Romaer udsættes konstant for vold og chikane

Den første molotovcocktail blev kastet straks efter midnat. Glasflasken smadrede vinduet til dagligstuen, og blot få sekunder senere blev den mørke februarnat oplyst af ildskæret fra brændende benzin. Vi kan kun forsøge at forestille os rædslen hos trebørnsfamilien i huset. Den 27-årige Robert Csorba styrtede ind i den allerede flammeomspændte dagligstue, hvor hans seksårige datter, Bianca, og hans femårige søn, Robika, lå og sov. Han greb fat om dem, en i hver hånd, og sammen kastede de sig ud på verandaen. »Jeg kommer straks og henter jer også,« skreg Robert til sin kone og yngste barn.

Det blev hans sidste ord.

Ude i mørket ventede en mand, der var bevæbnet med et haglgevær. Ifølge obduktionsrapporten blev Robert ramt af mindst ni hagl affyret på meget tæt hold: i hjertet, i lungerne og i leveren. Sønnen Robik blev ramt af tre hagl i hovedet samt to i brystet, som beskadigede hjertet og lungerne. Drengen døde – ligesom sin far – inden for få minutter. Den seksårige Bianca overlevede, trods svære skudsår.

Det brutale dobbeltmord i det lille samfund Tatárszentgyörgy den 23. februar 2009 var det syvende i en serie på i alt ni racistiske attentater mod ungarske romaer i årene 2008 og 2009. Alle blev angrebet på den samme måde, med molotovcocktails og skydevåben. I alt seks personer blev myrdet.

Politiarbejdet – eller manglen på samme – efter mordene i Tatárszentgyörgy giver et på flere måder afslørende billede af de ungarske myndigheders syn på landets roma-minoritet. Ifølge den første rapport var branden forårsaget af en elektrisk kortslutning, mens dødsårsagen skulle være røgforgiftning, og skudsårene blev bortforklaret med, at de var tilføjet af »søm fra nedfaldende planker«. Det var først efter højlydte protester fra lokale borgere og en intervention fra en europaparlamentariker, at politiet til sidst indledte en ny kriminalefterforskning.

Forbigået i tavshed

De mange attentater mod landets romaer afstedkom hellere ikke større reaktioner blandt politikere eller i offentligheden.

»Man skulle tro, at en serie så brutale mord ville forårsage et åbent sår og en form for nationalt traume i det ungarske samfund, men noget sådant har ikke været tilfældet. Det var ganske få personer, der reagerede. Og der forekom ikke nogen større demonstrationer og ikke nogen brede solidaritetsytringer. Der var ganske stille,« siger Gábor Czene, journalist og ekspert i højreekstremisme.

Fraværet af reaktioner kan delvis ses som en afspejling af gamle fordomme. Ifølge meningsmålinger siger hver anden ungarer, at han eller hun »har et negativt syn på romaer«, mens to ud af tre erklærer sig enige i udsagnet, at »kriminalitet ligger i romaernes blod«.

Og roma-minoriteten, som udgør mellem fem og ti procent af Ungarns befolkning, har fået det endnu værre efter Murens fald. Under den kommunistiske etpartistat var der i princippet fuld beskæftigelse, også for romaer. Selv om mange af disse job reelt kun eksisterede på papiret, gav lave lønninger eller bestod af langtfra meningsfulde opgaver, fandtes der i det mindste arbejdspladser, hvor samfundets forskellige grupper kunne mødes og socialisere. Da den tunge industri, som var indrettet på planøkonomisk samhandel inden for Østblokken, brød sammen, var det romaerne, som blev hårdest ramt.

»Over 1,5 millioner ungarere mistede deres job, heraf en stor del romaer,« siger sociologen Mária Vásárhelyi:

»Der blev skabt en katastrofalt stor arbejdsløshed blandt landets romaer, visse steder nåede den op på 90 procent. Romaerne er uden tvivl reformperiodens største tabere.«

Snart et kvart århundrede efter Murens fald begynder en tredje generation af romaer at vokse op, som aldrig har set deres forældre eller bedsteforældre arbejde, og som har levet hele deres liv i en fornedrende og fuldkommen fattigdom.

»Hvis man ikke kan give sin børn noget at spise, har man ikke andet valg end at stjæle«, konstaterer Vásárhelyi.

»Det her er ikke et særligt roma-spørgsmål, men et spørgsmål om fattigdom. Og blandt Ungarns fattige er romaerne overrepræsenterede. Ulykkeligvis er relationerne mellem romaer og ikke-romaer på mange måder blevet forgiftet. Der findes en gensidig frygt, og det er denne betændte byld, som det ekstreme højre er dygtige til at prikke hul på, når de går ud i byerne og siger: ’Vi skal nok beskytte jer’!«

Voldsomme demonstrationer

En række ’borgerværn’ marcherer i dag i fuld åbenhed, og deres marcher går jævnligt igennem ungarske lokalsamfund med en stor roma-befolkning.

