Læsetid: 6 min.

Sverige indtog dansegulvet – Danmark valgte at blive bænkevarmer

I Sverige fejrer de Melodifestivalen i et par måneder, mens Melodi Grand Prix i Danmark altid har fået en stedmoderlig behandling. Den indstilling har ikke bare betydet, at svenskerne har det sjovere. Det har også betydet, at Danmark har været med til at finansiere det svenske musikeventyr, der har sikret dem en unik position på den internationale musikscene
Grethe og Jørgen Ingmann ankommer til Kastrup Lufthavn efter triumfen i Melodi Grand Prix finalen i London i 1963

Grethe og Jørgen Ingmann ankommer til Kastrup Lufthavn efter triumfen i Melodi Grand Prix finalen i London i 1963

26. januar 2013

Grethe og Jørgen Ingmann, der opfører »Dansevise« ved det Europæiske Melodi Grand Prix i 1963, er et af de største tv-øjeblikke i DR’s historie.

Billedet af Grethe Ingmann i front med franskbrødsfrisure og Jørgen Ingman på barstol i baggrunden vil uden tvivl få mange danskere til at nynne »Et solstrejf i en vandpyt...«

Sangen genindspilles gang på gang af danske kunstnere, og i 2006 fik den plads i Kulturministeriets Kulturkanon.

Men i 1963 var det så som så med stoltheden i Danmarks Radio. Man syntes faktisk, den var lidt pinlig. 3. oktober 1963 bragte BT et referat af en debat om Danmarks Radio i dansk kulturliv, hvor flere medlemmer af DRs magtfulde programudvalg deltog. Under overskriften »Slut med Grand Prix« citeres blandt andre professor Håkon Stangerup, der både er næstformand i Radiorådet og medlem af programudvalget. Da han bliver spurgt, hvorfor Danmark deltager i Melodi Grand Prix, svarer han:

»Jeg har stemt imod vor deltagelse, men forstår flertallets synspunkter, at vi ikke kan springe fra nu, hvor det er vores tur til at være ydende. Med smerte har vi efter i mange år at have været modtagende og ydende påtaget os at arrangere Melodi Grand Prix til foråret«.

Hans kollega i programudvalget E. Helsted supplerer:

»Jeg tror, det er sidste gang, vi er med«.

Tre år senere blev profetien til virkelighed, da Danmark i 1966 trådte ud af konkurrencen og først vendte tilbage i 1978.

Konsekvensen af den beslutning var ikke bare, at vi ikke festede med, da Brotherhood of Man vandt med »Save your kisses for me«, men også at Danmark satte sig selv på bænken, da festen rigtig tog fat på musikkens dansegulv.

Det var nemlig ikke lige meget, om man var med til Melodi Grand Prix i de for den internationale musikbranche så formative år: 1960’erne og 70’erne, fortæller Henrik Smith-Sivertsen, forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek med speciale i populærmusikkens historie:

»Alle kender historien om, at Grand Prix’et opstod som et led i ønsket om et forenet Europa, men det var meget mere end det. Det skulle også være et udstillingsvindue for musikken. Det var her man købte og solgte rettigheder til populærmusikken.«

Svenskerne havde en helt anden indstilling til Melodi Grand Prix’et, og det kom dem til gode ved forhandlingsbordene:

»Svenskerne satte sig hårdt på det marked, for danskerne fandt det jo forfærdeligt og uinteressant. På det tidspunkt var mange slagere oversat fra engelsk eller andre sprog, og det rettighedsmarked var delt op i områder. Én svensker, Stikkan Anderson, købte rettighederne til over 2.000 sange og tjente styrtende med penge ved blandt andet at sælge dem videre til danske kunstnere og pladeselskaber. De penge brugte han blandt andet til at skyde ABBA afsted i 1974, hvor vi i øvrigt stadig ikke var med.«

Modvilje mod populærmusik

For at forstå, hvordan det kunne gå sådan, må vi tage tilbage til det kulturelle klima i Danmark i begyndelsen af 1960’erne.

De fine fornemmelser, der fik medlemmerne af programudvalget til at skamme sig over »Dansevise«, var et symptom på den generelle modvillje mod populærmusikken, fortæller Henrik Smith-Sivertsen.

»Det er ligeledes en holdning til Melodi Grand Prix, der har bidt sig godt og grundigt fast i den danske befolkning og musikbranche,« siger Henrik Smith-Sivertsen. I Sverige indtager man en radikalt anderledes holdning. Svensktoppen oprettes i 1962 på initiativ af forskeren Ulf Peter Olrog, der selv komponerer populærmusik. Han har blandet andet skrevet »Karl Herman og jeg«.

»Den sang handler netop om et underholdsningsband, der rejser rundt for at gøre folk glade, og de prøver med Mozart og den slags, men folk ‘vil have rock’n roll og ikke andet’.«

Ulf Peter Olrog bruger sin position som forsker til at styrke populærmusikken i Sverige. I Danmark har vi ligeledes én førende forsker på området, men han leverer i stedet skyts til de kulturradikale og deres afsky over for det, de kalder ’refrænmusikken’.«

Henrik Smith-Sivertsen henviser til Dansk Folkemindesamlings Jørn Piø, der i 1961 definerer refrænmusikken som værende tæt forbundet med kommercielle interesser.

Drages ukritisk af musikken

»Han opfinder ordet refrænforbruger og mener, at refrænmusikken sætter ord på nogle følelser, som folk selv har svært ved at formulere, og derfor er folk ukritisk draget af det. Refrænforbruger er et ord, Poul Henningsen kan bruge til noget, og der starter en ophedet debat om kvaliteten af refrænmusikken: Skal man give folk det, som de gerne vil have , eller det de har brug for? Debatten eksploderede i 1961, da et medlem af DR’s programudvalg sagde på et møde, at han var så træt af at høre på »Angelique« (Dario Campeottos vindersang fra samme år, red.) om man dog ikke kunne gøre noget for at forbedre teksten i Melodi Grand Prix.»

Det ender faktisk med, at man i efteråret 1961 inviterer førende komponister og lyrikere til at forfatte sange. Klaus Rifbjerg blev nummer to med sangen »Miang Miang«.

»Det er en strategi, DR har forsøgt sig med flere gange: At bede anerkendte kunstnere bidrage til Melodi Grand Prix,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

Går i hver sin retning

Så allerede i starten af 1960’erne går musikindustrien og forholdet til populærmusikken altså i hver sin retning i Danmark og Sverige.

I Sverige bliver Ulf Peter Olrog leder af svensk radios underholdningsafdeling. I Danmark bliver Niels Jørgen Kaiser leder i den danske pendant, og én af hans første gerninger er at lukke Melodi Grand Prix i 1966.

»Der er ingen, der kan være i tvivl om, at Niels Jørgen Kaiser var de kulturradikales mand. Og det er der selvfølgelig ikke noget galt i, men det har haft stor betydning for ansk Melodi Grand Prixs historie og faktisk også for opbygningen af den danske musikbranche.«

Da Danmark vender tilbage til Melodi Grand Prix i 1978, sidder svenskerne allerede tungt på magten i Skandinavien.

»Spørg hvem som helst fra den danske populærmusikscene, Keld Heick, Johnny Reimar, Bjørn og Okay: De vil sige, at al inspiration og alt materiale kom fra Sverige. De store pladeselskaber placerede deres nordiske hovedkontorer i Stockholm. Deres indflydelse var massiv. Og det er den indsats og den indtjening, der fulgte med, der er fundamentet for den unikke position, som Sverige har på den internationale musicscene i dag.«

Ikke kun penge

Men det er ikke kun pengene Danmark er gået glip af, mener Henrik Smith-Sivertsen.

»I Sverige ved man af erfaring, at det brede gøder det smalle, og der er gensidig respekt mellem kunstnerne. I 2011 var Robyns »Dancing on my own« en af de mest spillede på Svensktoppen, og Alsang på Skansen sendes på hovedkanalen i primetime og gæstes af alle svenske musikere. I 2005 røg Dansktoppen helt ud af FM-båndet og blev henvist til pensionistkanalen P5. Det skete efter endnu en ophedet diskussion om musikkens kvalitet, hvor Alex Nyborg Madsen blandt andet sagde, at dansktopmusik var ekstremmusik på linje med dødsmetal og derfor ikke hørte hjemme på en hovedkanal.«

Indtil 1993 spillede en af Danmarks største Grand Prix- og dansktop-stjerner Birthe Kjær faktisk slet ikke dansktopmusik. Hun var popkunstner.

»Og det var jo ikke fordi, hun pludselig begyndte at lave noget andet. Det var fordi, dansktoppen genopstod i 1993, hvor DR definerede musikindholdet som ’den rigtige dansktop’-musik. Nu var dansktop pludselig en genre. Svensktop har aldrig været en genre. Den har tværtimod et meget bredt musikindhold.«

I aften blænder DR op for Dansk Melodi Grand Prix. I næste weekend viser SVT første af fire indledende konkurrencer og derefter gennemføres en ’ekstra chance’-konkurrence for de, der blev nummer tre og fire i de indledende runder, før den endelige finale i Melodifestivalen afvikles 9. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Årup Nielsen
  • steen nielsen
  • Sören Tolsgaard
  • Jesper Jakobsen
Finn Årup Nielsen, steen nielsen, Sören Tolsgaard og Jesper Jakobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det er jo grusomt.

Men endnu mere forfærdeligt for demokratiet i landet er, at DR ikke vil ud med sine regnskaber. Det er en offentlig institution betalt over licensen, og den er da hamrende gal, at politikerne giver dem lov til at skjule udgifterne.

Hvad er det for nogle politikere vi har? Sidder de bare og feder den og tæller deres penge og værdier? Og snakker om pop og rockmusikere? Og er enige om, at de fattigste skal jages som skadedyr af DR?

Er jeg den sidste arbejder? Jeg vil gerne - meget gerne - se, om vi overbetaler for programmerne. Og det er der med garanti også andre der gerne vil!

Frem med regnskaberne. Så kan man for min skyld synge Melodi Grand Prix en hel uge, eller måned, hvis det er de vil. Men frem med hvad programmerne koster.

