Nyhed
Læsetid: 3 min.

Dansk instruktørs Israel-kritik skaber tysk mediestorm

Dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifel vandt sidste uge Fredsprisen på filmfestivalen i Berlin. Hans udtalelser om Israel har fået tyske medier til at rase
Efter en visning af filmen på Berlinalen var der en diskussion med Fleifel. Ifølge avisen Berlinaler Morgenpost blev han spurgt om sin holdning til Israel. Den israelske journalist Eldad Beck var til stede og kunne berette, at Fleifel sagde, at Israel ikke har noget retsligt grundlag for at eksistere, hvorfor landet aldrig vil blive accepteret af arabere og palæstinensere. Foto: Scanpix

Efter en visning af filmen på Berlinalen var der en diskussion med Fleifel. Ifølge avisen Berlinaler Morgenpost blev han spurgt om sin holdning til Israel. Den israelske journalist Eldad Beck var til stede og kunne berette, at Fleifel sagde, at Israel ikke har noget retsligt grundlag for at eksistere, hvorfor landet aldrig vil blive accepteret af arabere og palæstinensere. Foto: Scanpix

Kultur
25. februar 2013

Instruktøren Mahdi Fleifel vandt sidste lørdag Fredsprisen på Berlinalen. Fleifel, der er dansker med palæstinensiske rødder, vandt for sin dokumentarfilm A World Not Ours. Instruktørens udtalelser om Israel i forbindelse med en visning af filmen har nu fået Heinrich-Böll-Stiftelsen, der hører under partiet De Grønne og er en af institutionerne bag prisen, til at lægge afstand til prismodtageren.

Juryen holder dog fast ved sin beslutning. Prisen, der er på 5.000 euro (37.500 kr.), bliver givet til en film, der »overbeviser gennem et indtrængende fredsbudskab og en æstetisk bearbejdelse af filmens tema«. Til institutionerne bag Fredsprisen hører også Den Internationale Auschwitz-Komité.

Mahdi Fleifels film foregår i den palæstinensiske flygtningelejr Ain al-Helweh i Sidon i Sydlibanon. På én kvadratkilometer lever 70.000 mennesker stuvet sammen i faldefærdige huse uden perspektiver for fremtiden. Et af dem er Fleifels bedstefar. Han har boet i lejren, siden han var 16 år. Nu er han over 80. Mahdi Fleifels forældre rejste kort efter deres bryllup til Dubai, hvor Fleifel er født, og i 1988 kom den lille familie til Danmark.

Men andre var ikke så heldige, og dem handler Fleifels film om. Han har tilbragt sin barndoms somre i Ain al-Helweh og har nu som voksen lavet en film om blandt andre sin jævnaldrende ven Abu Iyad og sin onkel Said. Lejrens beboere har ingen rettigheder i Libanon, og de er udelukket fra de fleste professioner. Men filmen er også humoristisk og livsbekræftende.

Efter en visning af filmen på Berlinalen var der en diskussion med Fleifel. Ifølge avisen Berlinaler Morgenpost blev han spurgt om sin holdning til Israel. Den israelske journalist Eldad Beck var til stede og kunne berette, at Fleifel sagde, at Israel ikke har noget retsligt grundlag for at eksistere, hvorfor landet aldrig vil blive accepteret af arabere og palæstinensere.

Da Fleifel et par dage efter blev bedt om en kommentar, sagde han:

»Det har jeg ikke sagt på den måde. Israel eksisterer, det er en realitet. Men det betyder ikke, at jeg retsligt må acceptere, hvad Israel foretager sig i de besatte områder. Der skulle være to stater, og Israel skulle opgive sine bosættelser på Vestbredden. De er ulovlige, og ingen kan forlange af mig, at jeg accepterer dem.«

Så mange fordrevet på 65. år

I et interview med Igal Avidan fra avisen Die Welt sagde Fleifel, at han mener, »det bedste ville være, hvis Israel ophørte med at eksistere som nationalt hjemsted for den jødiske religion.«

De tyske medier har raset over Fleifels udtalelser, og han er nu kommet med en erklæring, hvori han siger, at flere af udtalelserne er taget ud af en sammenhæng, og at journalisterne insisterede på at tale om hans »følelser for Israel, som om jeg var ambassadør for hele konflikten i Mellemøsten«. Det simple spørgsmål, som hans film stiller, er: »Hvorfor lever min bedstefar stadig i en flygtningelejr 65 år efter at være blevet tvunget væk fra sit hjem?«

Fleifel mener ikke, at Israel kan fortsætte som en udelukkende jødisk stat, men han understreger, at han ikke plæderer for, at landet ophører med at eksistere.

»Jeg vil bare have, at hver flygtning opnår de rettigheder, som den internationale lov tildeler dem – retten til at vende tilbage. For at opnå det må Israel ændre sig. De, der er indvandret siden 1948, må leve fredeligt side om side med dem, der blev fordrevet, og der må være en fælles lov, der beskytter alle borgeres rettigheder og ikke blot et ’udvalgt folks’.«

Juryen gav Fleifel prisen med den argumentation, at det er »en forsvarstale for en ny fredsproces i Mellemøsten«. Men kun i et Mellemøsten, der indbefatter Israel, understreger den nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her