At overleve i helvede

Det tog ti år, før den jødiske forfatter Elie Wiesel kunne skrive om det helvede, han oplevede under Anden Verdenskrig. I tre selvbiografiske romaner, som lige er udkommet på dansk, fortæller den 84-årige nobelprismodtager om afbrænding af spædbørn, dødsmarch og en far, som kollapsede
Kz-lejre. Det var et chok for Wiesel af finde ud af, at de allierede var klar over, hvad der skete i lejrene under krigen. Han havde været overbevist om, at hvis verden vidste, hvad der foregik, ville de gøre noget for at redde kz-fangerne.

Kz-lejre. Det var et chok for Wiesel af finde ud af, at de allierede var klar over, hvad der skete i lejrene under krigen. Han havde været overbevist om, at hvis verden vidste, hvad der foregik, ville de gøre noget for at redde kz-fangerne.

Linda Forsell
4. januar 2013
Delt 291 gange

Der er en helt uforglemmelig scene i Elie Wiesels selvbiografiske roman Natten. En scene så rystende, at det er svært at tro, at mennesker skulle kunne gøre sådan noget mod andre mennesker, især fordi ofrene er små børn, spædbørn.

Scenen udspiller sig lige efter Wiesels jødiske familie ankommer til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen i maj 1944: op fra et stort hul i jorden slår kæmpemæssige flammer, mens en lastvogn vipper små børn ned i hullet.

Under et interview med Wiesel på hans kontor på Manhattan torsdag den 13. december var der ikke nogen påfaldende anledning til at udspørge ham om nazisternes afbrænding af små jødiske børn. Om han selv var vidne til det, eller om det var et litterært greb.

Dagen efter blev det spørgsmål igen meningsfuldt. Det var fredag den 14. december, en infam dag i USA’s nyere historie, da 20 små børn blev myrdet med koldt blod af en ung mand med en halvautomatisk maskinpistol. Én efter én blev de små henrettet, hver med tre skud i hovedet. Kun en af dem overlevede massemordet i de to klasseværelser i Sandy Hook grundskolen i Newtown. Denne dreng vil måske en dag give vidnesbyrd om, hvad han oplevede – sådan som Wiesel har gjort det gennem hele sit voksne liv.

Wiesel overlevede slavearbejdet i Auschwitz i 1944, dødsmarchen til Tyskland i december-januar 1945 og tre måneders ophold i kz-lejren Buchenwald, indtil den blev befriet af amerikanske soldater.

I Buchenwald fandt de allierede 400 jødiske drenge, alle forældreløse, som havde overlevet Auschwitz. En af dem var den 16-årige ungarske jøde Eliezer Wiesel.

Overlevede – men var ikke rigtig i live

Allerede ved ankomsten til Auschwitz-Birkenau var hans mor og yngste søster blevet sendt direkte til krematoriet. To ældre søstre forsvandt ind i nazisternes labyrintiske slavesystem. Efter krigen fandt Wiesel til sin forbløffelse ud af, at de begge havde overlevet.

I kz-lejrene klyngede Elie sig til faderen Shlomo, der som tiden gik blev mere og mere afkræftet af den ringe kost og det hårde arbejde. Faren overlevede lige den lange dødsmarch fra Auschwitz til Buchenwald, men kort efter ankomsten til lejren døde han af lungebetændelse.

På dette tidspunkt stopper Wiesel sin fortælling. Han vier kun et par afsnit til de næste tre måneder i Buchenwald, den største og mest internationale koncentrationslejr på tysk grund, hvor kun et lille mindretal af de indsatte var forfulgte jøder.

»Så længe min far var i live, ønskede jeg at leve. Men fra det øjeblik, han døde 27. januar 1945 og indtil min befrielse 11. april, var jeg ikke rigtig i live. Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede,« fortæller Wiesel på sit kontor i organisationen Foundation for Humanity, som han grundlagde med sin hustru Marion i 1986.

Og indtil det sidste vidste ingen af de titusinder af fanger i Buchenwald, om de ville slippe ud i live. Mange af dem blev sendt på dødsmarcher til andre kz-lejre, og de, der blev i lejren, befandt sig i en flydende og kaotisk situation.

»Skulle vi flygte ud af porten for at løbe amerikanerne i møde og risikere at blive skudt ned eller gå tilbage til barakkerne, når luftsirenerne gik af, som SS havde givet os ordre til? Jeg stod i anden række foran porten, og dem foran mig blev skudt ned. Så jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg overlevede. Derfor er ethvert øjeblik for mig et udtryk for tro, håb og taknemmelighed,« siger Wiesel.

De allieredes tavshed

I de to andre romaner, som Rosinante har udgivet på dansk i samme bind, Daggry og Dagen, fortæller Wiesel om sin tid i Palæstina inden Israels oprettelse og senere i New York. Men det er Natten, der fascinerer. Bogen blev skrevet i 1954 og var et af de første litterære vidnesbyrd om Holocaust. Forfatterne Primo Levi og Tadeusz Borowski havde skrevet deres bøger om Auschwitz tidligere.

Den oprindelige titel på Wiesels roman var »Og Verden Forblev Tavs«. Det er et tema, som forfatteren konstant vender tilbage til i sit virke.

»I Auschwitz levede vi i vores eget lille univers. Vi var overbevist om, at hvis verden udenfor blot vidste, hvad der var overgået os, ville de gøre noget for at redde os. Så det var et kæmpe chok at finde ud af, at de allierede vidste, hvad der foregik, og at de ikke engang kunne finde på at bombardere jernbaneskinnerne til godsvognene, som førte jøder fra overalt i Europa til udryddelseslejrene,« siger Wiesel.

I løbet af den time, vores samtale varer, sukker den ældre mand flere gange. Især når han mindes den tavshed, som omgærede holocaustet under Anden Verdenskrig.

»Jeg har kendt alle amerikanske præsidenter siden Jimmy Carter, og hver gang jeg har mødt dem i det Ovale Værelse, har jeg fortalt dem, at deres forgænger Franklin Roosevelt vidste, hvad der foregik,« fortæller han.

»Jeg har sagt til dem alle, at amerikanerne kunne have bombarderet de tyske jernbanelinjer. Selvfølgelig udkæmpede de allierede en brav krig mod Hitler, men Hitlers krig mod jøderne blev ignoreret. Roosevelt skal til en medarbejder have sagt, at den mest effektive måde at stoppe udryddelsen af jøderne var at satse på en militær sejr.«

Han gentager flere gange: »Jeg forstår det ikke, jeg har aldrig forstået den tavshed.«

Et vigtigt møde

Efter krigen fulgte en anden tavshed. Indtil 1954 hverken talte eller skrev Wiesel noget om de forfærdelige oplevelser, han havde været udsat for. I Tyskland og i andre europæiske lande, som var ødelagt af verdenskrigen, havde befolkningerne travlt med at genopbygge og skabe en ny meningsfuld tilværelse.

End ikke de overlevende jøder ønskede i begyndelsen at rive op i fortidens tragedie. Næsten alle valgte at tie.

Wiesel og resten af de 400 overlevende jødiske drenge fra Auschwitz og Buchenwald blev af præsident Jacques de Gaulle inviteret til Frankrig og placeret i institutioner for forældreløse børn.

I skolen talte drengene aldrig om deres krigsoplevelser.

»Vi var ude på at lære noget. Vi var jo kommet langt bagud,« husker Wiesel.

I den periode tænkte han på at skrive noget ned.

»Men jeg var bange for ikke at kunne finde ordene til at beskrive, hvad jeg havde set. Jeg frygtede, at så snart jeg havde brugt et ord, ville det miste den betydning, jeg havde tillagt det. Derfor besluttede jeg at vente 10 år med at tale og skrive – med at aflægge vidnesbyrd.«

I begyndelsen af 1950’erne var Wiesel blevet journalist; først skrev han for en fransk avis, dernæst blev han Paris-korrespondent for den israelske avis Yedioth Ahronoth. Det var i den egenskab, at han under en reception på Israels ambassade i anledning af landets uafhængighedsdag mødte den franske romanforfatter François Mauriac, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1952.

»Vi talte om alt mellem himmel og jord. Jeg havde flere gange fået nej til at interviewe Frankrigs anden jødiske premierminister Pierre Mendes-France, og Mauriac lovede at sætte det i stand for mig. Jeg var henrykt.«

Uvægerligt faldt den unge jødes og den ældre franskmands samtale på krigen.

»Mauriac fortalte mig, at han aldrig ville glemme synet af jernbanevogne, som fyldt med jødiske børn blive deporteret til Tyskland. Jeg fortalte ham, at jeg var ét af de børn. Så begyndte han pludselig at græde, og jeg løb i vrede ud af ambassaden; han fulgte efter, fik stoppet mig og tryglede mig om at fortælle om mine oplevelser.«

»Jeg sagde: Monsieur Mauriac, vi jøder gennemlevede det, men vi taler ikke om det. Han begyndte igen at græde og opfordrede mig til at skrive en bog. Jeg besluttede at skrive; og det er sådan, at Natten blev til. Mauriac og jeg blev venner for livet.«

Det krævede en kraftanstrengelse at få romanen udgivet.

»Mauriac gik fra det ene forlag til det andet. Vi fik afslag fra dem alle på nær et lille forlag,« husker Wiesel.

I 1955 rejste han til New York på besøg og valgte at blive i USA, hvor han har boet siden. Stadig taler han med en let fransk accent og skriver sine bøger på fransk.

Selv om Natten høstede stor anerkendelse i Frankrig, tog det mange år at få bogen udgivet i USA.

»Dengang var amerikanerne ikke interesseret i at læse vidnesbyrd om Holocaust,« siger Wiesel, der i dag er 84 år gammel.

Trods sin europæiske baggrund synes Elie Wiesel kun at have en vag fornemmelse af, hvad der sker i Europa. I tidens løb har han lagt næsten alle sine kræfter i at holde mindet om Holocaust i live i USA. I flere årtier har han undervist på Boston University, og han var dybt engageret i bygningen af Holocaust-museet i Washington, D.C.

Ofte er han blevet inviteret af regeringer og parlamenter i europæiske lande til at holde taler, f.eks. i Bundestag i Berlin og i parlamentet i Budapest. i 2009 ledsagede han kanslerinde Angela Merkel og præsident Barack Obama til Buchenwald. Han har holdt en symbolsk vigtig tale til 80.000 unge mennesker fra den balkon på Heldenplatz i Wien, hvorfra Adolf Hitler talte til flere hundretusinde østrigere efter Anschluss i 1938.

Den medfølende helt

Wiesels tema er altid det samme: at menneskeheden aldrig må glemme. Som han siger om den nye antisemitisme i sit fædreland Ungarn: »Verden har endnu ikke lært lektien. Hvordan kan man ellers forklare, at antisemitismen stadig eksisterer. Hvis Auschwitz ikke kunne helbrede verden for antisemitisme, hvad kan så gøre det?«

Som så mange andre prominente jøder i Amerika anser Wiesel danskernes redning af jøderne i Danmark i 1943 for en heltegerning. Han ved godt, at mange danskere helst er fri for at blive kaldt helte.

»For mig er det ekstraordinære, at danskerne ikke opfatter sig som ekstraordinære i den historie. Bortset fra Bulgarien var Danmark det eneste land, hvor man kollektivt – ikke individuelt – forsøgte at redde jøderne. Dengang var det nok bare at være et medfølende menneske for at blive en helt,« siger Wiesel.

I tidens løb har Wiesel forsvaret Israels politik bittert. På sine ældre dage synes han at være blødt op: »Sandheden er, at jeg ikke lever der. Jeg besøger kun landet en gang om året i en uge, og mit største ønske er at tilbringe en måned der for at lære mere. Så jeg føler mig ikke kompetent til at udtale mig om konflikten,« svarer han.

»Jeg håber stadig, at den unormale situation, jøder og palæstinensere lever i, en dag vil blive normal. Smerte bør ikke være en normaltilstand. Når israelske soldater får ordre til et gøre noget, håber jeg virkelig, de forstår, at det er forkert at påføre andre smerte og især at ydmyge dem. Ydmygelse er den største smerte, man kan føle. Det er en synd.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

• Født 1928 i Transsylvanien.

• Blev i 1944 deporteret med sin familie til kz-lejren Auschwitz, mistede både sin mor, lillesøster og far, inden krigen sluttede.

• Arbejdede i en periode som journalist.

• Modtog Nobels fredspris i 1986.

• Har siden 1955 boet i USA, hvor han har virket som forfatter, professor og politisk aktivist.

• Har skrevet 57 bøger, deriblandt de tre autobiografiske bøger, som netop er udkommet på dansk på forlaget Rosinante: ’Natten’, ’Daggry’ og ’Dagen’.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Simon H. Petersen

Bøgerne må vel på ønskesedlen.

Allierede fly bombede kemi fabrikken IG farben ikke langt fra Auschwitz. På luftfotos var det nemt at identificere krematoriet i udryddelseslejren - de allierede smed alligevel ikke en enkelt bombe?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

Er ikke sikker på den "Lette" jøsning ville have været den bedste.

Var jernbaneskinnerne blevet bombet, skulle de vel bare være gået det længere. Jeg tror ikke et sekund på at nazisterne havde opgivet lejrene.

Bombe krematorie eller gaskamre. Ville det havde reddet nogle ? Næppe.Meget kan man sige om menneskeracen, men manglende fantasi når det gælder om at udrydde artsfæller er ikke een af dem !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Og selvom jøderne var godt integreret, eller måske derfor, var der et bytte at hente.

Desuden var danskerne, udover villige til at hjælpe jøderne, også villige til at modtage dem tilbage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Peter Andersen. Det virker som om du ikke mener man kan være dansker og jøde på samme tid?
Du siger at danskerne tog jøderne tilbage – personligt opfatter jeg situationen på den måde at danske jøder vendte hjem til deres fædreland efter krigen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

@ Claus

Jamen så deler vi jo den samme opfattelse.

Men det virker som du misforstod det jeg skrev.
Det beklager jeg. Det er nu tidligere fremført af danske jøder, derfor ville jeg have det med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Rasmussen

Politk var ikke infiltreret i krig dengang som nu, militært set for de allierede gav det ikke nogen mening at bombe jernbanen til kzlejrene, når der var våbenfabrikker, trafikknudepunkter og andet at bombe.

Forfatteren glemmer at det først var i 1945 at hele Nazistysklands myrderier blev sat til skue.

Russerne bombede heller ikke jernbanesporene til russiske krigsfangelejre på trods af de uhyrligheder tyskerne der foretog mod disse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@ Stig Rasmussen. Lyder overbevisende, men jeg er bange for at en sådan rationel tænkegang ikke var fremherskende under krigen. Hvis det var tilfældet var Dresden aldrig blevet bombet og Hiroshima & Nagasaki bomberne aldrig kastet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Jespersen

Burcharths portræt af Elie Wisel og hans elvbiografiske bøger fortjener lidt mere fyldg kommentar.

Wiesel er helt selvfølgeligt meget præget af sin fortid og de forfærdelige oplevelser han har været ude for. Han er måske af den grund også kendt for sine aldels tåbelige prozionistiske tilbøjeligheder.

F. eks. indsatte jan 2010 en helsidesannonce i førende amerikanske aviser hvor han udspredte diverse myter om Jerusalem og hvad byen specielt betød for ham som jøde. Han er så ensidigt fokuseret at det næsten gør ondt ligesom han er det på alle punkter når det gælder propaganda for en jødisk stat, der bare skal have lov til at gøre hvad der er nødvendigt for at nå sine mål uden smålig skelen til andre mennesker og almindelig lov og ret.

Her er et svar på den gale mands betragtninger fra andre jødiske borgere i Israel og Jerusalem.

http://www.haaretz.com/news/leftists-to-elie-wiesel-occupied-jerusalem-c...

Wiesel er så præget af sin fortid og dens ekstraordinære tragiske begivenheder at han uden at tænke sig meget om bruger disse begivenheder på en aldeles uakceptabel måde til at propagandere for en jødisk stats eksistensberettigelse og med fuld kraft på alle tåbelige sentimentale myter om hans jødiske baggrund med det som ham mener giver sagen den s eksistensberettigelse.

Han er meget kendt for sine holocaustbetragtninger - som altid ender med en støtte til og propaganda for den israelske stat og dens ret til at eksistere uden at han på noget tidspunkt er i tvivl om sine sentimentale eksklusive etragtniner over statens eksistens og de følger man ser af dette synspunkt fr andre. Han kan så sidde og græde nærmest i Burcharths artikel over den "unormale" tilstand hvor palæstinensere "påføres smerte" - men jeg sidder nærmest med et sort spørgsmålstegn over hvor naiv mand i virkeligheden er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Jespersen

@CLAUS ORESKOVJEG TALER OM MANDENS MENINGER IØVRIGT - IKKE HANS SELVBIOGRAFISKE BØGER OM HANS HOLOCAUSTERFARINGER.
Det man må tage afstand fra er hans gale meninger iøvrigt - som slet ikke kommer frem i Burcharths artikel. Der står jo ligefrem at han er meget bedrøvet over "den unormale tilstand" hvor palæstinenserne "påføres smerte". Det rimer slet ikke med manden og hans galskab vdr. Jerusalem som jeg netop henviser til med link.

Værsgod forklar mig at manden ikke er en hykler når han kan skrive som han gør om Israel og Jerusalem med tydeligt sentimentale og uvirkleige forestillinger om den israleske selvretfærdige holdning til hvad man kan tillade sig mod et andet folk og dets ejendom og land. Mange jødiske og jødisk israelere har atget skarpt afstanf fra manden og ahns sentimentale dyrken af den eksklusive jødisek ret til at gøre som man gør - det kan man set ikke forsvare selv med henvisning til de frygtelige erfaringer fra Holocaust.

Her er noget af den kritik med dokumentation som man med fuld ret kan tage med når denne mand skal omtales som en der er bedrøvet over at palæstinenserne påføres smerte - samt hans gale skriverioer om Jerusalem som mange jøder og jødiske israelere skarpt tager afstand fra, Ingen vil vel påstå at de "taler om Holocaust" - når det drejer sig om Wiesels tåbelige og forrykte udtalelser om Jerusalem.

Se her en typisk kommentar fra jøder der kritiserer ham netop fror at være ude af trit med realiteterne og en forrykt sentimental fyr.

http://www.haaretz.com/print-edition/news/for-jerusalem-a-response-to-el...
http://www.haaretz.com/print-edition/news/for-jerusalem-a-response-to-el...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

"eksklusive jødisek ret" Øh? Tænker du på Sions Vises Protokoller – eller noget i den retning og denne ”ret” er det noget der eksekveres af alle jøder, eller benytter babyer sig f.eks. ikke af denne eksklusive ”ret”?

anbefalede denne kommentar