Læsetid: 7 min.

Ungarns kultur er under angreb

Den national-konservative ungarske regering er gået i krig mod kunsten, demokratiet og medierne
I mere end et år havde demonstranter besat pladsen foran den statslige tv-station i Budapest, der beskyldes for at have kraftig slagside til fordel for den siddende regering. For tre uger siden ryddede politiet imidlertid demonstranternes teltlejr.

I mere end et år havde demonstranter besat pladsen foran den statslige tv-station i Budapest, der beskyldes for at have kraftig slagside til fordel for den siddende regering. For tre uger siden ryddede politiet imidlertid demonstranternes teltlejr.

Attila Kisbenedek

15. januar 2013

Det kunne have været blot endnu ét af mange angreb på demokratiet i Ungarn, da kunstmaleren György Fekete i et tv-interview i november kortfattet gjorde rede for sine synspunkter om princippet ’en person – en stemme’:

»Fütyülök erre a demokráciára«. Eller, frit oversat: »Jeg pisser på demokratiet!«

Men den 80-årige Fekete er ikke nogen almindelig kunstner. Han er formand for Magyar Müvészeti Akademia (MMA), det ungarske kunstakademi, til hvem landets regering blot en uge før denne udtalelse overdrog ansvaret for at fordele hovedparten af den statslige kulturstøtte. MMA, der indtil regeringens beslutning var en lille selvbestaltet ngo med knap 200 medlemmer, de fleste af dem med et politisk ståsted på højrefløjen, fik også det afgørende ord at skulle have sagt i udvælgelsen af, hvem der skal vinde Ungarns statslige kunstpriser. Hertil kommer et direkte ansvar for flere museer, deriblandt for Ungarns måske mest prestigefyldte moderne kunstmuseum, Mücsarnok.

I samme interview fastslog Fekete desuden, at kunsten ikke må »fornærme« eller »provokere« den kristne tro. Og at kun rigtige ungarere med »en utvetydig nationalfølelse« kan komme i betragtning som medlemmer af det nu så magtfulde ’kunstakademi’. At Fekete i et tidligere interview for øvrigt har affejet den verdensberømte ungarske forfatter Györgi Konrad som en jøde, som kun visse personer i udlandet »betragter som ungarsk«, gør ikke ligefrem kritikken af ham mindre.

»Det er altså denne her – undskyld udtrykket – reaktionære klovn, der lyder fuldstændig som de antisemitiske højreekstremister i Jobbik (Fidezs-partiets højreekstremistiske støtteparti, red.), som Ungarns regering har følt det nødvendigt at udpege til at stå i spidsen for en stor del af den ungarske kunstscene,« sukker Lajos Parti Nagy, en af Ungarns mere populære forfattere, da jeg møder ham i hans lejlighed i det nordlige Budapest.»Det er ikke så meget støtten til kulturkonservative, der er odiøs. Det problematiske opstår, når alle pengene ender hos en gruppe, der politisk set er så tæt på regeringen. Så synes ærindet snarere at være at straffe kulturpersonligheder, som nægter at slutte op om regeringens linje.«

Kan ændre forfatningen

Overdragelsen af ansvaret for en stor del af den statslige kulturpolitik til Fekete og MMA er blot den seneste i en lang række kontroversielle beslutninger fra Viktor Orbáns nationalkonservative Fidesz-regering. Fidesz vandt ved valget i 2010 en jordskredssejr, som gav partiet to tredjedeles flertal og dermed en mulighed for helt på egen hånd at ændre forfatningen. En mulighed, man har benyttet sig flittigt af.

For bare at nævne nogle få eksempler har Orbáns regering indskrænket domstolenes – herunder forfatningsdomstolens – uafhængighed, foruden centralbankens selvstændighed. Regeringen har desuden ændret på sammensætningen af Højesteret og oprettet et medietilsyn, der alene består af Fidesz-tilhængere, og som kan pålægge medier, der overtræder retningslinjerne, bøder på mange millioner. For nylig fremlagde regeringen desuden en ny valglov, der blandt andet betyder, at politiske reklamer kun er tilladt i de statskontrollerede offentlige servicekanaler. Samtidig skal der etableres en kompliceret, ugelang registreringsproces, der ifølge mange kritikere vil umuliggøre frie og retfærdige valg i Ungarn i fremtiden.

»Lovgivningen bliver i dag specifikt udformet med henblik på at fastholde den nuværende regering ved magten,« siger Peter Bárándy.

Som tidligere justitsminister og en af landets mest erfarne advokater vejer hans ord tungt, og hans kritik er nådesløs:

»Ungarn er ikke længere en retsstat. En stat, hvor regeringen ikke retter sig efter forfatningen, men tværtimod tillemper den efter egne politiske mål, kan ikke længere kaldes for en retsstat.«

Og Bárándy står ikke alene. Attila Ara-Kovács, journalist og tidligere ekspert i udenrigsministeriet, sammenligner situationen med tiden før Jerntæppet. Ara-Kovács var først i 1980’erne medredaktør på Ellenpontok – ’Modpunkter’, et underjordisk samizdat-magasin, der udfordrede det daværende Ceausescu-diktatur i Rumænien. Efter at være blevet arresteret og deporteret til Ungarn fortsatte Ara-Kovács sin modstand – nu imod den ungarske regering under ledelse af János Kádár.

»Der er mange ligheder mellem dengang og nu. Men på mange måder var det faktisk nemmere at være i opposition i en etparti-stat. Dengang kunne vi fornemme, hvordan magten blev svækket dag for dag, mens vi fra den demokratiske opposition vandt gehør for vores holdninger. I dag sker der det modsatte. Vi bliver tvunget ud i et tilbagetog, mens nutidens politikere tager stadig mere over.«

Mister vælgertilslutning

Forklaringen på Fidesz’ enorme valgsejr i 2010 skal til dels findes hos dets største rival, Det Socialistiske Parti. Kort efter partiets anden sejr i træk i foråret 2006 indrømmede den socialistiske premierminister Gyurcsány på et internt møde, at partiet ikke havde fortalt vælgerne sandheden om landets katastrofale økonomiske situation:

»Vi løj morgen, middag og aften,« sagde Gyurcsány.

Da en lydoptagelse af denne bemærkning blev lækket til offentligheden, brød voldsomme optøjer ud i Budapest. Tusindvis af demonstranter, mange af dem organiserede højreekstremister, satte ild til biler og besatte dele af tv-bygningen, mens politiet så overvejende passivt til. Fra den ene dag til den anden skiftede Gyurcsánys image fra at være valgets sejrherre til at blive stemplet som løgner og en impotent politiker, der end ikke formåede at opretholde lov og orden i hovedstadens gader. Dermed var scenen sat for Viktor Orbán.

Fidesz har ifølge meningsmålingerne mistet over halvdelen af sine vælgere i dag, men partiet bevarer fortsat en vis støtte, især i landdistrikterne. Og regeringen har medierne på sin side. Ved seneste magtskifte blev over 1.000 journalister fyret fra de statslige radio- og tv-publicservicekanaler – et skridt, der blev motiveret med ’strukturrationaliseringer’, men reelt dækker over politiske udrensninger, der da også allerede har fået konsekvenser for mediedækningen.

»Fire femtedele af den politiske dækning på public service-kanalerne har i dag en slagside til fordel for regeringen,« vurderer sociolog Mária Vasarhelyi og tilføjer, at ubalancen er endnu mere iøjnefaldende, hvis man ser på kvalitative indikatorer. Fidesz nævnes jævnligt i positive vendinger, hvorimod det billede, der tegnes af oppositionen, synes domineret af fiaskoer og interne stridigheder.

»Public service-kanalerne på radio og tv formidler ikke længere nyhedsjournalistik. De må snarere karakteriseres som klassiske propagandasendere. Ungarn er i denne forstand begyndt at ligne Hviderusland,« siger Vasarhelyi.

Men på trods af – eller måske netop på grund af – regeringens politik bliver modstanden intensiveret. Den 23. oktober dannede tre af de vigtigste oppositionsgrupper – ytringsfrihedsorganisationen Milla, fagbevægelsen Solidaritet og gruppen omkring den populære tidligere premierminister Gordon Bajnai – en fælles valgplatform ved navn Együtt 2014 (’Sammen i 2014’). Og ifølge de seneste meningsmålinger har oppositionen stort set indhentet regeringens forspring.

Forsigtig minister

Det er måske i det lys, man skal forstå den stadig mere intense kamp, regeringen fører på det kulturelle område. De ungarske intellektuelle har siden den nationale befrielseskamp i 1800-tallet været splittet imellem en national, konservativ fraktion med støtte i landdistrikterne og de mere urbane, progressive og liberale grupper. Det er dette gamle skisma, som Orbán-regeringen har vakt til live. Og det med en sådan kraft, at flere iagttagere bruger det tyske begreb Kulturkampf i beskrivelsen af fænomenet.

Da jeg skal mødes med kulturminister László L. Simon, kan jeg ikke komme ind i ministeriets bygning i Szalaygatan i det centrale Budapest – indgangen er blokeret af hundredvis af studerende og gymnasieelever, der protesterer mod regeringens nye uddannelsespolitik, som vil begrænse universiteternes uafhængighed og forhøje afgifterne for universitetsstudier. I de seneste uger er der udbrudt demonstrationer, besættelser og sit-ins på gymnasier og universiteter over hele landet. Denne aften, i ugen før jul, er den ungarske regering, bogstavelig talt belejret, og det ender med, at jeg må ledes ind ad en bagvej.

