Læsetid: 2 min.

Ud af skabet

Det er forståe­ligt nok sjældent, at så stor en filmstjerne som Jodie Foster siger tingene, som de er, og måske hænger den uventede åbenhed sammen med, at hun nu, hvor hun er blevet 50, vil noget andet med sit liv
17. januar 2013

Forvirret, uforståelig, rablende – det var nogle af de lidet flatterende ord, der gik igen i de misforståede referater af Jodie Fosters tale, da den amerikanske skuespillerinde og instruktør natten til mandag modtog en Cecil B. DeMille-pris – en ærespris – ved den årlige Golden Globe-uddeling.

I talen var Foster meget personlig, ja, indimellem privat, og hun kritiserede samtidig tv-mediets og tabloidpressens trang til at udstille berømtheder gennem reality-tv og sladder. Det var en fornøjelse at lytte til skuespillerinden, der blev 50 i november og om nogen ved, hvad hun taler om: »Tro mig, 47 år i filmbranchen er lang tid,« sagde hun med henvisning til, at hun har optrådt, siden hun var tre år gammel.
Det skyldes udelukkende Fosters eget mådehold og diskretion, at hun ikke er mere i søgelyset, end hun er. Hun er et privat menneske, og selv om det er en offentlig hemmelighed – og har været det i nogle år – at hun er lesbisk, er det ikke noget, medierne for alvor har rodet rundt i. Hun har simpelthen nægtet at spille deres spil.

»Hvis man har været en offentlig person, siden man var barn, hvis man har været nødt til at slås for et liv, der føles virkeligt og ærligt og normalt mod alle odds, så vil man også sætte retten til et privatliv over alt andet.«
I sin tale udtrykte Foster taknemmelighed over sin tidligere kvindelige samlever og bedste ven og deres to fælles børn, og selv om hun afviste, at der var tale om en ud af skabet-tale, kan der ikke være meget, hun i den sammenhæng ikke har afsløret. Det er forståe­ligt nok sjældent, at så stor en filmstjerne som Jodie Foster siger tingene, som de er, og måske hænger den uventede åbenhed sammen med, at hun nu, hvor hun er blevet 50, vil noget andet med sit liv.

»Jeg vil fortsætte med at fortælle historier, flytte mennesker ved at bevæge dem, verdens bedste arbejde,« sagde hun til sidst i talen. »Men fra nu af vil jeg måske gøre det på en anden måde. Måske bliver det lige så stille og fintfølende, at kun hunde kan høre det. Men det bliver min skrift på væggen: ’Jodie Foster var her.’«
Og det skal hun have tak for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu