Læsetid: 3 min.

’Er der tilfælde af pludselig død i din familie?’

Sidsel Falsig Petersens lille depressionsroman rammer en raffineret sørgmunter tone af hverdagsnihilisme
Kultur
25. januar 2013

Hos flere i den yngre generation af danske forfattere findes en særlig tone af vemod og resignation. Sådan en ’man har kun sig selv og hvor meget er det ligesom’-stemning, der holder et stramt fokus på hverdagen og undlader klassisk-forløsende litterære greb. Man finder tendensen hos Lone Hørslev og i Bjørn Rasmussens fænomenale Montanaprismodtager Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.

Sidsel Falsig Petersen fortætter denne tone i en skæv lille roman med den sigende titel Måske går det over. På overfladen virker bogen stillestående, men den rummer en mærkelig indre spænding der dog aldrig forløses helt. Bogen beskriver en livskrise i den unge kvindelige hovedpersons liv. Anledningen er en pludselig dødsangst, udløst af en uhyggelig episode: Jegfortælleren stod og snakkede på gaden med en kollega, da denne pludselig faldt om, død på stedet. Og pludselig er den over hende, angsten, der lammer hende med depressionens uvirkelighed og gråhed. Sagen bliver ikke bedre af, at hun lider af uforklarlige besvimelser. Da hun spørger lægen, får hun det ildevarslende modspørgsmål: »Er der tilfælde af pludselig død i din familie?«Hun sygemelder sig fra arbejdet, går til psykolog og massør. Problemet er, at selv hverdagen er skræmmende usikker. Andre mennesker ses gennem socialangstens sorte linse, der forvandler dem til aliens fra en anden klode: »Hvor andre har en blomstereng dybest inde har jeg en sort mose.« I boghandlen støder folk ind i hende, i parken ser hun en død kat, og uforudsigeligheden er ubærlig, blot nogen ringer for at lave en aftale.

Handlingen udspiller sig over et års tid og fortælles gennem en række tableauer og scener med lakoniske overskrifter: Indkøb, Dynen, Døråbningen, Tåge. Kun kæresten er – næsten – altid helt virkelig. Hans krop og indre varme er faste holdepunkter.

Også han har dog sine problemer. Da de besøger hans familie i julen, passer hans søster dem op uden for huset og bebrejder ham, at han »ødelægger julen« ved at medbringe sin kæreste! Scenen bliver et vendepunkt, da han forsvarer hende mod søsterens korporlige angreb. Og laaaangsomt går parrets vej tilbage til et liv i (lidt flere) farver. På en rejse lysner tingene, hun tager endda en bus alene, uden at vide hvorhen, og krydser en fremmed vej med slowmotion i knæene for at nå bussen tilbage. Men romanens sidste ord er: » … jeg behøver ikke tænke på noget særligt, jeg ved hvornår jeg skal af.«

Vejen tilbage til livet

Romanen minder i sin knapt konstaterende, økonomiske stil lidt om en tidlig Helle Helle. Mindre cool og vittig, men blødere og mere menneskelig. Vejen tilbage til livet går gennem kærlighedens fysiske magt. Hendes krop mod hans, hændernes strøg, tilliden til ham og hans kærlighed.

Det er modigt af Sidsel Falsig Petersen at skrive en hel roman om en sindstilstand, der lukker af for omverdenen, selv for sproget. Jeg ved ikke, om hun når helt i mål – man er ikke fri for at blive irriteret over de små tings uovervindelighed – men irritationen peger måske bare på, at det faktisk er en fin lille bog om at leve med det grundvilkår, at vi aldrig ved om en tilstand går over. For slet ikke at tale om, at vi jo heller ikke ved, hvornår vi skal af bussen, eller om køreturen er besværet værd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her