László L. Simon, der selv er en anerkendt forfatter, medgiver i første omgang, at der foregår en ’kulturkamp’. Men straks efter korrigerer han sig selv, da det i Ungarns økonomisk betrængte situation snarere drejer sig om en »overlevelseskamp«. Han er dog omhyggelig med at understrege, at ’der skal to til en tango’.

»Sandheden er, at en strid kun kan udkæmpes, hvis der er nogle at kæmpe imod. De, som vil fremstille det, som om regeringen er alene om dette, og at den anden side blot er ofre, har fuldstændig misforstået, hvad der foregår.«

Ministeren ønsker ikke at gå nærmere ind i en diskussion af det relative styrkeforhold mellem de to kombattanter: En regering, som har hele statsapparatet på sin side, versus nogle hundrede individuelle kunstnere, forfattere og andre kulturpersonligheder.

Kulturminister Simon pointerer også – en smule forlegen – at han tager afstand fra György Feketes’ opfattelse af kultur som noget, der ikke må provokere, og også fra akademiformandens opdeling af jøder og ungarere. Men samtidig siger han, at han som repræsentant for den regering, der i sin ’overlevelseskamp’ har grebet til at afskedige hundredvis af journalister, teaterdirektører og andre kulturarbejdere, ikke kan stille noget op over for Fekete. Selv ikke, hvis han ønskede det.

»Hvordan skulle vi kunne fjerne ham? Det er jo en uafhængig organisation, som vi hverken kan eller ønsker at påvirke.«

 

© Gellert Tamas og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Romaer udsættes konstant for vold og chikane

    16. januar 2013
    To ud af tre ungarere mener, at ’kriminalitet ligger i romaernes blod’ – reportage fra et land, hvis romabefolkning svigtes af myndighederne og udsættes for diskrimination og overgreb fra uniformerede ’borgerværn’
  • Frit spillerum for jødehad i Ungarn

    14. januar 2013
    Med en nationalkonservativ regering, der lefler for de samme vælgergrupper som den ekstreme højrefløj – Europas stærkeste og mest militante – har hele Ungarns politiske spektrum rykket sig markant mod højre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Oreskov
  • Philip C Stone
Claus Oreskov og Philip C Stone anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

"Public service-kanalerne på radio og tv formidler ikke længere nyhedsjournalistik. De må snarere karakteriseres som klassiske propagandasendere" Lyder som noget vi kender her i landet - især propaganda kanalen DR K.

Per Torbensen, Bill Atkins, Niels Mosbak og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

ja, det virker som om, at man har noget i vente. arbejderpartierne er allerede gået til bal med de borgerlige og derfor er der kun de national-socialistiske partier tilbage. og de får mere og mere magt. hvis ikke DF (og bankpartiet LA) går frem ved næste valg, så holder jeg op med at skrive kommentarer her i informaen.

men det er ELs skyld! de er allerede blevet forgiftet af interessen, magten, deres egne karrieremuligheder. og har så travl med kvindernes kamp om bestyrelsesposterne i erhverslivet, at de glemmer historien. de fattige vil ikke bare sige undskyld vi lever og gå i graven. de vil have mad og et ordentligt liv. og det er svigtet kommer ind. S har meldt klart ud: de vil ikke røre ved dem med decinficerede handsker på og SF vil heller ikke.

hvad EL gør, har stor betydning, hvis vi ikke skal have fascistiske tilstande. ikke kun i kulturen men i hele samfundet. med optøjer og kvæstelser af muslimer, fattige og psykisk syge. de borgerlige er allerede godt i gang med hetzen. og borgerbørnene følger trop i hovedmediet tv.

EL: meld klart ud, hvad i vil gøre for at stoppe denne udvikling, som er på vej overalt i europa, som en konsekvens af den såkaldte økonomiske krise. det skal vel ikke være DF, som deler mad og tæpper ud til de fattige? og dermed deres sympati og stemmer?

Per Torbensen, Michael Nissen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Det er naturligvis trist med den vognborgstemning der, som dog ikke er unaturlig for en indlands-stat, der ligger tæt på en kulturel sfære-grænse. Serbien har samme tendens i bolværksselvforståelsen.

Men grib lige i egen barm : Er der eet eneste dansk parti, der ville udmønte deres politik anderledes en Fidesz ud fra et autonomt 2/3 parlamentarisk flertal ?
Nej.