’Vanvittige ideer har gjort dansk dokumentarfilm til en succes’

En ligegyldighed over for det kendte, en stor nysgerrighed og friheden til at udleve selv de skæveste ideer. Det synes at være succesformlen for dansk dokumentarfilm netop nu, hvor den står allerstærkest
Dokumentarfilmen ’Testamentet’ fra 2011 af Christian Sønderby Jepsen handler om Henrik og hans bror, der venter på at arve en stor mængde penge fra deres morfor – men så alligevel ikke gør det. Filmen blev en kæmpe succes og blev vist i over 40 biografer landet over.

Dokumentarfilmen ’Testamentet’ fra 2011 af Christian Sønderby Jepsen handler om Henrik og hans bror, der venter på at arve en stor mængde penge fra deres morfor – men så alligevel ikke gør det. Filmen blev en kæmpe succes og blev vist i over 40 biografer landet over.

Ditte Valente
10. januar 2013

En morder, der danser cha-cha-cha og synger på det tag, hvor han brutalt har myrdet flere hundrede mennesker. Samme mand, samme tag, flere år senere. Nu kaster han op, tilsyneladende i en form for fysisk forsøg på at frigøre sig fra fortidens spøgelser, der i mellemtiden har indhentet ham.

Unikke billeder af en helt særlig historie om folkedrab i Indonesien. Billeder, som man næsten ikke kan tro på, når man ser dem, men som ikke desto mindre er virkelige og gjort mulige ved danske kræfters medvirken i Joshua Oppenheimers The Act of Killing. For godt nok er Oppenheimer amerikansk, men som han selv har udtrykt det flere gange, så var filmen aldrig blevet til noget uden det rygstød, han har fået fra det danske hold bag filmen, ikke mindst producer Signe Byrge.

Scenerne illustrerer både, hvad dokumentarfilmen kan, når den er bedst, og hvorfor den samtidig er så populær netop nu.

Eksistentielle spørgsmål

For når en dokumentarfilm virker, som den gør her, formår den at berøre helt eksistentielle menneskelige spørgsmål om, hvem vi er, og hvad den virkelighed, vi klamrer os til, er for en størrelse.

Det samme kan siges om mange af de andre store dokumentarfilmsucceser de seneste år, for eksempel Christian Sønderby Jepsens Testamentet, Janus Metz’s Armadillo og Eva Mulvads Det gode liv.

Ud over en fantastisk historie giver de os en indsigt i, hvordan vi forstår og sammensætter vores virkelighed. Og det er netop, hvad vi søger lige nu, mener reklamemand, radiovært og forfatter Knud Romer. For vi ser i dag en generation af seere, som er så fortrolige med de visuelle medier og deres konstruktioner, at vi har brug for noget mere end mediernes sædvanlige krumspring for at blive tilfredsstillet.

»Vi lever i en iscenesat Facebook-tid, hvor udtrykket kommer først og virkeligheden bag efter. Seere har i dag en ekstrem genrebevidsthed, der gør, at vi distancerer os og begynder at se på os selv og hinanden som en historie – som en konstruktion. Jo mere det går op for os, at verden er fiktion, jo mere tom bliver den, og jo mere søger vi den nostalgiske ide om virkeligheden,« siger Knud Romer.

Interessen for dokumentarfilm bunder altså i en længsel mod noget virkeligt i en mere og mere konstrueret verden. En tendens, man også ser i det øvrige kulturbillede, for eksempel i Klovn, hvor de medvirkende spiller sig selv, eller i litteraturen, hvor for eksempel Karl Ove Knausgård gør sig selv til hovedperson. Og fordi ’vi har set det hele’, og derfor vil se det subjektivt unikke, så er de film, der virkelig rører os, ofte et produkt af ideer, der er så specielle, at de lige så godt kunne være endt i en skraldespand.

Vanvidsprojekter

En film om et folkemord i Indonesien, som ingen kender til, fortalt af morderne selv, lyder ikke som verdens sikreste investering.

Ser man på samme måde på Mads Brüggers Det røde kapel og Ambassadøren, er de ligeledes på papiret vanvidsprojekter: En rejse til det lukkede Nordkorea som fup-teatertrup eller en tur til Afrika som fup-ambassadør for at købe diamanter.

Alligevel er filmene ikke bare blevet til noget, de er blevet succeser både i forhold til publikum og som kunst.

Det er de, fordi dansk dokumentarfilm er funderet på det diametralt modsatte af dogmefilmens succes i 90’erne.

Det er ikke et sæt regler om lyssætning, længde eller indhold, der har betinget succesen. Det har derimod en tro på, at der netop i de mest vanvittige ideer gemmer sig de allerbedste film. Det er der ifølge dokumentarist og kanalchef på Radio24syv Mads Brügger flere grunde til.

For det første ligner mange dokumentarfilm hinanden så meget, at de originale ideer hurtigt skiller sig ud. De er ud fra den betragtning værd at satse på. For det andet er  Danmark en meget lille kulturkreds med kun én offentlighed og et meget lille sprogområde. Derfor er det nødvendigt at rette blikket ud mod verden – både tematisk og økonomisk. Det har skabt et frit og internationalt orienteret miljø.

»Derfor filmer danske dokumentarister i alle verdensdele og er globalt orienterede. Det siger jo meget i den sammenhæng , at en filmskaber som Joshua Oppenheimer er flyttet til Danmark. At én af hans kaliber vil slå sig ned her. Men det er, fordi der her er troen og viljen til også at lave de svære film,« siger Mads Brügger.

Friskolen

Herved har man ifølge Ib Bondebjerg, der er professor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet samtidig undgået en af de største farer, der kunne være for dansk dokumentarfilm: et for ensidig fokus på dokumentarfilm som en form for journalistisk public service-format, der hverken måtte eller skulle mere end vises i dansk tv.

I stedet har man haft en komplet åben tilgang både på Filmskolen og i New Danish Screen-ordningen, der har skabt plads til både de journalistiske, de politisk udfordrende, de kunstneriske, de helt nære og de globalt relevante film. Ved at lade instruktørerne selv sætte grænserne har man skabt en mangfoldighed i instruktørernes virke, hvor ideen sætter dagsordenen og bestemmer formen og ikke omvendt.

Og den tilgang skal man holde fast i, hvis man ønsker, at den positive udvikling skal fortsætte. For ifølge ph.d. fra Københavns Universitet Inge Ejbye Sørensen, der forsker i både det europæiske dokumentarfilmlandskab og nye tendenser inden for dokumentarfilm, vil man i de kommende år i endnu større udstrækning end nu se dokumentarfilmen udvikle sig væk fra den traditionelle filmiske form. Det kommer blandet til at ske via flere projekter som for eksempel Kevin Macdonalds crowdsourcede og YouTube-sammenklippede A Life In A Day fra 2011.

En film, der består af klip som folk fra hele kloden har oploadet til YouTube, og som er blevet finansieret via bidrag fra privatpersoner.

Ifølge Sørensen vil der ske en langt større brugerinvolvering inden for dokumentarfilm i fremtiden, og det er derfor vigtigt, at man ikke ser sig blind på form, men holder fast i det, der for Sørensen er kernen: en åben nysgerrighed over for verden. Derfor er såkaldte ’docu-spil’, hvor man aktivt involverer sig i en virkelig konflikt, også en af de ting, man skal have øjnene åbne for, når man fremadrettet tænker dokumentarfilm. I stedet for at tænke film i traditionel forstand bør dokumentarfilm i stedet ses som en proces, hvor vi sammen kommer nærmere en forståelse af den virkelighed, der omgiver os, mener  han.

»En dokumentarfilm er ikke en formel, der hedder: 90 minutter, David Attenborough på Galápagosøerne og en gravid slange. Dokumentarfilmen er derimod så populær netop nu, fordi den kan meget mere end at diktere virkelighed for folk, men i stedet gør publikum til en aktiv medspiller i en forståelse af, hvad virkeligheden er for en størrelse,« siger Inge Ejbye Sørensen.

Værd at undersøge

I jagten på det spørgsmål er det for Brügger essentielt, at man holder fast i, at der er noget, man ikke ved. At der rent faktisk er noget derude, som stadig er værd at undersøge, og som vi ikke kan forstå, mens vi sidder foran vores skærm, men først når vi møder det ude i den virkelige verden.

»Jeg har altid undret mig over, at man i udlandet forventes at have et færdigt manuskript til en film. Det giver ingen mening overhovedet. Så holder det for mig op med at være dokumentarfilm. Der skal være en reel risiko for, at projektet kuldsejler. En usikkerhed, en række ubekendte. En dokumentarfilm skal altid drives frem af spørgsmålet: Hvad sker der, hvis …« siger Mads Brügger.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

10 succesfulde dokumentarfilm
’Fra Thailand til Thy’ (2007)og ’Fra Thy til Thailand’ (2008) af Janus Metz. Metz præsterer et antropologisk studie i hverdagslivet i Nordjylland. Nogle af de mest sete dokumentarfilm siden 2008.

’Det Røde Kapel’ (2009) og ’Ambassadøren’ (2011) af Mads Brügger. Brügger er en ener, der med sin egen tilstedeværelse i sine film både skaber den virkelighed, han beskriver, og samtidig stiller skarpt på nogle af verdens problemstillinger. Det har sikret ham en lang række filmpriser, ikke mindst den prestigefyldte pris for bedste udenlandske dokumentar ved Sundance Film Festival.

’Det gode liv’ (2011) og ’Vores lykkes fjender’ (2006) af Eva Muldvad. En mor og en datters økonomiske nedtur i Portugal og førstnævntes rejse mod parlamentet i Afghanistan viser Mulvd både bredden i sit talent og den internationale tilgang, der præger dansk dokumentarfilm.

’Burma VJ’ (2008) af Anders Østergaard. Historien om oprøret i Burma i 2007 er en af de mest prisvindende danske dokumentarfilm gennem tiden.

’Svend’ (2011) af Anne Wivel. Et personligt og rørende portræt af manden bag politikeren Svend Auken. En stor publikumsucces, der tilmed menes at have haft indflydelse på valgkampen i 2011.

’Præsidenten’ (2011), ’Dagbog fra midten’ (2009) og ’Den hemmelige krig’ (2006) af Christoffer Guldbrandsen. Guldbrandsen har fingeren på pulsen i forhold til aktualitet men også en særlig evne til at vise os alt det, som man ikke ønsker, vi skal se.

’Testamentet’ (2011) af Christian Sønderby Jepsen. Filmen om Henrik og hans bror, der venter på at arve en stor mængde penge blev en kæmpe national succes og vist i over 40 biografer landet over.

’Armadillo’ (2011) af Janus Metz. Ikke bare et unikt indblik i det danske militærs maskinrum, men et blik på hele krigens psykologi, der peger langt ud over Danmarks grænser. Set af 150.000 i biografen og over en million tv-seere.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu