Læsetid 21 min.

Litteraturen og det onde

Der går for tiden en nymoralistisk bølge hen over Skandinavien, hvor litterære værker, i fuldt alvor og med stor iver, bliver evalueret i forhold til moral, ikke kvalitet, skriver Karl Ove Knausgård
Da anden bog af ’Min kamp’ udkom i Norge, stillede Aftenpostens anmelder sig det spørgsmål, om et i romanen beskrevet forhold var straff eretsligt forældet. Med andre ord: om forfatteren i grunden ikke burde fængsles for det, skriver Karl Ove Knausgård.

Da anden bog af ’Min kamp’ udkom i Norge, stillede Aftenpostens anmelder sig det spørgsmål, om et i romanen beskrevet forhold var straff eretsligt forældet. Med andre ord: om forfatteren i grunden ikke burde fængsles for det, skriver Karl Ove Knausgård.

Sigrid Nygaard

11. januar 2013

Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt ilde til mode ved titlen »Litteraturen og det onde«. Af to grunde. For det første har jeg svært ved at forholde mig til et så overgribende begreb som »det onde«, fordi det er en abstraktion. Lidt på samme måde som »kærlighed« er.

Hvorimod det, som det udspringer af, den onde handling, altid er konkret, altid er fæstnet i tiden, altid har en særlig historie, der involverer bestemte mennesker. For det andet underforstår titlen, at litteraturen skulle have noget med det onde at gøre, ja, at den i grunden skulle være tæt forbundet med det. Og denne udbredte holdning, som i reglen kommer med en ganske bestemt kanon, hvor navne som de Sade, Poe, Baudelaire, Céline, Genet og Bataille er centrale, har ofte noget posøragtigt over sig, ja, undertiden endda noget pubertært. Som om den aura, der omgiver det onde, det mørke og det grusomme på en eller anden måde bliver attråværdig og overføres til dem, der skriver om det, således at også deres tekster bliver farlige i en eller anden forstand. Det onde kan være så meget, men en akademisk øvelse er det ikke.

På den anden side ville det modsatte, en forelæsning med titlen »Litteraturen og det gode«, indgive mig endnu større modvilje på grund af den nymoralistiske bølge, der for tiden skyller hen over Skandinavien, hvor litterære værker, i fuldt alvor og med stor iver, bliver evalueret i henhold til, om det, som de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt. Ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral.

Et eksempel blandt flere er modtagelsen af den svenske forfatter Stig Larssons sidste bog, som i mange anmeldelser blev fordømt. Ikke fordi den var dårligt skrevet eller dårligt tænkt, uinteressant eller uoriginal. Men fordi det liv, som den beskriver, er forkasteligt: Hovedpersonen behandler nemlig ikke kvinder, som de bør behandles. Især én scene er meget omdiskuteret, nemlig den, hvor hovedpersonen, som er Stig Larsson selv, binder en kvinde og har analt samleje med hende. Det er hovedpersonen og hans handlinger, som bliver vurderet og målt, og ikke den litteratur, de fremtræder i.

Fascistisk

Et andet eksempel er den såkaldte Tintin-debat i Sverige, hvor en bibliotekar ville fjerne tegneserien Tintin fra børnebiblioteket, fordi den udtrykker en forkastelig holdning til sorte mennesker. Også ved modtagelsen af mine egne bøger er noget lignende sket. Da anden bog af Min kamp udkom i Norge, stillede Aftenpostens anmelder sig det spørgsmål, om et i romanen beskrevet forhold var strafferetsligt forældet. Med andre ord: om forfatteren i grunden ikke burde fængsles for det. Samme bog er i Sverige blevet kaldt fascistisk, og forfatteren, altså undertegnede, er flere gange, bl.a. i Sveriges største avis, blevet sammenlignet med Anders Behring Breivik.

Lige siden sommeren 2011 har Breivik været synonym med den rene ondskab i Skandinavien. Så når en romanforfatter sammenlignes med ham, er det et stærkt udtryk for, at de holdninger, som hans romaner udtrykker, er uønskede og farlige og i grunden slet ikke bør trykkes. Bag sådanne reaktioner ligger der for det meste den implicitte holdning, at litteraturen bør være god, bør være opbyggelig og bør tjene samfundet og kulturen ved at udtrykke sunde værdier og holdninger. Når vi læser om sådanne holdninger i tidligere tider, f.eks. dem, som optræder i Flauberts Madame Bovary og Baudelaires Le Fleur du Mal fra slutningen af det nittende århundrede – bøger, hvis udgivelse i begge tilfælde skaffede forfatteren en retssag på halsen – har vi vanskeligt ved at stille os på anklagemyndighedens side og erklære os enig i, at Madame Bovary er så umoralsk, at den burde forbydes. Og når vi læser om de reaktioner, som maleren Edvard Munch blev mødt med af sin samtid, der med væmmelse opfattede hans billeder som syge og destruktive – når vi læser denne 1800-talskritik – er det alt for let at latterliggøre disse holdninger som småborgerlige, snæversynede og kunstfjendske. Vi gør det alt for let for os selv, for selv om 1800-tallets moralske grænser ikke er de samme som vores, har også vi vores moralske grænser, og det er overskridelsen af dem, som vi må forholde os til, hvis vi skal være fair over for 1800-tallets kunst og litteratursyn.

For det er selvfølgelig dér, i overskridelsen af den gældende moral, som er fællesskabets sans eller fornemmelse for, hvad der er ønskeligt eller uønsket, for hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt, at skæringspunktet mellem litteraturen og det ondes problem ligger. Hvis en roman er racistisk, hvis en roman er kvindefjendsk, hvis en roman er ærekrænkende, eller en romanforfatter er en voldtægtsmand, så griner vi ikke, så er vi ikke længere småborgere, der fordømmer dem, men mennesker, der kæmper for en god verden.

Måske har jeg læst for mange romaner. For mig er romanens væsentligste egenart netop dette perspektiv: det lille menneskes historie. Det betyder ikke, at jeg vil afvise, at der findes store systemer, eller at jeg underkender de samfundsmæssige overbygninger, det politiske og det ideologiske og tilstedeværelsen af det, man kunne kalde den strukturelle ondskab i verden, og som eksempelvis gjorde Holocaust mulig. Men kun at dette perspektiv altid aktualiseres i den enkelte, i dig og mig, og følgelig eksisterer på to niveauer, som en abstraktion, noget, vi forholder os til i form af statistik og tal, almene ideer og forestillinger, og som en konkretion, i enkeltmenneskers tanker og gerninger, hvor det almene falder sammen med det personlige.

Den mystiske grænse

Et eksempel på denne figur kan være forholdet mellem det lokale og det globale, som den franske sociolog Bruno Latour analyserer i bogen Vi har aldrig været moderne. Det lokale ophører ikke med at eksistere som størrelse, selv om der udgår forbindelser fra det lokale til det globale. Ved at følge processen skridt for skridt »krydser man aldrig den mystiske grænse, som skulle skille det lokale fra det globale«. Hvornår forlader toget det lokale område og bevæger sig over i det globale?, spørger Latour og svarer: aldrig.

Det globale er en abstraktion, det lader sig kun stedfæste og overskue, i den udstrækning vi forlader vort eget blik, vores egen verden og anlægger et hypotetisk perspektiv. Det var i dette perspektiv, at menneskene engang opfandt Gud for at sikre sig, at det onde som et alment begreb eksisterer sammen med alle andre generelle begreber om det menneskelige såsom det heroiske eller det racerene eller kærligheden.

Cervantes’ Don Quijote, udspiller sig netop i dette rum, mellem forestillingen om verden og menneskene i den, repræsenteret ved den fordrukne adelsmands romantiske ridderromanideer, som igen og igen kolliderer så brutalt med den uforskønnede virkelighed. Det samme gælder for Flauberts Madame Bovary, hvor det er forestillingen om den romantiske kærlighed, som punkteres eftertrykkeligt ved mødet med det franske 1800-tals provinsvirkelighed. Men mest blændende formår måske James Joyce at turnere de to niveauer. Jeg tænker på Ulysses, hvor Joyce først og fremmest udforsker, hvordan ideerne og det immaterielle manifesterer sig i det materielle ud fra den tankegang, at det kun er her, det findes, i øjeblikket, i kroppene og genstandene, som er her akkurat nu.

Romanen tager fat på det myldrende liv på en helt almindelig dag i en helt almindelig by, og da handlingen udspiller sig i løbet af denne ene dag, og teksten hele tiden er nærværende i øjeblikket, findes der intet overgribende. Alt er opløst i nuet og set igennem individet. Det gælder historien, det gælder mytologien, det gælder de døde, det gælder filosofien, det gælder religionen, og det gælder ikke mindst og måske først og fremmest identiteten. Ingen af disse enheder er splintret eller opløst, de er blot set gennem øjeblikkets prisme, som kun kan overskue små sekvenser ad gangen. Et glimt af den døde mor, lugten i rummet, hvor hun lå, en tanke af Thomas Aquinas, et solblink i en rude, bruset fra bølgerne, en bryggerhest på vej hen over gaden, en sætning i en avis, et stykke fra en arie, en underdanig bibliotekar, en tanke på bøgerne på hylderne som kister. Sådan er det at være i verden. For at forstå den, eller tænke over den, må man tage et skridt tilbage fra den. Sådan er det også med Ulysses. Alle de små sekvenser, alle de i nuet opløste strukturer, samler sig i et større billede, som er Joyces svar på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske?

Det menneskelige er det enkelte menneske, det findes ingen andre steder, og det enkelte menneske er ikke suverænt. Det er begrænset, utilstrækkeligt og næsten altid småligt, bange for de mest idiotiske ting, som det kan eller ikke kan kontrollere, men desuagtet bruger mange kræfter på, bundet til en lille gruppe af mennesker, familie og venner, fyldt af begær, som oftest utilfredsstillet, trist eller glad ved andres selskab, et menneske, som laver mad, som brænder sig eller stikker sig i pegefingeren, når det syr, eller rammer tommelfingeren, når det skal slå søm i, som pludselig kan snuble, eller som fyldes af raseri og slår nogen, der står det nær, eller som holder raseriet tilbage og hellere vil gå til af frustration.

Stumme af betagelse

Mennesket forstår mere eller mindre, men aldrig synderligt meget. Alle slags følelser kommer og går, og alle slags plager, store og små, tømmermænd og hæmorider og splinter i fingrene, kræft og pest og hjerteinfarkt. Dette menneskeliv, som er vort og det eneste, vi har, opstod ikke som noget ophøjet og vældigt, det opstod i det små, nogle stykker i en dal et sted, en flok skabninger, som puslede rundt og forsøgte at få det bedste ud af det, som så op på stjernehimlen og blev stumme af betagelse, som samlede sig omkring den døde og forstummede, så nye mennesker blive født, ud fra ingenting, det vil sige dem selv, deres eget kød og blod. En gud for dem måtte være stor, som mørket, der sænkede sig om aftenen, og dæmringen, som kom om morgenen og brød ud i et væld af lys, men også lille, som pilen, der forfejler sit mål eller båden, som var uheldigt bygget, tog vand ind og sank efter kun få minutter på vandet.

Mellem det kosmiske og det komiske befinder det menneskelige sig, og den Gud, som de engang var forbundet med, var vævet ind i det. Han repræsenterede de universelle magter, men når han viste sig, var det i det lokale. Ja, historien om Gud i Det Gamle Testamente er også historien om det lokale. Om det ene menneske, Adam, Eva, Kain, Abel, Noa, Abraham, Isak, Josef, Moses, om dette enkelte sted, denne enkelte flod, denne enkelte by. Det menneskelige ved denne tidlige Gud brydes med det umenneskelige, når Guden lader alt liv drukne i syndfloden eller udsletter hele byer. For disse handlinger, som er så fulde af blind destruktivitet, er et udtryk for en straf for menneskenes overskridelser og er derved direkte knyttet til deres liv, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad godhed er, for hvis han vil dem det gode, hvorfor er han da så grusom, at han udsletter dem? Ikke bare de, som har syndet, men alle andre, som befinder sig der, også uskyldige børn?

Er denne Gud også ond? Hvordan kunne han lægge hele to byer øde? Lade alle undgælde for de fås ugerninger? Det er også vores spørgsmål, for selv om vi lever uden for Gud, blev to byer fuldstændig udslettet for blot tre generationer siden, hundredtusindevis brændt levende, også uskyldige børn, som en gengældelse for det, nogle få havde gjort. Problemet er det samme, for også her var udgangspunktet det retfærdige og det gode, mens resultatet blev det onde. I Sodoma og Gomorra skete det, da Gud hævede sig over det menneskelige, i Hiroshima og Nagasaki var det mennesker, som hævede sig over det menneskelige. Begge steder åbnede himlen sig med en kraft, som forvandlede dagligdagen til et helvede. Selve verden åbnede sig, og den vældige magt viste sit ansigt. Den kom til os, vi havde kaldt på den, og den vrede, den viste, var det guddommeliges vrede. I den fandtes ingen moral, intet hensyn, ingen tanke.

