Læsetid: 4 min.

Vi, os og Andrea Pirlo

I almindelighed er det ikke spørgsmålet om Gud, der får den danske stamme til at rykke sammen som folk. Der går rygter om, at store kulturelle begivenheder engang kunne få os til at rykke sammen i stolthed, men spørgsmålet er, om det er sandt? Næppe. Men sport, det virker hver gang.
I almindelighed er det ikke spørgsmålet om Gud, der får den danske stamme til at rykke sammen som folk. Der går rygter om, at store kulturelle begivenheder engang kunne få os til at rykke sammen i stolthed, men spørgsmålet er, om det er sandt? Næppe. Men sport, det virker hver gang.

Ib Kjeldsmark

8. februar 2013

Den desværre afdøde, stærkt savnede Arthur Krasilnikoff fortalte mig engang om en dag, hvor hans yngste søn kom hjem fra skole og var ivrig efter at få svar på et bestemt spørgsmål. Far, spurgte han, tror vi på Gud? Det gjorde Arthur ikke, han var benhård ateist, men han morede sig over drengens måde at udtrykke sig på. Om vi tror på Gud? Om vi tilhører den stamme af jordens folk, der tror på gammelfar Vorherre, eller om vi ikke gør. Arthur var en klog mand og en god far, så jeg er sikker på, at han har givet sig tid til at forklare drengen, at vi og vi, det er virkelig så mange ting. Og at troen på Gud under alle omstændigheder er en personlig sag.

I almindelighed er det ikke spørgsmålet om Gud, der får den danske stamme til at rykke sammen som folk. Der går rygter om, at store kulturelle begivenheder engang kunne få os til at rykke sammen i stolthed, f.eks. da vi med Johannes V. Jensen som mellemmand fik Nobelprisen i litteratur. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det rygte taler sandt? Næppe, hvis man skal vurdere det ud fra nutiden. Men sport, det virker hver gang. Den eneste gang, jeg har fulgt Tour de France var det år, hvor Bjarne Riis vandt. Det begyndte med en tilfældighed, vi sad ude i haven og fulgte med i radioen, og da det lidt efter lidt viste sig, at en dansker havde mulighed for at vinde, flyttede vi ind i stuen for at få fjernsynsbilleder på. Jo, vi vandt. Sports- og kulturminister Jytte Hilden vandt. Hun havde endda taget cykelbukser på til sejrsfejringen. Sangerinden Anne Dorte Michelsen vandt og blev så høj af det, at hun fluks skrev en sang om Bjarne i det høje. Ørnen fra Herning! Statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt tale i Tivoli. Vi havde med andre ord ikke været så meget vi som vi var den sommer. At Bjarne Riis’ sejr så senere har vist sig at være resultatet af, at han var den bedst dopede af hele det forhærdede, rullende apotek på den store klinge, er en anden sag. Kun meget lidt i denne verden er helt rent. Og det kan vi sagtens leve med. Sejren var vor – og det er godt nok. At Bjarne Riis senere blev smidt ud af vores nationale kulturkanon, skyldes at Brian Mikkelsen, det dengseøre, havde nogle konfirmandforestillinger om at kun det ubesmittede, rene og udopede bør have en plads blandt mesterværker og helte. Gudfader!

En medicinproppet sportsnørd

Ville H.C. Andersen mon bestå sådan en renhedstest? Var han ikke temmelig meget af en pamper? Søren Kierkegaard – var der ikke noget med, at han ikke bare levede af sin personlige arv, men også havde grabberne godt nede i sin brors? Men den slags indvendinger gælder ikke, når vi taler vi. Bjarne Riis var jo, da han hjulede sig til kindkys og sejrsskjorte, ikke nogen person, han var os! Det var os, der vandt, fandme da ikke en eller anden medicinproppet sportsnørd fra Herning.

Jeg hører til det slet ikke særligt lille mindretal, der ikke interesserer sig for sport. Det nærmeste, jeg kommer sport, er sådan set min yngste svigersøn, der er halvprofessionel fodboldspiller, der spiller i såvel ind- som udland, og også har en fortid på ungdomslandsholdet (bemærk svigerfaderens pralende tonefald her). Han er en sympatisk ung mand, der blandt andet har den tiltalende vane at drikke te. Men lidt blødagtige er de unge jo nu engang, så han vil gerne have en lille skefuld sukker i. Det er svigerfaderen ikke meget for, men lad gå, tænker vi – med den mildhed, der ret uvelkomment sniger sig ind på én med alderen.

Dog har jeg lagt mærke til, at lige op til en kamp eller træning, så afstår han fra sukkeret. Det går ikke! Nok ikke fordi han er bange for, at sukkeret vil blive afsløret ved en evt. dopingkontrol, men mere fordi han har erfaring for, at sukker gør ham sløv, når han skal løbe rundt på fodboldbanen. Det var dog en uhyggelig måde at leve på, synes jeg. For at trøste mig, lader svigersønnen mig så vide, at man da sagtens kan leve på alle mulige andre måder. Også sportsfolk. Han har blandt andet fortalt mig hvilke internationale fodboldstjerner, der er storrygere. Det er ret mange, synes jeg. Og det bliver jeg glad ved. Ikke fordi jeg vil gøre noget ved det, men det er godt at vide, at også vi tobaksdopere kan blive sportsstjerner. Hvis vi en dag skulle gide. Det indtryk jeg har fået, både af min svigersøn og af andre sportsfolk, jeg har mødt, er, at sportsudøverne, fodfolket, ikke tænker særligt meget på vi. Jeg tror ikke, de tænker på sig selv som nationale symboler, mens de løber rundt på banen. De professionelle, også de halv-, tænker på forskellen på det beløb, de får udbetalt som hhv. vindere og tabere af kampen. Og i alt fald fodboldspillere ved udmærket godt, at det ikke altid er det bedste hold, der vinder, så det er ikke kun et spørgsmål om teknik og håndværk. Psykologi og kunstnerisk sans for spillet, mens det foregår, gefühl, er lige så vigtigt. Men når kampen er spillet til ende (det tager en helvedes tid efter min mening), og hvis man hører til det vindende hold, så er jeg overbevist om at alle fodboldspillere tror på Gud. Når de tiljubles, er der ingen tvivl om, at de opgør i det store vi. Så er det os, der har vundet. Nationen, folket!

Joh. Som mut fodboldhader kan man blive helt misundelig. Men så tænker man på Andrea Pirlo, der står omme bag omklædningsrummet og får sig et par smøger. Fandme, tænker han sikkert, jeg er ved at blive for gammel til det her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter W. Svendsen
  • Simon Olmo Larsen
Peter W. Svendsen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu