Læsetid 6 min.

’Han skal ikke på psykopat-hotel og have risengrød juleaften’

Selvtægt og ydmygelse har været fremherskende fænomener i dansk filmhistories behandling af pædofili og incest. Vinterbergs ’Jagten’ er den første film, der kritiserer det pædofilihysteri, der fører til uberettigede anklager. Men det er stadig svært at forestille sig en dansk film, der tør se den faktisk pædofile i øjnene
Pædofile er traditionelt blevet fremstillet som monstre i dansk film. Dog har Thomas Vinterberg flyttet fokus over på pædofilihysteriet i hans seneste film ’Jagten’. Fotos: Fra ’Himlen falder’, ’Jagten’, ’Festen’ og ’Anklaget’

Pædofile er traditionelt blevet fremstillet som monstre i dansk film. Dog har Thomas Vinterberg flyttet fokus over på pædofilihysteriet i hans seneste film ’Jagten’. Fotos: Fra ’Himlen falder’, ’Jagten’, ’Festen’ og ’Anklaget’

17. januar 2013

Han skal ikke på psykopathotel og have risengrød juleaften og så stikke og skænde videre,« siger en indigneret Poul Reumert – et af dansk films største ikoner – i rollen som familiefaren Doktor Ellekær i Affæren Birte fra 1945.

Manden, han henviser til, er blikkenslager Brømer (en anmelderrost Edouard Mielche), som har voldtaget hans 10-årige datter. Og i et raserianfald ender Ellekær med at slå Brømer ihjel. Ingen risengrød juleaften til folk som ham. »Jeg fortryder ikke,« slår Ellekær fast fra fængselscellen. Og på filmplakaten hæver den pædofile sig som en mørk skygge over den lille familie, og den skygge er stadig et gådefuldt monster i dansk film.

De senere år har den pædofile taget skikkelse af den monstrøse skurk i krimi- og thrillerfilm som det ubehagelige drama om Tøndersagen, Himlen Falder (2009), og i Mænd der hader kvinder (2006), hvor den incestuøse psykopatnazist i filmens finale brændes ihjel af heltinden Lisbeth Salander.

For selvtægt og hævntrang er dominerende kræfter i danske og udenlandske film om pædofili og incest, som både følger, bidrager til og udfordrer samfundets moralfølelse og indsigt.

Thomas Vinterbergs Festen (1998) indeholder alle tre grundfortællinger om pædofile overgreb: Ofrets traume, den monstrøse gerningsmand (»I var ikke mere værd,« hvisler Henning Moritzen isnende til sine to tvillingebørn) og så slutteligt den bittersøde hævn, da den incestuøse patriark forkastes og ydmyges af familien: I rollen som den chokerede yngste søn sparker Thomas Bo Larsen ham sønder og sammen. »Slå mig ihjel,« bønfalder han sin misbrugte søn, Christian (Ulrich Thomsen). Ydmygelsen er komplet og føles for publikum som en uomgængelig forløsning, som gør det muligt at kunne udholde filmens smerteligt tunge tema.

Vinterbergs nye film, Jagten, behandler selvtægtsspørgsmålet fra et ellers uberørt perspektiv: den hysteriske heksejagt på den uskyldigt anklagede. Børnehavepædagog Lucas (Mads Mikkelsen) jages i lokalsamfundet som det råvildt, han skyder i fritiden, efter at hans bedste vens lille datter har løjet om hans stive tissemand. »Hvis du har rørt ved min lille datter, får du en kugle lige i panden,« truer bedstevennen, spillet af Thomas Bo Larsen.

Det er stadig ikke selvtægten og det definitive had, der er fjenden, men derimod den forhastede og fatale fejl. Den faktisk pædofile er ude af regnestykket.

Tabuomvæltning

70’ernes frie seksualmoral tillod en med nutidens øjne forbløffende undersøgelse og diskussion af incest og pædofili. Der antydes incestuøse forbindelser mellem mor og søn, Ghita Nørby og Kim Eduard Jensen, i ungdomshittet Mig og Charly fra 1978 og mellem far og datter i Malmros’ Skønheden og Udyret fra 1983.

I Smertens børn (1977) og i endnu højere grad i Den man elsker fra 1980 undersøgte Christian Braad Thomsen i dokumentarisk form incesttabuet gennem sine egne og en række interviewpersoners fantasier om og erfaringer med incestuøse følelser – som barn og voksen.

Filmen vakte dog forargelse i et årti, hvor forskningsundersøgelser begyndte at sætte fokus på incest. Amerikanske tal pegede på, at hver fjerde barn var misbrugsoffer. Den statistik er siden blevet gendrevet og kritiseret.

Braad Thomsen mener, at han dengang var 30 år forud for sin tid.

»Reaktionerne var forfærdelige, fordi det var rødstrømperne, som dominerede debatten. Ulla Dahlerup skrev i sin anmeldelse i Information, at jeg selv var incestfar, og det er jo det værste, man kan beskyldes for. For omvendt mener jeg, at hvis ikke man får lov til at stille det naturlige fysiske behov for nærhed, som både barn og voksen har behov for, så kan det sætte sig som en mangel, som man så desværre kompenserer unormalt for i en voksen alder over for børn. Pædofile er efter min mening netop aldrig blevet helt voksne med hele deres sind og hele deres krop,« siger han i dag.