Den var lige så blind som blændende, lige så død som dødbringende, som alle magter er blinde og døde, vinden og solen, for der kom vind, og den var dødelig, og der kom sol, og den var dødelig, mennesker og ting smeltede, mennesker og ting blev blæst i stykker, og derefter bredte der sig noget usynligt i en videre omkreds og dræbte resten af dem, som befandt sig indenfor, mens det tog bo i dem, som befandt sig udenfor, gjorde dem syge og gjorde deres børn misdannede på så groteske måder, at man skulle tro, at det var djævelen, som havde moret sig med at pille spædbørnene fra hinanden og sætte dem sammen på ny. Som forholdet er mellem det lokale og det globale, hvor det globale aldrig viser sig, når man følger vejen ind i det, men forbliver lokalt, er også forholdet mellem det menneskelige og det overmenneskelige.

Følger vi linjerne fra den teoretiske fysik, som gjorde spaltningen af atomet muligt til konstruktionen af atombomben og frem til, at den eksploderede over Hiroshima, viser der sig ingen umenneskelighed, men kun en række mennesker, som sysler med hver deres, hver og en af dem et mere eller mindre godt menneske, men ikke ondt og ikke et menneske, som i sig selv har noget ansvar for det, som skete. Hvordan skal vi kunne holde ham ansvarlig, den stakkels soldat, som trak i håndtaget og åbnede lugen, som lod bomben falde med de enorme, apokalyptiske konsekvenser, som fulgte?

Det, som gør en pris på 500.000 menneskebørns død mulig, er afstand. Fysisk afstand, som med bomberne over

Hiroshima eller med USA’s udenrigsminister. Men også mental afstand: Havde tyskerne betragtet jøderne som deres ligemænd, som medmennesker, ville udryddelsen have været umulig. Men det gjorde de ikke. De så dem dels som rotter eller bakterier, dels som tal i et system. Sprogforskeren Victor Klemperer, som var tysk jøde, beskrev samfundet set indefra, hvordan afstanden til det jødiske voksede sig større i Hitlertyskland, og hvordan den først og fremmest viste sig som en glidning i sproget. Da Hitlers Mein Kampf udkom i 1925, blev den opfattet som en urimelig, umulig og umoralsk bog, og den blev nedsablet i de store aviser, hvor der stod, at med den var Hitlers politiske karriere lagt død. Ti år senere var den en accepteret del af virkeligheden. Det var ikke bogen, som havde forandret sig, det var modtagelsen af den, altså modtagernes holdning, altså moralen. Hannah Arendt skrev, at moralen i Tyskland gik fra at sige: »Du skal ikke slå ihjel« til at sige: »Du skal slå ihjel«. Moralen er alles, den tilhører fællesskabet, men udtrykkes i den enkelte.

Mein Kampf udkom tre år efter Ulysses og befinder sig, litterært set, i den helt anden ende af skalaen: Hvor Ulysses går så tæt på et enkeltmenneske og et enkelt øjeblik, som det er muligt at komme, er enkeltmennesket totalt fraværende i Mein Kampf. Det menneskelige betragtes på enorm afstand og altid som noget sekundært i forhold til det ideologiske. Fordi bogen på denne måde betragter mennesket som et middel og ikke som et mål i sig selv, har den lighedstræk med de handlinger, jeg tidligere nævnte. For også Hiroshimas mennesker og Iraks børn var et middel for andre mål. I skønlitteraturen er mennesket selv målet, og den forskel er væsentlig. Skønlitteraturen er ikke-instrumentel, og det er definerende for den: I det øjeblik skønlitteraturen bliver instrumentel, er den ikke længere skønlitteratur, men noget andet: dokumentarroman, pamflet, brugsanvisning.

Brændte bøger og mennesker

Al litteratur er billeder af verden. Deri bliver der automatisk indlagt en afstand. Det afgørende er imidlertid, at i tilfældet Mein Kampf stoppede Hitler ikke op ved den omskabelse af verden, som skønlitteraturen udvirker. Han gik videre og forsøgte at omskabe verden i bogens billede. Med sine flag, sine dødningehoveder, sine optog og sin middelalderkult gav nazisterne fiktionen liv, og alt det, som ikke passede ind i denne fiktion, forsøgte de at fjerne – først brændte de bøger, så brændte de mennesker. I sig selv som litteratur eller verdensanskuelse var billedet i Mein Kampf ikke farligt. Det truede i udgangspunktet ingen, og det var heller ikke originalt, for alt, hvad der fandtes i Mein Kampf, fandtes i forvejen i den verden, som bogen stammede fra. Det måske vigtigste element, forestillingen om det biologiske menneske, kom fra den tids førende forskningsinstitutioner. Også hele det industrielle og bureaukratiske apparat, som gjorde nedbrydningen af de enkelte jøders identitet mulig, og den faktiske, fysiske udryddelse gennemførlig, var noget, som allerede eksisterede. Gaskamrene fandtes, de var en amerikansk opfindelse, mens koncentrationslejrene var en engelsk opfindelse, og heller ikke den ekstreme antisemitisme var særegen for Hitler og nazismen, men udbredt og det i langt højere grad, end mange i dag er klar over – en af de verdens førende antisemitter var Henry Ford, manden med bilen og samlebåndet.

Hvis det virkelig er sådan, at de samfundsmæssige forhold i Tyskland nok udgjorde forudsætningerne for, men ikke de udløsende faktorer for nationalsocialismens menneskelige katastrofe, er det måske imod Hitler selv, hans karakter og personlighed, at vi må vende os for at forstå, hvad der skete. Gør vi det, vil vi finde et mishandlet og omsorgssvigtet barn, ude af stand til at etablere nære forhold til andre mennesker, med kunstnerdrømme og stor skønhedslængsel, som fandt meningen i sit liv under Den Første Verdenskrig i de upersonlige relationer og de klare mål, som herskede i militæret, i skyggen af skyttegravskrigens ligdynger, under forhold, hvor menneskeliv var til at bruge og smide væk og følgelig værdiløse. Og som derudover havde intimitetsangst og seksualskræk og var besat af et abnormt stærkt had til jøder. Men også alle disse træk var i rigt mål til stede i den kultur, han var en del af, både hver for sig og samlet – og selv om det gør det muligt at forstå Hitler, bliver det ikke dermed muligt at forklare ham eller den bevægelse, han næsten egenhændigt vakte til live i slutningen af 1920’ernes Tyskland.

