Læsetid: 2 min.

DR: ’Vi tager kritikken til efterretning’

Redaktøren bag ’Myginds Mission’ mener, at det er en succes, men tager også kritikken til efterretning
21. februar 2013

Myginds Mission har været en succes, mener DR’s faktaredaktør, Anders Thomsen:

»Vi kan mærke på de mange reaktioner, der er kommet på vores hjemmeside, at vi har ramt noget, som er vigtigt. Desuden er det et af de programmer, der er mest ’samsening’ på – det vil sige, at forældrene ser det sammen med deres børn. Det er en indikation på, at det er noget, der har vakt interesse og noget, man har debatteret rundt om i familierne.« Kritikken fra klasselæreren, eleverne og en forælder, tager han dog til sig:

»Det er jeg ærgerlig over. Men jeg synes virkelig, at vi har gjort meget for at beskytte børnene. Og at vi har gengivet tingene, som vi har oplevet dem.«

– Hvad tror du, grunden er til, at de medvirkende ikke oplever det sådan?

»Det er jo klart, at det er et udsnit af virkeligheden, vi viser. Når konflikten mellem Ditte og Besmire får meget plads i udsendelserne, så er det jo fordi, vi mener, at den er et eksempel på det, der sker i mange ottendeklasser rundt om i hele landet.«

– Seriens tese er, at det er fællesskabet, der er det væsentlige. Alligevel følger vi enkeltpersoner. Hvorfor det?

»Jeg synes ikke, at der er fokus på enkeltpersoner. Men det er svært at forholde sig til 30 elever i hvert program, og så vælger man dem, der er bedst til at fortælle. Lau er god til at sætte ord på det, der sker i klassen, og derfor har han ofte fortalt til kameraet. Men det er stadig fællesskabet, der er i centrum.«

– Har der været for meget show og for lidt faglighed?

»Man kan altid diskutere, hvilken form, man skal behandle et emne på. Men hvis vi havde lavet en klassisk journalistisk dokumentar om mobning, så tvivler jeg på, at vi havde fået så mange børn til at se programmet.«

– Flere af de medvirkende siger, at de ikke ville sige ja igen. Hvad synes du om det?

»Det er ærgerligt, men det kan også have mange årsager. Måske er det også bare hårdt at være på og fortælle. Desuden ved jeg, at mange har været glade for at være med.«

– Men er det godt nok for en DR-produktion, når minimum tre af de medvirkende bagefter siger, at de ikke ville stille op igen?

»Nej, det er ikke godt nok, hvis de medvirkende ikke har haft en god oplevelse med det, og det vil vi tage til efterretning – og vi vil tage det med i vores evaluering af det her, så vi kan se på, hvad kan vi gøre bedre en anden gang.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu