En morder, der danser cha-cha-cha og synger på det tag, hvor han brutalt har myrdet flere hundrede mennesker. Samme mand, samme tag, flere år senere. Nu kaster han op, tilsyneladende i en form for fysisk forsøg på at frigøre sig fra fortidens spøgelser, der i mellemtiden har indhentet ham.
Unikke billeder af en helt særlig historie om folkedrab i Indonesien. Billeder, som man næsten ikke kan tro på, når man ser dem, men som ikke desto mindre er virkelige og gjort mulige ved danske kræfters medvirken i Joshua Oppenheimers The Act of Killing. For godt nok er Oppenheimer amerikansk, men som han selv har udtrykt det flere gange, så var filmen aldrig blevet til noget uden det rygstød, han har fået fra det danske hold bag filmen, ikke mindst producer Signe Byrge.
Scenerne illustrerer både, hvad dokumentarfilmen kan, når den er bedst, og hvorfor den samtidig er så populær netop nu.
Eksistentielle spørgsmål
For når en dokumentarfilm virker, som den gør her, formår den at berøre helt eksistentielle menneskelige spørgsmål om, hvem vi er, og hvad den virkelighed, vi klamrer os til, er for en størrelse.
Det samme kan siges om mange af de andre store dokumentarfilmsucceser de seneste år, for eksempel Christian Sønderby Jepsens Testamentet, Janus Metz’s Armadillo og Eva Mulvads Det gode liv.
Ud over en fantastisk historie giver de os en indsigt i, hvordan vi forstår og sammensætter vores virkelighed. Og det er netop, hvad vi søger lige nu, mener reklamemand, radiovært og forfatter Knud Romer. For vi ser i dag en generation af seere, som er så fortrolige med de visuelle medier og deres konstruktioner, at vi har brug for noget mere end mediernes sædvanlige krumspring for at blive tilfredsstillet.
»Vi lever i en iscenesat Facebook-tid, hvor udtrykket kommer først og virkeligheden bag efter. Seere har i dag en ekstrem genrebevidsthed, der gør, at vi distancerer os og begynder at se på os selv og hinanden som en historie – som en konstruktion. Jo mere det går op for os, at verden er fiktion, jo mere tom bliver den, og jo mere søger vi den nostalgiske ide om virkeligheden,« siger Knud Romer.
Interessen for dokumentarfilm bunder altså i en længsel mod noget virkeligt i en mere og mere konstrueret verden. En tendens, man også ser i det øvrige kulturbillede, for eksempel i Klovn, hvor de medvirkende spiller sig selv, eller i litteraturen, hvor for eksempel Karl Ove Knausgård gør sig selv til hovedperson. Og fordi ’vi har set det hele’, og derfor vil se det subjektivt unikke, så er de film, der virkelig rører os, ofte et produkt af ideer, der er så specielle, at de lige så godt kunne være endt i en skraldespand.
Vanvidsprojekter
En film om et folkemord i Indonesien, som ingen kender til, fortalt af morderne selv, lyder ikke som verdens sikreste investering.
Ser man på samme måde på Mads Brüggers Det røde kapel og Ambassadøren, er de ligeledes på papiret vanvidsprojekter: En rejse til det lukkede Nordkorea som fup-teatertrup eller en tur til Afrika som fup-ambassadør for at købe diamanter.
Alligevel er filmene ikke bare blevet til noget, de er blevet succeser både i forhold til publikum og som kunst.
Det er de, fordi dansk dokumentarfilm er funderet på det diametralt modsatte af dogmefilmens succes i 90’erne.
Det er ikke et sæt regler om lyssætning, længde eller indhold, der har betinget succesen. Det har derimod en tro på, at der netop i de mest vanvittige ideer gemmer sig de allerbedste film. Det er der ifølge dokumentarist og kanalchef på Radio24syv Mads Brügger flere grunde til.
For det første ligner mange dokumentarfilm hinanden så meget, at de originale ideer hurtigt skiller sig ud. De er ud fra den betragtning værd at satse på. For det andet er Danmark en meget lille kulturkreds med kun én offentlighed og et meget lille sprogområde. Derfor er det nødvendigt at rette blikket ud mod verden – både tematisk og økonomisk. Det har skabt et frit og internationalt orienteret miljø.
»Derfor filmer danske dokumentarister i alle verdensdele og er globalt orienterede. Det siger jo meget i den sammenhæng , at en filmskaber som Joshua Oppenheimer er flyttet til Danmark. At én af hans kaliber vil slå sig ned her. Men det er, fordi der her er troen og viljen til også at lave de svære film,« siger Mads Brügger.
Friskolen
Herved har man ifølge Ib Bondebjerg, der er professor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet samtidig undgået en af de største farer, der kunne være for dansk dokumentarfilm: et for ensidig fokus på dokumentarfilm som en form for journalistisk public service-format, der hverken måtte eller skulle mere end vises i dansk tv.
I stedet har man haft en komplet åben tilgang både på Filmskolen og i New Danish Screen-ordningen, der har skabt plads til både de journalistiske, de politisk udfordrende, de kunstneriske, de helt nære og de globalt relevante film. Ved at lade instruktørerne selv sætte grænserne har man skabt en mangfoldighed i instruktørernes virke, hvor ideen sætter dagsordenen og bestemmer formen og ikke omvendt.
Og den tilgang skal man holde fast i, hvis man ønsker, at den positive udvikling skal fortsætte. For ifølge ph.d. fra Københavns Universitet Inge Ejbye Sørensen, der forsker i både det europæiske dokumentarfilmlandskab og nye tendenser inden for dokumentarfilm, vil man i de kommende år i endnu større udstrækning end nu se dokumentarfilmen udvikle sig væk fra den traditionelle filmiske form. Det kommer blandet til at ske via flere projekter som for eksempel Kevin Macdonalds crowdsourcede og YouTube-sammenklippede A Life In A Day fra 2011.
En film, der består af klip som folk fra hele kloden har oploadet til YouTube, og som er blevet finansieret via bidrag fra privatpersoner.
Ifølge Sørensen vil der ske en langt større brugerinvolvering inden for dokumentarfilm i fremtiden, og det er derfor vigtigt, at man ikke ser sig blind på form, men holder fast i det, der for Sørensen er kernen: en åben nysgerrighed over for verden. Derfor er såkaldte ’docu-spil’, hvor man aktivt involverer sig i en virkelig konflikt, også en af de ting, man skal have øjnene åbne for, når man fremadrettet tænker dokumentarfilm. I stedet for at tænke film i traditionel forstand bør dokumentarfilm i stedet ses som en proces, hvor vi sammen kommer nærmere en forståelse af den virkelighed, der omgiver os, mener han.
»En dokumentarfilm er ikke en formel, der hedder: 90 minutter, David Attenborough på Galápagosøerne og en gravid slange. Dokumentarfilmen er derimod så populær netop nu, fordi den kan meget mere end at diktere virkelighed for folk, men i stedet gør publikum til en aktiv medspiller i en forståelse af, hvad virkeligheden er for en størrelse,« siger Inge Ejbye Sørensen.
Værd at undersøge
I jagten på det spørgsmål er det for Brügger essentielt, at man holder fast i, at der er noget, man ikke ved. At der rent faktisk er noget derude, som stadig er værd at undersøge, og som vi ikke kan forstå, mens vi sidder foran vores skærm, men først når vi møder det ude i den virkelige verden.
»Jeg har altid undret mig over, at man i udlandet forventes at have et færdigt manuskript til en film. Det giver ingen mening overhovedet. Så holder det for mig op med at være dokumentarfilm. Der skal være en reel risiko for, at projektet kuldsejler. En usikkerhed, en række ubekendte. En dokumentarfilm skal altid drives frem af spørgsmålet: Hvad sker der, hvis …« siger Mads Brügger.