Anders Reinholdt, Jens H. C. Andersen, Vibeke Rasmussen, Flemming Andersen, Bo Carlsen, Karsten Aaen, Janus Agerbo og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

- "Konsekvensen af den beslutning var ikke bare, at vi ikke festede med, da Brotherhood of Man vandt med »Save your kisses for me«, men også at Danmark satte sig selv på bænken, da festen rigtig tog fat på musikkens dansegulv."

"Vi,"Danmark." ?

Brian Pietersen, Bo Carlsen, Janus Agerbo og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Lort med laserlys, glimmer og flot lyd er stadig lort.

Hans Larsen, Bjørn Ringgaard, Jens Toft Ravn Pedersen, Per Meinertsen, Flemming Andersen, Bo Carlsen, Benjamin Bach, Christian Pedersen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Jens H. C. Andersen

Melodi Grand er helt til grin, en ting er at det er snyd og svindel, hvor kendte hugger amatøres indsendte sange (har muligvis ændret sig). Og så en afstemningsform der ikke virker. At Rusland med deres husmodre kan vinde, viser at der ikke er grund til at tage det seriøst.

Men hele konceptet er dybt forældet, og passer bare ikke ind i moderne kultur. Både teknologier og kultur har ændret sig. Populær musik distribueres i dag på de sociale medier, ligesom mindre populær musik også finder sine lommer. Kultur findes på youtube, vimeo etc. ikke i et plat, internationaliseret og kommercielt setup.

Skal man lave et ordentligt moderne musikshow, bliver man nødt til at omtænke det fuldstændigt, og inkludere den virkelighed vi lever i, nu til dags.

Måske de skulle tage en tur til Roskilde festivalen, bare for at rokke lidt til ideerne.
Hvem var det nu der vandt ved festivalen sidste år!!!

Sören Tolsgaard

Tja, mange danskere er nok stadig for fine til det "lort", men det er altså ikke "lort" altsammen, tværtimod en oplagt chance for at opleve et fælles europæisk forum, som udover profitelementet faktisk kunne have og til tider faktisk har et kulturelt indhold.

Dansevisen er en evergreen, ligeledes Abba, Nocturne, The Voice, Brdr. Olsen, Lordy - samt mange andre, der kun blev nummer to, tre, fire eller bundskabere, har bidraget til, at jeg i hvert fald ikke blot kan at affeje Det Europæiske Melodi Grand Prix som noget "lort". Til forskel fra store sportskonkurrencer, som pga. overdreven spekulation i stigende grad er gået over gevind og medfører indbyrdes vold blandt berusede og hjernevaskede fans, er der faktisk stadig et element af kunstnerisk substans eller inspiration i populærmusikken, som har varig og kulturskabende værdi på tværs af nationerne.

Benjamin Bach

@Søren Tolsgaard
Vi mangler en kur for den kulturelle konvergens, der finder sted i Melodi Grand Prix / Eurovision. Snarere end at fremme mangfoldigheden i Europa, er den med til at smelte den sammen til et markedsorienteret laveste fællesnævner. Jeg synes, det er et lorte-maskine, der bare bliver værre og værre.... det er ikke kulturskabende men kulturdræbende. Det var da meget fint dengang, man i det mindste beholdte sit eget sprog og franskbrødsfrisure... og alting var nyt og spændende. Det er det ikke længere.

De voldelige tendenser, vi ser i fodbolden, kunne monstro tænkes, at selve sporten og kulturen er blevet så indholdsløs, at folk opfinder voldelige motiver for at vedligeholde sammenholdet og beruselsen -- en flugt fra den kedelige, kunstige virkelighed? Sporten kan ikke undsige sig, at den i alt for høj grad styres af magtstrukturer, og at banens begivenheder er resultater af disse -- men jeg kan ikke se, at dette skulle være forskelligt i MGP.

Roald Andersen

Jeg har virkelig svært ved at se hvad vi gik glip af ved i en årrække ikke at deltage i Melodigrandprix. En stor del af de sange der indgik og indgår i de nationale og det internationale grand prix lider tydeligt af at genren ikke tages alvorligt. Jeg behøver vel bare at minde om Gustav Wincklers »Salami« fra '66.
Selvfølgelig kan man argumentere, at der indtil midt 80'erne ikke var nogen specifik genre, og Lordys sejr kan jo også tages til indtægt for netop fraværet af én genre. For år tilbage var der meget ofte et nationalt præg og sangene blev sunget på et sprog som var officielt sprog i det pågældende land. Nu er det en forholdsvis lind international grød det hele, hvor Østeuropa har stået for en stor del af topplaceringerne. Sangskriverne køber man på det internationale marked, men resultatet forbliver ofte anonymt.
En sang fra '79 som i mine øjne stadig skiller sig ud er Pia Dalsgaard & Thorstein Thomsens sang »Maja & bruttonationalproduktet«. Jeg tror ikke et sekund at Thorstein Thomsen gav sangen nogen internationale chancer. Den klarede sig ikke godt i Danmark, vel sagtens mest pga. sin melankolske tone, men sangen lever pga. af sin ironiske tekst. Melodigrandprix var en anledning, men ikke et mål i sig selv.
Få år senere havde Geier Sturzflug med sangen »Bruttosozialprodukt« i Tyskland et kanonhit med en sang med stort set samme indhold og ironi, men selvfølgelig mere tempofyldt og ridende på succesen fra »Neue Deusche Welle«.

Nu skal der, så vidt jeg har forstået, skrues op for MGP-gimmicken med røg- og vindmaskiner, koreografi og hvad ved jeg. Jeg havde jo håbet at det var kvaliteten af melodi og tekst, man havde satset på.

Jens Thorning

Sverige arrangerede fodbold-VM i 1958 og blev nummer to, Samme år mente svenskerne, at svensk rock er verdens bedste, præcis som en danskerne hævdede om dansk "beat" i 1969, og en svensker tog til London med en samling EP-plader med kunstnere som Little Gerhard, Rock-Boris og Rock-Olga for at argumentere herfor. I Danmark blev musikken forbudt, idet rok og rul-bøller ifølge pressen gik til angreb på politiet.

Dog allerede i 1960 lanceredes banjo-duoen Jan & Kjeld på verdensplan, men med et repertoire der tilgodeså de kulturradikales krav om jazz plus lidt af hvert, herunder "Tutti Frutti" udsat for Jørn Grauengaards næsten sarkastiskt uengagerede rytmeguitar. Resten er velkendt: Niels-Jørgen Kaiser prøvede formelig at tvinge ungdommen til at høre jazzmusik, inden Mylius kom på banen - for sent.

- på Danmarks regning.
Ja, det er forfærdeligt som omverdenen udbytter stakkels lille D.
Men udtrykkes her ikke en lige lovlig moderne definition af 'unfairhed', skyld og skændsel' for slet ikke at tale om (national)-social indignation.
Ret skal være ret og de har bare at ryste op med et state-of-the-art-studie til IFPI's elendige eksperimenter udi total uskadelighed.
Det eneste svenske musik jeg hører er Folkstorm anyway.

Birthe Kjær slog igennem som 'refræn-sangerinde' - ikke som 'popkunstner' (det er noget helt andet :-D)
Og dansktop-begrebet fandtes også dengang.

Flemming Andersen

Melodi Grand Prix er et ganske godt eks. på, hvad ny teknologi kunne bruges til i et ægte demokrati.
Desværre fornægter danskernes bondekultur sig ikke, så i stedet for at udbygge demokratiet og turde tænke nyt, hygger vi os foran stuealteret og bander over at alle de nye lande stemmer vore popsange ud til fordel for deres egne. For vi skal jo ikke ændre eller forbedre noget der "virker".

Vi kunne jo løbe en risiko, miste lidt mere end vi har allerede, fordi vi ville sælge flæsk for suverænitet.

Nå nu får vi nok en stemme fre Sverige

Italien er kulturelt mere berigede end Nordeuropa og italienerne har pudsigt nok heller ikke deltaget i MGP i mange mange år. Sluk for jyske bank boxen, og sæt vivaldi på.

Michael Kongstad Nielsen

Grand Prix er blevet "tomme tønder buldrer mest".
Grand Prix er X-factor i overpotens
Grand Prix er indholdsløs karrieresøgning
Grand Prix er reklamesamfundets toppriorietet
Grand Prix er tåbernes vagtparade
Grand Prix ville være forbigået i Information, hvis ikke lige det var fordi, Information haster mod den nye konformitet, de trækker flere kunder i butikken

Bo Carlsen, Jens Thorning og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Som medlem af 'DR Panelet' er jeg - til trods for at jeg har tilmeldt mig som radiolytter, primært P1-lytter, i det forfængelige håb, at jeg måske kunne være med til at påvirke institutionen til at tage brugerne mere seriøst - blevet anmodet om at overvære ... MGP. For senere at kunne deltage i deres brugerundersøgelse.

Dette er beklageligvis, men ikke overraskende, meget betegnende for, hvad DR interesserer sig for at undersøge lyttere og seeres holdning til, og afslører hvad ledelsen i det store hele satser mest på: Uforpligtende underholdning.

Men det kan vel næppe komme bag på nogen.

Brian Pietersen

jeg kan simpelthen ik li musikken....længere er den ik... jeg kan iøvrigt heller ik udstå konkurrencer..så.... i dont give a shit.

Peter Poulsen

Storslået - simpelthen dansk musiks svar på Rostockmødet...og den virkelige forklaring på at Defilm og EyeQ aldrig slog igennem internationalt!

Benny Andersson & Björn Ulvaeus har rødder i den svenske spelmansmusik; dette er vigtigt, da spelmansmusikken i Sverige altid er blevet taget mere alvorligt end her i Danmark. I Danmark har eliten (for nu at kalde den for det) altid foragtet, hånet og nedgjort den almindelige mands smag. Allerede i 1930erne og i 1940erne var der stemmer der var imod at Statsradiofonien (som DR hed dengang) sendte fra Palmehaven med Teddy Pedersen og hans orkester. Og det blev bare værre og værre i 1950erne og i 1960erne, ja selv Giro 413 forsøgte disse kulturradikale at få lukket. Disse personer forstod ikke, at almindelige folk fik på arbejde, syede kjoler hele dagen, eller var på fisketur 7 dage om ugen. Og når de kom hjem ville de bare gerne slappe af, og lade tankerne flyde....og ikke tænke på at skulle forholde sig til nogetsom helst....på nogensom helst måde...

og den folkelige musk, spelmansmusikken, i Danmark, har altid været set ned på. Det har den ikke i Sverige.......altså været set ned på...

Og hvad har det så betydet? Jo, det har betydet at svenskerne - og nordmænd også - med rødder i denne svenske og norske folkemusik har kunnet vinde dette Melodi Grand Prix - eller Eurovision Song Contest som den jo officielt hedder - flere gange end Danmark har.

Når alt dette er sagt, medgiver jeg gerne, at det ikke længere handler om musik, men om at vinde over de andre lande i Europa, i hvert fald sådan som det bliver præsenteret for os herhjemme i Danmark. Og det var aldrig meningen med denne Eurovision Song Contest; derfor var og er det også en stor fejl, at man kan synge på engelsk nu....selvom man kommer fra Tyskland eller Frankrig....

Per Torbensen, Sören Tolsgaard og Jens Thorning anbefalede denne kommentar
Jens Thorning

Ser det ikke, men det afspejler i det mindste de såkaldte "trends". I 1962 sang Conny Froeboss "Zwei Kleine Italiener" ... og det var Tina og Marina ... for Vesttyskland, da italienere og franskmænd var Europas populæreste. De vandt rutinemæssigt både i fodbold og Melodi Grand Prix. Det var dog Danmark, der vandt med "Dansevise". I 1967 skulle England naturligvis vinde, de havde jo netop vundet fodbold-VM året før og var helt på toppen, og i 1989 måtte det være et østland; det blev Jugoslavien med en engelskproget sang. Israel har vundet to gange i træk uden klager. Og nu får østeuropæerne kompensation for den politiske betydningsløshed med en årlig stjernestund i den euroatlantiske familie. Hvem kan få armene ned?

Torben Knudsen

Der er rygter om at svensk melodigrandprix vil blive udvidet til alle måneder kun afbrudt af jul og nytår.
Det holder folk fra gaden siger politiet i Malmø, så dem vi træffer er indvandrerbander og dermed lettere at anholde.
Samtidig vil snusen blive sat ned og den sidste boghandler i Sverige , der bor i Luleå vil lukke. Konkurrencen fra melodigrandprix er for stor siger boghandleren.
Skulle dette indlæg indeholde lidt OBS/ information så hedder bænkevarmer, panelhöne på svensk.

Sören Tolsgaard

@Benjamin, Roald, Michael, m.fl.

Vel er der mange kedelige tendenser i MGP, men det er bestemt ikke så fuldstændig udvandet, som I gør det til. Der er vidt forskellige tendenser, som tilkendegiver, at den europæiske populærmusik udvikler sig i mange retninger. Det er langtfra altid de mest interessante sange, der vinder, men mange talenter får en chance, og jeg linker her til et udvalg, der holder (imo), alle fremført på de respektive landes egne sprog:

Belgien 1983 (Pas de Deux: Rendez-Vous)
https://www.youtube.com/watch?v=JRfve3wHYUY

Sverige 1988 (Tommy Körberg: Stad i Ljus)
https://www.youtube.com/watch?v=UxFkbcFhP50

Grækenland 1992 (Cleopatra: Olou Tou Kosmou I Elpida)
https://www.youtube.com/watch?v=nr1eFZVXAeE

Norge 1995 (Secret Garden: Nocturne)
https://www.youtube.com/watch?v=6qqOI04uo_c

Holland 1998 (Edsilia Rombley: Hemel en Aarde)
https://www.youtube.com/watch?v=3IcuzcZQOC4

Serbien 2001 (Zeljko Joksimovic: Lane Moje)
https://www.youtube.com/watch?v=ByJ3eeBsktw

Rusland 2003 (t.A.T.u: Ne Ver, Ne Boisia)
https://www.youtube.com/watch?v=iBzVqc1AeLs

Ukraine 2005: (Greenjolly: Razam Nas Bahato)
https://www.youtube.com/watch?v=AMsM_yA1wZY

Estland 2009 (Rändajad: Urban Synphony)
https://www.youtube.com/watch?v=PgGiVnhfXs0

Finland 2012 (Pernilla: När Jag Blundar)
https://www.youtube.com/watch?v=MRC5NzxmrAA

Finn Årup Nielsen

Interessant artikel der næsten fremdrager en mand, Ulf Peter Olrog, som hele baggrunden for Sveriges nuværende position i populærmusikken.

Mit indtryk var ellers at det var ABBA's enorme succes der var baggrund for Sverige nu er i blandt de førerende. Så vidt jeg husker var ABBA-musik på et tidspunkt en eksportvare i samme klasse om Volvo. Blev der ikke indført gratis musikundervisning og visse skattefordele i kølvandet på succesen? Eller husker jeg forkert?

Jens H. C. Andersen

Alle jer med seniorjob, jeg tror slet ikke at I kan se min pointe. I snakker om og refererer til hvordan det var for 100 millioner år siden (cirka :) ).
Det er sørme smart med alle de links til youtube, som Tolsgaard har linket til!

MGP i sin nuværende form burde været en uddødet dino., som ikke overlever verdens voldsomme forandringer! Måske den forsvinder med dem i seniorjobbene.

Sören Tolsgaard

@Jens H. C. Andersen: Helt ærligt, så er Roskilde festivallen da også i mange henseender en kommercialiseret og afdanket dinosaur fra en svunden tid. Let them have their fun, men det er måske ikke lige der, man finder lige netop det allermest interessante.

Eller: Måske, måske ikke? Tilsvarende synes jeg altså blot, at der til tider optræder ganske fremragende artister i MGP, som jeg ellers aldrig ville have hørt om. Små genistreger bryder igennem dommernes nåleøje, fordi de gør indtryk på publikum, og det tæller trods alt stadig, også på den gode og autentiske måde. Jeg havde da heller aldrig forventet at fortidsøglerne Olsen var i stand til at gøre come back, men pludselig var tidsånden over dem og de fremførte den helt rigtige sang, som fik et nostalgisk Europa til at tænde lighterne og mærke varmen forplante sig - helt uden koreografi eller fancy kostumer.

It need not be damn serious, og der har også været morsomme stunder, tænk på Lordy, eller russiske Mumiy Troll, for at nævne et par bands, der med held forsøgte sig på engelsk. Kald det bare lort, men som musikalsk håndværk bestemt ikke uden vitaminer, det behøver man vist ikke være seniorjobber for at kunne høre.

Rusland 2001: (Mumiy Troll: Lady Alpine Blue)
https://www.youtube.com/watch?v=5P8yrMaRKPE

Finland 2006: (Lordy: Hardrock Hallelujah)
https://www.youtube.com/watch?v=gAh9NRGNhUU

Jens H. C. Andersen

Tolsgaard: ja, jeg må bekende at jeg ikke selv er den bedste til Roskilde, som selvfølgelig også er kommercialiseret, hvilket i selv ikke nødvendigvis er skidt. Men det er på en anden måde, der er ikke sange/lande der kåres som vinder, andet end medierne.
Jeg kender nogle både unge og gamle som finder ny inspiration genre mv., og hævder at møde nye kulture. Men for en del handler det vidst også mere om druk og hor end om musik (hvilket i sig selv ikke nødvendigvis er skidt, lol).

MGP vs. fx X-factor, for mig er det kvalitetsmæssigt lige plat.

Niels Engelsted

Ups! Jeg kom lige til at indrømme i en kommentar til et telegram, at jeg så MGP'et i går og syntes, at det var den bedste der vandt. Undskyld! undskyld! Det var inden jeg fik læst denne tråd. Jeg ville aldrig have gjort det ellers. På ære!

He he he Niels Engelsted :-)
Synes du er modig ved og tilstå. Det er nu også tungt at måtte tvinge sig selv til at høre undergrundsmusik af peruvianske banjospillersound, inspireret af kinesisk lydfænonmener fra ming dynastiet, kun for at undgå at blive kaldt main stream og poppet.

Sören Tolsgaard

J.H.C. Andersen: Okay, så langt så godt. Roskilde er en festival, hvor de enkelte kunstnere spiller deres foretrukne sange for den del af publikum, som vil høre netop dem blandt et stort musikalsk udvalg. Karakteristisk for denne festival er endvidere, at musikken henvender sig til et beruset og/eller stofpåvirket publikum, og naturligvis i høj grad er udvalgt derefter, hvilket er helt okay (imo), blot må man altid kæmpe med myndighedernes kompromisløse holdning til selv de mildeste drugs ;(

MGP er også væsensforskellig fra X-factor, der handler om cover-versioner og helt ukendte talenter, som i langt højere grad er i stylisternes og juryens vold. MGP er for alle, både ukendte og etablerede kunstnere, mens materialet, begrænset til én enkelt sang, skal være nyt og originalt, omend man vel ikke kan udelukke, at der foregår tyverier også i de kredse. Det er dog næppe normen at hele sange hugges, omend der stjæles ideer med arme og ben, sådan vil kunsten altid udvikle sig. MGP er således også musikmagernes kontest, hvor komponist og musikere skal finde sammen om det optimale udtryk. Man kan undre sig over, at kendte kunstnere kun lejlighedsvis stiller op, men det hænger bl.a. sammen med, at kendiseffekten ikke er nok til at vinde, når der ikke er en god komposition at bygge på, den slags kan ikke blot rystes ud af ærmet, og store kunstnere risikerer ikke gerne at ende nede i feltet.

