Læsetid: 3 min.

David

Han ligner en sejrherre, og som sådan er han blevet kendt i myten om nedlæggelsen af kæmpen Goliat
Kultur
26. februar 2013

Her midt i februars kulde og blæst på Nordre Toldbod står en stor, splitternøgen mand og stirrer årvågent over på Holmen. Fem meter høj er han og lavet af bronze i stedet for det marmor, som Michelangelo engang lige efter år 1500 skabte ham i til glæde for Firenzes borgere. Vi skutter os, mens vi betragter hans rynkede bryn og store hænder, der krammer om noget, parate til forsvar for den kongelige afstøbningssamling, som han synes at bevogte, i den løftede venstre hånd en sten og i højre en slynge, kastevåben, som unge mænd i Mellemøsten stadig finder på at bruge mod overmagten.

Han ligner en sejrherre, og som sådan er han blevet kendt i myten om nedlæggelsen af kæmpen Goliat, filisteren, der truede israelitterne med udslettelse, som den fortælles i Første Samuelsbog kap. 17 i Det Gamle Testamente. Der er ikke noget belæg for, at David er en historisk person, men det har kun gjort de troendes opfattelse af denne gloriøse helt endnu stærkere. Denne den yngste af Eliats otte sønner opnåede ved en overmodig bemærkning at blive udset til redningsmand for den israelitiske hær, der stod over for de truende filistre med Goliat i spidsen, som i dagevis hånligt udfordrede fjenden til en afgørende tvekamp i Terebintedalen mellem de to fjendtlige slagordener, som der stod over for hinanden.

Hån og forbandelse

Kong Saul var så rædselsslagen ved denne overmagt, at han lod den spinkle dreng udruste. Han havde dog ikke kræfter til at bære samme udstyr som den gæve kæmpe, »seks alen og et spand høj« med kobberhjelm og skælbrynje, kobberskinner på benene og kobberspyd over skulderen. David derimod går ned til floden, udsøger sig fem glatte sten, som han lægger i sin hyrdetaske og går med sin stav og slynge rask fjenden i møde. Og mens Goliat bare håner og forbander denne latterlige fremtoning af en rødmosset knægt, lægger David roligt en sten i slyngen og sender den i pandebrasken på ham, så han styrter død om. Filistrene flygter over hals og hoved og bliver forfulgt og nedslagtet, mens David roligt skærer hovedet af Goliat med hans eget sværd og bringer trofæet til Saul. Fortællingen har eventyrets velkendte særtræk. Den yngste, uanselige søn trodser sine overlegne brødre, overvinder enhver modstand med simple og selvfølgelige midler, vinder kampen og høster belønningen ved selv snart at overtage kongemagten og få rigeligt med kvinder.

Brorson har gendigtet Davids kamp på sin egen eventyrlige måde i et digt, som vi i fjerne, svundne tiders skolegang lærte udenad:

Goliat drog fra Gath
for at lægge Saul i skat,
stamped’ mod fjeld og flod
med sin alenlange fod.
To mand høj, fir’ mand drøj
op på Soko top han fløj.

Let at huske med de systematiske enderim og indrim og underlige ord i marchtakt: »David kom, så sig om./ Hvad vil denne store vom?/ Tør du drot bruge spot/ mod den Herre Zebaoth?« Denne ’kæmpevise’ står i den fromme salmedigters Svane-Sang fra 1765 og er med fragmenteret resistens bevaret i gamle pigers og drenges bevidsthed, let at fremkalde her ved Toldboden, hvor David står, nu i Goliat-størrelse i selskab med Søren Georg Jensens massive skulptur ved bolværket, en stenblomst med et kighul i midten – et muligt sigtemål for ’et hvast slyngekast’. Men alt ånder fred i vinterkulden.

Goliat synes ikke at have taget til genmæle i noget kendt monument, men har dog fået ordet i en tegneserie af skotten Tom Gauld, der omtolker ham som en fredsommelig bogens mand, overdraget et besværligt hverv. Og i aktuel politisk aktivisme har han fået mange små gengangere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her