I romanens perspektiv, som er det enkelte menneskes perspektiv, vil også Hitlers ondskab opløse sig i det liv, han levede, forsvinde ind i hans ungdomsforelskelser, hans morsomheder, hans frygt og vrede, hans sorger og længsler, hans pis og hans lort, hans søvn og hans måltider, hans suveræne taler og hans forkærlighed for elegante biler og søde kager. Dette ville ikke være at reducere ondskaben, for dens gerninger er ubestridelige og endegyldige. Det ville bare være at sige, at Hitler var et menneske som du og jeg.

Det spørgsmål, man her vil stille sig, det gør jeg i al fald, er: Hvad skal vi stille op med denne forståelse? Hvorfor menneskeliggøre Hitler? Hvorfor menneskeliggøre det onde? Må det ikke være nok, at vi forbyder antisemitisme, forbyder racistiske ytringer, fordømmer de indvandrerfjendske kræfter og holder et vagtsomt øje med alle nationalister? Hvad skal vi med Céline? Han var jo antisemit. Hvad skal vi med Hamsun? Han beundrede nationalsocialismen og skrev Hitlers nekrolog. Hvad skal vi med Heidegger? Han var nationalsocialist.

For nogle år siden blev denne problemstilling accentueret i den norske offentlighed, da forfatteren Stig Sæterbakken i rollen som kunstnerisk leder besluttede sig for at invitere den berygtede engelske historiker David Irving til Lillehammerfestivalen. Irving er berygtet, fordi han har sået tvivl om, hvorvidt Holocaust faktisk fandt sted, eller i det mindste om, hvorvidt Holocaust havde det omfang, historikerne tillægger denne begivenhed – et forhold, han blev idømt fængselsstraf for i Østrig. Temaet for festivalen det år var ’sandhed’. Jeg husker, at det forekom mig som en god idé. For med til sandheden hører jo også sandheden om løgnen, tænkte jeg. Men det viste sig, at der kun var ganske få, som tænkte på den måde. Invitationen afstedkom et helvedes rabalder i Norge, fordømmelsen var så massiv, som den kun kan blive, når nogen har moralen på sin side. Det hele endte med, at invitationen blev trukket tilbage, og Stig Sæterbakken måtte gå af som kunstnerisk leder.

For hvad var nu det for en idé: at give en talerstol til en nazist?

En social størrelse

Stig Sæterbakken er også optaget af det onde. Ikke så meget af det onde som overgreb og magtmiddel. Nærmest som det modsatte: som en form for overskridelse. Ikke i virkeligheden, men i litteraturen, ud fra den indsigt, at moralen er en social størrelse, og at det sociale ud over at være stedet for fællesskabet og solidariteten også er stedet for binding, for tvang og for begrænsning. I et essay om Hedda Gabler sammenligner han Henrik Ibsens forfatterskab med August Strindbergs. Hvor den verden, Ibsen skriver frem, er ekstremt velordnet og planlagt, således at den mindste replik og handling er fyldt til bristepunktet med mening, som altid går op i et større hele, er Strindbergs tekster det modsatte. I dem er der intet, der går op, og den store sammenhæng, som måske nok er tænkt ind i udgangspunktet, brydes altid op af indfald, af samtaler, som ikke fører nogen steder hen, af beskrivelser af noget, som ikke føjer sig ind i nogen helhed, men står isolerede, ude i scenekanten. Eller med Sæterbakkens ord: »Tegn og ting indgår her ikke nødvendigvis i et konsistent forhold, men flyder omkring og danner nye, tilfældige konstellationer, nye betydninger. Meningen er en labil ting.«

Frie, moderne mennesker

Hvad betyder det, at meningen er en labil ting, som hos Strindberg, og at meningen er en stabil ting, som hos Ibsen? Hos Ibsen er det stabile og konsistente det sociale, som i grunden ikke er andet end et sæt spilleregler, som meningen indgår i. De, som befinder sig i dette spil, ser ikke, at det er et spil, før noget udefra truer det, og det er blandt andet den trussel – indsigten i, at alt lige så godt kunne have været helt anderledes – som gør Ibsens stykker til tragedier. Menneskene i Ibsens stykker er, som Sæterbakken skrev, »underlagt en rigid social og psykologisk tvang, fanget i et betydningens net, som de blot vikler sig stadig mere ind i, jo mere de river og slider for at vriste sig fri.«

Vi, som lever i dag, tilhører ikke Ibsens borgerskabsverden. Vi er frie, moderne mennesker, som tænker det, vi vil, om hvad vi vil, og som bor i et åbent, frit samfund. I al fald er det sådan, vi tænker om os selv. Men spørgsmålet er, om ikke Ibsens mennesker også havde et sådant selvbillede? Kunne vi på tilsvarende vis være underlagt en rigid social og psykologisk tvang, som vore meninger blot er en del af? Således at vore meninger og vore holdninger, selv de af dem, vi føler os mest sikre på, i grunden er vilkårlige og med andre ord kan misbruges? Nej, nej, nej, insisterer vi. Måske 1800-tallets mennesker var fanger i det sociale, men vi er frigjorte, og det, vi mener, det mener vi virkelig. Med hele vort hjerte og hele vor sjæl.

Det spørgsmål, vi må stille os, er for det første, om denne indsigt er sand, og for det andet, hvad vi skal stille op med den. Hvad skal du stille op med den, når du sidder i dit rækkehus uden for centrum af en af de skandinaviske byer, og regnen siler ned udenfor, mens du mader din datter med en ske, som hun slår på, så du får grød på sweateren og lidt modløs må tørre det væk, mens din kæreste er på vej over grusgangen trillende på en cykel, en af de utallige hverdage, du har oplevet i en tilværelse præget af relativ tryghed? I har fast arbejde og har en god indtægt. I har gode venner, din mor bor i nærheden, så I kommer også ud en gang imellem. I ser nyhederne i tv, i tager i sommerhuset næsten hver weekend i sommerhalvåret, og ved valgene stemmer I som oftest på det borgerlige eller på det socialdemokratiske parti.

Sådan ser livet ud for det fleste af os. Så hvilken relevans har Célines maniske misantropi og antijødiske pamfletter for os? Hvilken relevans har Strindbergs enorme følelses- og meningslabilitet for os? Hamsuns landsforræderi, Handkes forsvar for Milosevic, Teratologens groteske volds- og sexfantasier, Bernhards næsten sindssyge Østrig-had, hvad skal vi med det? Hvilken slags sandhed findes i dette bizarre panteon af forfatterskaber, som har det til fælles, at de alle går for langt? Ja, hvorfor brugte Stig Sæterbakken så megen tid og så mange kræfter på at skrive om netop dem? Fordi det almindelige, trygge liv i grunden var en illusion, noget falsk, et skuespil foran en afgrund af meningsløshed? Var Célines jødehad mere sand end for eksempel Jens Stoltenbergs åbenheds-, kærligheds- og solidaritetstale?

Stillet op imod hinanden på den måde, det lyse og almindelige liv i rækkehuset mod den forvredne, sindssyge, umoralske og nihilistiske litteratur, hvem ville da med hånden på hjertet sige, at den sidste rummer sandheden om livet, mens den første ikke gør? Jovist, vi lever i et forbrugersamfund, vi er enige om de grundlæggende værdier, så hvorfor i alverden udfordre det? Vi er jo enige om det, fordi det er godt! Er det at vende sig imod det, som ikke er godt i litteraturen, det, som er moralsk og etisk suspekt, ikke bare en tom gestus, en provokation, en forstillelse?

Problemet med dette ræsonnement er ikke, at det sætter to uforenelige størrelser, liv og litteratur, op imod hinanden, men at det er stort og overgribende. Læser man Céline, Bernhard, Handke og Strindberg, kommer man så tæt på det indre af et jeg med dette jegs egne tanker, impulser og fordomme, at hele den begrebslige virkelighed – alt det, som handler om godt eller ondt, rigtigt eller forkert – simpelthen går i opløsning. Det går simpelt hen i opløsning, fordi det, vi er i kontakt med, når vi læser disse forfattere, er noget, der er meget større end dikotomien god/ond, rigtig/forkert, moralsk/umoralsk. De skriver om det menneskelige. Ikke sådan som det burde eller skulle være, men sådan, som det er, ikke for alle, ikke overalt, men akkurat her, for akkurat denne.

Det, vi ikke vil vide

Det handler med andre ord om frihed. Forskydningen er beskeden, den foregår i hverdagslivet, men konsekvenserne er store, for at sættes fri betyder, at bindingerne ophører, og det er aldrig bare noget, man er bundet til, men også altid nogen. I denne brudflade, mellem den enes frihed og fællesskabet for alle, udspiller alle forfatterskaber af betydning sig, og det sted, som også er stedet, hvor det sande og det hele krakelerer, er det sted, Sæterbakken søger imod i sine essays. Alt det, vi i grunden ikke vil vide af, det onde, det modbydelige, det hæslige, vender han op og ned på ud fra sin indsigt i, at det er noget, vi alle bærer rundt på, noget, vi alle har i os. Ikke som noget stort og forfærdeligt, men som noget småt og genkendeligt. Om det onde skrev han: »Det kan synes, som om vores glansroller som anstændige medmennesker og lovlydige samfundsborgere forbyder os at reflektere over det onde på nogen anden måde end ved at tage afstand fra det. Som om vore betragtninger er forudbestemt til at antage fordømmelsens form. Men følgen bliver, at disse betragtninger sjældent eller aldrig bringer os nærmere det, som for hver enkelt af os repræsenterer en mulighed for katastrofal udskejelse, hærgen og fald.

Vi taler som dommere, aldrig som lovovertrædere.« Alle katastrofer i det menneskelige begynder i det små, med en lille forskydning, uanset hvor store konsekvenserne bliver. Utøya-massakren, for at nævne en hændelse, som fortsat er aktuel, eller Hitler-Tyskland, kan i litteraturen forstås som det, der i virkeligheden ligger inden for det menneskelige, eftersom litteraturen, ved at være fri, også er fri fra moral, det vil sige fra fordømmelse. Som Sæterbakken skrev: »Litteraturen er det sted, hvor vi kan tale frit om alt dette.«

© Karl Ole Knausgård og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen. Essayet er en lettere bearbejdet version af oplæg holdt på Testrup Højskole mandag den 7. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Matias Tinghus
    Matias Tinghus
  • Brugerbillede for Kristoffer Bressum
    Kristoffer Bressum
  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
  • Brugerbillede for Anders Reinholdt
    Anders Reinholdt
  • Brugerbillede for Inger Sundsvald
    Inger Sundsvald
  • Brugerbillede for Ib Foder
    Ib Foder
  • Brugerbillede for Victor Christoffersen
    Victor Christoffersen
  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
  • Brugerbillede for Bo Johansen
    Bo Johansen
  • Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
    Heinrich R. Jørgensen
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Lau Dam Mortensen
    Lau Dam Mortensen
  • Brugerbillede for Malthe  Harvald
    Malthe Harvald
  • Brugerbillede for Jesper Wendt
    Jesper Wendt
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
Matias Tinghus, Kristoffer Bressum, Lone Christensen, Anders Reinholdt, Inger Sundsvald, Ib Foder, Victor Christoffersen, Jens Christoffersen, Bo Johansen, Heinrich R. Jørgensen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Åberg, ulrik mortensen, Lau Dam Mortensen, Malthe Harvald, Jesper Wendt og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Og nej, Knausgård, debatten om moral mv. i bøger foregår skam ikke i Skandinavien. Den foregår i det som alle andre opfatter som Skandinavien, nemlig Sverige. - og måske til dels i Norge.

I Danmark ryster vi på hovedet når man fjerner Tintin fra bibliotekerne i Sverige og når en svensk teaterregissør kalder Børn og Røverne i Kardemomme by for højre-ekstrem....

Anders Reinholdt, Christian Pedersen og Karen Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Måske den mest meningsfulde måde at forstå det lineær liv, og at alt rør sig som ringe i vandet.

Det kan bruges på mange måder, hvis man er bevidst om det.

Dét, er ringene i vandet, der fører til enden, som igen, tager en ny form.

Det er ganske bemærkelsesværdigt så insignifikante vi er, og det er 'a state of mind'.

En hjørnesten i et større spil, alligevel må det samtidig betragtes.

Opskriften er empati.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Det Knausgård siger om den bølge af ny-moralisme, som strømmer ind over Skandinavien er fuldstændig rigtigt. På nogle områder er selv USA mindre moralsk, selvom meget af moralismen kommer fra dette religiøse land. Bragt hertil af tv. Hans beskrivelse af rækkehuset og den dødelig kedsomhed men relative tryghed, er ganske rammende. Men det er hans forsvar for, at man i litteraturen kan sige hvad som helst, som er det vigtigste. At man uden kunsten - her litteraturens kunst - får et fattigt samfund, der er parat til at acceptere alle formere for 'fængsling af sjælen'.

Og, det er det, som vi ser i øjeblikket. En omklamring af den barnlige ufarlige kunst. Uha, skræk og rædsel for dem, som siger, at det liv vi lever, ikke er det allerbedste. Fri os fra stinkende pis og lort, fattigdom og miserable eksistenser. Drag ind til byerne og deres underholdning med forglemmelse. Hold på pænheden, sig ikke sgu og satan. Som efter et tv-setup, hvor man kan manuskriptet på forhånd. Bol din kone meget forsigtigt og efter hendes regler, så hun keder sig uden at sige det. Lad krigs drabene foregå langt, langt væk.

Lad os holde med de stærkeste og giv kunstneren som vover at tegne et andet billede, en 'sveder'. Eller i hverfald ignorer eller latterliggør ham. Og kan man ikke det, så omklamre ham, så han sjæl forgiftes og han synes som alle de andre: ukritisk og middelmådigt.

Kristoffer Bressum, Massimo Fiorentino, Vivi Rindom, Lone Christensen, Anders Reinholdt, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen, Martin Åberg og Jette Abildgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

Jeg synes essay'et er lidt tungt i 2/5 henne. Men måske er det bare en forkert fornemmelse. Når det er sagt, er jeg enig for så vidt, at 'moralen' som udgangspunkt er dogmatisk. Altså at denne på en side giver menneskene (og samfundet) en hvis selv-konstans, men samtidig er skrækkelig småborgerlig, endsige meget svær at forandre, hvis først den stivner som stearin - hvilket desværre virker til altid at være tilfældet - det er i hvert fald vores fornemmelse. Fordi 'moralen' er ikke stivnet, den forandrer sig hele tiden, men den enkelte forsøger konstant at efterkomme dennes egen ide om hvad 'moralen' er. Man så og sige lever og reproducer den rolle, man føler man skal efterkomme. Det forekommer at være paradoksalt og ret beset tvangsneurotisk, men også menneskeligt.

Menneskets behov for at være konsistent med egne handlinger, er i realiteten en form for livets ludomani. Man gør A, og får at D ikke virker forrykt, gør man også B og C. Vi følger en line som slet ikke er kastet, men uden en retning kan vi ikke leve. Men er retningen (i bestemt form) så det, at det er vores lod som mennesker, at følge dette mentale fremtrædende, som bliver virkeliggjort af os, i os? Eller er friheden, den størst opnåelige, måske i virkelighed den, at være bevidst over sin dødelighed, og derudaf få den velsignelse, som det er, at turde gøre dødelige ting, nemlig bryde sin rolle i ny og næ, tænke sin egen tanke til ende (hvis man tør have en) og glemme de mangfoldige normer, der befaler os alt fra at spise med kniv og gaffel til at fise efter diplomatisk manér; lidt af gangen, gerne uden at påføre andre lugtgener, gerne i diskretion og hvis muligt overdøves lugten med en airspray, så "lorten" og dens kammerater, symbolet på kaos og dødelighed, helst ikke kommer i de omkringværendes umiddelbare bevidsthed.

Den frie tanke er måske at turde at tænke - for sig selv (engang imellem)?

Lone Christensen, Lasse Bøgh, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen og Martin Åberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Steen
Henning Steen

Et velskrevet essay - som ikke lykkes med at ansvarsfraskrive hverken Hamsun eller Breivik, netop ved at betone friheden til disses suveræne ytringer og handlinger.

Faktisk er det vel en helt banal frihedstrang og -erkendelse, der bærer teksten. Som da også slutter med en 'forståelse' af Breivik, der egentlig ikke bringer anden forståelse end at vi må afstå fra at fordømme evt. litterære bearbejdelser (?) af Utøya:

"Utøya-massakren ... kan i litteraturen forstås som det, der i virkeligheden ligger inden for det menneskelige, eftersom litteraturen, ved at være fri, også er fri fra moral, det vil sige fra fordømmelse."

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Det moderne menneske er i sin materialistiske begrebsverden ikke længere i stand til at opfatte sit liv som andet end dødeligt og i sidste ende meningsløst.

Selv de såkaldt "troende" er i mangt og meget tvivlere, idet det fysisk-mekaniske verdensbillede også trænger sig ind i deres bevidsthed. Det er dog med sorg, at mennesket mister sin vistnok naturlige og instinktive barnetro eller livets fundamentale religiøse dimension, sit forhold til det guddommelige.

Vores moral bliver derefter: Nihilistisk, depressiv og uden dybere motivation, højest for at tækkes den almene konsensus tilkendegiver vi en hyklerisk "moral", som i stigende grad begrundes som "nyttemoral" - en attitude, som skal befordre ens status som lønmodtager i et samfund, der er styret af pengenes (læs: det ondes) magt.

Det må høre med til litteraturens frihed at fundere over begreber som evighed, genfødsel og karma, muligheden for en højere refærdighed, hvilket dog ligger mange modernistisk indstillede mennesker fjernt, så vi må fortsat tumle rundt i meningsløshedens og i sidste ende de blinde drifters og ondskabens mørke blindgyde.

For enden af tunnelen sker der dog et eller andet gennembrud, som bl.a. beskrevet af Erlend Loe i hans romaner om det komplet tilintetgjorte menneskes radikale opgør med det meningsløse forbrugssamfund.

Meningsløsheden griber om sig, men der spirer et håb..

Kristoffer Bressum, Anders Reinholdt, Martin Åberg, Niels Mosbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Hvad kan man tilføje til Knausgårds perlekæde af indsigtsfulde betragtninger? Ud over et ydmygt "tak"?

Niels Mosbak, Lone Christensen, Anders Reinholdt og Martin Åberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

"Da Hitlers Mein Kampf udkom i 1925, blev den opfattet som en urimelig, umulig og umoralsk bog, og den blev nedsablet i de store aviser, hvor der stod, at med den var Hitlers politiske karriere lagt død. Ti år senere var den en accepteret del af virkeligheden. Det var ikke bogen, som havde forandret sig, det var modtagelsen af den, altså modtagernes holdning, altså moralen."

Jeg synes Knausgaard mangler at sætte nazismen ind i et socioøkonomisk perspektiv. Når vi ser Gyldent Daggry i dag, så kan vi se hvor vigtigt dette perspektiv er. Arbejdsløsheden var enorm i Tyskland i 1930'erne og folk sultede. Og når man sulter, hvor går man så hen? Ja, der var mange, der så gik efter maden i stedet for sultedøden.

Hitler er kun een af mange i den sammenhæng - historien vrimler med psykopater. Når psykopaterne får tilhængere, så hænger det netop sammen med det socioøkonomiske systems tilstand.

Det ville også have været interessant, hvis Knausgaard havde sammenholdt "det onde" med dets modsætning - f.eks. i form af Nordahl Griegs tanker eller f.eks. Hvidsteengruppen, eller Viktor Frankl.

Til syvende og sidst, så er det vel det mest interessante ved ondskaben - kun den måde, som vi mennesker forholder os til den. Om vi vælger at lukke øjnene for hvad der sker - om det så er når grupper af mennesker bliver gjort til syndebukke, eller når livet gøres så svært for mennesker, at de må kæmpe for at overleve som tilfældet lige nu er i Sydeuropa.

Eller om vi vælger at holde vore øjne åbne på trods af vor viden og så fortsat kæmpe mod ondskab og umenneskeliggørelse.

Måske er det derfor at vi er her - måske er det vores "æble på kundskabens træ", som gør at vi skal vælge vores tilgang - dagligt - fordi vi har fået kundskaben.

Måske er det det, som vi skal kendes på, når vi engang går herfra.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Lilli Wendt:
"Til syvende og sidst, så er det vel det mest interessante ved ondskaben - kun den måde, som vi mennesker forholder os til den."

Første spørgsmål i så fald må være: "Hvad er ondskab"?

Svaret er oplagt. Som Knausgård korrekt skriver, er 'det onde' en abstraktion, og findes/eksisterer dermed ikke. Hvad der betegnes 'ondskab' derimod, er beslægtet med andre sociale konstruktioner, hvis endelser ender på -skab. Sociale konstruktioner som kan være formelle eller uformelle, men som udmønter sig i det konkrete, da det manifesterer sig som social praksis.

Eksempler: Ægteskab, lederskab, faderskab, partnerskab, præsteskab, selskab, videnskab, kendskab, broderskab, selskab, troskab, beredskab, venskab, herskab, slægtskab.

Ikke al social organisering om fæller normer, værdier og andet, er lige godt. Ovenstående eksempler rummer flere ord, der langtfra opfattes entydigt positivt -- såsom præsteskab og videnskab, idet disse sociale kontruktion om fælles værdier i sagens natur er ekskluderende ifht. for det der måtte afvige fra det der erklæres som norm.

Der er mange ord for sociale fællesskaber, der er centreret om svært uheldige værdier og praksis. Sådanne kunne kaldes dårskab, dovenskab, utroskab, ondskab m.fl.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Der er mange måder at anskue ondskab på, men ondskab kan vel forstås som "der hvor vi som mennesker træder over den tærskel, som vi godt ved er forkert at overtræde". Dermed hænger begrebet "ondskab" sammen med begrebet "kundskab". At have kundskab om hvad der er skadende for andre og så med fortsæt udøve dette, må så betragtes som ondt.

Dermed er vi alle fra tid til anden "onde", når vi med forsæt sårer hinanden f.eks. i skænderier, velvidende at det vi gør - netop er at "såre" = skadevolde. Dvs. vi har kundskaben til at vælge ondskab til eller fra. Ligesom manglende empati med andre, hvor vi kender deres vanskelige situation kan betragtes som ondt og skadevoldende.

Når Hannah Arendt skriver om "den banale ondskab", så er det om det tidspunkt, hvor mennesker frasiger sig det personlige ansvar for at gøre det onde - på trods af deres kundskab om det forkerte i deres handling. At gøre ondt efter ordre - bliver her en administrativ procedure, som gør at det individuelle menneske ikke føler sig ansvarligt. Det er netop her, at vi som mennesker har valget mellem at være menneske eller at være en bureaukratisk maskindel. At det ikke altid er et nemt valg, kan vi hurtigt blive enige om.

Det er i øvrigt dokumenteret at børn af naturen er venlige og empatiske fra fødsel, medmindre de opdrages til andet. Det er således prægning og opvækstvilkår, der gør at empatien forsvinder. Negativ prægning kan ske ved vold, trusler, pression, og ved indoktrinering af fjendebilleder, således at den naturlige empati og tillid forsvinder.

Lone Christensen, Niels Mosbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Kan vi finde noget at bruge hinanden til?
Hvor meget tågesnak kan vore øre mon holde til og hvor meget moral eller det modsatte kan vore skuldre mon bære. Er der nogen i dette land, eller andre steder der kan skære igennem og bevæge folk, følge deres egen overbevisning og ikke andres eller et gruppepres eller lemming effekten eller hvad normen dikterer som rigtigt eller forkert.
Kan nogen mon søge dybt i egen barm og database for dermed lede os alle ude af denne lemming mentalitet, ja, så skulle en sådan person sikkert kunne blive hilst velkommen hvor som helst, men tågesnak om moral eller det modsatte, kan ingen vel bruge til noget.

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Om at glo.
Vi kan ikke få noget ud af at glo ind i andre menneskers privatliv, det har ugebladene jo prøvet så længe de har eksisteret.
Men det der kan gavne er, at den enkelte fandt sit eget ståsted, før de kastede sig over en bedømmelse af andres.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Lilli,

jeg opfatter Hannah Arendts pointe anderledes, nemlig at udsagnsordsformen (at gøre) 'ondt' grundlæggende er lige så abstrakt og substansløs som navneordsformen (det) 'onde', men at trods alt kan manifestere som fravær af dets modsætning. Af fravælge 'det gode', at undlade at handle 'godt' (læs: etisk forsvarligt, samvittighedsfuldt).