MGP kan måske sammenlignes med kunstneriske sportsgrene, som kunstskøjteløb. Den kortvarige performance, hvor kunstneren kæmper med sig selv snarere end mod sine konkurrenter, vurderes på teknisk formåen, men også på mere udefinerlig karisma, som i bedste fald gør indtryk på et bredt publikum. Reglerne for bedømmelse er ikke ens i de enkelte lande, men ingen vinder ved at lade en musikmafia råde, for det rækker langtfra at sende en aldrig så stylet sexbombe. Det er den udefinerlige nerve, der fanger publikum, og som det gælder om at finde frem til. MGP handler i øvrigt ikke kun om at vinde, også lavere placerede sange har af og til vist sig holdbare som god musik. Alt dette sagt er jeg ganske enig i, at der er langt mellem snapsene i MGP, men der er lyspunkter, som jeg har forsøgt at vise med links til nogle af mine favoritter.

Der har lydt brok over Østeuropas massive indtog i MGP, men det synes mig uberettiget. De store vestlige lande, hvis dinosauragtige status som hitproducenter forlængst er ophørt, er ganske vist sikret en fast plads hvert år uanset placering, idet de sponsorerer konceptet (og sikkert tjener gode penge derpå), men formår sjældent at placere sig markant, idet de hviler for tungt på de gamle laurbær. Østlandene bragte især de første år en fornyelse, blandet med ægte folkemusikalske elementer, som var tiltrængt.

Man kan mene, at de mange tidligere jugoslaviske republikker udgør et rigeligt massivt stemmepotentiale, men der er jo til gengæld også meget store østlande, ligesom en række meget små vestlige lande deltager, bl.a. Island, Luxemburg, Andorra og Monaco. De små vestlige lande tilbyder endda ofte kunstnere fra andre lande at deltage på deres vegne, hvilket tidligere ofte gav bonus, men i de senere år også har lidt under den generelt manglende vestlige inspiration.

Gårsdagens danske MGP var dog ikke uinteressant i den henseende. De professionelle og bookmakerne havde på forhånd to favoritter, men publikum kom til at afgøre, at en tredje løb af med sejren. En folkemusikalsk og vel nærmest keltisk inspireret komposition, der falder i tråd med mange af de tendenser, som MGP har udvist i de senere år - så held og lykke i Malmø!.

Danmark 2013: (Emilie de Forest: Only Teardrops)
https://www.youtube.com/watch?v=pfUR99tr4i0

Jens Toft Ravn Pedersen

Citat: "[h]vor Alex Nyborg Madsen blandt andet sagde, at dansktopmusik var ekstremmusik på linje med dødsmetal og derfor ikke hørte hjemme på en hovedkanal."

Det er ski da god humor!!!! Og sådan set også en god pointe. For er der noget der skurrer mere i ørerne end fantasiforladt vokal skamløst sovset ind i rumklang? Tjaa, det er jo naturligvis en smagssag....

For ikke så lang tid siden var der Koldau-diskussionen om musikuddannelsen på Århus Universitet, hvor de studerende kan tage en kandidatgrad i Medinas todimensionelle tekster og melodier - og gør det!! Utvivlsomt fordi mangementledelsen og de studerende håber, at der er økonomi i det. Viden og kunst på egne præmisser hører ikke længere hjemme på konkurrencestatens uddannelsescentre.

Vi er dog heldigvis fortsat mange som umuligt kan vælge poppen og showet frem for den grænsebrydende og nyskabende kunst.

Hvorfor laver man ikke en konkurrence i europæisk visemusik frem for tyndbenet, kulturløs poppladder? I så fald sad jeg klinet til skærmen hvert år, for det kunne da være både spændende og lærerigt at høre visemusik fra alle hjørner af Europa. Man at skulle høre 25 nådesløse bud på den samme tomme popsang??? Ellers tak!!

Nu har jeg set Emmelies sang Only Teardrops her https://www.youtube.com/watch?v=pfUR99tr4i0 --- og hvor er den altså bare dårlig. Ja, undskyld, jeg siger det, men jeg mener det. Og ja, der en del keltisk folkemusik i den, især fløjten synes at signalere dette. Men for at se er problemet dette:

Man tør ikke i Danmark gå helt ud, og lave en keltisk ballade eller en sang som Fairy Tale, hvor man kunne den norske hardangerfele igennem hele nummeret. Nu bliver det sådan et undeligt miskmask af keltisk ballade, svensk og tysk pop,
engelsk, irsk og skots folkemusik....

Og det bliver altså aldrig særlig godt...

Sören Tolsgaard

@Jens Toft Ravn Pedersen: Et viseforum findes givetvis, ihvertfald på lokalt plan, mens MGP naturligvis er et langt bredere forum, hvor alle genrer blandes sammen.

Det er dybt uretfærdigt i forhold til de talentfulde kunstnere, som også deltager i MGP, at reducere det hele til "25 nådesløse bud på den samme tomme popsang". Der er solide folkemusikalske rødder i bl.a. Zeljko Joksimovics, Cleopatras og Pernillas MGP-bidrag, som jeg har linket til ovenfor, ligesom der er eksemler på vidt forskellige genrer, som regulær pop, gedigen rock og klassisk inspirerede kompositioner.

Den elitære feinschmecker kan måske føle sig berettiget til at nedvurdere det brede publikums påstået dårlige smag, men gør absolut ikke klogt i at skære al populærmusik over den samme unuancerede kam. Det lyder ligesom dengang, nogle mente, at al jazz eller al rock simpelthen lød fuldstændig ens. Der er jo også mennesker, som pga. utrænet tilgang synes at al visesang eller symfonisk musik lyder fuldstændig ens.

