Læsetid: 4 min.

Midt i en singletid

Enkeltnumre – singler – bliver stadig mere afgørende i en tid med lav opmærksomhedsradius og uendelige tilbud. Det har Justin Timberlake, Nik & Jay og især David Bowie netop bevist
29. januar 2013

Det kom som et chok, da David Bowie den 8. januar på sin 66 års fødselsdag præsenterede sit første nye nummer i næsten 10 år, Where Are We Now?. Det havde været en kamp at holde indspilningerne hemmelige for musikpressen. Men det virkede. Stor ståhej bredte sig i musikmedierne.

Det kom også som et chok, da Justin Timberlake i sidste uge lagde en video ud, hvor han traskede gennem et hus og endte i et studie foran en mikrofon. »I’m ready,« sagde han dér. Et ur begyndte at tælle ned til mandag morgen klokken seks dansk tid, hvor man kunne høre »Suit & Tie«, hans første nye nummer i næsten syv år. Det virkede. Stor ståhej bredte sig i medierne.

Det kom ikke som et chok, da Nik & Jay annoncerede, at der ville komme en ny EP, Copenhagen Pop Cartel, fra dem. Men måden, det skete på, var anderledes. For at høre det første nummer »United«, før det udkommer i disse dage, er man nødt til at ringe til selvudnævnt superfan, Emil Hyrdum, på 3131 0000, hvor sangen p.t. er telefonisk ventemusik. Det er uklart, hvor stor en succes det er og kan være, og hypen har været behersket.

Skarp markedsføring

Men de gennemarbejdede strategier omkring de tre singler fortæller noget, vi måske vidste i forvejen, men nu står lysende klart: Singlen er blevet et format, der er mindst lige så vigtigt som albummet. Singlen er blevet en begivenhed og et mål i sig selv igen. Som i de glade syvtommersingle-dage. Det handler mere og mere om at skabe den uimodståelige sang, som bliver soundtrack til folks liv (i hvert fald for en stund). Det handler om at fremtrylle disse tre minutter lange forelskelser, som bare må opleves på repeat. Ørehænger. Eller Ohrwurm, som tyskerne kalder det.

David Bowies vemodige ballade, »Where Are We Now?« lykkes bedre end de to andre. Den refererer så også tilbage til en anden tid, går i dialog med en hel generations nostalgi.

Had to get the train from Potzdamer Platz/You never knew that I could do that/Just walking the dead, starter den. Og mesteren fortsætter med at namedroppe steder i Berlin, hvorved alle musiknørder vil ihukomme Bowies måske største kunstneriske periode: Hans berlinerår, der spillede en vigtig rolle for de tre hovedværker Low, Heroes og Lodger. Ja, coveret til hans kommende album The Next Day er endda en modificering af coveret til Heroes.

Hvor er vi nu?, spørger han så med pergamentsprød, stadig smuk røst. Mere behøver man ikke. Sangen står og lyser langt ind i erindringen, og det bliver den ved med. Okay, den vakler lidt mod slutningen, hvor der bliver dunket lidt for hårdt på patossen. Men den får de person- og musikhistoriske tandhjul til at gribe ind i hinanden og køre på højtryk. Et perfekt indkapslet øjeblik, som man ikke ønsker at forlade, fordi følelsen er så behagelig – hvor bittersød den så end måtte være.

Bowies emotionelle nedslag

Dette er singlens luksus: At man kan lukke sig ind i den og blive der. Gemme sig for verden, fri for efterfølgende dårlige albumtracks. Bare klanglig nydelse i autoerotisk loop. Perfekt isolation på repeat.

Nostalgi spiller selvfølgelig ind, og sangens appel relaterer helt evident til svundne begivenheder (Bowies berlinerperiode var i 70’erne). Og det kan virke svært at finde plads til »Where Are You Now?« på en top 50 over Bowie-sange, men ikke desto mindre landede sangen i sidste uge som en tungt emotionel rumkapsel midt i malstrømmen af indtryk og muligheder. Og noget gik i stå for en stund.

Afgrundsdyb koncentrationsevne og uendelige vidder af fastholdt opmærksomhed er ikke noget, vi lider under. På den led er singlen selvfølgelig langt bedre egnet til nutiden end albummet. Og YouTube, Spotify og WiMP har forstærket denne tendens, ikke mindst fordi førstnævnte har givet musikvideoen en renæssance, efter at MTV slap taget.

Musikvideoen til »Where Are We Now?« er instrueret af den stilskabende kunstner Tony Oursler, der har inspireret scenografier hos både Lady Gaga og The Knife. Han lader billeder fra Berlin kører over filmskærmen bag de to dukker forrest i scenografien. Et af dukkehovederne er prydet af Bowies ansigt i projektion. Klassisk Oursler.

Justin Timberlake leger til gengæld kispus med os. Der er endnu ikke udgivet nogen video til det lovende, labre, men ikke totalt sindsoprivende nummer »Suit & Tie«. Til gengæld har herren skrevet (eller i hvert fald underskrevet) et legesygt brev, der lokker og pirrer og knytter hans fans tættere. Klog strategi.

Nik & Jay har heller ikke udgivet nogen video til deres nye sang »United«. Så jeg ringede i stedet til deres superfan og lyttede til den godt tre et halvt minutter lange sang. Det var ikke så rart. Sangen er engelsksproget, og duoen kan stadig hverken få sætningerne til at flyde eller ordene til at sætte sig fast på fremmedsprog. Så på den måde inkarnerer »United« alt det farlige ved singlen: Det omgående forglemmelige, det vægtløst ligegyldige, den irriterende støj i en verden, der næsten ikke har andet at tilbyde.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu