af varme. I det hele taget findes der mange ord, der henviser til noget der netop ikke er -- f.eks. ord som 'hul' og 'rum'.

Syndefaldsmyten er jeg enig i, udtrykker noget yderst væsentligt, men jeg læser den muligvis lidt anderledes end du gør.

Jeg ser det som en fortælling om, at man nok kan have en formodning om at man burde afstå fra at handle på bestemte måder, men at det først er i det øjeblik man egentligt udfører handlingen, at man opnår indsigt om, at det var 'forkert'. F.eks. ved at ens såkaldte samvittighed udvirker, at man fortryder, skammer sig eller lignende.

Det er sjovt nok altid trickers der hvisker og lokker nogen til at foretage 'forbudte' handlinger. Nogle gange er det en slange, i andre fortællinger er det en ræv der hvisker i øret, osv.

Det er i øvrigt morsomt, at alle er enige om, at syndefaldets genstand er et æble. For det første fordi beretningen ikke nævner noget æble. Tjek selv Genesis kapitel 3 -- hvor er æblet? Hvor kommer vaneforestillingen om 'æblet' fra?

Man kan også overveje, om det gamle ord 'æble' henviser til en genstand. Hvis det gjorde, er det noget aparte at ordet på rigsdansk ikke er fælleskøn, og genstanden såldes betegnes som 'en æble' ;-)

Heinrich R. Jørgensen

NB:
Hannah Arendts pointe var formodentligt, at hvad der er 'ondt' ikke er knyttet til handlinger, men til fraværet af handling. At forsøge at fritage sig fra medskyldighed i andres 'onde' gerninger, ved at fremføre at man ikke gjorde noget ('ondt'), ikke holder. Inaktivitet er også en handling, og at undlade at praktisere hvad der er 'godt', er 'ondt'.

Om fravær af "at gøre det gode" er værre end det "at gøre det onde", ja, det kan diskuteres fra nu og til dommedag. Så jeg vil undlade at fortsætte debatten om dette.

M.h.t. syndefaldet - ja, så kan man i øvrigt læse en meget interessant udlægning i Riane Eislers bog "Skålen og Sværdet". Kan anbefales.

Heinrich R. Jørgensen

Lilli Wendt:
"Om fravær af "at gøre det gode" er værre end det "at gøre det onde", ja, det kan diskuteres fra nu og til dommedag"

At forskellen er enorm, er forhåbentligt hinsides diskussion ;-)

Tak for henvisningen.

Heinrich,

der vil altid være situationer, hvor det kan diskuteres. F.eks. hvis man som i Indien blot ser på, at en voldtagen kvinde og hendes kæreste bliver efterladt og ikke hjælper. Hvis man vender ryggen til folk, der sulter, selv om man har i overflod. Hvis man ikke tager til genmæle, når en anden bliver mobbet, men stiltiende "sanktionerer". Hvis man Etc. etc.

Den stiltiende accept, og undladelsen af at hjælpe, hvor der er nød. Ja, det kan også være en form for ondskab.

Heinrich R. Jørgensen

At undlade 'at tale uret imod'. At undlade at gøre opmærksom på løgne, bedrag og manipulationer. Passivitet er ikke altid 'godt'.

Gorm Petersen

Det onde er kort og godt lidelsen.

Når man afliver et lidende dyr, tror man, at man derved deltager i kampen mod det onde.

Men det er ren og skær tro. Hjerneforskningen er ikke langt nok fremme til at kunne sandsynliggøre, at den ændring i forløbet - d.v.s. aflivningen - af de kemiske processer, vi for nemheds skyld kalder for "dyret", rent faktisk fjerner lidelsen.

Den implicitte metafysik må være: "Lidelsen er nok en usandsynlig kombination af kemiske processer. Ved aflivningen gør jeg de kemiske processer mindre usandsynlige, og det reducerer nok lidelsen".

Udtrykt i kombinatorisk billedsprog: Et stående korthus gør nok mere ondt end et væltet kortkus.

M.a.o. vi er lige nu på herrens mark. Men når hjerneforskerne løser gåden - hvad er lidelse - ved vi om dyrelivet overhovedet kan betale sig.

Hvis svaret er nej, bliver dette solsystem lige så tavst som alle de andre solsystemer.

Hvor der måske også engang var debatindlæg med indhold svarende til dette - kort før gennembruddet inden for hjerneforskningen.

Lone Christensen

Jeg synes Knausgård's artikel er virkelig spændende og stiller nogle relevante spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den reaktion med at tage afstand fra det onde, at prøve at fornægte det, egentlig ikke handler om at vi som mennesker er bange for at se i øjnene, at vi rent faktisk selv indeholder det onde?

Knausgård taler om, at vi opfatter os selv som frie mennesker, men er vi egentlig ikke bundet både af en kulturel moral og en indre angst?

Ciater fra artiklen:

'Hvad vil det sige at være menneske?'

'Det menneskelige er det enkelte menneske, det findes ingen andre steder, og det enkelte menneske er ikke suverænt. Det er begrænset, utilstrækkeligt og næsten altid småligt, bange for de mest idiotiske ting, som det kan eller ikke kan kontrollere, men desuagtet bruger mange kræfter på, bundet til en lille gruppe af mennesker, familie og venner, fyldt af begær, som oftest utilfredsstillet, trist eller glad ved andres selskab, et menneske, som laver mad, som brænder sig eller stikker sig i pegefingeren, når det syr, eller rammer tommelfingeren, når det skal slå søm i, som pludselig kan snuble, eller som fyldes af raseri og slår nogen, der står det nær, eller som holder raseriet tilbage og hellere vil gå til af frustration'.

'Alt det, vi i grunden ikke vil vide af, det onde, det modbydelige, det hæslige, vender han op og ned på ud fra sin indsigt i, at det er noget, vi alle bærer rundt på, noget, vi alle har i os'.

'Vi er frie, moderne mennesker, som tænker det, vi vil, om hvad vi vil, og som bor i et åbent, frit samfund. I al fald er det sådan, vi tænker om os selv'.