Hannah Arendts indsigt var på ingen måde ny, og er egentligt banal i den forstand, at det samme er blevet forsøgt udtrykt utallige gange i alskens lekture og andet. Hvis man undlader at handle etisk ansvarligt, handler man forkert, slet, ondt eller hvad man ellers kan betegne det.

Det er langt fra det eneste begreb, hvis indhold er givet af dets modsætning. Der findes heller ikke mørke per se; der findes fravær af lys. Der findes ikke kulde; der findes fravær af varme. I det hele taget findes der mange ord, der henviser til noget der netop ikke er -- f.eks. ord som 'hul' og 'rum'.

Syndefaldsmyten er jeg enig i, udtrykker noget yderst væsentligt, men jeg læser den muligvis lidt anderledes end du gør.

Jeg ser det som en fortælling om, at man nok kan have en formodning om at man burde afstå fra at handle på bestemte måder, men at det først er i det øjeblik man egentligt udfører handlingen, at man opnår indsigt om, at det var 'forkert'. F.eks. ved at ens såkaldte samvittighed udvirker, at man fortryder, skammer sig eller lignende.

Det er sjovt nok altid trickers der hvisker og lokker nogen til at foretage 'forbudte' handlinger. Nogle gange er det en slange, i andre fortællinger er det en ræv der hvisker i øret, osv.

Det er i øvrigt morsomt, at alle er enige om, at syndefaldets genstand er et æble. For det første fordi beretningen ikke nævner noget æble. Tjek selv Genesis kapitel 3 -- hvor er æblet? Hvor kommer vaneforestillingen om 'æblet' fra?

Man kan også overveje, om det gamle ord 'æble' henviser til en genstand. Hvis det gjorde, er det noget aparte at ordet på rigsdansk ikke er fælleskøn, og genstanden såldes betegnes som 'en æble' ;-)

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

NB:
Hannah Arendts pointe var formodentligt, at hvad der er 'ondt' ikke er knyttet til handlinger, men til fraværet af handling. At forsøge at fritage sig fra medskyldighed i andres 'onde' gerninger, ved at fremføre at man ikke gjorde noget ('ondt'), ikke holder. Inaktivitet er også en handling, og at undlade at praktisere hvad der er 'godt', er 'ondt'.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Om fravær af "at gøre det gode" er værre end det "at gøre det onde", ja, det kan diskuteres fra nu og til dommedag. Så jeg vil undlade at fortsætte debatten om dette.

M.h.t. syndefaldet - ja, så kan man i øvrigt læse en meget interessant udlægning i Riane Eislers bog "Skålen og Sværdet". Kan anbefales.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Lilli Wendt:
"Om fravær af "at gøre det gode" er værre end det "at gøre det onde", ja, det kan diskuteres fra nu og til dommedag"

At forskellen er enorm, er forhåbentligt hinsides diskussion ;-)

Tak for henvisningen.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Heinrich,

der vil altid være situationer, hvor det kan diskuteres. F.eks. hvis man som i Indien blot ser på, at en voldtagen kvinde og hendes kæreste bliver efterladt og ikke hjælper. Hvis man vender ryggen til folk, der sulter, selv om man har i overflod. Hvis man ikke tager til genmæle, når en anden bliver mobbet, men stiltiende "sanktionerer". Hvis man Etc. etc.

Den stiltiende accept, og undladelsen af at hjælpe, hvor der er nød. Ja, det kan også være en form for ondskab.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

At undlade 'at tale uret imod'. At undlade at gøre opmærksom på løgne, bedrag og manipulationer. Passivitet er ikke altid 'godt'.

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

Det onde er kort og godt lidelsen.

Når man afliver et lidende dyr, tror man, at man derved deltager i kampen mod det onde.

Men det er ren og skær tro. Hjerneforskningen er ikke langt nok fremme til at kunne sandsynliggøre, at den ændring i forløbet - d.v.s. aflivningen - af de kemiske processer, vi for nemheds skyld kalder for "dyret", rent faktisk fjerner lidelsen.

Den implicitte metafysik må være: "Lidelsen er nok en usandsynlig kombination af kemiske processer. Ved aflivningen gør jeg de kemiske processer mindre usandsynlige, og det reducerer nok lidelsen".

Udtrykt i kombinatorisk billedsprog: Et stående korthus gør nok mere ondt end et væltet kortkus.

M.a.o. vi er lige nu på herrens mark. Men når hjerneforskerne løser gåden - hvad er lidelse - ved vi om dyrelivet overhovedet kan betale sig.

Hvis svaret er nej, bliver dette solsystem lige så tavst som alle de andre solsystemer.

Hvor der måske også engang var debatindlæg med indhold svarende til dette - kort før gennembruddet inden for hjerneforskningen.

Brugerbillede for Lone Christensen
Lone Christensen

Jeg synes Knausgård's artikel er virkelig spændende og stiller nogle relevante spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den reaktion med at tage afstand fra det onde, at prøve at fornægte det, egentlig ikke handler om at vi som mennesker er bange for at se i øjnene, at vi rent faktisk selv indeholder det onde?

Knausgård taler om, at vi opfatter os selv som frie mennesker, men er vi egentlig ikke bundet både af en kulturel moral og en indre angst?

Ciater fra artiklen:

'Hvad vil det sige at være menneske?'

'Det menneskelige er det enkelte menneske, det findes ingen andre steder, og det enkelte menneske er ikke suverænt. Det er begrænset, utilstrækkeligt og næsten altid småligt, bange for de mest idiotiske ting, som det kan eller ikke kan kontrollere, men desuagtet bruger mange kræfter på, bundet til en lille gruppe af mennesker, familie og venner, fyldt af begær, som oftest utilfredsstillet, trist eller glad ved andres selskab, et menneske, som laver mad, som brænder sig eller stikker sig i pegefingeren, når det syr, eller rammer tommelfingeren, når det skal slå søm i, som pludselig kan snuble, eller som fyldes af raseri og slår nogen, der står det nær, eller som holder raseriet tilbage og hellere vil gå til af frustration'.

'Alt det, vi i grunden ikke vil vide af, det onde, det modbydelige, det hæslige, vender han op og ned på ud fra sin indsigt i, at det er noget, vi alle bærer rundt på, noget, vi alle har i os'.

'Vi er frie, moderne mennesker, som tænker det, vi vil, om hvad vi vil, og som bor i et åbent, frit samfund. I al fald er det sådan, vi tænker om os selv'.