Sören Tolsgaard

@Karsten Aaen: Tja, det er måske vores chance som den lille trædesten mellem meget stærke musikalske nationer, at mikse det hele sammen i et leverpostejfarvet opkog. Brdr.Olsen var heller ikke særlig originale, da de vandt, men fangede en tidsånd og vandt på den enkle tresseragtige performance. Dansevisen var også et opkog af forskellige genrer, som simpelthen var og stadig er en eminent popsang.

Jeg tror heller ikke rigtig på, at Emilie kan gå hele vejen, men sangen gjorde sig bedre end de øvrige favoritter, og vi har jo kun de til rådighed stående komponister, som leverer deres bedste bud, som må briste eller bære. Helt ringe er sangen dog ikke (imo), vi kan absolut være den bekendt, og den vinder faktisk ved genhør :)

Jens Toft Ravn Pedersen

@Søren Tolsgaard: Indrømmet, det er en noget stigmatiserende vurdering, jeg kommer med. For du har givetvis ret i, at der er dygtige sangere iblandt deltagerne i MGP. Nogle af dem spille måske også på instrumenter.

Du er meget velkommen til at sable "den utilgængelige musik" ned og kalde den hvad du vil. Jeg vil for min del holde fast i, at det meste kunst ender med at være mere fortyndet end homæopatisk medicin når det bevidst vælger de helt brede masser som målgruppe.

Jeg orker faktisk ikke engang at høre den norske vinder fra for nogle år siden. Hardangerfelen gør jo netop at nummeret bliver en gang "hverken fugl eller fisk". Hans melodi var dog egentlig udmærket i mine ører, men alligevel hellere ren jødeharpe, eller ren hitlistepop til mig. Og sidstnævnte kun i meget så, nøje udvalgte doser.

At folk engang måske har kaldt al jazzmusik for ens må betyde, at de ret og slet ikke havde forstand på musik, for hvordan kan improvisationsbaseret musik blive helt ens? Rockmusikken, og popmusikken, er dog i bund og grund ofte ekstremt ensartet - da det er jo netop et produkt af demokratiseringen af musikken, hvor det med tiden mere bliver et spørgsmål om vilje og lyst til at spille end om egentligt talent til at skabe noget nyt og vedkommende. Især efter fremkomsten af "instant noodles" musikmaskiner er fx P3 pop langsomt men sikkert gået hen og blevet en sonisk torturmakine - for nogle, men selvsagt ikke for alle. Og fred være med det.

Det er stort set altid Herning eller Ålborg som afholder melodi grand prix, hvorfor kan man ikke holde det i Esbjerg? Esbjerg ville sagtens kunne huse et sådanne arrangement.
Det ville måske også være en god ide, at have melodi gran prix hvert fjerde år i stedet for, ligesom olympiaden, VM i fodbold.

Sören Tolsgaard

@Jens Toft Ravn Pedersen: Det glæder mig, at du revurderer en smule!

Mange af de ovenstående indlæg taler for mig at se desværre (hvad artiklen hævder i sin tid var orkestreret fra de bonede gulve i radiohuset) et tydeligt sprog om, at "det gode selskab" stadig er fyldt med fordomme, som man fik ind med modermælken og instinktivt reagerer i et nærmest panisk forsvar for: Fy føj, hvor noget lort altsammen!

Paradoksalt er det, at meget af den musik, som i 60erne og 70erne blev produceret af den danske venstrefløj som "bevidstgjort" kritik af den borgerlige popmusik, ofte udgør et endnu mere banalt og tidsbundet lydbillede, der meget sjældent var nyskabende i musikalsk forstand.

Men vi er naturligvis ikke på samme niveau allesammen. Jazzmusikere spiller og lytter helst til avangardistiske improvisationer, der opfattes som ubehagelig støj af almindelige mennesker. Poppen er på den måde som børnesange, let tilgængelig og uden de helt store udfordringer, men et uomgængeligt begynderstadium.

Mht. den norske vinder tænker du formentlig på Alexander Rybak (2009) og hans folkloristiske popsang, der ikke tåler ret mange overhøringer, men dog er anderledes end så meget andet. Den norske vinder i 1995 (Secret Garden: Nocturne - link i listen ovenfor), som også anvender hardangerfele, er (inkl. lidt lån fra Grieg) af et helt andet karat - uforgængelig som fjeldene :)

Du har ret i, at meget populærmusik er tortur for det musikalske øre, særlig den musik, der kværner på de kommercielle radiostationer, men der gives dog stadig indenfor både pop og rock mere interessante tendenser, og dem skal man, som Jens H. C. Andersen ganske rigtigt har gjort opmærksom på, ofte ud på internettet for at finde. Ærgeligt at MySpace, der begyndte som en levende platform befolket af nye tendenser, ligesom så mange andre gode tiltag er endt som et kommercielt orienteret site, der ikke længere er nær så intreressant for den musikalske undergrund. Nye kanaler dukker forhåbentlig op!