Skandaler og kastration

En tv-miniserie, der i 1988 fik en mere positiv respons hos danskere, var Alle Elsker Debbie om en ung kvinde, der udsættes for overgreb af sin stedfar, spillet klamt og slesk af Poul Glargaard. Emnet var ikke som sådan incest, men voksnes seksuelle magt over unge, og det åbnede danskernes øjne.

Instruktør Peter Eszterhás husker: »Man talte yderst lidt om både pædofili og incest på det tidspunkt, og det var grunden til, at vi fandt det spændende at beskrive. I dag er det så endt i den anden grøft, hvor man mistænkes for pædofili, bare man kigger kærligt på et barn.«

En af årsagerne til denne vending var Vadstrupgårdsagen, der i 1997 chokerede Danmark: En mandlig pædagogmedhjælper blev idømt tre et halvt års fængsel for overgreb på børn i en daginstitution i Gladsaxe.

Pædofiligruppen, der blev lovligt oprettet i 1985, blev i 2004 lukket på grund af trusler og utryghed blandt medlemmer – samme år som en Gallup-undersøgelse viste, at hver fjerde dansker accepterede tortur af pædofile. Året efter blev skandalen om Tøndersagen afdækket, og 100.000 danskere skrev under på hårdere straffe og medicinsk kastration af pædofile.

Til Informations forpremiere på Jagten sagde Vinterberg, at han her stod med antitesen til Festen: Når han havde lavet den ene film, havde han brug for at lave denne anden.

»Jeg tror at denne film kommer ud af en tid med en ængstelighed, som jeg selv bidragede til i 90’erne. Jeg har jo rejst verden rundt med Festen og sagt, at der var så og så mange, der var blevet misbrugt i hver klasse. Nu har man så fundet ud af, at der er så og så mange, der har fået at vide, at de er blevet misbrugt, og det er ligesom noget andet. Så denne film er en reaktion på noget i tiden.«

Men kunne man forestille sig en tredje film? En, der ikke blot reagerede imod den falske anklage, men mod heksejagten selv? Eller én, der forsøgte at undersøge den pædofiles perspektiv?

Jacob Thuesens psykologiske drama Anklaget fra 2005 er på sin egen tvetydige måde sådan en film: Familiefaren Henriks liv ramler sammen, da hans datter anklager ham for incest. Fra Henriks synsvinkel følger vi omgivelsernes fordømmelse, men ved aldrig, om han er skyldig. Her lurer et thriller-element, en ’whodunit’-dramaturgi, som først forløses i filmens sidste skræmmende scene, hvor Henrik forvandles til det onde monster, som alle, på nær hustruen, har antaget ham for at være.

Lyby anklaget

Det twist delte vandene under Berlinalen, erindrer Troels Lyby, der spillede Henrik: »Nogle kritikere var vrede over at blive forført til at kunne lide Henrik. De oplevede det som et dramaturgisk trick og syntes, at det var en fejl ved filmen. Men for mig roterer filmen netop om den skyld, denne mand oplever.«

Som forberedelse til rollen valgte Lyby at tolke Henrik som den type incestfar, der er drevet af et misforstået kærlighedsmotiv. En psykolog forklarede, hvordan fortrængningsmekanismerne kan fungere, fortæller Lyby.

»En skyldig kan godt overbevise sig selv om, at der intet er hændt, og på den måde er Henrik overbevist om sin egen uskyld. Filmen skildrer den frygtelige virkelighed, der langsomt går op for ham. Og når jeg ser den nu, kan jeg tydeligt se hans psykopatiske træk. Enhver uskyldig far ville jo formentlig gøre sig en eller anden form for selvbebrejdelse, når han anklages. Men det gør Henrik aldrig. På den måde handler filmen om en dysfunktionel familie, der indgår i en fortrængende gruppedynamik.«

En film, der beskriver pædofili eller incest gennem den skyldiges åbne øjne og uden hetz, har Christian Braad Thomsen svært ved at forestille sig. Han forsøgte for 15 år siden at rejse penge til en fiktionsfilm baseret på en virkelig incestsag, men den kom aldrig gennem Filminstituttets nåleøje. Og det tror han heller ikke, at den ville i dag.

»Udviklingen er ikke til det gode. Bestemt ikke. Vi lever i en nypuritansk tid. Her er incest- og pædofilitabuet blot ét aspekt, men måske også det mest skræmmende – og det mest alvorlige.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Vadmand

Når man taler om pædofili-film, der viser den pædofile som ikke-dæmoniseret, bør man vel lige nævne "Dream Child" og "Lolita"?

Brugerbillede for Jeppe K

Jeg oplever, at 'Kunsten at græde i kor' skiller sig ud ved netop at se problemet og dets aspekter i øjnene og ikke blot bruge incest/pædofili som dramatisk motor. Noget Kurt Strand er inde på i denne artikel: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/464202:Mediekommentar--Kunsten-...

Den dramatiske motor i Jagten kunne lige så godt have været alt muligt andet som havde ført til udstødelse, som i denne lignende film fra filmskolen: http://www.youtube.com/watch?v=U48WZDZIS9o