Læsetid: 2 min.

Lunken Nobelpris til John Steinbeck

Nobelpriskomitéen savnede kandidat til Nobelprisen i litteratur i 1962, og så blev detJohn Steinbeck. Det viser nyt arkivmateriale
5. januar 2013

Efter 50 år er Det Svenske Akademis forhandlinger om Nobelprisen 1962 nu blevet tilgængelige. Kaj Schueler, journalist og stedfortrædende kulturredaktør på Svenska Dagbladet, har læst dem og kan meddele, at Nobelprisen det år kun gik til John Steinbeck, fordi der var noget i vejen med samtlige bedre kvalificerede kandidater.Der var fem forfattere i spil, da Akademiet mødtes til årets sidste forårsmøde, fortæller han i Svenska Dagbladet, nemlig Jean Anouilh, Karen Blixen, Lawrence Durell, Robert Graves og John Steinbeck. Men Karen Blixen døde i september 1962, før prisen blev uddelt, og hun havde sandsynligvis heller ikke fået den i levende live. Da hun i 1954 havde været på tale – det år, Hemingway modtog den – modsatte Eyvind Johnson sig hendes kandidatur, og litteraturprofessor Henry Olsson, som havde foreslået hende denne gang, siger i sin udtalelse, at han skulle have ladet være af litterære grunde. Så ved man det! Lawrence Durells Alexandriakvartetten blev også vejet og fundet for let. Robert Graves, der vel i dag kun er kendt for sine historiske romaner, vurderes af Olsson som digter og lever som sådan ikke op til hverken Ezra Pounds mesterskab eller W.H. Audens nyskabende poesi.

Men Pound står i vejen, fordi han netop ikke er død. Det er ifølge Olsson udelukket at tildele nogen angelsaksisk digter prisen, så længe Pound lever, og selv kan han ikke komme på tale på grund af sin antisemitisme og sin støtte til fascismen. Det Svenske Akademi har ikke altid kun vægtet den litterære kvalitet, apropos debatten om dette års nobelpristager, det kinesiske partimedlem Mo Yan. Videre var Anouilh en relativt ny kandidat, og i forvejen havde adskillige franskmænd modtaget prisen. Så sent som to år før Saint-John Perse, men frem for alt var man for alvor begyndt at rette blikket mod Sartre, som da også fik buddet to år senere, men afviste at modtage den.

I 1962 var der nu kun Steinbeck tilbage. Akademiets sekretær Anders Österling havde sat ham på standby det foregående år. Dengang skrev han: »Med sin i sommer udgivne, nye roman, »The Winter of our Discontent« har Steinbeck, efter visse tegn på afmatning i de senere år, genvundet sin position som socialt sandhedsvidne med et ubestikkeligt skaberblik for det genuint amerikanske på godt og ondt ... et så vitalt værk kan unægtelig bruges til at aktualisere Steinbecks kandidatur, også selv om komiteen ikke umiddelbart er klar til at gå ind for den.«

Siden havde Steinbeck ganske vist udsendt en rejseberetning, men den indgik ikke i komiteens overvejelser. Der var bare ikke andre kandidater. I de svenske aviser var kritikken sønderlemmende. Eksempelvis bemærkede Aftonbladets Pär Rådström ironisk, at valget først og fremmest var et held for Pearl S. Buck, som nu fik chancen for ikke længere at blive trukket frem som selve eksemplet på Akademiets dårlige dømmekraft. Ikke mindst blev Steinbeck selv overrasket. Han fik nyheden via tv, som han ligesom resten af verden sad klinet til sammen med hustruen, Elaine. Det var i oktober, under den afgørende fase i Cubakrisen. Så kom meddelelsen, og telefonen begyndte at kime. Eliane Steinbeck har fortalt, at de begyndte at danse rundt i huset. »Det var det mest fantastiske, som nogensinde var sket os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu