Læsetid: 6 min.

Romaer udsættes konstant for vold og chikane

To ud af tre ungarere mener, at ’kriminalitet ligger i romaernes blod’ – reportage fra et land, hvis romabefolkning svigtes af myndighederne og udsættes for diskrimination og overgreb fra uniformerede ’borgerværn’
Tilhængere af det yderliggående højreparti Jobbik deltog i lørdags i en anti-roma-demonstration, der blev udløst af, at romaer blev beskyldt for at have stukket to unge mænd ned under et slagsmål i en bar.

Tilhængere af det yderliggående højreparti Jobbik deltog i lørdags i en anti-roma-demonstration, der blev udløst af, at romaer blev beskyldt for at have stukket to unge mænd ned under et slagsmål i en bar.

Laszlo Balogh

16. januar 2013

Den første molotovcocktail blev kastet straks efter midnat. Glasflasken smadrede vinduet til dagligstuen, og blot få sekunder senere blev den mørke februarnat oplyst af ildskæret fra brændende benzin. Vi kan kun forsøge at forestille os rædslen hos trebørnsfamilien i huset. Den 27-årige Robert Csorba styrtede ind i den allerede flammeomspændte dagligstue, hvor hans seksårige datter, Bianca, og hans femårige søn, Robika, lå og sov. Han greb fat om dem, en i hver hånd, og sammen kastede de sig ud på verandaen. »Jeg kommer straks og henter jer også,« skreg Robert til sin kone og yngste barn.

Det blev hans sidste ord.

Ude i mørket ventede en mand, der var bevæbnet med et haglgevær. Ifølge obduktionsrapporten blev Robert ramt af mindst ni hagl affyret på meget tæt hold: i hjertet, i lungerne og i leveren. Sønnen Robik blev ramt af tre hagl i hovedet samt to i brystet, som beskadigede hjertet og lungerne. Drengen døde – ligesom sin far – inden for få minutter. Den seksårige Bianca overlevede, trods svære skudsår.

Det brutale dobbeltmord i det lille samfund Tatárszentgyörgy den 23. februar 2009 var det syvende i en serie på i alt ni racistiske attentater mod ungarske romaer i årene 2008 og 2009. Alle blev angrebet på den samme måde, med molotovcocktails og skydevåben. I alt seks personer blev myrdet.

Politiarbejdet – eller manglen på samme – efter mordene i Tatárszentgyörgy giver et på flere måder afslørende billede af de ungarske myndigheders syn på landets roma-minoritet. Ifølge den første rapport var branden forårsaget af en elektrisk kortslutning, mens dødsårsagen skulle være røgforgiftning, og skudsårene blev bortforklaret med, at de var tilføjet af »søm fra nedfaldende planker«. Det var først efter højlydte protester fra lokale borgere og en intervention fra en europaparlamentariker, at politiet til sidst indledte en ny kriminalefterforskning.

Forbigået i tavshed

De mange attentater mod landets romaer afstedkom hellere ikke større reaktioner blandt politikere eller i offentligheden.

»Man skulle tro, at en serie så brutale mord ville forårsage et åbent sår og en form for nationalt traume i det ungarske samfund, men noget sådant har ikke været tilfældet. Det var ganske få personer, der reagerede. Og der forekom ikke nogen større demonstrationer og ikke nogen brede solidaritetsytringer. Der var ganske stille,« siger Gábor Czene, journalist og ekspert i højreekstremisme.

Fraværet af reaktioner kan delvis ses som en afspejling af gamle fordomme. Ifølge meningsmålinger siger hver anden ungarer, at han eller hun »har et negativt syn på romaer«, mens to ud af tre erklærer sig enige i udsagnet, at »kriminalitet ligger i romaernes blod«.

Og roma-minoriteten, som udgør mellem fem og ti procent af Ungarns befolkning, har fået det endnu værre efter Murens fald. Under den kommunistiske etpartistat var der i princippet fuld beskæftigelse, også for romaer. Selv om mange af disse job reelt kun eksisterede på papiret, gav lave lønninger eller bestod af langtfra meningsfulde opgaver, fandtes der i det mindste arbejdspladser, hvor samfundets forskellige grupper kunne mødes og socialisere. Da den tunge industri, som var indrettet på planøkonomisk samhandel inden for Østblokken, brød sammen, var det romaerne, som blev hårdest ramt.

»Over 1,5 millioner ungarere mistede deres job, heraf en stor del romaer,« siger sociologen Mária Vásárhelyi:

»Der blev skabt en katastrofalt stor arbejdsløshed blandt landets romaer, visse steder nåede den op på 90 procent. Romaerne er uden tvivl reformperiodens største tabere.«

Snart et kvart århundrede efter Murens fald begynder en tredje generation af romaer at vokse op, som aldrig har set deres forældre eller bedsteforældre arbejde, og som har levet hele deres liv i en fornedrende og fuldkommen fattigdom.

»Hvis man ikke kan give sin børn noget at spise, har man ikke andet valg end at stjæle«, konstaterer Vásárhelyi.

»Det her er ikke et særligt roma-spørgsmål, men et spørgsmål om fattigdom. Og blandt Ungarns fattige er romaerne overrepræsenterede. Ulykkeligvis er relationerne mellem romaer og ikke-romaer på mange måder blevet forgiftet. Der findes en gensidig frygt, og det er denne betændte byld, som det ekstreme højre er dygtige til at prikke hul på, når de går ud i byerne og siger: ’Vi skal nok beskytte jer’!«

Voldsomme demonstrationer

En række ’borgerværn’ marcherer i dag i fuld åbenhed, og deres marcher går jævnligt igennem ungarske lokalsamfund med en stor roma-befolkning.

Den 1. marts 2011 begav dusinvis af medlemmer af gruppen Szebb Jövöért Egyesület, ’Borgerværn for en Bedre Fremtid’, sig således ind i kommunen Gyöngyöspata. Her fik de snart selskab af andre grupper. Bevæbnede med bl.a. økser og kvægpiske terroriserede de lokalsamfundets romaer med aggressive tilråb, slag på døre og mure og hadefulde sange. Trods flere politianmeldelser fra både lokale borgere og menneskeretsorganisationer lod politiet ’borgerværnene’ blive ved med dette i næsten to måneder og greb først ind, da det hele udartede til deciderede slagsmål mellem byboere og ’borgerværn’. Og så sent som i august 2012 marcherede næsten tusind uniformklædte ’borgerværnsmedlemmer’ ind i byen Devecser. Demonstrationen, som var organiseret af det højreekstreme parti Jobbik, udviklede sig til stenkastning, efter at talere bl.a. havde opmuntret deltagerne til at »udrydde roma-parasitterne«.

Trods skarpe protester fra flere menneskeretsorganisationer og krav fra flere organisationer om, at de »ungarske myndigheder må beskytte alle deres medborgere«, ser der ikke ud til at være sket det store. Ved et tilfælde spurgte The Guardians reporter, Zoltán Kovács, en talsmand for den ungarske nationalkonservative Fidesz-regering, hvordan den så på det faktum, at tusindvis af ungarske romaer havde følt sig tvunget til at søge asyl i Canada. Han svarede, at det var beklageligt, men at »visse romaer forlader landet uden påviselig grund«, og »at det hele handler om mennesker, som forsøger at udnytte velfærdssystemer.«

Mária Vásárhely mener, at den udtalelse ligger helt på linje med holdningen hos regeringen.

»Jeg opfatter Fidesz som et udpræget antiromask parti. Desværre er nu også Socialistpartiet, i det mindste lokalt, begyndt at spille på disse folkestemninger. Sørgeligt nok har heller ikke venstrefløjen gjort specielt meget for romaerne.«

Nyliberal ideologi

Ifølge økonomen Péter Felcsuti, tidligere chef for den ungarske bankforening, er et af hovedproblemerne, at regeringen, i lighed med det ekstreme højre, i mange henseender ser romaernes situation som et spørgsmål om lov og orden, der kan løses med mere politi og hårdere straffe. I stedet for massive satsninger på en udsat gruppe er man gået ud fra, at repression i kombination med ’markedskræfterne’ skal løse ’problemet’.

»Selv på dette område er den nyliberale ideologi slået igennem. Man har troet på, at markedet på en eller anden måde ville løse dette her. Statens rolle er ud over at uddele visse bidrag blevet set som ubetydelig«, siger Felcsuti.

Felcsuti, som kalder romaernes situation for »Ungarns vigtigste samfundsspørgsmål«, efterlyser en ny politik, hvor staten erkender og påtager sig sit hovedansvar, men i samarbejde med civilsamfundet. For selv at vise vejen har han startet et projekt, hvor en form for mikrolån kombineres med en erhvervsfaglig mentorordning for roma-iværksættere. Trods gode resultater har myndighederne ikke udvist nogen interesse.

»Vi har ikke fået nogen som helst støtte fra staten. Snarere har de været fjendtligt indstillede over for os.«

Selv Ágnes Osztolykán, parlamentsmedlem for det socialliberale oppositionsparti, LMP, ser staten som en nødvendig aktør, men hun efterlyser også et internationalt engagement. Det handler om en omfattende satsning på fire hovedområder: uddannelse, beskæftigelse, boliger og sundhed.

»Så længe staten ikke påtager sig et overordnet ansvar for at skabe gennemgribende forandringer, vil heller ikke civilsamfundet kunne gøre en forskel. Og det slår heller ikke til med de nationale regeringer. Vi må indse, at dette er et fælleseuropæisk problem.«

Osztolykán siger, at det stort set ikke er muligt at leve som roma i dagens Ungarn uden at blive udsat for hånlige ord eller overlagt chikane. Selv i parlamentet har medlemmer hvæset eller råbt sigøjner efter hende.

Fordommene sidder ikke bare dybt, men bygges i stadig højere grad ind i systemet. I mange skoler i de ungarske landdistrikter bliver romabørn f.eks. anbragt i stueetagen, mens de ’ungarske’ bliver flyttet op på 1. sal, en form for institutionaliseret segregation, som myndighederne ligefrem opmuntrer til som et ’uddannelsespolitisk instrument’.

»Situationen er fortvivlende,« siger Ágnes Osztolykán.

Hendes konklusion bakkes op fra højeste sted. FN’s specielle rapportør om racisme, Githu Muigai, sammenfattede romaernes situation i Ungarn efter sit besøg i foråret 2011 med disse dramatiske ord:

»Hvis vi ikke handler i dette spørgsmål i dag, så kommer der måske slet ikke nogen dag i morgen.«

© Gellert Tamas og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Ungarns kultur er under angreb

    15. januar 2013
    Den national-konservative ungarske regering er gået i krig mod kunsten, demokratiet og medierne
  • Frit spillerum for jødehad i Ungarn

    14. januar 2013
    Med en nationalkonservativ regering, der lefler for de samme vælgergrupper som den ekstreme højrefløj – Europas stærkeste og mest militante – har hele Ungarns politiske spektrum rykket sig markant mod højre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Svenningsen
  • Niels Mosbak
  • Steen Sohn
  • Philip C Stone
  • Simon Olmo Larsen
  • Bill Atkins
Vibeke Svenningsen, Niels Mosbak, Steen Sohn, Philip C Stone, Simon Olmo Larsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Simon Olmo Larsen

Racisme, fremmedfrygt, fremmedhad, intolerance, kært barn har mange navne, men tendensen breder sig, så måske er diskussionen om racisme, ikke specielt relevant i nutidens verden, mere relevant ville de være at diskutere hvordan vi stopper de tendenser på dæmonisering mod grupper på baggrund af deres kultur, religion, udseende eller sociale status, er de demokratiske bevægelser, der er styret af den (ny)liberale ideologi, om at værdi kun kan måles i penge, ikke problemet, når de fastholder de fattige i fattigdom og derved holder dem uden for, samtidig med at de siger det er de fattiges egen skyld, giver dette ikke grobund for det fremmedhad (racisme?) som er spirende i disse tider, kunne man godt få den tanke, at de fattige og dumme, er det på grund af dårlige gener og ikke på grund af et dårligt system, der favorisere nogle og stigmatisere andre, er denne form for politik ikke en usynlig racisme, der tillader os at se ned på dem der er under os i klassesamfundet, det er deres egen skyld de befinder sig der, derfor skal de ikke blandes med de "velfungerende", at racisme ikke er videnskabeligt godkendt, betyder ikke, at det ikke er fuldt ud godkendt i samfundene, at lægge andre for had og at tænke racistisk om mennesker, så længe de befinder sig i nederste klasse.

Ser vi ikke de samme tendenser i DK med arbejdsløse, fattige, indvandrere, "psykisk syge", misbrugere, prostituerede, kriminelle, hele special området, med special børn og special undervisning og special pædagogik, indvandrer-skoler, dansker-skoler, taberdrenge og vinderpiger, er det ikke tankevækkende at når et menneske fra et ikke akademisk familie bryder den sociale arv og bliver akademiker, så klapper alle i hænderne, næsten som om at de har set et mirakel, kan dette ikke være et tegn på racistisk tænkning og være med til at klassificere dem der ikke klare vejen op ad den (ny)liberale rangstige, som værende undermennesker, der ikke har nogen værdi for samfundet.

Er (ny)liberalismen ikke en form for racisme mod underklassen og er det ikke de samme tendenser vi i dag ser overalt i europa, hvor den klamme usynlige (ny)liberalistiske hånd trækker i trådene, at underklassen bliver lagt for had og brugt som de ansvarlige for en krise, fremtvunget af eliten.