Den 1. marts 2011 begav dusinvis af medlemmer af gruppen Szebb Jövöért Egyesület, ’Borgerværn for en Bedre Fremtid’, sig således ind i kommunen Gyöngyöspata. Her fik de snart selskab af andre grupper. Bevæbnede med bl.a. økser og kvægpiske terroriserede de lokalsamfundets romaer med aggressive tilråb, slag på døre og mure og hadefulde sange. Trods flere politianmeldelser fra både lokale borgere og menneskeretsorganisationer lod politiet ’borgerværnene’ blive ved med dette i næsten to måneder og greb først ind, da det hele udartede til deciderede slagsmål mellem byboere og ’borgerværn’. Og så sent som i august 2012 marcherede næsten tusind uniformklædte ’borgerværnsmedlemmer’ ind i byen Devecser. Demonstrationen, som var organiseret af det højreekstreme parti Jobbik, udviklede sig til stenkastning, efter at talere bl.a. havde opmuntret deltagerne til at »udrydde roma-parasitterne«.

Trods skarpe protester fra flere menneskeretsorganisationer og krav fra flere organisationer om, at de »ungarske myndigheder må beskytte alle deres medborgere«, ser der ikke ud til at være sket det store. Ved et tilfælde spurgte The Guardians reporter, Zoltán Kovács, en talsmand for den ungarske nationalkonservative Fidesz-regering, hvordan den så på det faktum, at tusindvis af ungarske romaer havde følt sig tvunget til at søge asyl i Canada. Han svarede, at det var beklageligt, men at »visse romaer forlader landet uden påviselig grund«, og »at det hele handler om mennesker, som forsøger at udnytte velfærdssystemer.«

Mária Vásárhely mener, at den udtalelse ligger helt på linje med holdningen hos regeringen.

»Jeg opfatter Fidesz som et udpræget antiromask parti. Desværre er nu også Socialistpartiet, i det mindste lokalt, begyndt at spille på disse folkestemninger. Sørgeligt nok har heller ikke venstrefløjen gjort specielt meget for romaerne.«

Nyliberal ideologi

Ifølge økonomen Péter Felcsuti, tidligere chef for den ungarske bankforening, er et af hovedproblemerne, at regeringen, i lighed med det ekstreme højre, i mange henseender ser romaernes situation som et spørgsmål om lov og orden, der kan løses med mere politi og hårdere straffe. I stedet for massive satsninger på en udsat gruppe er man gået ud fra, at repression i kombination med ’markedskræfterne’ skal løse ’problemet’.

»Selv på dette område er den nyliberale ideologi slået igennem. Man har troet på, at markedet på en eller anden måde ville løse dette her. Statens rolle er ud over at uddele visse bidrag blevet set som ubetydelig«, siger Felcsuti.

Felcsuti, som kalder romaernes situation for »Ungarns vigtigste samfundsspørgsmål«, efterlyser en ny politik, hvor staten erkender og påtager sig sit hovedansvar, men i samarbejde med civilsamfundet. For selv at vise vejen har han startet et projekt, hvor en form for mikrolån kombineres med en erhvervsfaglig mentorordning for roma-iværksættere. Trods gode resultater har myndighederne ikke udvist nogen interesse.

»Vi har ikke fået nogen som helst støtte fra staten. Snarere har de været fjendtligt indstillede over for os.«

Selv Ágnes Osztolykán, parlamentsmedlem for det socialliberale oppositionsparti, LMP, ser staten som en nødvendig aktør, men hun efterlyser også et internationalt engagement. Det handler om en omfattende satsning på fire hovedområder: uddannelse, beskæftigelse, boliger og sundhed.

»Så længe staten ikke påtager sig et overordnet ansvar for at skabe gennemgribende forandringer, vil heller ikke civilsamfundet kunne gøre en forskel. Og det slår heller ikke til med de nationale regeringer. Vi må indse, at dette er et fælleseuropæisk problem.«

Osztolykán siger, at det stort set ikke er muligt at leve som roma i dagens Ungarn uden at blive udsat for hånlige ord eller overlagt chikane. Selv i parlamentet har medlemmer hvæset eller råbt sigøjner efter hende.

Fordommene sidder ikke bare dybt, men bygges i stadig højere grad ind i systemet. I mange skoler i de ungarske landdistrikter bliver romabørn f.eks. anbragt i stueetagen, mens de ’ungarske’ bliver flyttet op på 1. sal, en form for institutionaliseret segregation, som myndighederne ligefrem opmuntrer til som et ’uddannelsespolitisk instrument’.

»Situationen er fortvivlende,« siger Ágnes Osztolykán.

Hendes konklusion bakkes op fra højeste sted. FN’s specielle rapportør om racisme, Githu Muigai, sammenfattede romaernes situation i Ungarn efter sit besøg i foråret 2011 med disse dramatiske ord:

»Hvis vi ikke handler i dette spørgsmål i dag, så kommer der måske slet ikke nogen dag i morgen.«

© Gellert Tamas og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen